Ævl og kævl

10 gode råd til dig, der renoverer

Læg en plan: Hav en tydelig plan fra start, så du har overblik over, hvad der skal laves i hvilken rækkefølge, og hvem der gør hvad. Man kan spilde meget tid på at rende rundt som en hovedløs høne med savsmuld mellem tæerne. Vi deler os som oftest op som lige nu, hvor Fyrsten er i Bauhaus, mens jeg skriver blogindlæg gør klar til at sætte filt op.

Prioriter dit projekt: så længe du renoverer, vil det som oftest kunne ses i resten af huset. Både i form af støv og snavs, men også fordi andre ting kommer til at halte. Acceptér det! Du kan ikke både få tid til at pudse vinduer og rengøre køleskabet, samtidig med du tapetsere, og kan du ikke finde ro i det, bliver det en opslidende proces.

Invester: Det er dyrt at være fattig! Er du i gang med et mere omfattende renoveringsprojekt som i vores tilfælde, hvor hele huset skal under kærlig behandling, så invester i det rigtige værktøj. Du kommer helt sikkert til at skulle bruge det igen, og der er intet værre end at stå midt i processen med et stykke værktøj, der brænder sammen, fordi man har valgt den billigste løsning.

Lån: Er dit renoveringsprojekt et korterevarende af slagsen, så lån dig frem til værktøj fra venner eller bekendte. Søg evt i lokale Facebook-grupper og husk at kvittere med en flaske vin;)

Lad være med at springe over, hvor gærdet er lavest – eller billigst;) (MED MINDRE det tilfældigvis også er pænest!): Vi har ved tidligere projekter valgt den billige løsning. For eksempel havde vi ikke lige 10.000 kr til at kaste efter en bordplade på mål til køkkenet, hvorfor vi blev enige om, at vi godt kunne leve med et par samlinger. Det kan vi også sagtens, men jeg fortryder dagligt, at vi ikke tog os tiden til at spare op til det pænere resultat. Omvendt har vi valgt at beholde det gamle gulv på førstesalen, som gemte sig under gulvtæppet, fordi det er pænt og patineret på den fede måde, som passer til resten af huset. Vi slipper dermed også for at skulle investere tid og penge i at lægge et nyt gulv.

Søg råd: spørg professionelle til råds, eller venner og bekendte, som selv har stået i processen. Der findes også mange glimrende youtube-videoer, som fx viser hvordan du sætter filt op.

Genbrug: Renovering kan være en omkostningsrig affære, hvorfor genbrug er et nøgleord i alle vores projekter. Fx har vi bygget vægge ud af de spånplader, som tidligere udgjorde undergulvet, ligesom vores terasse i sin tid blev udvidet med fliser, som en nabo havde sat ud til storskrald. Det er både godt for pengepungen og miljøet:)

Pippi-devisen – Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!: Kast dig ud i det. Tro på at du kan, og tro på at det nok også går, hvis ikke du kan. Jeg vidste ikke, at jeg kunne pudse en væg op, før jeg gjorde det. Næste gang kan jeg så noget andet:)

Renover med respekt: Tænk over hvilket type hus du bor i. Personligt synes jeg, at man bør renovere med udgangspunkt i helheden og fx. ikke sætte et stålkøkken op i et gammelt bindingsværkshus eller omvendt.

Hold pauser: Vi kan godt have tendens til bare at knokle igennem og glemme at spise og drikke undervejs. MEN man ender altid med at blive ukoncentreret og lave dummefejl. Så jeg har lært at se pauserne undervejs som en nødvendighed fremfor tidsspilde.

God arbejdslyst:)

img_7486

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

2 kommentarer

  • Den nye husejer

    Vi har købt et hus fra ’67. Kæresten er mega handy, jeg er mega magelig.. jeg elsker huset…. men jeg hader virkelig processen! Jeg troede det ville være meget fedt at gå og makke, med en god podcast i ørerne. Men det er. så. hårdt! Please sig det bliver sjovere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Altså, jeg synes, det er ret sjovt;) Men det har jeg så gjort helt fra starten… Jeg håber, det bliver bedre! God arbejdslyst:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ævl og kævl