Anes bog #3

20 spørgsmål – freestyle!

Der kører for tiden en blogleg,
hvor man skal svare på 20 spørgsmål om sig selv.
Jeg synes, at sådan nogle lege er ret hyggelige,
det er sjovt at lære bloggere lidt bedre at kende, men….
Jeg er helt sikker på, at hvis du og jeg en dag sad sammen 
og drak en kop kaffe, og du bad mig fortælle lidt om mig selv, 
så ville jeg næppe lægge ud med at fortælle,
om jeg kan li’ kinesisk mad eller ej!
Og jeg ville ikke tænke “Hold da op, et spændende menneske hun er”,
hvis du begyndte at opremse for og imod at bade i pool eller havet.
Jeg vil langt hellere høre noget om dig,
som du synes er vigtigt, sjovt eller spændende:)
Og jeg starter gerne med mig selv:
1. Hvor bor du:
Jeg bor i Hvidovre. 
Jeg har egentlig altid troet, at jeg ville blive boende på lolland.
Mest fordi det er der, jeg er vokset op, 
og der jeg har min familie.
Og så syntes jeg lidt, at det var noget pjat, det der med at alle flyttede 
til København efter gymnasiet.
Jeg havde en eller anden trang til at bevise, at man godt kunne blive til noget,
selvom man ikke boede i København. 
Men så mødte jeg Fyrsten. Og han havde jo teenageren, som han selvfølgelig ikke kunne flytte langt væk fra.
Så jeg rykkede til København.
Først til nordvest, hvor vi boede i to år.
Da vi så besluttede, at vi gerne ville ha’ børn, fandt vi Palæet i Hvidovre.
Vi har ingen tilknytning til byen overhovedet, men vi forelskede os i huset. 
2. Hvad gør dig rigtig lykkelig:
For ikke at nævne de indlysende ting – min mand, datter, familie, skumbananer mm…
Vejlø! 
Vejlø gør mig lykkelig helt ud i lilletåen:)
Det er dét sted i verden, jeg trives allermest.
Hvorfor, kan jeg ikke rigtig sætte fingeren på.
Sådan er det bare:)

3. Hvornår græd du sidst:
I mandags. Der skulle hænges nogle kasser op over puslepladsen.
Fyrsten mente, at det kunne jeg sagtens selv.
Og det ville jeg sædvanligvis også godt kunne.
Men lige for tiden er nogle ting bare ret uoverskuelige!
Som at hænge kasser op….
Ammehjerne!!!!
4.Hvad vil du gerne være, når du bliver voksen:
Når jeg bliver voksen, vil jeg være ligesom min svigermor.
Hun er en af de sejeste kvinder, jeg kender.
Hun er med i en petanque-klub, 
som mødes i weekenden og spiller og drikker rødvin.
Og så har hun en flok veninder, som sammen tager ind til byen
og får ordnet hår af Gunbritt.
Hun lever sit liv med de ting, der gør hende glad,
samtidig med hun er en fantastisk mor og bedstemor.
Sådan vil jeg gerne være, når jeg bliver voksen:)
5. Går du til noget:
Ikke sådan rigtig…
Da jeg var yngre, gik jeg til gymnastik.
Jeg var også til håndbold en enkelt gang, men jeg blev ved med at få bolden i hovedet,
så det gik ikke rigtig.
Jeg er meget lidt sporty! MEGET LIDT!
Men jeg og tre veninder har en lille krea-klub.
Krea-kusserne hedder vi;)
Så hyggeligt!!!!
6. Hvad er du rigtig god til:
At hygge mig!
Jeg er rigtig god til at gøre ting, som jeg synes er rare.
Ting, som kun er for mig.
Som at lave en kop the, smøre en bolle, se Grey’s Anatomy og nyde det helt vildt.
Det tror jeg er vigtigt at kunne.
7. Hvad er du rigtig dårlig til:
At lave mad.
Som i virkelig dårlig.
Nok mest fordi det ikke rigtig siger mig noget.
Jeg elsker at spise god mad,
men har hverken lysten eller evnerne til at lave det selv.
 8. Samler du på noget:
 Hvad samler jeg ikke på???
Jeg har virkelig samlermani – ligesom de fleste andre kvinder i min familie.
Og jeg har så svært ved at skille mig af med ting.
Jeg samler på gamle kufferter, salt og peber sæt, dåser, knapper og meget mere.
Og jeg har gjort det så længe, jeg kan huske…
9. Er du medlem af folkekirken:
Ja. Jeg er også døbt og konfirmeret, men er til gengæld borgerligt viet.
Jeg tror ikke rigtig på Gud.
Jeg tror på kærlighed mellem mennesker.
Når jeg alligevel er medlem af folkekirken, er det nok fordi,
jeg gerne vil være med til at bevare det historiske.
Jeg elsker kirker. Jeg synes, de er virkelig smukke.
Og ja, jeg ved godt, at det er meget lidt af kirkeskatten, der går til bevarelse af bygninger,
men alligevel.
10. Hvem taler du oftest i telefon med:
Min søster. Nogle dage op til 5-6 gange.
Og tit og ofte er det ikke rigtigt fordi, vi har det vilde at berette.
Vi sludrer bare lidt, ligesom hvis vi havde siddet sammen over en kop kaffe.
Jeg har brug for at tale med min søster tit og ofte,
når vi ikke kan ses så meget.
11. Er du bange for noget:
Mange ting. Generelt er jeg vist bare en kylling.
Jeg er især bange for højder og har været det altid.
Jeg har tit mareridt om at gå på trapper uden gelændere ….. uf!!!
12. Hvad ønsker du i livet:
Jeg har altid ønsket at få mange børn. Helst en 4-5 stykker.
Det ønske prøver jeg at pakke væk, så det jeg lige nu ønsker mest er
at nyde det, jeg har. Og det virker!
Jeg er lykkelig for det, jeg har. For jeg har meget, og jeg er heldig.
Men okay – jeg ønsker mig stadig virkelig meget et nyt køkken!
13. Hvad imponerer dig:
Det imponerer mig, når folk tager chancer.
Ment i den forstand at de gør det, de brænder for.
Kaster sig ud i ting, som muligvis er nye og skræmmende.
Det gør mig også lidt misundelig.
For jeg er som sagt en bangebuks, og jeg er selv ret bange for at tage chancer.
14. Hvad mangler du at gøre:
Jeg mangler at besøge min mormors grav.
Det er et ret ømt punkt for mig.
Min mormor døde, mens vi var i gang med vores første fertilitetsbehandling.
Og jeg lovede mig selv, at jeg ville besøge hende, 
når jeg var blevet mor.
Det er jeg nu, men jeg har stadig ikke været forbi for at vise min datter frem.
Min mormor var et af de vigtigste mennesker i mit liv.
Og jeg har bare på ingen måde lyst til at se hendes navn i sten.
Slet ikke!
Men jeg skal nok gøre det – en dag….
15. Hvad vil du gerne blive bedre til:
At huske at spise vitaminpiller.
Jeg bliver så hurtigt syg:(
16. Hvad er det sjoveste, du har været til fastelavn:
Indianer. Dét i sig selv er ikke ret sjovt,
men jeg havde smurt mig ind i soya, for ligesom at være mere autentisk.
Jeg vandt ikke for bedste udklædning:(
17. Har du nogensinde vundet noget:
Jeps:) Da jeg gik i juniorklub, var der årlige sæbekasseløb.
Jeg var altid på hold med Ditte.
Vi vandt aldrig løbene, men to år i træk vandt vi for den flotteste bil.
Vi var meget stolte:)
18. Hvis din mand skulle sige tre ting om dig, hvad ville det så være:
At jeg er vanvittigt distræt, at jeg har en dejlig numse,
og at jeg godt må dæmpe mig lidt, når jeg synger i bilen.

19. Hvilke er dine yndlingsblogs:
Jeg læser med på mange blogs, og der er virkelig mange blogs,
som jeg godt kan li’.
Men storfarvortitterne er uden tvivl Miriam’s shoe-in shoes og Hverdagsjunkie.
De to kvinder kan virkelig noget med sproget,
som går lige i trussen hjertet på mig!!!!

20. Hvad er dit højeste ønske lige nu og her:
På magisk vis at finde en pose uåbnet skumbananer i skuffen.
Det ville være virkelig fedt!!!!!

   

10 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anes bog #3