Jamen, så okay da!!

Nå! Jeg kom altså til det! Og med dét mener jeg, at jeg kom til at gå
ind og læse lidt mere af den debat, der har kørt på Anne Sophia Hermansens facebook-fanside
omkring infertilitet og brugerbetaling. 
Og det nytter simpelthen ingenting, at debattere med der, for folk er dumme!
Ikke sådan at de er tarvelige, men at de ikke forstår at skille skæg fra snot.
Jeg tror faktisk godt, at jeg langt hen ad vejen, kan indgå i en debat
om infertilitet uden at gå i følelsen. Folk kan synes lige præcis, hvad de har lyst til
om infertilitet, brugerbetaling mm – det hidser mig overhovedet ikke op.
Hvad der til gengæld får mig til at rive mig i håret er, når folk ikke har styr på
fakta og derfor argumenterer på et – i mine øjne – tydeligt skævt grundlag!
Postulater hapset fra debatten:
Det er ikke samfundets problem, at folk ikke kan få børn!
JO! Det er det! Der fødes i Danmark allerede for få børn. Og på længere
sigt er det både dit og mit problem, hvis der ikke er hænder nok. 
Folk kan sige, at det danske samfund ikke har råd til at betale til fertilitetsbehandlinger,
som der gøres nu. Jeg vil sige, at der ikke er råd til at lade være! 
Infertilitet er ikke en sygdom!
Øh…. jo??!!!! Det er sgu da ikke noget, du bestemmer. 
WHO har kategoriseret infertilitet som en sygdom – basta!
Dette følte jeg mig nødsaget til lige at understrege på facebook, så diskussionen kan tages med et
fælles udgangspunkt. Jeg fik svaret “Jeg synes ikke det er en sygdom!”
Ahmen, så stopper al argumentation og diskussion da bare her! 
Det ku’ ellers være yndigt, hvis du blev stoppet på din mørkelagte cykel  
og dit svar til betjenten var “Jamen jeg synes ikke det er ulovligt!”

Jeg er simpelthen nødt til at holde mig væk fra facebook-debatter
det er ikke godt for mit blodtryk!!! 

Kan du hjælpe mig???

Søde bløde svigerfar og helvedeshunden Spencer (beklager Spencer, men jeg er vred på dig!)
er på besøg. Da vi kommer hjem i dag, har Spencer holdt fest i stuen
– med oldemors pølle:(:(
Oldemors pølle er vigtig for mig og et dejligt minde om en dejlig kvinde!
Jeg har overhovedet ingen hækle-skills, men er ret sikker på,
at den ikke kan reddes.
Men kan man så gøre noget andet?
Kan man på nogen måde, lave den om til noget andet eller skal jeg affinde mig med,
at den er gone for good?
Sidder der én derude, som kan se en eller anden mulighed i den,
og som kunne ha’ lyst til at hjælpe mig?
Jeg betaler gerne i fine stoffer og god karma!!!
Sådan ser de sørgelige rester ud:

Sådan så pøllen ud (ved siden af en træt frøken Fausing)

Handlingslammet??

Ej, det tror jeg vist ikke lige!
Det kan godt være, at ordene er lidt sløve i optrækket, men hænderne og
hovedet er fuldstændige lige så flyvske, som de plejer.
Vi har længe haft planer om at ‘renovere’ udestuen.
Den er aldrig rigtig blevet, som jeg gerne ville ha’ og en utæthed i taget har ikke hjulpet.
Taget blev skiftet for et års tid siden, men så kom vi ikke rigtig videre.
Nu skal det være!!
Der skal nyt tapet op, nye lister og dermed også mulighed for ny indretning.
Sofaen er kommet tilbage i stuen, som planen med den oprindeligt var.
Jeg har været super glad for sengen derinde, men jeg synes,
at stuen fik et lidt rodet udtryk, og en sofa er altså også lidt federe at have gæster i.
“Vil du med i seng og ha’ en tår kaffe??”
Fyrsten mener, at jeg skifter mening igen om 2 måneder, og han sikkert ret.
Men han konkluderede da også tørt, at “så rykker vi det jo bare tilbage igen….”
Det er dælme et tålmodigt mandfolk, jeg har fundet mig der!! 
Så nu ser Palæet sådan ud:

Lige nu virker det ærlig talt lidt uoverskueligt…..

Tom for ord….

Jeg er tom for ord! Fru Fausing er tavs!
Og det skyldes ikke, at Fyrsten lige er kommet hjem med en stor pose bland-selv slik
til sin kone. Skide sødt er det da, men altså ikke af den kaliber, der gør mig mundlam.
Jeg har ingen forklaring på min nuværende situation som tavs. 
Bogstaverne og ordene er bare ikke lige at finde. Min 28 små venner har forladt mig for en stund.
Og det på trods af, at jeg virkelig prøver at finde dem frem!
Tidligere på ugen var der endda al mulig grund til, at de burde komme tilbage.
Anne Sophia Hermansen fik sagt noget om fertilitetsbehandling og brugerbetaling i
Go’ aften Danmark og debatten kørte i højt gear på Facebook.
“Fandme så, Fru Fausing” tænkte jeg. “Nu er ordene da nødt til at komme i gang!”
Og hvad blev det til? To sølle kommentarer….
Ingen høj puls, rynket pande og hævet næve, ingen lidenskab. 
Bare mere sådan en “Nå ja, folk har jo hver deres syn på tingene…”
Hvad sker der lige for det? 
Jeg er jo lidenskabelig og rødglødende. Kæften står ikke stille på mig.
Det gør den så nu. 
Men jeg nægter – naturligvis – at affinde mig med situationen.
Kære læsere, jeg lover jer, at de næste dage er dedikeret til at finde
store og lidenskabelige emner at blogge om.
Og så kan ordene tro, at de har ferie, men jeg skal vise dem! 
Fru Fausing giver aldrig op!!!!

Hjælp!!

Dygtige sykvinder – hjælp mig!
Hvorfor er det ligesom om den hiver undertråden med op i syningen, når jeg zigzagger???

Vinterferien 2013

Vinterferien har været intet mindre end fantastisk!!! 
Fyrsten og jeg hentede vidunder-nevøerne på Lolland og nød nogle skønne dage
med madrasser foran tv’et, bollebagning, pandekager og ture i sneen.
Der blev set Bora Bora alt for mange gange. Men heldigvis fik jeg også gjort ‘Nana’
til et hit – selvom Bastian skulle se den fire gange, før det gik op for ham, at Nana er en pige:)
Der er blevet hygget i sofaen med farverigt garn og den lækre Laura.
Og så har søde bløde Svigefar og hans kæmpehund Spencer været forbi.
Fyrsten, teenageren og svigerinden holdt fødselsdagsfastelavn i Palæet. 
Teenageren var naughty maid med selvsiddende netstrømper, svogeren og Laura
var pirater, svigerinden var pruttepude, svigermor var rengøringskone, svigerfar var fisker,
niecen var fastelavnstønde, jeg var corpse bride og Fyrsten var – som billedet viser – bare piv fræk;)
Ferien blev sluttet af med manerer i går, da Krea-kussernes ældste medlem fylder 30 år
i morgen og i den anledning havde kaldt til generalforsamling på restauranten Tony’s.
Det blev til en skøn aften med virkelig lækker mad (kan klart anbefales!), håndbajere
rundt omkring i Kbh og det dejligste selskab, man kan ønske sig!
 
Og i dag nåede jeg lige at få et kys af hende her og hendes alt for lækre unger! Skønt!!
Kys på jer:)

Luksusproblem!

Jeg har et luksusproblem! Et blødt et af slagsen….
Jeg er ved at drukne i stof!
Der er snart stof i hele Palæet. Jeg tror, det formerer sig om natten.
What to do???
På skænken i spisestuen:

 På spisebordet:

I vitrineskabet i spisestuen:

I skabet i krearummet:

Ovenpå skabet:

På bordet i krearummet:

På stolen:

I reolen i krearummet:

Ovenpå reolen:

Og så har jeg undladt at tage billeder af det, der er i skabet på teenagerens værelse, det i kufferterne i stuen og det i kisten ovenpå
Det er udelukket at putte mere stof på midterreolen. Den er den, der kan åbnes
ind til teenagerens værelse, så den må ikke være for tung.
Jeg kan selvfølgelig tage den midterste hylde i krea-skabet i brug, men jeg tvivler på, det er nok.
Eneste mulighed må være at få Fyrsten til at bygge ud….
Eller omdanne spisestuen til krea-rum igen.
Eller rydde op??
Åh, så store beslutninger man står overfor i livet!

You can’t handle the truth!

Nej, dette er ikke et indlæg om Tom Cruise eller mænd i uniform.
Dette er et indlæg om sandheden – eller løgnen – eller nuancerne der imellem…..
Fyrsten og jeg har netop afsluttet de adoptionsforberedende kurser. 
Det har været en hård, sjov og berigende oplevelse.
For mig var det bedste helt klart det sociale aspekt ved kurset.
Dét at sætte 21 vidt forskellige personligheder sammen, hvor eneste fællesnævner
er ønsket om at blive en familie. 
Jeg tror aldrig før, jeg har oplevet så lidenskabelige og dynamiske diskussioner.
Fedt, siger jeg jer – rigtig fedt!!!!
 
Vi har været igennem et hav af emner, hvoraf en del jo ligeså meget handler
om det at være forældre, som det at adoptere – det synes jeg i hvert fald.
Og et af de emner var barnets historie.
Der er naturligvis nogle elementer indenfor dette, som er meget adoptionsspecifikke,
men på kurset fik vi dog også åbnet op for det i en mere almen sammenhæng.
 
Spørgsmålet der fik alle op ad stolen og som fremkaldte vidt forskellige reaktioner, var dette:
 
Hvordan fortæller du dit barn, at det er kommet til verden ved voldtægt?
 
BUM BUM! 
 
Og egentlig var det ikke dét med, hvordan man fortæller det, der fik de mest
lidenskabelige reaktioner frem i folk, men om man fortæller det.
For at peppe det lidt op (vi skal da ha’ lidt action på sådan en almindelig mandag!),
vil jeg ikke give jer min holdning, blot komme lidt ind på, hvad spørgsmålet udløste.
Og så vil jeg selvfølgelig gerne høre jeres holdning:)
 
Hvor trækkes stregens mellem forældrenes historie og barnets? Er voldtægten mors at leve
med alene, eller er den også barnets?
Hvornår udvikles den menneskelige bevidsthed? Ved befrugtningen, ved 30. uge, ved fødslen?
Og måske vigtigst af alt – hvor meget har ens barn ret til og behov for at vide? 
Hvordan skelner vi mellem at lyve for vores barn eller at beskytte det?
 Hvornår vælger vi at fortie sandheden for at passe på os selv, og hvornår er det for barnets skyld?
Er det okay at lyve for sit barn????
 
Bonusinfo: Vi morede os alle sammen, da den ene af kursisterne (meget, meget rar og sympatisk fyr) foreslog, at man som forældre tog fat i statsforvaltningen og fik dem til at slette diverse grumme oplysninger fra adoptionspapirerne. “Det må da for dælen kunne lade sig gøre med lidt stræberblæk!”