Vejlø #1 – Vera og Ewald

Jeg har været et par uger på Vejlø denne sommer
– igen! 
Jeg kan virkelig godt li’ Vejlø, og jeg kan virkelig godt li’ jer:)
I skal da hilse på hinanden!
Så kære læsere, mød Vejlø:)
Hvad jeg ved om Vejløs historie er, hvad jeg har fået fortalt eller læst, og lidt jeg selv har oplevet.
En del er muligvis barnlige forestillinger mit hoved selv har strikket videre på,
eller fakta, som har ændret sig på deres rejse fra mund til mund….
Men det jeg ved, eller det, jeg tror, jeg ved, vil jeg gerne dele med jer
over et par indlæg.
Vera og Ewald (som faktisk hed Elvira og Svend…) købte Vejlø i 1953.
Så vidt jeg ved, havde de tidligere boet på en anden ø, Rågø.
Dengang var det ikke atypisk at købe en ø, det tror jeg i hvert fald ikke.
Det havde ikke samme vilde klang, som hvis man i dag kom og sagde,
at man havde købt en ø. 
Med sig havde de deres tre sønner – Torben, Bibbi og Arne.
Der var vist også nogle store døtre et sted. Om de var flyttet hjemmefra, ved jeg ikke.
Men de optræder sjældent i de beretninger, jeg har fået om øen, 
og jeg mener ikke nogensinde at have mødt dem.
Jeg mødte Vera og Ewald i 1994, da min far blev kæreste med deres barnebarn,
Torbens datter, Linda.
Jeg husker, at jeg var ret skræmt af Ewald. 
Han havde et stort, gråt skæg og lange, beskidte negle.
 Og så var han omgivet af dyr – høns og katte i massevis,  
som boede i køkkenet.
Der var ikke bad på Vejlø, hvilket næppe er til fordel for nogens udseende.
Jeg mindes ikke at have hørt ham tale, andet end grynten og brummen.
Tale kunne Vera derimod – hele tiden!
Og hvor Ewald i mine øjne var sådan lidt grå i grå, 
var Vera en regnbue. 
Ofte hev hun mig med ind i soveværelset og viste mig sine hjemmesyede kjoler
– virkelig smukke kjoler!
Hendes hverdags- og arbejdstøj var ikke fint og prangende,
men som jeg husker hende, havde hun altid farvede plasticperler om halsen eller i ørerne.
Og så snakkede hun! Og snakkede og snakkede og snakkede….
Om hønsene, eller kattene, eller de der skide ølejr-deltagere, 
eller om hvem der nu havde stjålet hendes cigaretter.
Og hun lagde aldrig fingrene imellem:)
Som da hun fortalte mig, at det vel nok var en skam, at sådan en køn pige
havde sådan nogle fremstødende fortænder….
Jeg har en gammel bog om Danmarks øer på min reol, 
hvori  den besøgende journalist beskriver familien på Vejlø således:
“Hun (Vera) fejede katten ned. Den stod på gulvet og fik orden på sig selv og klemte sig så ind i kammeret ved siden af køkkenet, hvor den sprang op på bordet og stak poten ned i en gryde, mens Vera havde sin fulde opmærksomhed vendt mod sønnen, der havde sejlet os over og var ved at komme ud af sin våde ham, mens vi sled og gnubbede genstridigt, regnslibrigt gummitøj af os, og mod en anden søn af huset og en husven på den faste bænk under vinduet ud mod den regnsusende, grønne gård.
Vera kastede godhed og åbenhed fra sig med store bevægelser og såede verden til med hjertelighed og strømme af ord og smil og tårer og betroelser og indvielser, var inde efter katten ved gryden og kom tilbage med den og et kuld killinger i hælene og fejede noget ud i et hjørne med foden og andet fra kurvestolene med hånden.
“Nu har jeg aldrig!” sagde hun til vores portvinsflaske og pillede den ren for gennemblødt papir. “Det er for galt! I skulle da ikke komme med noget. Sæt jer dog. Bibbi, læg alt det våde tøj ud. Han hedder Bibbi, ham der sejlede jer over. Og det er Torben. Torben, flyt dig lidt, så de kan være der. Torben er vores, Ewalds og min, og det er Bibbi også, og én til, som ikke er her, men ham dér ved vinduet, det er ikke vores. Det er bare én, der er her.””
(…)
“Idioter! Kraftstejlemig hele bundet nogle idioter!”
Han (Ewald) skumrede rundt i baggrunden, kradsede sig og lagde hånden på den tomme stols ryglæn, men satte sig ikke ned. Snakken begyndte at løbe igen, lettere fordi Ewald var inde døre nu og ikke stod og lyttede i skjul. Husvennen og Vera og sønnerne spillede op til ham, smil og velvære bredte sig, og hele Vejlø svømmede i grøn regn.
“Jeg skal sgutte ha’ kaffe. Hvad er det I sidder og æder?”
“Gud, det er da syltetøj af de brombær.”
“Nå, dem.” sagde Ewald.
“Og de har haft franskbrød med. Flasken dér er også fra dem.”
Han så flasken an fra et par vinkler, fangede os med blikket, kløede sig og kiggede på stolen.
“Har du været landmand altid?”
“Mig?”
“Ja, hvad lavede du før, du kom til Rågø?”
“Sejlede. Jeg har sejlet i ti år. Mest på småskibe, Tysklandsfart.”
“Hvornår gik du så i land?”
“I 1930, bliver det vel.”
“Hvorfor?”
“Han blev søsyg” sagde Bibbi.
“Nu sludrer I,” sagde Vera. “Tag noget mere kaffe.”
“Han blev søsyg. Det var sgu da derfor, han gik i land. Blev du ikke også søsyg?”
Ewald vendte bringen ind i værelset ved siden af og gennede kattene derind og kom ud i køkkenet igen.
“Vil du blive her resten af din tid?”
“Det er ikke noget at spekulere over,” sagde Vera. “Ingen ved, om vi skal dø i morgen.”
“Han vil godt til Bahamaøerne,” sagde Torben. “Til alle de sorte piger. Han tror, han skal ende som konge over Bahamaøerne.”
“Det er noget sludder,” sagde Ewald. “Pigerne er ikke sorte på Bahamøerne.”
“Nå, men så Tristan da Cunha da?”
“På Tristan da Cunha vil jeg kraftedeme ikke være. Det er sgu noget af det ødeste.”
“Han træner i ølejren,” sagde Bibbi. “Han træner til at blive konge på Bahamaøerne.”
“Næste år er det i hvert fald mig, der bestemmer, hvor mange der skal være, så kan de kalde mig konge, lige så meget, de vil.”
(Kilde: ‘Livet på øerne’ af Erik Aalbæk Jensen)
Vejlø-gård

Vera

Ewald
Vera og Ewald flyttede aldrig fra Vejlø.

0 kommentarer til “Vejlø #1 – Vera og Ewald”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.