Mavepuster…

Jeg fik mit livs mavepuster i går.
Den største forskrækkelse nogensinde!
Min søster og hendes to yngste drenge, har været på ferie hos os.
I går skulle vi lege hjemmebio,
så vi begav os op i centeret for at købe sodavand, popcorn mm.
Lige før vi når centeret, skal vi over et lyskryds,
og da min søster tipper barnevognen for at få den op på fortovet,
sker dét, der bare ikke må ske.
Barnevognskassen hopper af….
Jeg når ikke rigtig at registrere, hvad der sker. 
Jeg hører et udbrud fra min søster og vender mig om og kigger ned i en tom barnevogn. 
På cykelstien ligger tæppe, dyne, sut, stofble 
– og Ane.
Jeg hiver hende op, og hun begynder at græde.
Min søster må sige til mig, at jeg skal kigge på hende, for at se, om der er sket noget, 
for jeg trykker hende bare ind til mit bryst.
Der er intet at se på hende, ikke en skramme.
Hun græder lidt, men ikke hysterisk. Mere sådan en
‘hvorfor vækker i mig nu??’-gråd.
Jeg vælger at tage på skadestuen med hende,
hvor lægen vurderer, at der intet er sket med hende.
Hun er helt, som hun skal være:)
Det er noget andet med mig.
Hele dagen i går var jeg på grådens rand.
Mine ben rystede, og jeg havde konstant en klump i halsen.
Og jeg måtte hele tiden sige til mig selv,
at jeg skulle droppe de der grimme tanker med, hvad der kunne ha’ været sket.
Jeg har bare aldrig i mit liv oplevet noget så forfærdeligt:(:(
 
Hvorfor det skete, ved jeg stadig ikke.
Fyrsten mener, at vi må ha’ sat kassen forkert på stellet
efter sidste gang, vi har haft den bag i bilen.
Den køber jeg bare ikke!
For jeg går med den vogn HVER dag!!! Og jeg er sikker på, at jeg ville kunne mærke,
hvis kassen sad forkert eller løst.
Lige nu ville jeg bare gerne kunne gå ud og købe en ny barnvogn og kyle den 
anden ad helvede til, for jeg har på ingen måde lyst til at lægge hende der i igen!

Fucking fantastisk Fyrste:)

Vi skulle jo bare ha’ et redskabsskur,
fordi det gamle var faldefærdigt.
Men så ville jeg gerne ha’ en veranda,
og Fyrsten ville gerne ha’ en hems,
så nu er han ved at bygge det smukkeste legehus til Ane:)
Men hvad så med redskaberne??
De skal da bo her:
Min Fyrste er intet mindre end genial!

Hvis jeg var konge #4

– Havde jeg haft tørt hår!!!
Flot at købe en ny regnjakke uden at tjekke,
om den har hætte
– sådan en fejl ville en konge ikke begå….

-Skulle glødetrådspærerne tilbage nu!!!
Ja ja, jeg har sagt det før, men pæren i krea-rummet sprang i går,
så jeg er i krise.
Jeg nægter at ty til skilsmissepærer,
så sidder jeg hellere her i mørket og bander.

– Ville Ane stå forrest i køen til vuggestuen,
ikke nr. 52.
Rolig nu, der er jo stadig hele 7 måneder til….

– Ville jeg hyre en barnepige, der ku’ komme forbi
30 minutter om dagen, så jeg ku’ komme i bad.
Jeg lugter …. meget!

– Ville jeg sende en helikopter til Lolland for at hente min søster.
Jeg har seriøst brug for et spil yatzy over en kop kaffe.

– Skulle man i supermarkederne spørge kunden,
om de vil have bonnen, FØR man printer den ud
– spild af papir!

– Ville jeg lave en tilbygning på Palæet til skumbananer.
Man bør aldrig løbe tør for skumbananer….

Det ER kæmpestort!

Lortemoren Trine har i dag skrevet et rigtig fint indlæg
om at lyve.
For Trine lyver nogle gange. Eller fortier sandheden.
Når hun sidder over for kvinder, som har svært ved at få børn,
vælger hun at undlade at fortælle,
at hendes søn er en ups’er.
Jeg har selvfølgelig været inde og kommentere indlægget.
Og jeg har rost Trine for at være en løgner.
Men det der med infertilitet har jeg jo en del meninger omkring,
og indlægget og kommentarerne hertil har sat lidt tanker i gang.
Mange Nogle vil mene,
at jeg, gennem hele vores behandlingshelvede,
har været ekstremt skrøbelig og nærtagende.
 For det har jeg!
På sin vis ville jeg ønske, at jeg nu kunne skrive et ‘det må I undskylde’-indlæg.
Undskyld at I skulle tage hensyn til mig,
undskyld at I havde svært ved at fortælle om jeres graviditer,
undskyld at jeg ikke kunne dele jeres glæde.
Undskyld at jeg har været så pisse urimelig.
Men det kan jeg ikke skrive,
for jeg synes ikke, at jeg har været urimelig.
Jeg har været i sorg
– i årevis.
Jeg er vågnet op hver morgen med overraskelse over stadig at trække vejret,
for hvordan kan man leve med et knust hjerte?
Dét at være infertil har for mig været så kæmpestor en smerte,
at jeg slet ikke ville vide, hvor jeg skulle begynde for at forklare det.
 Nogle klarer sig igennem med oprejst pande,
nogle mærker man det næsten ikke på
– godt for dem.
Men sådan har det ikke været for mig.
Jeg har haft lyst til at hive håret ud på mig selv og banke hovedet ind i væggen
i ren afmagt og sorg.
Det gjorde jeg ikke.
Men jeg lå på køkkengulvet i fosterstilling,
jeg burede mig inde og forlod ikke huset i flere dage,
jeg stortudede hver gang en veninde offentliggjorde en graviditet.
Og jeg har da været en shitty veninde, som ikke ku’ glæde mig på andres vegne.
Men de har haft andre at glæde sig med, de har haft en mave at glæde sig over.
Jeg har haft ‘givmigetbarn123’ og ‘lortesæd48’ i et forum på nettet.
Jeg har haft overdrevet brug for hensyntagen,
og det har jeg heldigvis også fået.
Så havde Trine siddet over for mig og løjet røven ud ad bukserne:
‘Vi er bare så glade! Vi har taget ægløsningstest i flere måneder 
og virkelig ønsket dette!’ – så ville jeg synes, at det var fint!
Så go Trine! Lyv som vinden blæser,
for nogle kan bare ikke bruge sandheden til andet
end endnu en dag på køkkengulvet!

“Du skal sutte, Putte” (sponsoreret indlæg)

… og “Du skal patte, Skatte”
er nogle vendinger vi brugte meget de første 14 dage af Anes liv.
Den der sutterefleks var nemlig ikke helt udviklet.
Så mens vi var indlagt, prøvede vi at få hende til at tage imod sut.
Både for at hjælpe til at udvikle sutterefleksen,
men også for at give tryghed, mens hun lå i lyskasse.
Og jeg var selvfølgelig forberedt.
Jeg havde brugt 300 kr på forskellige sutter,
så den lille dame havde lidt at vælge mellem.
Men næ nej, hun ville ikke ha’ nogle af dem!
Da vi blev udskrevet sendte en mine veninder nogle natursutter,
som Ane straks tog til sig.
Det var jo dejligt:)
Men… hun er blevet mobbet temmelig meget for sin sut.
Den er kæmpe stor og ikke den kønneste sut i verden.
Stakkels natursut:(
 Så da Ane blev tilbudt at teste sutter fra Mammashop,
var der ikke så meget overveje.
Sutterne hedder Ulubulu og findes i mange fede designs
– se bare her!
Ane har fået to af de fine sutter, en med ‘My dad rocks’
og selvfølgelig en med ‘My mom rocks’:)
Og jeg synes, de er virkelig fine
– dem kan hun ikke blive mobbet med!
Nu er det jo ikke mig, der skal bruger sutterne,
men den kræsne unge dame.
I går så det sådan ud:
“Nej, Ane! Den skal blive i munden! Kom nu, puttepige!
Vi prøver lige igen! Vi skal bare bruge ét billede!”
Jeg kom med utallige opfordringer, lokkede med ekstra meget babs 
– intet virkede…
Jeg var tæt på at give op!
Men se så her, hvad jeg vågnede op til i morges:

Ane og sutten har sovet sammen i nat,
og de skulle åbenbart bare lige lære hinanden lidt bedre at kende:)
Ahmen, se da lige min smukke pige med sin fine nye sut:)
Dette indlæg er sponsoreret.
Jeg har ikke modtaget noget for at skrive det,
dét har Ane:)

Hvis jeg var konge #3

– skulle det være tilladt at hive ting op ad containerne
på genbrugspladsen!
Ressourcespild, siger jeg bare….
– skulle mulighederne for stedbarnsadoption være ens
for homo- og heteroseksuelle
– skulle det ikke være så pisse dyrt at krydse landsdelene i Danmark
– skulle man ikke bare få gratis babypakker, men også morpakker.
De ville indeholde en ammebh, fire plader marabou, 
10 glas Nescafé, en dunk tørshampoo
og samtlige sæsoner af ens yndlingsserie på dvd
– ville omtalen af landets pædagoger og lærere være helt anderledes, 
og de ville ha’ bedre arbejdsvilkår!
Hvad sker der for, at de mænd og kvinder,
der varetager så stor en del af omsorgen og ansvaret 
for vores børn og vores fremtid,
er nogle af de mest udskældte??!
– skulle folk, der samler hundelorten op i en pose,
for derefter at smide den på gaden eller i hækken,
undergå en mentalundersøgelse.
Det giver jo ingen mening!
– ville jeg ikke ha’ påført mig selv voldsom smerte
ved at knalde spændet fra min ammebh direkte ind på
min ømme brystvorte
…. for konger går slet ikke med bh
– ville jeg have så mange penge, 
at Fyrsten ikke var nødt til at arbejde i weekenden….
Kom nu hjem!

Lad lyset brænde lidt endnu

Jeg drømte om dig i nat.
Følelsen, selvmedlidenheden, sidder stadig i kroppen.
Du skulle ha’ mødt min datter! Det var det, der var planen… 
Du ønskede det lige så meget, som jeg. 
I stedet blev det sidste du oplevede af mig den forkrampede og ængstelige Elisabeth, 
ikke den lykkelige og forløste.
Du skulle ha’ mødt Ane, den lille pige, som bærer dit navn. 
Du ville ha’ været så stolt – mest af alt af Louise. 
I havde altid et helt særligt bånd, jer to. 
Jeg ville ønske, du kunne ha’ set, hvordan vi er vokset sammen den seneste tid. 
Hvor stærkt vores forhold er blevet.
Og du ville ha’ grædt lidt på os alle sammen, nok mest på Ane:) 
Du ville ha’ holdt hende helt tæt. 
Og i ren overstadighed og glæde, ville du sikkert glemme at støtte hendes nakke. 
Så ville jeg skælde dig lidt ud, og du ville tage til genmæle med, 
at det altså ikke er første gang, du holder et barn. 
Du ville samle gaver i bunker – gammelt legetøj, bamser og tøj. 
Helt sikkert alt for meget. Noget af det ville lugte lidt gammelt og hengemt, 
fordi du havde ligget med røven i vejret i skralderummet for at finde det. 
Men Ane ville elske det, fordi det kom fra dig. 
Fordi du med garanti havde fundet det helt rigtige uanset lugten. 
Du ville komme med massevis af velmenende råd, 
og jeg ville synes, at det var pisse irriterende!
Vi ville komme på overnatninger hos dig, og du ville stå op 
og lave kaffe og blødkogte æg. 
Vi ville tage barnevognen med på Loppen, så du kunne vise dine venner, 
at du var blevet oldemor igen. 
Du ville stråle af stolthed. 
Og du ville kramme mig ekstra hårdt og græde lidt mere. 

I stedet er det mig, der græder. 
Over alt det vi gik glip af. 
For jeg synes, det er pisse uretfærdigt, at du ikke er her 
til at tage del i min glæde. 
Du er den, jeg allerhelst ville ha’ delt den med. 
Midt i al min lykke mangler jeg dig mere end nogensinde før. 
Så jeg holder min datter lidt ekstra tæt i dag. 
Jeg synger Kim Larsen for hende og tænker på dig.
Jeg savner dig, mormor.
 

 

Køkkenet

Jeg så forleden, at Mette Helena fra RetroVilla søgte køkkener,
som har undergået en forvandling.
Det gav mig lyst til at vise jer vores køkkenforvandling:)
Vores køkken er fra Ikea 1981.
Da vi købte huset var det brunt i brunt med orange vægge
– ikke lige vores stil.
Så frem kom den hvide og lilla maling,
og vupti så havde vi et nyt køkken for under 1000 kr.

At vi stadig har korkgulvet betyder ikke,
at jeg bare er helt med på tidens trend;)
Men på et eller andet tidspunkt vil vi gerne ha’ et helt nyt køkken – og gulv!
Men indtil da fungerer det ganske udmærket,
og jeg synes faktisk selv, at det er en ret fin forvandling!

Anes første barnepige:)

Vi har købt en brugt kravlegård.
Og de penge er dælme givet godt ud!!!!
Ane har i lang tid kun ville hænge på arm.
Og ja, det er da hyggeligt!
Bare knap så hyggeligt når mor gerne vil på toilettet
eller skal ha’ pakket pusletasken:/
Tidligere havde vi et legehjørne på gulvet,
men her kunne jeg jo ikke gå fra hende 
pga dyrebørnene.
Nu kan jeg tisse i fred:)
Det er virkelig fedt!
Og Ane nyder det vist også:)
Randen, som jeg syede efter Annas diy, er et hit!

Klar til kamp!!!

Tingene går sgu alt i alt ret godt!
Fyrsten har fået brev om, at han har den fulde forældremyndighed over lillepigen,
hun har adresse her og er skrevet op til vuggestue.
Og det er egentlig gået mere smertefrit, end vi turde håbe på.
Og når tingene så bare kører,
ja så får jeg et spinkelt håb om,
at systemet ikke er helt så firkantet indrette alligevel.
Derfor kontaktede jeg i sidste uge Ankestyrelsen for at få svar på,
hvad mine muligheder var for at få dispensation i fht stedbarnsadoption.
Reglerne foreskriver, at ansøger og barn skal have boet sammen i minimum 2 1/2 år,
før man kan stedbarnsadoptere.
MEN der kan i visse tilfælde dispenseres!
Og så var det jo, at jeg tænkte, at vi måtte være ‘visse tilfælde’.
Jeg fik lillepigen i armene ved fødslen, jeg var indlagt med hende på neonatal,
jeg ammer hende, jeg synger for hende, jeg går i mødregruppe med hende,
jeg står trofast op flere gange om natten for at pumpe mine bryster,
jeg pusler, bader og bruger al min tid og kærlighed på hende.
Derudover troede jeg også, at det ville veje temmelig tungt,
at der står en biologisk mor, som ikke ønsker at have nogle som helst rettigheder.
Men det gør det ikke!
Jeg fik at vide, at chancerne for dispensation i vores tilfælde er lig nul.
Hun følte det åbenbart vigtigt at tilføje,
at havde jeg levet i registreret partnerskab med den biologiske mor,
og ikke med den biologiske far som sagen jo er,
ja så havde det været noget andet.
Jamen hvad skal jeg bruge den oplysning til???!
Én positiv ting fik jeg dog at vide.
Nemlig den at man kan søge dispensationen lige så mange gange, man vil.
Et afslag er ikke definitivt.
Altså har jeg nu printet de første 10 formularer ud.
Og for hvert afslag vi får, bliver der sendt en ny ansøgning afsted
vedlagt en personlig begrundelse for ansøgningen.
Fruen er klar til kamp og har tænkt sig at spamme det offentlige BIG TIME!
Det hjælper sikkert ikke,
men jeg har på ingen måde tænkt mig at give op!