Fuck fuck FUCK!

Jeg har gået og været sådan lidt trist 
over den der manglende barsel.
For selvom vi har ku’ låne penge, så jeg kan gå hjemme med Ane,
så betyder det naturligvis,
at det er begrænset, hvor længe jeg kan gå hjemme.
Regnestykket siger 10 måneder,
og det burde nok også være fint….
Det er det altså bare ikke helt for mig!
Jeg har brug for mere tid!
Jeg har brug for at nyde denne tid i babyboblen så længe som muligt,
og der går 10 måneder bare alt for stærkt.
Så det har jeg gået og sukket lidt over.
At Ane er nødt til at starte institution, når hun er 9 måneder.
Ikke fordi jeg tænker, at det er et problem for hende,
men fordi jeg bare gerne vil ha’ mere tid.
Hun vil helt sikkert blive lidt træt af mig
og få brug for noget andet
– men det er godt nok ikke mit behov!
I går gik det grusomme så op for mig.
Dét, at det ikke bare betyder, at jeg ikke skal være sammen
med Ane hele dagen 
 – men at en anden skal!!!!
Jeg skal simpelthen stole på,
at andre kan tage sig lige så godt af mit barn, som jeg kan.
At de vil lytte efter hende og passe på hende.
Jeg skal også affinde mig med, at det bliver dem,
hun laver sjove ansigter til og griner med.
Og hvad med de andre børn??
De er jo små rovdyr med sylespidse negle og skarpe tænder,
som bare venter på nyt kød på rød stue?!!
OH NO NO OG FUCK FUCK!
Det er jo fuldstændig naturstridigt!
Mit barn skal da være hos mig!
Kan I høre mit brøl???
Og det er faktisk sådan noget, jeg har fnyset lidt af,
når jeg har hørt det fra andre.
Det der med, at det er svært at aflevere sit barn.
Jeg har tænkt, at de var lidt pylret….
Men nu forstår jeg det!
Det er jo fuldstændig komplet vanvittigt!
Jeg har eddermame travlt, hvis jeg på 5 måneder skal nå
at blive klar til det….

Julehygge:)

I søndags var jeg til julehygge hjemme hos Camilla.
Hun og Vibeke havde indkaldt en masse skønne kvinder
fra Instagram og blogland og linet op til hygge og klippe-klistre:)
Jeg havde naturligvis Ane med,
men regnede ikke med, at det ville være en hindring for at få
lavet en masse juleklip.
Men det var det!
Det er altså bare noget andet, når man er ude.
Hun ville helst hænge på arm,
og det er begrænset, hvor meget man kan klippe og folde med kun én arm.
Camilla lærte mig dog at folde fine juletræer,
og dem skal jeg helt sikkert have lavet nogle flere af:)

Og så var der kage, snak og hygge,
hvilket for mig var det vigtigste.
Jeg kendte ikke nogle af de andre i forvejen,
men en del følger jeg på Instagram og omvendt, 
så det var rart at møde dem:)
Generelt er jeg faktisk ret stolt af mig selv
med hensyn til det der med at komme ud.
Jeg er sgu ret magelig,
og jeg kan virkelig godt lide bare at nusse rundt herhjemme.
Men for både Anes og min skyld er det vigtigt
at komme ud af hulen en gang imellem.
At få nogle nye indtryk og tale om andet end bleer og babser.
Så jeg er glad for, at jeg får hevet mig selv op
og kommer ud og oplever lidt af verden.
Camilla og Vibeke havde fået samlet en lille godtepose til os:
– lakridspulver fra Urtekram
– lysestage fra Kähler
– postkort fra Nola
og gave kort fra Søstrene Grene.
Det var pakket i et fint net fra Tiger, som Camilla havde pimpet med et sine smukke tryk.
Gavekortet er allerede brugt på at købe 
krea-gejl, så jeg kan deltage i Søstrenes julekonkurrence 
– jeg glæder mig til at vise et forhåbentligt vellykket resultat:)

Barselsliv

Man ved, at man er på barsel, når:
– man dagligt bruger ord som ‘pyllerpaller’ og ’tissetøs’
ugens månedens højdepunkt er Nettos nye brød-afdeling
(berlinere, hindbærsnitter, croissanter – I’m in heaven!)
– man har gylp i håret i stedet for voks
… og på blusen, bukserne, strømperne – den ene dag sågar i trusserne!
– man kan Zulus programoversigt i hovedet
– man ringer til sin søster fire gange om dagen
uden nogen grund
– når klokken er 10 og man både har nået at støvsuge,
ordne vasketøj, bade Lillepigen og tage en lur
– man bruger en fredag formiddag på basar i kirken
sammen med Hvidovres pensionister
– man tager sin selv i at beskrive en pyllerpaller lort
i detaljer mht til farve, konsistens og mængde
– man i spænding venter Fyrsten hjem, så man kan høre,
hvordan CNC-maskinen har kørt i dag
– man er blevet afhængig af håndsprit
– der er et permanent numse-aftryk i ens sofa

Anes bog #3½

Jeg sad lige i dag og kiggede mit indlæg fra i går igennem.
Og så syntes jeg ligesom, at der manglede noget….
halvdelen af bogen!!!
For der var jo også noget med en fødsel,
en tur på neonatal, og det der med at komme hjem.
Hvordan det lige kunne glippe, ved jeg ikke,
men her kommer altså lige lidt mere af Anes bog:
 Vi mødtes med jordemoderen fem dage før fødslen,
hvor jeg heldigvis fik taget et billede af moster og maven:)

 Vi var forbi neonatal-afdelingen for en måned siden
for at få et billede af Ane med yndlingssygeplejersken, Trine.

 Anes første møde med dyrebørnene er selvfølgelig også blevet foreviget:)

SÅ!
Nu skulle I gerne ha’ fået det hele med:)

Anes bog #4

Jeg modtog forleden endnu en sending billeder fra Pixum,
og så måtte jeg naturligvis i gang med Anes bog igen:)
I den første del af bogen har jeg skrevet om vores ønske om at blive forældre,
og om hvor fantastisk det var, da ønsket gik i opfyldelse.
De sidste par dage har jeg fået tegnet og fortalt videre på Anes historie.
Der er et kapitel, der hedder “Ane elsker”
– her er noget af dét, Ane elsker:

Og så er der det kapitel, som jeg føler er særligt vigtigt.
Det er dét, der handler om,
hvad det vil sige at være en familie:

Det er så vigtigt for mig, at Ane forstår,
at familier ikke skabes i blodet,
men i handlingerne:)
Og jeg glæder mig usigeligt til at læse bogen med hende.
Til at snakke om billederne og tegningerne.
Til at svare på hendes spørgsmål.
Og til at hjælpe hende med at forstå,
at ‘anderledes’ ikke er dårligt.
At vores familie er fuldstændig lige så god som alle andres.
Og at hun, selvom hun ikke har ligget i min mave,
er det bedste, der nogensinde er hændt mig:)
Ligesom tidligere er mine tegninger inspireret af den dygtige Rikke🙂

Fucking fantastisk Fyrste #2

Der kunne sagtens ha’ stået ‘Fucking fantastisk Fyrste #863’,
for ham Fyrsten gør virkelig mange fantastiske ting!
Men her er, hvad han har lavet i weekenden:
Vi har jo den dersens hemmelige dør i krea-rummet,
hvor han har skåret en reol til og sat hjul under,
så man skal åbne reolen for at komme ind på teenagerens værelse.
Aftalen har hele tiden været,
at jeg ikke måtte fylde for meget på den,
eller i hvert fald kun lette ting.
Sådanne aftaler er jeg bare ikke særlig god til.
Så den var tung og dum at åbne,
og hjulet satte grimme mærker på gulvet.
Så nu har Fyrsten fikset en masonitplade,
der kan hænge på reolen,
og inde bag den kan jeg så opbevare virkeligt lette ting
som pladevat og Pringles-rør.
Pladen var egentlig tiltænkt krea-ting, 
men nu er den altså blevet overfyldt med Ane:)

Derudover har han også lige tryllet en masse 
garderobeplads frem til Fruen.
Det er udelukkende lavet af rester af plader,
vi havde liggende,
så det har ikke kostet en krone
– jeg er stor fan:)
Jeg kan ikke understege nok, hvor fantastisk jeg synes det er
at være gift med en handy-man:)

Den der stedbarnsadoption….

Som fortalt tidligere er jeg gået i gang med at ansøge om stedbarnsadoption.
Første ansøgning er afsendt, og første afslag er modtaget.
Første klage er indsendt, og andet afslag er modtaget.
Sagen ligger nu hos Ankestyrelsen,
som med garanti også kvitterer med at afslag.
Begrundelsen er at vores situation ikke lever op til Børnelovens §2,
som siger, at en adoption kun må finde sted,
når den er til gavn for barnet.
Og da Ane ikke har boet sammen med mig i 2 1/2 år,
har vores familie ikke opnået den fornødne stabilitet.
…… Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke, tro og mene.
Jeg VED, at jeg ikke lader dette overskygge min glæde
ved at være blevet mor.
At jeg ikke stresser mig selv med det, 
og bliver deprimeret over afslagene,
omend jeg synes, at det er lidt dumt.
For det er hovedsageligt af praktiske årsager, 
at jeg ønsker at have de juridiske rettigheder, der følger med moderskabet.
Følelsesmæssigt bliver jeg hverken mere eller mindre mor
af at have det på papir.
Eller jo, følelsesmæssigt ville det nok også ha’ en lille betydning.
Men rent praktisk er der nogle tydelige fordele,
såsom barsel. Hip hurra, det ku’ være fedt at have en indtægt.
Eller at kunne tage sygedage og omsorgsdage når jeg starter job igen.
Ikke at skulle sende papirer frem og tilbage til min søster,
hver gang begge forældres underskrift skal sættes på et dokument.
Eller endnu vigtigere – skulle der ske Fyrsten noget,
ja så er jeg virkelig på herrens mark!!!
Reglerne er bare virkelig indviklede og skøre efter min mening!
Man må godt bruge altruistiske rugemødre i Danmark,
men sundhedsfagligt personale må ikke deltage ved befrugtningen.
Man kan i Danmark (med de nye ændringer i børneloven)
selv vælge hvilke to af tre forældre 
(fx to lesbiske og en kendt donor),
der skal have forældre-rettighederne,
men KUN hvis sundhedsfagligt personale har deltaget  ved befrugtningen.

Fyrsten og Fruen – velkommen til ingenmandsland!
Jeg venter gerne de år, jeg skal, for at få papir på mit moderskab.
Jeg har ventet dobbelt så længe på overhovedet at få hende,
så det skal jeg nok klare.
Men jeg synes virkelig, det er bøvlet ,
og jeg synes, at man, i situationer som vores,
med fordel kunne gå ind og se på den konkrete sag
i stedet for at følge almene regler
– for dette er jo ikke en almen sag!
Og nej, jeg er ikke interesseret i at gå til medierne eller lignende,
for jeg ved jo udmærket godt, at Statsforvaltningen følger reglerne.
Jeg brokker mig bare, fordi jeg synes,
at det er nogle lorte-regler!!!!
Det var lige et surt opstød her fra babyboblen
– dejlig tirsdag til jer alle:)
Og lige et billede af Ane, så I har noget smukt at kigge på 🙂

Den lille røde dukkevogn

For noget tid siden købte jeg en lille dukkevogn til Ane på et loppemarked.
Den er så fin og var virkelig billig, 
så selvfølgelig måtte den med hjem.
Nu har den stået i stuen i et par uger.
Jeg ved godt, at hun ikke kommer til at bruge den foreløbig, 
men den står altså meget godt der.
Og den ene aften kiggede jeg på den
og forestillede mig den i brug.
Lille Ane med blenumsen, der buldrer ind i alting
med sin lille dukkevogn.
Mig, der løber efter hende og siger ‘pas nu på!’.
Fyrsten, der kommer ind og griner,
rejser den nu væltede dukkevogn,
tager vores datter op og snurrer hende rundt i luften.
Det var dét jeg forestillede mig,
og det fik mig til at græde.
For det er simpelthen så surrealistisk.
Jeg lever jo drømmen lige nu.
Min drøm – mit liv.
I så mange år har jeg forestillet mig en lille pige,
vores lille pige, i forskellige situationer.
Jeg har set hende tumle på græsset,
set hende falde på numsen, når Cash prøver at kysse hende.
Set hende smile, hørt hende grine 
og mærket hendes små buttede arme om min hals.
Og jo længere tid, der gik,
jeg flere forestillinger, jeg dannede,
jo mere bevidst blev jeg om,
at det kun var forestillinger.
At det var drømme for et liv, jeg ikke var sikker på,
at jeg nogensinde ville komme til at leve.
At man kan ønske sig noget af hele sit hjerte og hele sin sjæl,
men at livet ikke giver nogen garantier.
Men nu står der altså en lille rød dukkevogn her i min stue:)