Fuck fuck FUCK!

Jeg har gået og været sådan lidt trist 
over den der manglende barsel.
For selvom vi har ku’ låne penge, så jeg kan gå hjemme med Ane,
så betyder det naturligvis,
at det er begrænset, hvor længe jeg kan gå hjemme.
Regnestykket siger 10 måneder,
og det burde nok også være fint….
Det er det altså bare ikke helt for mig!
Jeg har brug for mere tid!
Jeg har brug for at nyde denne tid i babyboblen så længe som muligt,
og der går 10 måneder bare alt for stærkt.
Så det har jeg gået og sukket lidt over.
At Ane er nødt til at starte institution, når hun er 9 måneder.
Ikke fordi jeg tænker, at det er et problem for hende,
men fordi jeg bare gerne vil ha’ mere tid.
Hun vil helt sikkert blive lidt træt af mig
og få brug for noget andet
– men det er godt nok ikke mit behov!
I går gik det grusomme så op for mig.
Dét, at det ikke bare betyder, at jeg ikke skal være sammen
med Ane hele dagen 
 – men at en anden skal!!!!
Jeg skal simpelthen stole på,
at andre kan tage sig lige så godt af mit barn, som jeg kan.
At de vil lytte efter hende og passe på hende.
Jeg skal også affinde mig med, at det bliver dem,
hun laver sjove ansigter til og griner med.
Og hvad med de andre børn??
De er jo små rovdyr med sylespidse negle og skarpe tænder,
som bare venter på nyt kød på rød stue?!!
OH NO NO OG FUCK FUCK!
Det er jo fuldstændig naturstridigt!
Mit barn skal da være hos mig!
Kan I høre mit brøl???
Og det er faktisk sådan noget, jeg har fnyset lidt af,
når jeg har hørt det fra andre.
Det der med, at det er svært at aflevere sit barn.
Jeg har tænkt, at de var lidt pylret….
Men nu forstår jeg det!
Det er jo fuldstændig komplet vanvittigt!
Jeg har eddermame travlt, hvis jeg på 5 måneder skal nå
at blive klar til det….

0 kommentarer til “Fuck fuck FUCK!”

  1. Jeg havde det på præcis samme måde som dig. Jeg var klar til at leve af havregrød og kærlighed bare for at kunne blive hjemme med min baby men så en dag da rasmus var 9 måneder blev det altså også for meget. Han begyndte at rejse sig og jeg måtte hele tiden sige nej og pas nu på og han nærmest ikke til at styre for jeg kunne ikke give han nok indtryk i løbet af dagen. Han startede da han var 10 måneder og faktisk kunne jeg godt have undværet den sidste måned nu nyder jeg at aflevere ham og ikke mindst hente ham. En glad dreng der har fået brugt energi og en mor med overskud 🙂

  2. Tristan kom i vuggestue da han var 10 mdr. og hold op hvor havde jeg også ondt i maven ved tanken om at andre skulle tage sig af ham, men på den anden side, så glædede jeg mig til at få lidt af mit "gamle" jeg tilbage, hende som ikke kun eksisterede for at opfylde T's behove 24/7… Jeg føler mig som en crappy mor når jeg skriver dette, for jeg ved at du har været mor med hjerte og sjæl inden du fik Ane, og jeg, jeg tog lang tid om at finde min indre mor sådan rigtig frem, det er faktisk først nu, efter 11 mdr. at jeg rent faktisk føler mig som en okay mor, at jeg har da godt styr på det – lige med undtagelse af nu, hvor jeg må bekende, at jeg så lidt frem til det der med vuggestuestart… Men for at kaste en smule lys over min holdning, så havde Tristan og jeg en lidt hård start, og han var i mange måneder både sensitiv, klisterbaby og krævende (ikke mine ord, men min SP…), så mit overskud som menneske er faktisk først kommet nu!

    Shit, det blev en meget lang kommentar, men jeg synes det er skønt at du er så forelsket i Ane og jeres lille boble, og ville ønske for dig, at du kunne få lov at blive i den! Til sidst, så håber jeg ikke, at du og dine læsere dømme mig for hårdt 😉

    – Maj 😀

  3. Det er svært og faktisk også naturstridigt så tidligt, men som du skriver heldigvis ikke spor synd for barnet for det naturen ikke tænker på i de signaler den sender til os er at der som oftest er dejlige mennesker der tager imod og at ens barn får det så godt. Naturen tror vi ligger barnet fra os på jorden og derfor skriger alt inden i os også når hvis de begynder langt senere i pasning.

    Jeg har selv været læææænge sammen med alle mine og oplevede alligevel at det var forkert og mærkeligt. De to store var syge, den ene af det ene og den anden af det andet. Min store pige gik hjemme til hun var 18 måneder og hun var bare SÅ klar til at starte da det endelig blev muligt. I de sidste fire måneder græd hun hver gang vi var på legeplads og de andre børn skulle gå med deres vuggestue. Jeg tonsede rundt og gjorde alt muligt for at underholde hende, fordi hun er sådan et socialt barn. Jeg passede også andres små børn indimellem for at hun kunne have selvskab. Sønnen startede da han var 12 måneder, det havde han faktisk ikke spor brug for og han blev hurtigt rigtigt alvorligt syg igen. Det var et helvede, Sygehuset og vuggestuen ville have ham hjemme, kommunen, der skulle betale mig sygeorlov, ville have ham passet. Jeg afleverede ham hver morgen og blev så de fleste dage ringet op inden 10 fordi de ikke ville have ham i instutionen længere. Til sidst gik jeg så alvorligt ned med stress at jeg stadigt har men. Min yngste gik jeg simpelthen bare hjemme med til hun var 2 år og havde brug for andre børn. Dengang boede vi på Fejø i et hus uden gæld og havde så godt som ingen udgifter. Derfor var det ikke noget økonomisk problem for os, især ikke fordi jeg havde noget forældreorlov til overs fra den store (som var så syg at jeg var på en anden ordning, ingen kamp med kommunen dér).

    Undskyld, det blev langt, men pointen var faktisk at jeg så godt forstår dig, men alligevel tør love dig at det nok skal blive godt. Det er også dejligt at komme ud i verden igen.

  4. Åhh kære Søde Elisabeth. Jeg kan huske det og kan kun sige som de andre, at det man slet ikke kan forestille sig når de er 6 måneder og hun måske skal ud af soveværelset, det føles lige pludselig som den rigtige beslutning og det rigtige tidspunkt allerede meget kort tid efter. Og selvom det jo selvfølgelig er vildt angst provokerende at andre skal passe ens barn, så er det sjovt som det ofte går op når det skal. Så nyd at du har det sådan og du jo slet ikke skal aflevere hende endnu, for du har jo stadig 5 dejlige måneder foran dig 🙂

  5. Jeg har gået hjemme med min lille søn i 16 måneder og han er lige startet i vuggestue. Selv på 16 måneder bliver man altså bare ikke klar til at give sit dyrebareste guld fra sig, men på den positive side elsker drengen det.

  6. Der er da intet at dømme for, Maj:) Det er skønt, at du er ærlig! Og jeg skal da heller ikke kunne sige, om der kommer et tidspunkt, hvor jeg rent faktisk vil se frem til en almindelig hverdag. Lige nu går tiden bare alt for stærkt, og jeg synes, at det er lige om lidt! Og jeg er bare slet ikke klar!!!

  7. Hold da op; Marina – det lyder ikke til, at det har været sjovt for jer! Og så at skulle kæmpe med kommunen oveni, det er da for åndssvagt! Jeg håber, at han er okay i dag? Jeg leger også ind imellem med tanken om bare at sælge huset og finde en lille lejlighed, så der ville være råd til, at jeg kunne gå hjemme. Men vi købte jo netop huset, fordi det var her vi ville ha' børn. Så jeg må bare mande mig op!! Heldigvis har jeg 5 måneder til det:)

  8. Det skal DU nok blive især når hun bliver lige så klar som rasmus var til verdenen. For det med at underholde en baby der egentlig har brug for andre børn at lege med og en hel masse stimuli er virkelig virkelig hårdt, synes jeg i hvert fald.

  9. Jeg havde gemt det her indlæg på Bloglovin', fordi jeg gerne ville kommentere, når jeg fik ordentlig tid til at skrive mere end tre ord. For det er VIRKELIG som at læse om mig selv, da Kongen – min første – skulle starte i dagpleje 13 måneder gammel. Jeg var SLET ikke klar. ALT i mig vendte og vred sig ved tanken om, at en anden skulle have ham i nogle af hans allerbedste, vågne timer hver dag. Det gjorde så ondt :'( Så jeg forstår dig til fulde. Og hvad skal man lige gøre ved det? Man er jo nødt til at gøre det, hvis man gerne vil beholde sit job – og sådan et må man jo nødvendigvis have (desværre, fristes jeg til at sige…)

    Jeg vil så sige, at 13 måneder samtidig var en ret vanskelig alder at starte i pasning på. Han var alt for bevidst, og selvom jeg gjorde mit bedste for at være glad ved afleveringerne (og DP var virkelig, virkelig sød), så skreg han som en vanvittig og klyngede sig til mig hver eneste morgen i 4 måneder. Og derefter efter hver eneste lange weekend og ferie i mange, mange måneder. Det trak tænder ud. Og tog min arbejdsglæde fuldstændig væk. Jeg styrtede af sted, når jeg havde fri, for at hente ham igen.

    Hans ældste lillebror, Badutten, startede, da han var 10 måneder gammel. Jeg er lærer, så det passede med, at et skoleår startede, og jeg ville gerne prøve at se, om det gjorde en forskel, at han var yngre. Det gjorde det i høj grad – det gik som smurt! Og måske var det også LIDT nemmere for mig anden gang.
    Deres lillebror skal først starte, når han er næsten 16 måneder. Jeg gruer for, hvordan det bliver, for så er han jo faktisk næsten halvandet og meget, meget bevidst om tingene. Men jeg tager det med og håber på det bedste til gengæld for lang tid hjemme sammen med ham endnu.

    Jeg håber, at det gode, du trods alt får ud af det, vil være, at Ane forhåbentlig er nemmere at køre ind, fordi hun ikke er så gammel endnu. Selvom jeg godt ved, at det slet, slet ikke er nogen trøst!

    Alle de bedste, varmeste og kærligste tanker lige i din retning <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.