Året der gik på bloggen – 2013

I januar:
– fortalte jeg meget mærkelige ting om mig selv.
Der var både lidt om Cliff Richard og ekstra brystvorter.
– rykkede jeg om i spisestuen IGEN!
Det har jeg så gjort en fire-fem gange siden….
Og jeg kommer garanteret til at gøre det igen i 2014.
Det er bare et af de der rum, jeg aldrig rigtig kan få til at spille:/
I februar:
– tog jeg på adoptionsforberedende kursus,
hvor jeg mødte Frøken Fausing.
Det var en stor følelsesmæssig rejse at være afsted på kurset,
selvom vi allerede da vidste,
at Ane var på vej.
I marts:
smilede jeg med tandkød, da jeg kunne afsløre,
at vi skulle være forældre:)
Orv, hvor havde jeg ventet mange år på at skrive det indlæg!!!!

– fik vi slået fast, at Fruen er en vatpik!!!

–  kunne jeg endelig begynde at slappe af i nuet.
Det var virkelig en helt ny måde at leve på!
Pludselig glædede jeg mig over små ting, såsom fredage.
Mærkeligt at nå den erkendelse, at man i næsten 3 år ikke havde glædet sig til weekender!

I april:

– var bloggen ved at lukke ned efter trusler fra Nik & Jay😉

– kunne jeg præsentere vores datter🙂
Vi var til MD-scanning tre dage efter min fødselsdag.
Det var den bedste gave nogensinde:)

– fik jeg pimpet mit krearum.
Det er naturligvis lavet om et par gange siden da:)

I maj:

– blev der næsten ikke blogget,
fordi vi havde travlt med at sætte Palæet i stand.
For at jeg kunne tage orlov, var vi afhængige af,
at huset kunne få en god vurdering.
Så vi knoklede røven ud ad bukserne – og det virkede:)

I juni:

– kunne jeg konstatere, at jeg nogle gange er en rådden kælling😉
Jeg vidste det egentlig godt i forvejen,
jeg valgte bare at dele den oplysning med jer;)

– fik jeg syet fine kjoler af Ikea-stof og gardiner

– gik det op for mig, at der kun var to måneder til termin, 
og at jeg egentlig var ret så lykkelig:)

I juli:

– fik jeg syet både tæppe og barnevognsrand til Ane

– fortalte jeg historien om Vejlø, Vera og Ewald.
Egentlig havde jeg påtænkt flere kapitler,
men der kom en lille Ane i vejen:)

I august:

– blev vi forældre:):):):):):)
En opringning kl. 1 en lørdag nat, vendte op og ned på alt.
Fyrsten var bagstiv, det kan jo ske;)
Så som om det ikke var angstprovokerende nok at skulle være mor
og så en måned for tidligt,
ja så skulle jeg også køre bil hele vejen til Falster!

– gav det hele pludselig mening

– prøvede jeg at blogge mig til en mor-gave
…… uden held!
Jeg er sgu begyndt at tænke, at den aldrig kommer!

– gik jeg i gang med Anes bog

I september:

– blærede jeg mig med mine bryster:)
Det har jeg gjort mange gange siden,
for hold nu op, hvor har de bare været dygtige!!!!

– fortalte jeg 20 ting om mig selv

– begyndte jeg at drømme om at være konge

I oktober:

– savnede jeg min mormor….
Det gør jeg hver dag!

– skrev jeg lidt om ægdonation

– fandt jeg ud af, at jeg er en rigtig voksen
…. og så alligevel ikke;)

I november:

-havde jeg besøg på bloggen af Christina,
som fortalte om at være ægdonor.
Jeg håber sådan, at det fik nogle til at overveje at følge Christinas eksempel!

– fandt jeg stor glæde i en lille rød dukkevogn

I december:

– forsøgte jeg at læse Anes tanker

– tænkte jeg lidt over moderskabet og dets skrøbelighed

– skrev takkekort til Nytårsmanden 🙂

Mit 2013

2013 har været det vildeste,
det største og det bedste år i mit liv!
Jeg blev mor!
Ane kom ind i min verden
og lærte mig om kærlighed, som jeg aldrig har oplevet den før.
Det lille menneske er helt uden tvivl
det bedste, der er hændt mig.
Men det var ingen let beslutning,
at det var sådan, vi skulle blive forældre.
Det var ikke bare ‘jamen, så gør vi det’.
Det var en lang proces, en svær en af slagsen.
Vi har talt, tænkt og grædt.
Besluttet os for det ene,
så for det andet,
og så talt, tænkt og grædt lidt mere.
For vi gør os ingen naive forestillinger om,
at livet bliver nemt og rosenrødt for hverken os eller Ane.
Vi har valgt at bringe hende til verden på nogle vilkår,
som vil få betydning for resten af vores liv.
Vi har truffet et uhyre egoistisk valg, det er vi meget bevidste om.
For uanset hvor meget jeg siger, 
at jeg er hendes mor, for det ER jeg,
så har jeg ikke født hende.
Det vil naturligvis få en betydning.
Og det skal jeg arbejde med hver eneste dag resten af mit liv
– overfor hende og overfor mig selv.
På trods af at jeg på nogle måder har allermest lyst til at pakke det ned 
i en kasse, som jeg kan gemme bagerst i skabet.
For hun er min lille pige.
Og nogle dage gør det mig helt ulykkelig, at jeg ikke er den,
der har sat hende i verden.
Det ville jeg ønske for hende, for det ville gøre hendes liv så meget lettere.
Men ligeså stort ønsket om at få hende var,
og ligeså stor kærligheden til hende er
– ligeså stort er håbet om og troen på,
at jeg som hendes mor kan hjælpe hende til at forstå.
At jeg er i stand til at forklare og støtte.
At vi som familie nok skal klare den,
fordi kærligheden er så uendeligt stor. 
Ane er det bedste valg, vi nogensinde har truffet!

Fra Fyrsten til Fruen

Jeg havde kun ét juleønske til Fyrsten
– hylder over mit krea-bord.
Og det fik jeg:)
Tidligere havde jeg to skuffer hængende,
som jeg havde sat hylder i.
De var noget så fine, men ikke særlig praktiske.
Med hylderne er det meget nemmere at holde orden,
og jeg elsker dem allerede:)

Kære Nytårsmand

Ja, det er ved at være et år siden,
Og jeg skylder dig vist et stort ‘TAK!’
Så tak, kære nytårsmand!
Tak fordi du gav mig et menneskebarn
– det var dælme pænt af dig!
At du endda lod mig beholde mine bryster,
ja det var bare bonus.
Du tænkte måske, at den lille A-skål ikke ku’ gøre meget gavn andre steder,
men jeg kan godt sige dig, at den har gjort gavn herhjemme.
Så for dét er der både tak fra Ane og jeg.
Nå ja, og fra Fyrsten;)
I år sender jeg mit ønske videre til en anden,
der har lige så meget brug for det,
som jeg havde for et år siden.
Jeg stoler på, at du finder den rette.
Jeg har nemlig alt, hvad jeg kan ønske mig:)
 

En heldig vinder:)

Den heldige vinder af den skønne Nomi-stol fra Evomove blev Kathrine med kommentar nr. 8.

Stort tillykke, Kathrine – jeg sender dig en mail:)



– Posted using BlogPress from my iPhone

Det dersens rugemoderskab….

Lige for tiden er der en masse debat i medierne ang. rugemoderskab.
Det skyldes en rapport, som Etisk råd har udgivet,
der blandt andet omhandler rugemoderskab.
Som følge heraf har der været afholdt et debatmøde 
på Christiansborg, 
som medierne naturligvis har været ret interesserede i.
I går var der forskellige artikler at finde i Politiken, JyllandsPosten,
Kristeligt Dagblad mm.
Det uheldige er dog efter min mening,
at ingen af de ovennævnte er særligt konkrete i deres tilgang til sagen.
Så lad lige Fruen gøre noget klart:
Når man taler om rugemoderskab, er der tale om to former:
altruistisk og kommercielt.
Ved altruistisk rugemoderskab forstås, som ordlyden antyder,
at rugemoderen indgår i en aftale af altruistiske årsager.
Altså for at hjælpe andre, ikke for at tilgodese egne ønsker eller interesser.
Hun bliver ikke betalt for sin handling, men gør det af sit gode hjerte.
Ved kommercielt rugemoderskab forstås, at rugemoderen betales for sin handling.
Dermed ikke sagt, at hun kan have en god vilje,
men det primære motiv er økonomisk.
Det kommercielle rugemoderskab er det vi ofte hører om i Indien og USA.
En kvinde betales en sum penge, og får sat et befrugtet æg fra et par op,
og føder dem et barn, der biologisk set er deres.
Og det er ikke denne form for rugemoderskab, som Etisk råd taler for.
Det er den altruistiske model. 
Om de mener, at det skal være tilladt med den ene eller andens æg,
har jeg endnu ikke luret – rapporten er 102 sider lang….
Jeg kunne dog ønske mig noget mere klarhed fra mediernes side 
og fra de, der udtaler sig.
For som det er nu, er altruistisk rugemoderskab ikke forbudt,
bare helt ekstremt besværligt.
Så jeg formoder, at når Etisk råd taler om lovliggøre det,
mener de, at det skal gøres nemmere, mere ordnet og systemisk end det er nu.
Og hip hurra for det da!
Ikke at jeg tror, det bliver nemt at lovgive om
– så naiv er jeg ikke.
Der er mange etiske problemstillinger, der må overvejes.
Men når nu, det i forvejen kan lade sig gøre i Danmark fuldt lovligt,
så er man altså nødt til at forholde sig til det.
Især i en tid, hvor fertiliteten er svært dalende,
og hvor flere og flere rejser udenlands for at få deres ønske opfyldt.
Hvad der kommer til at ske, hvis der da overhovedet kommer til at ske noget,
ved jeg ikke – men spændende er det godt nok!

På en helt almindelig dag…

– slår Cash minimum fem prutter af en sådan kaliber,
at han selv vågner og forlader lokalet
– går jeg ind i en fire-fem ting og slår mig.
Og det er ikke sådan nogle pludseligt opståede søjler i stuen.
Næ, det er ting som bordkanter, fodpaneler eller lignende,
som er placeret nøjagtigt samme sted, som de altid har været
– bliver jeg gylpet på en million gange,
men glemmer alligevel at lægge en stofble over skulderen.
Jeg glemmer ikke at skifte tøj bagefter, 
jeg gider bare ikke
– har jeg derfor også ofte både gylp på tøjet og i håret
– er jeg ved at lære bare at holde Ane ud i strakt arm,
når der er en skylle på vej.
Det er nemmere at overskue at skulle vaske gulvet,
end at skulle vaske mig selv
– forelsker jeg mig i minimum 10 ting på nettet,
som jeg ikke har råd til.
Næste dag leder jeg efter en ny ting, jeg ikke har i sinde at købe.
– kæmper jeg for at få Ane til at tage sin middagslur,
så jeg kan gøre rent.
Når barnet sover, kommer der tilfældigvis Desperate Housewives, og så ryger dén plan!
– tager jeg 100 billeder af Ane,
som efterhånden må tro, at bagsiden af min iPhone er mit ansigt

Det skrøbelige moderskab

Nu har jeg været mor i lidt over 4 måneder.
Eller jeg har haft et barn i lidt over 4 måneder.
På mange måder føler jeg jo, at jeg har været mor længe, 
jeg har bare manglet mit barn.
Og det er ikke ment som ynk ynk og snot i stride strømme,
men som at jeg har forberedt mig på det i mange år.
Måske derfor har jeg også været lidt ekstra nervøs for at blive mor.
Fordi det på en eller anden måde er blevet gjort både større 
og mere skrøbeligt som årene er gået.
Hvordan skulle virkeligheden kunne leve op til så mange drømme og forestillinger?
Og hvad nu hvis dét, at jeg havde ønsket det så meget,
ville betyde, at jeg ikke kunne finde ud af at leve i det – sådan i virkeligheden?
Hvad nu hvis jeg holdt hende så tæt, at jeg ikke ku’ se hende?
Eller at jeg ikke længere kunne se mig selv?
Nu står jeg i det!
Midt i gylp og lortebleer, vasketøj og mere vasketøj,
babykys og buttede arme, 
første smil, første grin, første alt.
Søvnløse nætter og halvhjertet sex.
Sutteflasker og dryppende babser.
Dikke-dikke, kuk-kuk og titte-bøh.
Og hvordan er det så?
– FANTASTISK-
Intet mindre!
Det er langt bedre en nogen forestilling.
Og ja, jeg holder hende tæt.
Men jeg ser hende.
Og jeg lærer hende at kende, mere og mere hver dag
-det lille menneske, der nu er min datter.
Og jeg er her stadig.
Men i en bedre udgave.
Nok også en mildere.
Uden tvivl en gladere!
Der er tandkød all the way;)
Det er stadig skrøbeligt.
Men jeg forstår nu, at moderskab ER skrøbeligt.
Skrøbeligt, fordi det er så uendeligt stort og vigtigt.
Fordi man holder det allermest dyrebare i sine arme.
Men jeg er ikke angst.
Jeg er rolig og lykkelig.
Mest af alt er jeg lykkelig.

God julekarma:)

Britta, som jeg følger på Instagram, har taget det fineste initiativ
og startet en indsamling til fordel for Mødrehjælpen.
Det foregår på bloggen ‘God Julekarma’,
hvor en masse kreative kvinder
har sat skønne sager på højkant, 
som du kan være så heldig at få fingrene i.
Så smut du ind og køb nogle lodder
– men skynd dig, for det er kun 8 dage tilbage:)

En krone for dine tanker….

 “Nakke, nakke, nakke…. Hele dagen skal vi træne nakke!
Hvad med om du selv lettede dig fra sofaen, mor, og fik gjort noget ved de lår??!”
 “Årnlig lækker mælke-sjus! Nu vil jeg bare ligge her og drømme om babser.”

 “FINDES JULEMANDEN IKKE????”
 “Stik mig den sut, eller du får en lige højre!”

 “Mon far har tænkt sig at synge Billy Joel hele vejen til Lolland??”
“Fjern nu for helvede det kamera mor!
My mom sucks!”