Den største gave – del 2


Her kommer 2. del af Lones fortælling:)
Del 1 finder du her!
Del 2:
Jeg var nok den af os, der først accepterede muligheden ? for selv om det ikke ville være mine gener, barnet ville få, så ville det jo alligevel være VORES barn. Og jeg ville både få muligheden for at bære det under graviditeten, selv at føde det, amme osv. Jeg valgte bevidst at skelne mellem biologisk mor og genetisk mor ? forstået på den måde, at jeg jo ikke ville blive genetisk mor, når der var tale om donoræg, men jeg ville blive biologisk mor, når jeg bar barnet, det voksede i mig og fik næring fra mig under graviditeten. Jeg læste en del om epigenetik ? og var også af den overbevisning, at barnet/børnene ville blive unikke pga. mig. Selvom det ikke var mine æg.
Dertil kom, at det også var vigtigt for os at kunne give barnet en tryg og kærlig opvækst fra dag 1, og derfor var det for os den rigtige beslutning at vælge ægdonation ? fremfor at adoptere, som jo også var en mulighed, vi overvejede.
Vi takkede derfor ja til at komme på venteliste til donoræg, men fik at vide, at vi nok skulle regne med mindst 2 års ventetid, før der kom en donor til os. Det føltes som MEGET lang tid, da vi jo allerede havde ventet længe på at blive forældre. I ventetiden tilbød lægerne os dog et 4. IVF-forsøg efter en amerikansk protokol ? dvs. en ny kombination af hormoner, og stor var alles overraskelse, da det denne gang lykkedes at få 1 enkelt æg ud fra en (for) lille follikel. Ægget blev faktisk også befrugtet og lagt tilbage, men det var af meget dårlig kvalitet, og lægerne gav det ikke mange chancer ? og det satte sig da heller ikke fast. Pga. dette fik vi dog et 5. og sidste IVF-forsøg efter samme protokol, men hvor man valgt at tage æggene ved meget mindre follikler end normalt. Resultatet var 5 æg, som dog alle var på vej til at gå til grunde ? og som ikke kunne bruges. Så sagde lægerne stop. De konkluderede, at der formentligt var tale om en modningsdefekt ved mine æg, der medførte, at de gik til grunde undervejs inden ægløsning ? og det nok også var årsagen til, at vi ikke var blevet gravide naturligt. Eneste mulighed var nu donoræg.
Da vi jo havde fået at vide, at vi skulle regne med mindst 2 års ventetid herhjemme ? og vi i forvejen følte, at tiden var imod os, valgte vi at undersøge muligheden for behandling med ægdonation i udlandet. Det virkede i starten utroligt uoverskueligt, og vi var noget nervøse over at skulle ?forlade? det danske, trygge sundhedsvæsen. Men efterhånden som vi undersøgte de forskellige klinikker og korresponderede med deres koordinatorer, blev vi trygge ved det ? og det viste sig faktisk at være forbavsende let at arrangere. Få måneder efter drog vi derfor til Tjekkiet og modtog fra en anonym donor i alt 9 æg. Æggene blev befrugtet med min kærestes sæd, og derefter skulle de dyrkes i 5 dage til det såkaldte blastocyst-stadie, som skulle øge chancerne for succes, altså at ægget ville sætte sig fast i livmoderen hos mig. Jeg var blevet ?klargjort? vha. hormoner, så min cyklus passede til donors. Første gang var dog noget stressende, da min livmoderslimhinde ikke ville vokse, som den skulle. Men det lykkedes ? og efter 5 dage blev der lagt 2 flotte blastocyster af topkvalitet op. Vi var så glade og forhåbningsfulde. Nu måtte det lykkedes. Vi viste godt, at der ikke var nogen garantier og var derfor også rigtigt glade for, at der også var 2 flotte æg, der blev frosset ned til et andet forsøg, hvis det alligevel ikke skulle lykkedes i dette første forsøg.
2 uger efter oplægningen fik jeg taget blodprøve herhjemme, som desværre var negativ. Endnu et nederlag? Men som vi trøstede os selv med ? det var faktisk første gang, vi reelt havde haft en chance. Så næste gang måtte det være vores tur.
2 måneder senere drog vi så afsted igen ? og heldigvis overlevede begge de nedfrosne blastocyster optøningen, og de blev lagt op i min livmoder. Desværre satte ingen af dem sig fast, og vi stod igen med en negativ test 2 uger efter oplægningen. At give op var dog ikke en option for os, så vi begyndte allerede at tænke på og planlægge næste omgang?
 
Mange har undervejs spurgt os, hvorfor vi blev ved. Også fordi de jo kunne se, hvor hårdt det hele har været. Ikke kun med de fysiske bivirkninger af hormoner, men mindst lige så meget de psykiske omkostninger, det har kostet. Til det har vi kun kunnet svare, at så længe alternativet: At opgive drømmen om at blive forældre var værre, så fortsatte vi.
Som sådan var det jo ikke selve hormonbehandlingerne og de bivirkninger, denne gav, der var det værste. Det værste var uvisheden. Uvisheden om, at vi jo ikke viste, om det nogensinde ville lykkes? Derfor var det også mange gange utroligt hårdt, når folk blev ved med at sige til os, at det jo nok skulle lykkedes. For hvor vidste de det fra? Vi vidste det jo ikke engang selv?
Det var dybt frustrerende. Jeg er ret sikker på, at hvis man ?bare? vidste, at om så og så mange behandlinger vil det lykkes – ja, så ville det være betydeligt lettere at blive ved.

Som sagt var det at give op ikke en option for os, så jeg kontaktede en ny klinik i Tjekkiet ? denne gang i Prag. Vi valgte at skifte klinik ? ikke pga. dårlig behandling, for de havde været meget professionelle på den første klinik, vi benyttede, og det var bestemt ikke deres skyld, at det ikke var lykkedes ? men fordi, de havde bedre garantier mht. antal æg og ?garantiforsøg?. Når man er i behandling i udlandet, er man nødt til også at tænke på økonomien. Desværre! Men vi havde ikke uendelige ressourcer, og nu havde vi allerede på de 2 første forsøg i Tjekkiet brugt ca. 100.000,- – så derfor undersøgte vi også, hvor vi fik mest muligt for pengene. Dertil kom, at det var meget lettere at komme til Prag end til Brno, hvor den klinik, vi først benyttede, lå. Som sidst var selve det at arrangere behandlingen ikke noget problem ? der er ingen ventetid på ægdonorer i Tjekkiet, og alt var så småt ved at falde på plads, da jeg en dag lige før sommerferien i 2012 blev ringet op af vores danske klinik.
 
De havde startet et samarbejde med en klinik i den anden ende af landet, og her var der utroligt nok ikke særlig lang venteliste på ægdonorer. Det skyldtes, at man havde haft et indslag i regionalt tv om problemet med de lange ventelister på ægdonorer, og efter dette var der kommet en række henvendelser fra potentielle donorer. Hvilket blot bekræfter, at fokus på manglen på ægdonorer og de lange ventelister i medierne kan være med til at gøre en forskel.
Vi blev tilbudt at modtage æg på denne klinik efter sommerferien, hvis vi altså var villige til selv at betale transporten til den anden ende af landet. Og ja ? selvfølgelig var vi det. Så vi lavede planerne om, skrev til klinikken i Prag, som ønskede os alt mulig held og lykke og ventede så på, at sommerferien skulle blive overstået, så vi kunne komme i gang. I august måned skulle vi så modtage æg, og jeg var igen blevet klargjort med hormoner. På dagen for ægudtagningen var vi på klinikken til scanning og aflevering af sædprøve. Da det var en offentlig klinik, vidste vi, at vi skulle ?dele? æggene fra donor med et andet par, og vi var ret spændte på, hvor mange æg vi mon fik tildelt. Da vi fik at vide, at donor kun havde fået taget 3 æg ud, må jeg indrømme, at vi begge følte en enorm skuffelse. 3 æg er ikke meget? Men vi fik så besked om, at når der kun var 3 æg, fik vi dem alle sammen. Det blev vi selvfølgelig glade for, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det andet par, som så måtte have deres forsøg aflyst.

Planen var dyrkning af æggene i 2 dage og herefter oplægning, men vi aftalte med klinikken, at vi allerede dagen efter ville blive ringet op og få en status. Vi ventede spændt næste formiddag. Endelig kom opringningen. Klinikken beklagede meget, men det var desværre ikke lykkedes at befrugte nogen af æggene, og oplægningen var derfor aflyst. Det var en hård besked at få. I forvejen havde vi jo prøvet lidt for mange aflyste ægoplægninger under IVF-behandlingerne, så nu hvor vi brugte ægdonation, havde vi ikke troet, at det skulle ske igen.
Klinikken lovede dog, at de ret hurtigt kunne finde en ny donor, så vi væbnede os med tålmodighed (igen) ? ventetid er noget, Fanden har skabt ? men vi var jo efterhånden vant til det.

I oktober var der en ny donor klar, og vi tog igen turen til klinikken. På dagen for donors ægudtagning oplevede vi lidt af et Deja vu. Vi fik nemlig at vide, at vi havde fået tildelt 3 æg fra donor. Jeg nåede lige at tænke: ?Åh nej ? det er jo lige som sidst, og vi ender med at blive aflyst.? Men denne donor havde så fået taget 5 æg ud, og et andet par havde fået de sidste 2 æg. Dagen efter fik vi en status: Alle 3 æg var blevet flot befrugtede og havde delt sig flot til 2 celler. Efter 2 dage var alle 3 æg fortsat flotte, og vi fik lagt 2 af dem op, og det sidste var endda velegnet til frys og blev frosset ned. Nu startede så de lange 2 uger, inden vi skulle have taget graviditetstest. Vi håbede, at det nu var vores tur ? men nej! Testen var desværre igen negativ. Vi trøstede os dog ved, at vi havde det ene æg på frys og håbede, at det var ?Guldægget?.

Den største gave – del 1

Jeg har tidligere skrevet lidt om ægdonation her og her.
Det har jeg, fordi der fortsat er mangel på donoræg i Danmark,
og fordi jeg gennem vores år i behandling har været i kontakt med kvinder,
der har haft/har brug for donoræg.
En af disse er Lone.
Hun har været så sød at skrive et par gæsteindlæg her til bloggen
og dele historien om sin vej til at blive mor.
Så her kommer første del af Lones fortælling:
Den største gave
Del 1:For præcist et år siden i dag sad jeg og holdt i hånd, mens vores skønne donor fik taget æg ud. De æg, som senere skulle vise sig at blive til vores dejlige drenge. Og som jeg sidder her i dag og tænker på, hvor heldige og privilegerede vi er, håber jeg samtidigt, at min historie kan være med til at få nogle til at overveje at donere æg og give andre mennesker chancen for at blive forældre. 

Min kæreste og jeg mødte hinanden i sommeren 2003 i en selvforsvarsklub, hvor jeg startede efter et ret brutalt overfald på en ferierejse. Det første lange stykke tid så vi hinanden an, idet jeg havde meget svært ved at stole på mænd, men langsomt voksede et venskab frem og efter knap 2 år blev det så til mere end det. Vi flyttede sammen i et lille rækkehus i efteråret 2005 og nød livet og hinanden. Lige før jul døde min mor pludseligt og tragisk på en måde, som splittede min familie af ? og kort efter måtte jeg rejse til Spanien for igen at vidne mod min overfaldsmand. Det var en hård periode, men min kæreste var ved min side hele tiden ? også ved retten i Spanien, hvor det lykkedes at få gerningsmanden idømt 15 år. Så vi lærte ret hurtigt både at kende til med- og modgang, men vores forhold blev kun styrket af disse begivenheder.
Derfor var vi også ret sikre på, at det skulle være os 2, og som noget helt naturligt begyndte vi derfor at planlægge fremtiden og ikke mindst en familie. Vi købte hus og ved årsskiftet 2007/2008 blev p-pillerne droppet, for nu var vi klar til at få børn. Som månederne gik ? og vi IKKE fik de ventede 2 streger på graviditetstesten, voksede vores utålmodighed og frustration. Vi så venner omkring os blive gravide uden problemer, og hver gang blev vi selvfølgelig glade på deres vegne, men det var også hårdt hver gang at føle sig ?snydt?, for nu måtte det da snart være vores tur til at opleve glæden. 

Efter ca. 1½ år besluttede vi at søge hjælp, og vi gik til lægen og blev undersøgt. Alle undersøgelser var helt normale ? og vi fik diagnosen: ?Uforklarligt barnløse?. En diagnose, som vi ikke kunne bruge til så meget ? den gav os jo ikke svar på HVORFOR, det ikke kunne lykkedes os at blive gravide.
Vi blev henvist til fertilitetsklinikken på OUH, og da alle prøver var helt normale, foreslog de, at vi startede med inseminationsbehandling. Både fordi de mente, at vi ville have udmærkede chancer ved denne behandling, og fordi det var den mindst indgribende. Jeg startede dog med en mild hormonbehandling for at sikre, 2-3 æg blev frigivet ved ægløsning i stedet for det normale ene æg hver måned. På den måde skulle chancen jo øges. At skulle stikke sig selv var første gang lidt grænseoverskridende, men ret hurtigt blev det rutine. Vha. ultralydsscanning og en anden type hormon fandt man så det optimale tidspunkt for inseminationen.
Vores forventninger og optimisme på det tidspunkt var store, for selvom det var grænseoverskridende og på sin vis føltes som et nederlag at skulle have hjælp til noget så selvfølgelig som at få børn, så følte vi også, at der nu langt om længe skete noget. 
Efter 3 inseminationsbehandlinger var vi dog ikke nået et skridt længere. Graviditetstestene forblev negative, og vores optimisme havde lidt et lille knæk. Hormonbehandlingen gav lidt bivirkninger, men da det kun var en relativ lille dosis, var det nu ikke så slemt. Det var langt værre psykisk at gå hver måned og håbe, at nu var det nu ? for så igen at blive skuffet over de manglende 2 streger?
Lægerne foreslog så, at vi gik videre med IVF ? dvs. reagensglasbehandling, og det sagde vi ja til med det samme, da vi godt var klar over, at chancerne for gevinst var væsentligt større ved denne behandling end ved inseminationsbehandlingen.
Med fornyet optimisme startede vi på IVF. Vi startede med en såkaldt kort behandling, hvor jeg fik en relativ høj dosis hormonindsprøjtninger for at modne flere æg til at tage ud. Alt så fint ud. Scanningerne viste, at jeg reagerede rigtigt flot på hormonerne, og der blev dannet 10-12 æggeblærer (de såkaldte follikler), hvilket var helt perfekt. Bivirkningerne til hormonbehandlingen var til at leve med, for det var jo det, der skulle til for, at vi kunne få drømmen om at blive forældre opfyldt. Troede vi?
Da folliklerne havde den optimale størrelse, fik jeg en ægløsningssprøjte, og 1½ døgn senere var vi til ægudtagning. Det var faktisk ikke særligt slemt. Jeg fik smertestillende og beroligende i drop, og der blev lagt lokalbedøvelse i toppen af skeden. Vi kunne følge med på en skærm og kunne tydeligt se, hvordan de sugede indholdet ud af folliklerne. Der blev tømt i alt 12 follikler.

Fulde af optimisme tog vi hjem bagefter. Æggene skulle dyrkes i 2 døgn, og vi brugte ventetiden på at snakke om og forsøge at gætte på, hvor mange, der mon var blevet befrugtet? Vi håbede selvfølgelig på et godt resultat ? og måske der også ville være æg til frys?
Om morgenen 2 dage senere blev vi så ringet op fra klinikken med beskeden om, at der desværre ikke var nogle æg! Hvad? Det havde vi slet ikke tænkt på kunne ske. Alt havde jo set så fint ud undervejs. Lægerne kunne ikke forklare det, men samtlige follikler, der var blevet tømt, havde været tomme ? altså uden æg. Vi var så skuffede, og jeg græd meget de næste par dage. Hele behandlingen ? alle hormonerne og stikkeriet ? helt forgæves. Vi fik ikke engang chancen?
Efterfølgende var vi til samtale på klinikken, og da man mente, at årsagen kunne være den type hormoner, der var blevet givet, planlagde vi derfor en ny behandling med andre typer af hormoner. Denne gang en såkaldt lang behandling ? dvs. at jeg først skulle have en type af hormon for at ?slukke? mit eget system (kunstig overgangsalder) og dernæst stimuleres. Igen var selve behandlingen og bivirkningerne til denne til at udholde, men vi var nu ikke længere ?naive optimister?. Vi var derfor både spændte, men også meget nervøse, da dagen for ægudtagning oprandt. Vi havde denne gang bedt om at få at vide, om og i så fald hvor mange æg, der var taget ud, med det samme ? i stedet for som sidst at skulle vente 2 dage.
Som sidst så det hele lovende ud med et flot antal follikler, men desværre var resultatet det samme. INGEN æg i folliklerne. Selvom vi nu var forberedt på den mulighed, var det alligevel en kæmpe skuffelse ? og jeg følte mig virkelig som en ?defekt? kvinde. Det virkede jo til, at det var mig, der var årsagen til, at vi ikke kunne blive gravide. Den følelse var svær at slippe, og min kæreste og jeg talte meget om det. Han forsikrede mig gang på gang, at jeg var en fantastisk kvinde ? og at vi sammen nok skulle klare det. 
På det tidspunkt valgte vi også at åbne op for omverdenen og fortælle åbent om vores problem. Det var så hårdt gang på gang at skulle høre folk spørge, om ikke vi snart skulle have børn ? og hver gang gav det et stik i hjertet at skulle svare med et halvhjertet ? ?Jo, på et tidspunkt?. Nu svarede vi ærligt, når folk spurgte, og det gik op for os, at der var faktisk var rigtigt mange, der havde ufrivilligt barnløshed inde på livet. Det gik så også op for os, hvor tabubelagt det emne fortsat er ? og hvor befængt med myter, det også er. Talrige gange har vi måttet høre, at vi ?bare skulle tænke på noget andet?, så skulle det nok komme. Eller folks velmente historier om den ene og hin anden, som købte hund eller noget helt tredje, og pludseligt var de gravide helt uden hjælp. Vi lærte, at mange var voldsomt uvidende om infertilitet ? og enormt berøringsangste. Det er rigtigt svært at sætte sig ind i, hvor hårdt det er at være ufrivilligt barnløs, når man ikke selv har stået i situationen, og folk ved ofte ikke, hvad de skal sige. Jeg tror, at det er derfor, at mange har så travl med at fortælle, at det nok skal lykkes ? eller gøre opmærksom på alle de ting, vi burde sætte pris på i stedet for at tænke på børn og barnløshed. F.eks. har vi flere gange fået at vide, at det jo er noget så hårdt at have børn, og vi skulle nyde at kunne sove længe uden afbrydelser. Det virkede ikke til, at folk forstod, at vi jo netop gerne ville vækkes af barnegråd om natten ? i stedet for at ligge søvnløs og spekulere over, om det nogensinde ville lykkedes at få en familie sammen.  Og der var rigtigt mange af den slags
lignende, ?trøstende? bemærkninger, som ofte gjorde mere ondt end de trøstede.
Heldigvis var der dog endnu flere, der forstod os, støttede os og virkelig var der for os. Og vi havde brug for det. Så uden tvivl var det den rigtige beslutning at være åbne omkring det hele.


Vi fortsatte med behandlingerne. Det tredje forsøg var igen med en ny type hormon i håbet om, at det så ville lykkedes, men som de 2 første gange var resultatet det samme. På trods af fin udvikling af follikler var de alle
tomme ved ægudtagningen. På det tidspunkt fik vi en længere snak med professoren på klinikken. Som tidligere kunne lægerne ikke forklare problemet, men de foreslog, at vi skulle forsøge med donoræg, da det tydeligvis var en ægfaktor, der var problemet. Den besked skulle lige fordøjes og tænkes over. Som alle andre par, der får børn sammen, ønskede vi jo, at det skulle være en kombination af os 2, der blev til VORES børn ? og det at skulle bruge en donor var jo på ingen måde det samme.

Ude godt, men hjemme bedst??

Jeg var sammen med min veninde, Ditte, forleden.
Hun har den lækreste, lille dreng, som er en måned ældre end Ane.
Ditte har valgt at benytte sig af det tilbud i Københavns kommune,
som gør, at hun kan gå hjemme med sin søn, indtil han fylder to.
Det tilskud kommunen ellers skulle ha’ betalt til en institution,
får Ditte i stedet.
Det svarer naturligvis langt fra til en almindelig lønning, 
men som Ditte selv siger, er det jo et spørgsmål om prioritering.
 
Jeg spurgte Ditte, hvorfor de havde valgt, som de har.
Og bagefter tog jeg mig selv i at overveje, 
hvorfor jeg spurgte om det.
For jeg har ikke spurgt mine andre veninder,
hvorfor de valgte at sætte deres børn i institution. 
Det er ligesom bare en selvfølge, at det er dét man gør.
Men hvorfor egentlig??
 
Jeg er fuld af misundelse over, at jeg ikke har samme mulighed som Ditte.
I så fald havde jeg højst sandsynligt gjort det samme.
 
Og jeg siger ikke, at det er skidt
at sende sine børn i institution.
Men jeg siger, at jeg synes, man bør overveje,
at der også er andre muligheder.
At det heller ikke nødvendigvis er skidt at gå hjemme med sit barn.
Jeg forsøger at afholde mig fra at google, hvad der er bedst for børn
– at blive passet ude eller hjemme.
Både fordi jeg med garanti vil støde på argumenter for og imod begge løsninger,
og fordi jeg tror, at det til syvende og sidst er et spørgsmål om mavefornemmelse.
Men også fordi jeg ikke har brug for at læse,
at det ikke er godt for mit barn at være adskilt fra sin mor så mange timer om dagen.
At det stressende miljø i en daginstitution kan være skadeligt for hende.
Den oplysning vil kun bekymre mig,
for som vores situation er, har vi ikke valget.
Jo, vi kunne naturligvis sælge Palæet
og sige farvel til græs under tæerne, kæledyr og værelse til teenageren,
men det er ting, som jeg også tror har en værdi for Anes opvækst.
Og fakta er bare, at så længe vi vælger at bo i hus,
kan vi ikke leve uden to fulde indtægter.
Så i den forstand har vi jo truffet et valg 

– men dermed ikke sagt, at det er et valg, som jeg i dag har det godt med.

 
 
Om 3 måneder skal Ane starte i vuggestue.
Hun skal afleveres hver morgen kl. 7 og hentes kl. 16.
Og hun skal nok klare det – ingen tvivl om det.
Men jeg bilder ikke mig selv ind, at det er dét,
der er det bedste for hende.
 
Men hvorfor er det mon, 
at de fleste af os sender vores børn i institution?
Fordi vi tænker, at det er bedst for dem?
Fordi vi synes, det er bedst for os?
Fordi det bare er det ‘man’ gør?
 
Hvilke tanker har du mon gjort dig i forhold til dine børn?

Endnu et afslag….

Vi har fået endnu et afslag på stedbarnsadoption.
Begrundelsen er fortsat, at det ikke er til gavn for Ane.
At hun skal have boet sammen med mig i 2 1/2 år,
før vi som familie har den fornødne stabilitet.
Mærkeligt nok kan jeg godt forstå reglerne.
Jeg synes bare ikke, at de burde gælde for os!
For jeg kender jo os og vores familie.
Og jeg ved, at Ane er min datter, og jeg hendes mor
– nu og om 2 år.
Jeg tillader mig lige at være lidt trist over endnu et afslag.
I morgen skal jeg nok være lykkelig og taknemlig igen.
For jeg er heldigvis – og lige meget hvad – mor til verdens smukkeste pige:)

Fucking fantastisk Fyrste #2

Han har gjort det igen, ham Fyrsten
– tryllet for at gøre Fruen glad.
Og jeg er virkelig glad!!!!
Min moster havde købt den hersens reol
for så at finde ud af, at den ikke rigtig passede hjemme hos hende.
Og som den gode loppepusher hun er,
spurgte hun så, om jeg ville købe den.
Så jeg fik sat en masse til salg, skrabet pengene sammen
og haps!
Jeg havde glædet mig hele ugen til at få reolen hjem,
og da den kom i lørdags, var jeg ellevild.
Ja, altså indtil jeg lige fik kigget nærmere på den…..
Det er en gammel købmandsreol,
og jeg tror uden tvivl, at den er blevet bygget i det hus,
hvor den har stået.
For i den ene ende var den 16 cm dyb, i den anden 18 cm.
Ret skørt og ret mærkeligt at kigge på.
Men fandme så om Fyrsten da ikke bare lige
finder sav og høvl frem,
svinger sin magiske tommestok og trylle trylle
– nu er den perfekt!

Jeg elsker den!
Den passer helt perfekt i Palæet:)
Jeg siger det igen – Fyrsten er bare den bedste!!!!!

Happy go lucky go home!

Det måtte jo næsten ske!
Man kan jo ikke sådan blære sig med sit smukke vidunderbarn,
med hendes milde sind og gode sovehjerte,
uden at nemesis opsnapper det.
10 dage har vi klaret nu med en meget utilfreds ung dame.
Ja, og Ane er heller ikke glad!
Hun falder til ro sidst på natten/først på morgenen,
men frem til da er søvn noget, 
man ville drømme om, 
hvis man da fik muligheden for at lukke øjnene.
Hun er bare rastløs og ked af det.
Og intet hjælper – ikke en gang babserne.
JEG ER SÅ TRÆT!
Og vi har været forbi lægen og fået tjekket ørerne.
Hun er ikke sulten, hun er ikke ved at få tænder, hun har ikke ondt i maven
– hun er bare ked af det….
 
I dagtimerne er hun heldigvis lige så glad, som hun altid har været,
så her nyder jeg hende fuldt ud.
Efter klokken 21 er der knap så meget nydelse….
 
Så til jer, der var ved at blive lidt trætte af mine lyserøde indlæg:
Værs’go! 
Nyd det, mens det varer, for der går forhåbentlig ikke lang tid,
før tingene er tilbage til normalen!

DOBBELT-TIS!

Ja, som om det ikke var slemt nok at have et barn,
så går jeg også hen og bliver syg….
Mødre til småbørn bliver da ikke syge??!
Det er der i hvert fald ingen, der har fortalt mig!
Hvem skal så passe barnet, ordne vasketøjet, støvsuge og ynke mig?
Hvor er Fyrsten, spørger jeg bare?
Hvorfor er der ikke noget, der hedder ‘mors første sygedag’?!!!!
ARGHHHH! DOBBELT-TIS!

TIS!

Lægen har ødelagt min lille pige! 
Vi var til 5 måneders vaccination i fredags….
Lægen: “Hvordan går det med Ane?”
Elisabeth: “Jamen, det går så godt! Hun sover igennem om natten, 12-14 timer.
Det er så fantastisk! Hun vågner op i strålende humør:)
Godt nok tager hun ikke altid så lange lure,
men det altså helt okay, når nu hun sover om natten.”
…..
4 dage senere:
Elisabeth: “TIS!!!!!!!!!” 
… det er den censurerede version,
sådan lyder det ikke i virkeligheden!
Siden fredag er søvn en by i Rusland.
Hun vil SLET IKKE sove.
Pludselig er 45 minutter i træk rekorden.
Jeg er SÅ træt!
I nat brugte jeg en time på at tude i ren frustration og udmattelse.
Jeg kan læse mig frem til,
at der godt kan ske noget med deres søvnmønster efter vaccinationen,
og at det kan tage op til en uge.
Jeg håber, at jeg kan overleve tre dage endnu.
Hvis ikke, så var det rart at kende jer….