Den største gave – del 1

Jeg har tidligere skrevet lidt om ægdonation her og her.
Det har jeg, fordi der fortsat er mangel på donoræg i Danmark,
og fordi jeg gennem vores år i behandling har været i kontakt med kvinder,
der har haft/har brug for donoræg.
En af disse er Lone.
Hun har været så sød at skrive et par gæsteindlæg her til bloggen
og dele historien om sin vej til at blive mor.
Så her kommer første del af Lones fortælling:
Den største gave
Del 1:For præcist et år siden i dag sad jeg og holdt i hånd, mens vores skønne donor fik taget æg ud. De æg, som senere skulle vise sig at blive til vores dejlige drenge. Og som jeg sidder her i dag og tænker på, hvor heldige og privilegerede vi er, håber jeg samtidigt, at min historie kan være med til at få nogle til at overveje at donere æg og give andre mennesker chancen for at blive forældre. 

Min kæreste og jeg mødte hinanden i sommeren 2003 i en selvforsvarsklub, hvor jeg startede efter et ret brutalt overfald på en ferierejse. Det første lange stykke tid så vi hinanden an, idet jeg havde meget svært ved at stole på mænd, men langsomt voksede et venskab frem og efter knap 2 år blev det så til mere end det. Vi flyttede sammen i et lille rækkehus i efteråret 2005 og nød livet og hinanden. Lige før jul døde min mor pludseligt og tragisk på en måde, som splittede min familie af ? og kort efter måtte jeg rejse til Spanien for igen at vidne mod min overfaldsmand. Det var en hård periode, men min kæreste var ved min side hele tiden ? også ved retten i Spanien, hvor det lykkedes at få gerningsmanden idømt 15 år. Så vi lærte ret hurtigt både at kende til med- og modgang, men vores forhold blev kun styrket af disse begivenheder.
Derfor var vi også ret sikre på, at det skulle være os 2, og som noget helt naturligt begyndte vi derfor at planlægge fremtiden og ikke mindst en familie. Vi købte hus og ved årsskiftet 2007/2008 blev p-pillerne droppet, for nu var vi klar til at få børn. Som månederne gik ? og vi IKKE fik de ventede 2 streger på graviditetstesten, voksede vores utålmodighed og frustration. Vi så venner omkring os blive gravide uden problemer, og hver gang blev vi selvfølgelig glade på deres vegne, men det var også hårdt hver gang at føle sig ?snydt?, for nu måtte det da snart være vores tur til at opleve glæden. 

Efter ca. 1½ år besluttede vi at søge hjælp, og vi gik til lægen og blev undersøgt. Alle undersøgelser var helt normale ? og vi fik diagnosen: ?Uforklarligt barnløse?. En diagnose, som vi ikke kunne bruge til så meget ? den gav os jo ikke svar på HVORFOR, det ikke kunne lykkedes os at blive gravide.
Vi blev henvist til fertilitetsklinikken på OUH, og da alle prøver var helt normale, foreslog de, at vi startede med inseminationsbehandling. Både fordi de mente, at vi ville have udmærkede chancer ved denne behandling, og fordi det var den mindst indgribende. Jeg startede dog med en mild hormonbehandling for at sikre, 2-3 æg blev frigivet ved ægløsning i stedet for det normale ene æg hver måned. På den måde skulle chancen jo øges. At skulle stikke sig selv var første gang lidt grænseoverskridende, men ret hurtigt blev det rutine. Vha. ultralydsscanning og en anden type hormon fandt man så det optimale tidspunkt for inseminationen.
Vores forventninger og optimisme på det tidspunkt var store, for selvom det var grænseoverskridende og på sin vis føltes som et nederlag at skulle have hjælp til noget så selvfølgelig som at få børn, så følte vi også, at der nu langt om længe skete noget. 
Efter 3 inseminationsbehandlinger var vi dog ikke nået et skridt længere. Graviditetstestene forblev negative, og vores optimisme havde lidt et lille knæk. Hormonbehandlingen gav lidt bivirkninger, men da det kun var en relativ lille dosis, var det nu ikke så slemt. Det var langt værre psykisk at gå hver måned og håbe, at nu var det nu ? for så igen at blive skuffet over de manglende 2 streger?
Lægerne foreslog så, at vi gik videre med IVF ? dvs. reagensglasbehandling, og det sagde vi ja til med det samme, da vi godt var klar over, at chancerne for gevinst var væsentligt større ved denne behandling end ved inseminationsbehandlingen.
Med fornyet optimisme startede vi på IVF. Vi startede med en såkaldt kort behandling, hvor jeg fik en relativ høj dosis hormonindsprøjtninger for at modne flere æg til at tage ud. Alt så fint ud. Scanningerne viste, at jeg reagerede rigtigt flot på hormonerne, og der blev dannet 10-12 æggeblærer (de såkaldte follikler), hvilket var helt perfekt. Bivirkningerne til hormonbehandlingen var til at leve med, for det var jo det, der skulle til for, at vi kunne få drømmen om at blive forældre opfyldt. Troede vi?
Da folliklerne havde den optimale størrelse, fik jeg en ægløsningssprøjte, og 1½ døgn senere var vi til ægudtagning. Det var faktisk ikke særligt slemt. Jeg fik smertestillende og beroligende i drop, og der blev lagt lokalbedøvelse i toppen af skeden. Vi kunne følge med på en skærm og kunne tydeligt se, hvordan de sugede indholdet ud af folliklerne. Der blev tømt i alt 12 follikler.

Fulde af optimisme tog vi hjem bagefter. Æggene skulle dyrkes i 2 døgn, og vi brugte ventetiden på at snakke om og forsøge at gætte på, hvor mange, der mon var blevet befrugtet? Vi håbede selvfølgelig på et godt resultat ? og måske der også ville være æg til frys?
Om morgenen 2 dage senere blev vi så ringet op fra klinikken med beskeden om, at der desværre ikke var nogle æg! Hvad? Det havde vi slet ikke tænkt på kunne ske. Alt havde jo set så fint ud undervejs. Lægerne kunne ikke forklare det, men samtlige follikler, der var blevet tømt, havde været tomme ? altså uden æg. Vi var så skuffede, og jeg græd meget de næste par dage. Hele behandlingen ? alle hormonerne og stikkeriet ? helt forgæves. Vi fik ikke engang chancen?
Efterfølgende var vi til samtale på klinikken, og da man mente, at årsagen kunne være den type hormoner, der var blevet givet, planlagde vi derfor en ny behandling med andre typer af hormoner. Denne gang en såkaldt lang behandling ? dvs. at jeg først skulle have en type af hormon for at ?slukke? mit eget system (kunstig overgangsalder) og dernæst stimuleres. Igen var selve behandlingen og bivirkningerne til denne til at udholde, men vi var nu ikke længere ?naive optimister?. Vi var derfor både spændte, men også meget nervøse, da dagen for ægudtagning oprandt. Vi havde denne gang bedt om at få at vide, om og i så fald hvor mange æg, der var taget ud, med det samme ? i stedet for som sidst at skulle vente 2 dage.
Som sidst så det hele lovende ud med et flot antal follikler, men desværre var resultatet det samme. INGEN æg i folliklerne. Selvom vi nu var forberedt på den mulighed, var det alligevel en kæmpe skuffelse ? og jeg følte mig virkelig som en ?defekt? kvinde. Det virkede jo til, at det var mig, der var årsagen til, at vi ikke kunne blive gravide. Den følelse var svær at slippe, og min kæreste og jeg talte meget om det. Han forsikrede mig gang på gang, at jeg var en fantastisk kvinde ? og at vi sammen nok skulle klare det. 
På det tidspunkt valgte vi også at åbne op for omverdenen og fortælle åbent om vores problem. Det var så hårdt gang på gang at skulle høre folk spørge, om ikke vi snart skulle have børn ? og hver gang gav det et stik i hjertet at skulle svare med et halvhjertet ? ?Jo, på et tidspunkt?. Nu svarede vi ærligt, når folk spurgte, og det gik op for os, at der var faktisk var rigtigt mange, der havde ufrivilligt barnløshed inde på livet. Det gik så også op for os, hvor tabubelagt det emne fortsat er ? og hvor befængt med myter, det også er. Talrige gange har vi måttet høre, at vi ?bare skulle tænke på noget andet?, så skulle det nok komme. Eller folks velmente historier om den ene og hin anden, som købte hund eller noget helt tredje, og pludseligt var de gravide helt uden hjælp. Vi lærte, at mange var voldsomt uvidende om infertilitet ? og enormt berøringsangste. Det er rigtigt svært at sætte sig ind i, hvor hårdt det er at være ufrivilligt barnløs, når man ikke selv har stået i situationen, og folk ved ofte ikke, hvad de skal sige. Jeg tror, at det er derfor, at mange har så travl med at fortælle, at det nok skal lykkes ? eller gøre opmærksom på alle de ting, vi burde sætte pris på i stedet for at tænke på børn og barnløshed. F.eks. har vi flere gange fået at vide, at det jo er noget så hårdt at have børn, og vi skulle nyde at kunne sove længe uden afbrydelser. Det virkede ikke til, at folk forstod, at vi jo netop gerne ville vækkes af barnegråd om natten ? i stedet for at ligge søvnløs og spekulere over, om det nogensinde ville lykkedes at få en familie sammen.  Og der var rigtigt mange af den slags
lignende, ?trøstende? bemærkninger, som ofte gjorde mere ondt end de trøstede.
Heldigvis var der dog endnu flere, der forstod os, støttede os og virkelig var der for os. Og vi havde brug for det. Så uden tvivl var det den rigtige beslutning at være åbne omkring det hele.


Vi fortsatte med behandlingerne. Det tredje forsøg var igen med en ny type hormon i håbet om, at det så ville lykkedes, men som de 2 første gange var resultatet det samme. På trods af fin udvikling af follikler var de alle
tomme ved ægudtagningen. På det tidspunkt fik vi en længere snak med professoren på klinikken. Som tidligere kunne lægerne ikke forklare problemet, men de foreslog, at vi skulle forsøge med donoræg, da det tydeligvis var en ægfaktor, der var problemet. Den besked skulle lige fordøjes og tænkes over. Som alle andre par, der får børn sammen, ønskede vi jo, at det skulle være en kombination af os 2, der blev til VORES børn ? og det at skulle bruge en donor var jo på ingen måde det samme.

0 kommentarer til “Den største gave – del 1”

  1. Det er så fedt at I begge er så åbne omkring det. Jeg forstår heller ikke hvorfor det nu engang er så tabubelagt, for det er jo et kæmpe problem for rigtig mange danskere (og rigtig mange danskere får hjælp) – men det har klart noget med folks uvidenhed at gøre. Og synes det er fedt at høre en rigtig historie omkring det! Tak for det – både Lone og Elisabeth 🙂

  2. Jeres historier er så rørende og helt fantastiske. Og tænk så fine og skønne børn i har fået. Jeg bliver så rørt. Tak fordi i deler og er med til at bryde endnu et af de store tabuer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.