Den største gave – del 2


Her kommer 2. del af Lones fortælling:)
Del 1 finder du her!
Del 2:
Jeg var nok den af os, der først accepterede muligheden ? for selv om det ikke ville være mine gener, barnet ville få, så ville det jo alligevel være VORES barn. Og jeg ville både få muligheden for at bære det under graviditeten, selv at føde det, amme osv. Jeg valgte bevidst at skelne mellem biologisk mor og genetisk mor ? forstået på den måde, at jeg jo ikke ville blive genetisk mor, når der var tale om donoræg, men jeg ville blive biologisk mor, når jeg bar barnet, det voksede i mig og fik næring fra mig under graviditeten. Jeg læste en del om epigenetik ? og var også af den overbevisning, at barnet/børnene ville blive unikke pga. mig. Selvom det ikke var mine æg.
Dertil kom, at det også var vigtigt for os at kunne give barnet en tryg og kærlig opvækst fra dag 1, og derfor var det for os den rigtige beslutning at vælge ægdonation ? fremfor at adoptere, som jo også var en mulighed, vi overvejede.
Vi takkede derfor ja til at komme på venteliste til donoræg, men fik at vide, at vi nok skulle regne med mindst 2 års ventetid, før der kom en donor til os. Det føltes som MEGET lang tid, da vi jo allerede havde ventet længe på at blive forældre. I ventetiden tilbød lægerne os dog et 4. IVF-forsøg efter en amerikansk protokol ? dvs. en ny kombination af hormoner, og stor var alles overraskelse, da det denne gang lykkedes at få 1 enkelt æg ud fra en (for) lille follikel. Ægget blev faktisk også befrugtet og lagt tilbage, men det var af meget dårlig kvalitet, og lægerne gav det ikke mange chancer ? og det satte sig da heller ikke fast. Pga. dette fik vi dog et 5. og sidste IVF-forsøg efter samme protokol, men hvor man valgt at tage æggene ved meget mindre follikler end normalt. Resultatet var 5 æg, som dog alle var på vej til at gå til grunde ? og som ikke kunne bruges. Så sagde lægerne stop. De konkluderede, at der formentligt var tale om en modningsdefekt ved mine æg, der medførte, at de gik til grunde undervejs inden ægløsning ? og det nok også var årsagen til, at vi ikke var blevet gravide naturligt. Eneste mulighed var nu donoræg.
Da vi jo havde fået at vide, at vi skulle regne med mindst 2 års ventetid herhjemme ? og vi i forvejen følte, at tiden var imod os, valgte vi at undersøge muligheden for behandling med ægdonation i udlandet. Det virkede i starten utroligt uoverskueligt, og vi var noget nervøse over at skulle ?forlade? det danske, trygge sundhedsvæsen. Men efterhånden som vi undersøgte de forskellige klinikker og korresponderede med deres koordinatorer, blev vi trygge ved det ? og det viste sig faktisk at være forbavsende let at arrangere. Få måneder efter drog vi derfor til Tjekkiet og modtog fra en anonym donor i alt 9 æg. Æggene blev befrugtet med min kærestes sæd, og derefter skulle de dyrkes i 5 dage til det såkaldte blastocyst-stadie, som skulle øge chancerne for succes, altså at ægget ville sætte sig fast i livmoderen hos mig. Jeg var blevet ?klargjort? vha. hormoner, så min cyklus passede til donors. Første gang var dog noget stressende, da min livmoderslimhinde ikke ville vokse, som den skulle. Men det lykkedes ? og efter 5 dage blev der lagt 2 flotte blastocyster af topkvalitet op. Vi var så glade og forhåbningsfulde. Nu måtte det lykkedes. Vi viste godt, at der ikke var nogen garantier og var derfor også rigtigt glade for, at der også var 2 flotte æg, der blev frosset ned til et andet forsøg, hvis det alligevel ikke skulle lykkedes i dette første forsøg.
2 uger efter oplægningen fik jeg taget blodprøve herhjemme, som desværre var negativ. Endnu et nederlag? Men som vi trøstede os selv med ? det var faktisk første gang, vi reelt havde haft en chance. Så næste gang måtte det være vores tur.
2 måneder senere drog vi så afsted igen ? og heldigvis overlevede begge de nedfrosne blastocyster optøningen, og de blev lagt op i min livmoder. Desværre satte ingen af dem sig fast, og vi stod igen med en negativ test 2 uger efter oplægningen. At give op var dog ikke en option for os, så vi begyndte allerede at tænke på og planlægge næste omgang?
 
Mange har undervejs spurgt os, hvorfor vi blev ved. Også fordi de jo kunne se, hvor hårdt det hele har været. Ikke kun med de fysiske bivirkninger af hormoner, men mindst lige så meget de psykiske omkostninger, det har kostet. Til det har vi kun kunnet svare, at så længe alternativet: At opgive drømmen om at blive forældre var værre, så fortsatte vi.
Som sådan var det jo ikke selve hormonbehandlingerne og de bivirkninger, denne gav, der var det værste. Det værste var uvisheden. Uvisheden om, at vi jo ikke viste, om det nogensinde ville lykkes? Derfor var det også mange gange utroligt hårdt, når folk blev ved med at sige til os, at det jo nok skulle lykkedes. For hvor vidste de det fra? Vi vidste det jo ikke engang selv?
Det var dybt frustrerende. Jeg er ret sikker på, at hvis man ?bare? vidste, at om så og så mange behandlinger vil det lykkes – ja, så ville det være betydeligt lettere at blive ved.

Som sagt var det at give op ikke en option for os, så jeg kontaktede en ny klinik i Tjekkiet ? denne gang i Prag. Vi valgte at skifte klinik ? ikke pga. dårlig behandling, for de havde været meget professionelle på den første klinik, vi benyttede, og det var bestemt ikke deres skyld, at det ikke var lykkedes ? men fordi, de havde bedre garantier mht. antal æg og ?garantiforsøg?. Når man er i behandling i udlandet, er man nødt til også at tænke på økonomien. Desværre! Men vi havde ikke uendelige ressourcer, og nu havde vi allerede på de 2 første forsøg i Tjekkiet brugt ca. 100.000,- – så derfor undersøgte vi også, hvor vi fik mest muligt for pengene. Dertil kom, at det var meget lettere at komme til Prag end til Brno, hvor den klinik, vi først benyttede, lå. Som sidst var selve det at arrangere behandlingen ikke noget problem ? der er ingen ventetid på ægdonorer i Tjekkiet, og alt var så småt ved at falde på plads, da jeg en dag lige før sommerferien i 2012 blev ringet op af vores danske klinik.
 
De havde startet et samarbejde med en klinik i den anden ende af landet, og her var der utroligt nok ikke særlig lang venteliste på ægdonorer. Det skyldtes, at man havde haft et indslag i regionalt tv om problemet med de lange ventelister på ægdonorer, og efter dette var der kommet en række henvendelser fra potentielle donorer. Hvilket blot bekræfter, at fokus på manglen på ægdonorer og de lange ventelister i medierne kan være med til at gøre en forskel.
Vi blev tilbudt at modtage æg på denne klinik efter sommerferien, hvis vi altså var villige til selv at betale transporten til den anden ende af landet. Og ja ? selvfølgelig var vi det. Så vi lavede planerne om, skrev til klinikken i Prag, som ønskede os alt mulig held og lykke og ventede så på, at sommerferien skulle blive overstået, så vi kunne komme i gang. I august måned skulle vi så modtage æg, og jeg var igen blevet klargjort med hormoner. På dagen for ægudtagningen var vi på klinikken til scanning og aflevering af sædprøve. Da det var en offentlig klinik, vidste vi, at vi skulle ?dele? æggene fra donor med et andet par, og vi var ret spændte på, hvor mange æg vi mon fik tildelt. Da vi fik at vide, at donor kun havde fået taget 3 æg ud, må jeg indrømme, at vi begge følte en enorm skuffelse. 3 æg er ikke meget? Men vi fik så besked om, at når der kun var 3 æg, fik vi dem alle sammen. Det blev vi selvfølgelig glade for, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det andet par, som så måtte have deres forsøg aflyst.

Planen var dyrkning af æggene i 2 dage og herefter oplægning, men vi aftalte med klinikken, at vi allerede dagen efter ville blive ringet op og få en status. Vi ventede spændt næste formiddag. Endelig kom opringningen. Klinikken beklagede meget, men det var desværre ikke lykkedes at befrugte nogen af æggene, og oplægningen var derfor aflyst. Det var en hård besked at få. I forvejen havde vi jo prøvet lidt for mange aflyste ægoplægninger under IVF-behandlingerne, så nu hvor vi brugte ægdonation, havde vi ikke troet, at det skulle ske igen.
Klinikken lovede dog, at de ret hurtigt kunne finde en ny donor, så vi væbnede os med tålmodighed (igen) ? ventetid er noget, Fanden har skabt ? men vi var jo efterhånden vant til det.

I oktober var der en ny donor klar, og vi tog igen turen til klinikken. På dagen for donors ægudtagning oplevede vi lidt af et Deja vu. Vi fik nemlig at vide, at vi havde fået tildelt 3 æg fra donor. Jeg nåede lige at tænke: ?Åh nej ? det er jo lige som sidst, og vi ender med at blive aflyst.? Men denne donor havde så fået taget 5 æg ud, og et andet par havde fået de sidste 2 æg. Dagen efter fik vi en status: Alle 3 æg var blevet flot befrugtede og havde delt sig flot til 2 celler. Efter 2 dage var alle 3 æg fortsat flotte, og vi fik lagt 2 af dem op, og det sidste var endda velegnet til frys og blev frosset ned. Nu startede så de lange 2 uger, inden vi skulle have taget graviditetstest. Vi håbede, at det nu var vores tur ? men nej! Testen var desværre igen negativ. Vi trøstede os dog ved, at vi havde det ene æg på frys og håbede, at det var ?Guldægget?.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.