Rådne kælling #2

Jeg er stadig en rådden kælling!
Fyrsten har lavet mig et spisebord i jern. 
Sådan et, der nærmest er et skelet, hvor pladen kan tages op,
så kan skifte mellem forskellige voksduge.
Eller hvor man med tiden kan lægge nogle lækre planker på.
Det er tre år siden, han lavede det til mig 
– fordi jeg bad ham om det!
Fordi jeg sagde: “Sådan et spisebord vil jeg gerne ha’!”
Så det fik jeg!
Og nu vil jeg så gerne ha’ et andet spisebord.
Et langt ét i træ, gerne hvidt.
Fyrsten siger nej!
“Nu stopper du, din rådne kælling!”
Han kalder mig i virkeligheden ikke en rådden kælling,
det er mine ord.
For det er sgu da sådan lidt råddent.
Og jeg har prøvet at forklare ham,
at det intet har med ham eller bordet at gøre.
At det er en kvindeting, en Elisabeth-ting.
En trang til at skifte ud og forny sig.
Fyrsten køber den ikke.
Så jeg har accepteret,
at der ikke er mere at gøre.
I stedet har jeg købt en ny dug til bordet.
En lyserøde dug.
Med hvide prikker.
Meget maskulint og Fyrste-venligt!

0 kommentarer til “Rådne kælling #2”

  1. Haha, neeej neej. Det hedder vegelsindet. Og indretningsnørd. Og bolig-interesseret. Og kreativ. Og innovativ. Og idefuld. Ikke rådden kælling. Bare rolig (;
    (Jeg kender det alt for godt, ens hjem er ens evigheds projekt, og ikke alt består – udskiftning er ind i mellem berettiget, og når man liiige får et billede inde i hovedet, af et smukt, nyt bord, der liiiige ville passe til sådan og sådan, så kan man ikke lade tanken ligge)

    – Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.