Savn

Ane og jeg tog en formiddagslur på sofaen forleden dag.
Og jeg havde en drøm, som har besøgt mig mange gange tidligere.
Den handler om min mormor.
Men ikke den glade og spillevende desværre.
I drømmene er hun syg, døende.
Men hun er ikke død.
Jeg får lov lige at se hende igen – afkræftet og grå.
Øv!!! 
Jeg ville ønske, at jeg kunne drømme om hende,
som hun var, når hun var bedst.
Med smil og latter og kærlighed i overflod.
Men den drøm har jeg endnu tilgode.
Sådan en drøm som den forleden farver hele min dag.
Jeg bliver trist, modløs og får en knude i maven.
Og når jeg skal fortælle Fyrsten om drømmen, 
begynder jeg at græde.
Når jeg skal skrive dette indlæg, græder jeg.
I flere dage efter har jeg svært ved at mindes hende med smil,
jeg husker kun sygdommen og døden.
Jeg besøgte hendes grav juleaften
– for første gang, 3 år efter hendes død.
Jeg havde en forventning om,
at det ville gøre en forskel.
At der ville gå hul på bylden, at noget ville forløse sig.
At jeg på en eller måde kunne give slip.
Men det skete ikke.
Det var bare tomt og trist.
Jeg savner hende helt ubeskriveligt meget!

Discountdullen:)

Kender I hende??
Hun huserer nogle gange inde på det der Instagram.
Ja, det er altså mig:)
Mens vi var i behandling, gik jeg meget lidt op i mit udseende.
Jeg var egentlig ikke så bevidst om det,
men som med så meget andet kan jeg godt se det nu.
Det betød jo bare ikke rigtig noget, hvordan jeg så ud.
Efter den positive graviditetstest skete der dog noget!
Og ja, det hænger selvfølgelig sammen med,
at jeg var gladere,
men også at lysten og overskuddet til at gøre lidt ud af mig selv
blev større. 
Jeg har dog aldrig været den store shopper,
for jeg er faktisk lidt nærig,
når det kommer til tøj.
Og når finanserne i forvejen er små,
jo så bliver nærigheden bare endnu større:)
Jeg er derfor blevet en discountdulle!
Jeg holder bytte-tøj-dag med mine veninder,
og jeg sørger for, at de ved,
at jeg gladeligt aftager aflagt tøj.
Derudover findes der virkelig meget fint tøj
i genbrugsbutikker, på loppemarkeder 
og på diverse salgsprofiler på IG og facebook.
Og for at pifte det lidt op,
så køber jeg ind imellem fine og farverige øreringe hos Rikke.
De koster ikke det store,
men giver lige én lidt ekstra farve på:)
Sweater fra loppemarked, tørklæde fra bytte-tøj-dag, 40 kr.

Bluse fra genbrugsen, nederdel købt over IG, tørklædet fik jeg i bytte for en dåse over IG – 30 kr.

Tørklæde fra bytte-tøj-dag, arvet t-shirt, nederdel købt over IG, cardigan fra genbrugsen – 30 kr.

Og lidt bling fra StarDots til at pifte det hele op:)
Der er faktisk gået lidt sport i at klæde mig så billigt som muligt
– det er sgu da meget fedt:)
Ane er også blevet en discountdulle:)
Jeg tror, hun har ejet fem nye sæt tøj
– alle i form af gaver!
For helt ærligt, hun kan passe en størrelse i max to måneder.
Og hun brokker sig ikke;)
Dette indlæg er lavet 
i samarbejde med StarDots.dk

Status pt

Er det virkelig kun onsdag??
Jeg føler, at det har været en ret lang uge….
Søndag aften måtte jeg en tur til lægevagten med Ane.
Hun havde ikke tisset i et døgn, og selvom hun var både glad og frisk,
var jeg alligevel bekymret.
Vi tog hjemmefra kl 21.45 og var hjemme igen 3.30
– det var en meget lang nat!!!
Ane klarede det SÅ godt:)
Selvom hun træt, formåede hun at charme lægen godt og grundigt.
Vi tog hjem med et direkte nummer til børneafdelingen
og besked om at komme igen, hvis der gik endnu et døgn uden tis
– det gjorde der heldigvis ikke!
Mandag fyldte Fyrsten 40 år:)
Så da Ane alligevel ikke kunne sove efter vores natterend,
stod vi op og lavede boller og blødkogte æg.
Resten af dagen forsøgte vi at sove – dog uden meget held.
Tirsdag og onsdag har vi også forsøgt at sove 
– det lader nemlig til, at sovehjertet er stukket af igen!
Og jeg synes altså, at det er benhårdt
at være oppe ti gange i løbet af natten!
Men men men – der er også gode nyheder:)
Jeg har nemlig fået kontakt til en virkelig sød dagplejemor,
som muligvis har en plads til Ane til maj.
Jeg håber, håber, håber!!!!
Vi skal dog lige finde ud af, hvordan vi kringler den,
for hun har en fast lukkedag om måneden.
Når vi har fundet en løsning på dét, 
skal vi ud og hilse på:)
Og hey – solen skinnede i mandags,
så når nu jeg ikke ku’ sove,
ku’ jeg lige så godt pudse stuevinduerne.
Og vi har for første gang afprøvet Nemlig.com,
hvilket resulterede i gratis chokolade
– det er sgu da også gode nyheder!
Se lige min lækre tøs:)
God onsdag derude:)

Den fede dame synger…..

Mel: I en kælder sort som kul
Jeg vil gerne kaldes mor
Kan det la’ sig gøre?
“Vent du et par år endnu,
til dit barn bli’r større.”
Prøved’ med dispensation,
det var ingen sensation.
Så de fik en klage
lige fluks tilbage.
Ankestyrelsen si’r “Nej!
Det kan du godt glemme!”
Jamen, hør nu blot på mig,
her har Ane hjemme.
“Det er meget muligt, men
lad nu vær, at søg’ igen.
Vi kan intet gøre,
kan du jo nok høre!”
Det er svært at rime på
Beskæftigelsesministerium.
De blev også prøvet af
midt i mit delirium.
Kan I mon lidt barsel gi’?
“Nej, må vi nu være fri!
Udbetaling DK
er den vej, du må gå.”
Nummeret bli’r tastet ind
mor til dem nu ringer.
Håber at den næste snak
mere lykke bringer.
Men der blev hun snydt igen,
ingen steder at gå hen.
Ingen hjælp at hente,
vi må bare vente..

Ammestuehistorier

“Man kan da ikke amme, når man ikke har født!! …. Ka’ man?!?”
Joh, det kan man faktisk godt, det kræver bare lidt ekstra.

Jeg har skrevet lidt om det tidligere,
men da jeg stadig møder interesse for emnet,
får I den lige igen:)

Allerede 6 måneder før termin gik jeg i gang med at undersøge,
om jeg ville være i stand til at amme Ane.
Jeg havde hørt om det, at man godt kunne amme uden at have født,
men jeg havde en mistanke om,
at det bare var ammestuehistorier.
Og selv vores jordemoder var af samme overbevisning.
Alligevel nævnte jeg det for vores sundhedsplejerske,
som satte mig i forbindelse med Susanne fra ammeklinikken i Hvidovre.
Susanne satte alle sejl til
– skrev til Gud og hver mand og nærlæste diverse bøger og faglige artikler,
hvilket til sidst gav pote.
Hun fandt simpelthen opskriften på mælk:)
Næste skridt blev at overtale min læge til at ordinere mig noget kvalmelindrende
medicin, som skulle ha’ den bivirkning,
at mælkekirtlerne ville forstørres.
Det viste sig heldigvis ikke at være svært.
Hvad der derimod skulle vise sig vanskeligt var,
at få Ane til at sutte.
Det i sig selv kan være svært med en præmatur.
Og det hjalp nok ikke synderligt,
at de babser, der blev stillet til den unge dames rådighed,
kun indeholdt 1 ml. mælk.
What to do!!!!
Jeg pumpede som en gal!
Brystpumpen fra Medela blev min nye bedste ven,
og i løbet af de første fire dage malkede jeg ud ved hver given lejlighed.
Med det resultat at beholdningen steg til 2 ml.
Ikke vældigt imponerende min indsats taget i betragtning.
Da vi på 5. dagen blev overflyttet til Hvidovres neonatal-afdeling,
blev jeg introduceret for hjælpebrystet,
og så tog det ellers fart!

Ane fandt ud af, at der babser slet ikke var så kedelige endda,
og pludselig ville hun også godt tage imod dem uden hjælpebryst!

– Jeg er stor fan af hjælpebrystet! Så kender du nogen,
som skide gerne vil amme, men har svært ved at få gang i mælkeproduktionen,
så peg dem den vej – det virker!!!

Jeg brugte hjælpebrystet i ca 14 dage,
og i den periode steg min mælkeproduktion med 1-2 ml i døgnet.
Samtidig malkede jeg ud hver 3. time.
Dette fortsatte jeg med, indtil Ane var omkring tre måneder
og begyndte at sove igennem.
Herefter blev det morgen og aften,
og det har jeg fortsat med helt frem til i forrig uge.

Jeg har brugt Medelas Symphony 
som er en elektrisk pumpe.
De første måneder lejede jeg den gennem  Minifrost i Hvidovre,
herefter var jeg så heldig, at Medela tilbød at stille en til rådighed.
Jeg ved, at pumperne kan lejes mange steder.

Jeg var fobi Medela i går for at aflevere pumpen tilbage.
Jeg tror, at jeg stoler på brysterne nu.
De har vist sig at kunne meget mere,
end jeg havde turde håbet på,
så selvfølgelig kan de også klare sig uden en pumpe!

Dette indlæg er sponsoreret af Medela.
Brysterne er helt mine egne;)

Den største gave – del 3


 Værsgo’:)
Her er den sidste del af Lones fortælling!
(Find del 1 her og del 2 her)
Del 3:
Lige før sommerferien havde folketinget vedtaget en lovændring, som trådte i kraft d. 1. okt. 2012. Loven medførte, at det ikke længere kun var muligt at modtage æg fra anonyme donorer, men det var også blevet muligt med åben donation, kendt donation og krydsdonation. Vi havde flere gange snakket om, at vi egentligt var lidt kede af, at vores kommende børn ikke ville få muligheden for at finde frem til deres genetiske ophav, ifald de skulle ønske det på et tidspunkt, men da vi kun havde haft muligheden for anonyme donorer, både herhjemme og i udlandet, var det ikke noget, vi havde indflydelse på.

En dag havde jeg inviteret en tidligere kollega til kaffe, og snakken faldt på vores barnløshed. Jeg fortalte om vores forløb og generelt om manglen på ægdonorer, og hun nævnte, at hun faktisk flere gange havde overvejet at donere æg. Det kunne jeg jo kun opfordre hende til at undersøge nærmere, da der var mange, der havde brug for hjælp.
En lille uges tid senere ringede hun til mig og sagde, at hun havde drøftet det grundigt med hendes mand ? og hvis vi var interesserede, ville hun gerne donere æg til os. Jeg blev dybt rørt. Det havde jeg slet ikke tænkt på, da vi snakkede om ægdonation ugen forinden. Min kæreste og jeg snakkede meget om dette tilbud, og jeg var også på besøg hjemme hos dem og snakkede med både hende og hendes mand om det. Vi takkede ja til tilbuddet, fordi det bare føltes så rigtigt. Det var meget vigtigt for os, at de begge var meget afklarede med det, og hvad det indebar. Vores donor kendte til behandlingen og vidste, hvad hun gik ind til i form af hormonbehandling og ægudtagning. Og hendes holdning var, at hun jo kun donerede nogle få celler væk, som alligevel ville være gået til spilde. Hun følte på INGEN måde, at hun gav ?sine børn? væk (som jeg af og til har hørt som argument for ikke at ville donere fra andre kvinder), for hendes børn var jo de børn, hun havde sammen med sin mand. Hun ville dog gerne vide, hvem der fik hendes æg ? bl.a. fordi hun ikke kunne lide tanken om, at hendes egne børn måske engang i fremtiden kunne risikere at møde og danne par med nogen, som genetisk ville være deres halvsøskende. Og selvom den risiko er ganske minimal, kan den jo ikke udelukkes helt ved en anonym donation.       
Både vi og vores donor var helt enige om, at der skulle være åbenhed om donationen ? både mellem os, men også at vi ville fortælle det til vores forhåbentligt kommende børn.

Nu havde vi jo et enkelt æg på frys, og vi aftalte derfor, at vi i første omgang ville forsøge med dette æg ? og hvis det så ikke lykkedes at blive gravide, ville vores potentielle donor kontakte klinikken på OUH for at blive godkendt som donor. Vores æg overlevede optøningen, men delte sig desværre ikke videre, og ægoplægningen blev derfor aflyst. Denne gang var det dog ikke så hård en besked at få at vide, for vi havde jo en plan B klar med vores skønne donor.

Som aftalt kontaktede hun OUH, kom til samtale og blev godkendt som donor til os. Der var således tale om en åben, kendt og dedikeret (da hun kun ville donere til os) donation.
I januar 2013 startede vi synkroniseringen af vores cykli, og d. 16. januar startede vores donor så på hormonstimuleringen. Hun reagerede rigtigt flot på hormonerne, og d. 30. januar 2013 skulle æggene tages ud. Jeg var med til udtagningen, og jeg vil ALDRIG glemme den dag. Jeg sad og holdt vores donor i hånden, mens hun fik taget 11 flotte æg ud. Så fantastisk! Jeg må erkende, at jeg flere gange undervejs kneb en tåre ? det var så flot og uselvisk af hende at hjælpe os. At give os den største gave: Chancen for at få vores største ønske opfyldt ? at blive en familie.

2 dage efter fik jeg lagt 2 flotte 4-cellede embryoner (dvs. befrugtede æg) op, og vi var endda så heldige, at der var 2 lige så flotte embryoner til frys. De næste 2 ugers ventetid var MEGET lange, men vi havde denne gang sat alle sejl til, og jeg havde derfor bl.a. også fået lavet såkaldt priming på privatklinik, og fået akupunktur flere gange før ægoplægningen og bagefter.
Om det var det ene eller andet, der var skyld i det, ved jeg ikke, men vi var begge så optimistiske og sikre på, at det nu var vores tur ? OG da vi hjemmetestede aftenen før den aftalte blodprøve, så vi for første gang de 2 magiske streger på testen. Det var på sin vis uvirkeligt. Efter 5 år og 14 behandlinger i ind- og udland. Min kæreste kunne ikke lade være med at grine, da jeg for 5. gang lige skulle ud og se på den test igen. Men den var god nok ? 2 tydelige streger. Jeg sendte en MMS til vores donor, og hun blev bare så glad på vores vegne.
Dagen efter fik vi svar på blodprøven: HCG på 860. Flot højt ? så højt, at sygeplejersken i telefonen nævnte muligheden for tvillinger?
Nu startede en ny ventetid. Nemlig ventetiden på den første scanning. For at se efter hjerteblink ? altså om vi nu også var ?rigtigt? gravide. Langt om længe oprandt dagen ? jeg havde ikke rigtigt nogen symptomer på graviditet, så vi var meget nervøse for, om det skulle være gået til grunde igen. Lægen scannede og spurgte os, om vi kunne se det samme, som han så ? og min kæreste, som ellers ikke er vant til at se på ultralydsscanninger, svarede: ?Det ser ud til, at der er 2!?. Og ja ? 2 stk. flotte små hjerter blinkede til os. Jeg græd af glæde og fik knus af både læger og sygeplejersker på klinikken. Tænk sig ? tvillinger ? dobbelt lykke.

Jeg havde heldigvis en nem og ukompliceret graviditet, selvom det også var en graviditet, der var fyldt med nervøsitet og angst for at miste. Men det tror jeg er meget naturligt, når man har kæmpet så længe, som vi har. D. 7. oktober 2013 kom vores drenge til verden ved planlagt kejsersnit, og det var den mest fantastiske følelse at få dem i armene.  Endelig var vi en familie.
Og det hele gav pludseligt mening. Hvorfor vi skulle kæmpe så længe ? det var jo dem, vi ventede på.
Det er surrealistisk at tænke på, at var det lykkedes at blive gravide i en af de tidligere behandlinger, ville det ikke have været disse 2 drenge, vi havde fået. De er jo helt perfekte ? Verdens dejligste drenge. At blive MOR er det største, der er sket for mig, og jeg kan kun håbe, at alle jer, der kæmper med ufrivilligt barnløshed, får lov til at opleve denne lykke.
Og vores fantastiske donor, som gav os denne lykke, vil altid have en helt speciel plads i vores hjerter. 

Tak fordi du ville dele din historie, Lone