Når fem høns bliver til én fjer!

Mødet på Statsforvaltningen var i dag.

Jeg lå vågen det meste af natten og forestillede mig diverse skrækscenarier. Jeg var SÅ klar til kamp! For selvfølgelig ville de der statsforvaltningsfolk være nogle frygtindgydende sataner uden forståelse og følelse. Selvfølgelig ville jeg skulle forklare og retfærdiggøre en masse. 
Hmm, sådan blev det ikke lige….
7 minutter tog mødet. Vi blev spurgt, hvordan det nu var, at det hele hang sammen? Og han kunne jo se, at min søster havde skrevet under på, at Fyrsten og jeg skulle ha’ forældremyndigheden fælles, så mere var der egentlig ikke at snakke om. Han ville lige udfylde nogle papirer, og så var det dét. 
Ingen blodsudgydelser eller demonstrativ amning, bare et par sætninger og et håndtryk!  
Så nu venter vi bare på et brev om, at vi har fælles forældremyndighed:)

Lækkerhedslørdag:)

I lørdags blev mor luftet – med manér!
Camilla og Vibeke havde endnu en gang indkaldt
en flok instagram-piger til klippe-klistre-hygge.
Der var bagt lækre kager, Svend Michelsen havde sørget for påskeæg og flødeboller,
og Butik Flittig havde sørget for,
at vi havde en masse lækkert papir at lege med.
Og i stedet for kaffe havde Camilla og Vibeke valgt at servere Asti
– hip hurra for det:)

Ærligt – så fik jeg ikke foldet, klippet eller klistret særlig meget….
Jeg fik sludret og grint hele nede fra maven:)
Der sker altså et eller andet helt skørt, når man placerer 12 tøser
om et bord fyldt med kager og så lige smider lidt alkohol oveni:)

Camilla og Vibeke havde arrangeret en lille pakkeleg,
hvor jeg var så heldig at vinde den fineste lysestage og bakke fra Nur-design.

Derudover blev vi begavet med en lille skål fra Søstrene Grene,
øreringe fra Oh Deer, skøn magnet-pistol fra @cirkusshop,
magasin fra Flow Magazine og den fineste notesbog fra Camilla selv.

Jeg var den første, der forlod selskabet.
Og bestemt ikke fordi jeg ikke nød det i fulde drag,
men fordi jeg jo bare er skide dårlig til at være væk fra Ane.
Både Fyrsten og Ane var også meget glade for at se mig:)

Spænding, forventning og en teskefuld frygt

Vi skal til møde i Statsforvaltningen i næste uge.
I halvanden time.
Med en jurist.
Jeg blev for noget tid siden gjort opmærksom på,
at jeg kan få del i forældremyndigheden over Ane.
Jeg kan ikke blive forælder,
men Fyrsten og jeg kan dele forældremyndigheden.
Jeg tror egentlig ikke at det i praksis ændrer ved noget,
men jeg tager, hvad jeg kan få!
Jo flere papirer vi har, der siger, at Ane er min,
jo bedre!
Så nu er vi kaldt til møde.
Og jeg er spændt!
Jeg glæder mig til at høre, hvad de har at sige,
men mest af alt glæder jeg mig til det,
vi selv har at sige og ikke mindst vise.
Jeg glæder mig til at de fagfolk, som har haft fingrene i vores sag,
kan få lov at se os
– se at vi bare er en helt almindelig familie.
Vi har hverken firkantede hoveder eller grønne tænder,
vi er ret meget ligesom andre familier.
Jeg glæder mig til at sidde foran dem med min lille, smukke datter,
som helt tydeligt trives
– det er i hvert fald hvad hendes kroniske smil siger mig.
Jeg glæder mig til at hive patværket frem lige dér midt i mødet
for at amme min datter.
Jeg glæder mig til at vise, at jeg,
på trods af at jeg hele vejen igennem er blevet modarbejdet af systemet,
er mor.
 
Og alligevel er der stadig en lille snert af frygt.
Den der frygt, der har været siden den positive graviditetstest.
Den lille stemme, der siger:
“Samfundet mener ikke, at du er mor, så nu tager de dit barn!”
Det er en minimal og irrationel frygt, men den er der
– og den er forfærdelig.
Ganske og aldeles forfærdelig!
Så i de her dage trækker jeg vejret lidt dybere
og satser på at tiden går hurtigt,
så vi snart er ude på den anden side
– med mig som forældremyndighedsindehaver!
 

Personlig >< privat blogger

Jeg ved egentlig ikke, hvornår det skete,
at jeg røg over i kategorien ‘personlig blog’.
Jeg kan huske, at da jeg startede med at blogge,
sagde Fyrsten, at nu skulle den forhåbentlig ikke handle om vores infertilitet.
Det var ikke min plan, at den skulle det.
Alligevel kom det lige så stille snigende.
Og det hjalp mig!
Det blev mit eget lille terapi-rum, hvor jeg kunne dele
alle mine tanker og frustrationer.
Samtidig opdagede jeg hurtigt, at andre også kunne bruge disse tanker.
Jeg begyndte at få mails fra kvinder i samme situation,
som havde fundet glæde i mine indlæg
– som havde sat pris på at opdage, at andre gik med samme følelser.
Og det gjorde mig glad og stolt
og lysten til at dele og være ærlig blev større.
Og så kom Ane:)
Alt andet end at dele dét, havde været mærkeligt!
Og ingen havde vel løftet et øjenbryn,
hvis Ane var kommet til ved en af vores behandlinger eller ved adoption.
Men det gjorde hun jo ikke.
Og selvom det for os bare er vores liv,
så er det stort og sensationelt for andre.
Derfor er det noget, jeg konstant overvejer
– om det er okay at blogge om.
For hvor går grænsen mellem at være personlig og privat?
Hvornår deler man for meget?
Jeg synes, det er en svær balancegang.
Og selvom jeg i tankerne forsøger at trække en tydelig streg,
er jeg bange for, at mine følelser til tider visker den så meget ud,
at jeg ikke længere selv kan se den.
For når jeg deler min vej til moderskab,
deler jeg ikke kun min historie,
men også Fyrstens, min søsters og i særdeleshed Anes.
Egentlig tænker jeg, at det er noget alle bloggere bør overveje.
For jeg er jo langt fra den eneste, der blogger om mit barn.
Men pudsigt nok tror jeg, at min overvejelser om det
hovedsageligt er affødt af andres reaktion.
For mig er det dét, at jeg er blevet mor, der er kæmpestort
– for andre er det måden hvorpå, jeg er blevet det. 
Så når jeg alligevel selv blogger om måden, jeg er blevet mor på,
er det fordi, det er min virkelighed.
Og praktisk fylder det stadig i min hverdag,
fordi der er en masse juridiske ting, der endnu ikke er på plads.
Men udover det er jeg jo bare mor ligesom alle mulige andre.
Nogle gange overvejer jeg bare at starte forfra.
Bare være Fyrsten, Fruen og Ane uden alle mellemregningerne.
Men min historie vil jo altid være min historie. 
Åh, det ville være skønt at være en af dem,
der finder glæde i at poste en masse billeder af børnetøj, interiør eller kosmetik
– det må være noget mindre sårbart!

Fotografi i børnehøjde

I går havde vi besøg af den dygtige Frederikke,
som skulle forevige vores lille firkløver:)
Jeg kommer ikke fra en familie,
der har gjort det særlig meget i fotografer.
Der findes ingen professionelle billeder fra min konfirmation,
fra jeg blev student, eller fra vores bryllup.
Noget jeg den dag i dag godt kan ærgre mig lidt over.
For der er noget særligt over et godt fotografi!
Jeg ville ikke ende med den samme ærgrelse om 10 år,
over ikke at have nogle fine babybilleder af Ane,
og et billede hvor vi alle fire er samlet,
derfor tog jeg fat i Frederikke.
Frederikke tager billeder i folks hjem.
Der hvor børnene er trygge og mest afslappede.
Hun propper dem ikke ned i en kuffert med, 
hvad der mest af alt ligner et strømpebånd, på hovedet.
Hun fanger dem i hverdagsøjeblikke
i færd med de ting, de plejer at lave.
Som når Ane spiller trommer med sin far
eller piller sin storebror i hovedet.
Og ikke når hun slænger sig på et lammeskind,
for det er vel de færreste børn, der gør det:)
Ane var så dygtig:)
Hun syntes, at det var spændende med besøg
– især af en, der legede ‘Kuk kuk’ med sit kamera i en hel time.
Men okay – hun er muligvis også vant til,
at der bliver taget en del billeder af hende til daglig;)
Så nu venter vi spændt på at se,
hvad Frederikke får tryllet frem
– jeg glæder mig:)

Hvis du ikke kender Frederikke, kan du finde hendes hjemmeside her
eller finde hende på Instagram som @frederikkebrostrup.

Det her billede har jeg selv taget – se hende lige, hva’ 🙂

Ane taler lidt om babser….

Jeg har opsnappet, at ham der Alfred får taletid på sin mors blog.
Det vil jeg også!!!
Så i morges brugte jeg en time på at hive i mors læbe og pille i hendes næse,
indtil hun overgav sig.
Hun er så nem, når hun er træt:)
Og så tænker I sikkert, om jeg har noget at bidrage med?
Det tror jeg vist nok!
Jeg er muligvis ikke særlig stor,
ikke desto mindre er jeg den, der fylder allermest herhjemme.
Det er sgu da ret godt gået!
Det er mig, der bestemmer, hvornår mine forældre
sover, spiser, tisser og sidder ned
– en rolle, jeg er svært tilfreds med:)
Jeg er stadig meget glad for babser!
Især efter jeg har fundet ud af,
at man både kan spise af dem OG lege med dem.
Det er virkelig sjovt at suge sig rigtig godt fast,
tygge godt i med gummerne og så se, hvor lange man kan trække dem.
Og når man slipper, så hopper de tilbage ligesom en elastik,
og mor laver nogle sjove ansigter.
Den leg leger vi MANGE gange om dagen:)
Far siger, det er godt, at mor ikke har længere babser,
for så havde hun rendt rundt med to blå øjne.
Det er lidt skørt – for mors øjne er jo grønne ligesom mine.
For nogle uger siden prøvede min mor og far 
at parkere mig hos min onkel Tim,
mens de skulle drikke en øl med min moster.
De ku’ de godt glemme,
for jeg så med det samme, at onkel Tim ikke har nogle babser!
Og så skreg jeg, alt hvad jeg kunne,
indtil mor kom tilbage med babserne.
Min farmor har til gengæld dejlige babser.
De er store og bløde,
og jeg vil rigtig gerne pille ved dem.
Det synes farmor ikke, at jeg skal,
så hun sender mig over til mor.
Og så hiver hun kameraet frem og tager mange billeder af mig.
Og hun kigger på mig og siger ‘Ih’ og ‘åh’
og får tårer i øjnene
– måske hun synes, at jeg lugter?!
Det var alt for nu!
Al den snak om babser har gjort mig sulten,
så jeg hopper tilbage i mælkebaren,
som heldigvis har døgnåbent!

Der findes ingen dumme spørgsmål!

… det er meget muligt,
men der findes de mindre gennemtænkte af slagsen;)
Man møder mange forskellige spørgsmål,
når man vælger at stifte familie på den måde, vi har gjort
– og særligt når man også vælger at være så åben omkring det.
Og det er okay!
Jeg forstår godt, at folk er nysgerrige.
Min søster er nok den af os, 
der har været mest offer for nysgerrige spørgsmål.
Og jeg siger “nysgerrige”, fordi de som oftest er kommet fra folk,
som hun på ingen måde er tæt på,
og som derfor ikke har spurgt ind af hensyn til hende,
men fordi de åbenbart mente,
at hendes følelsesliv måtte være i offentlighedens interesse,
når nu hun valgte at føde sin søsters barn.
Heldigvis er hun jo bare så pisse sej, så hun har taget det i stiv arm.
Af en tilfældig fodbold-mor er hun eksempelvis blevet spurgt,
hvordan hun dog kunne give sit barn fra sig?
Min søsters svar på det har været:
“Det er jo ikke mit barn!”
For folk, der ikke kender min søster, ved jo ikke,
at hun har forberedt sig på øjeblikket,
siden Fyrsten og jeg fandt ud af,
at vi ville få vanskeligt ved at blive forældre.
Det er ikke en pludselig idé, men en velovervejet beslutning,
som hun har truffet efter flere års overvejelse.
For min søster har det ikke været meget anderledes,
end hvis hun havde doneret et æg,
noget som folk har haft svært ved at forstå.
Et af de mere hyppige spørgsmål har været,
åh nej, hvad nu når det er en pige??
Underforstået at det burde gøre en forskel for min søster,
som selv har tre drenge.
Og igen har min søster svaret:
“Jamen, det er jo ikke mit barn!”
Et faktum der sjovt nok ikke er betinget af kønnet:)
Et spørgsmål, jeg selv ofte møder, er,
om jeg har tænkt mig at fortælle Ane, at jeg ikke er hendes rigtige mor.
Til det kan jeg kun sige “Nej!”.
Jeg fortæller Ane, at det er hendes moster,
der har født hende.
At hun ikke kunne ligge inde i mors mave
og har derfor har ligget i mosters.
Jeg fortæller hende ikke, at moster faktisk er hendes mor,
for sådan tænker hverken jeg eller min søster.
Og hvis Ane selv, når hun bliver ældre,
vil formulere det sådan,
at hendes moster er hendes ‘rigtige’ mor,
så er det hendes valg, 
men jeg kommer ikke til at lægge de ord i hendes mund.
Og så er der det obligatoriske “Det må da også være rart,
at det er din søster, så der er nogle gener tilfælles?”
Helt ærligt?? Jeg er fløjtende ligeglad!
Vi kunne ha’ taget et æg fra en japaner,
insemineret det med sæd fra en tyrker og sat det op i en græker.
Det er egentlig fint nok, hvis det med generne er vigtigt for andre,
men der er ingen grund til at formode,
at det er det for mig.
Slet ikke når man ved, at vi har været i gang med sæddonation
og adoption.
Det mindst gennemtænkte, 
men absolut sjoveste spørgsmål,
jeg har fået, er dog kommet fra min søster selv:
“Hvordan var det at have sex, efter du havde født??”
Det siger lidt om, hvor afslappet hun har taget det hele:):)

Herre i eget hus

Forleden smed jeg et billede op på Instagram
af vores hjem – det sker ret ofte:)
Og jeg fik en kommentar af en følger,
at Fyrsten måtte være voldsomt meget mand
for at kunne bo her.
Jeg tog det overhovedet ikke negativt,
for jeg kan sagtens se, hvad hun mener.
Og ja, han er ret meget mand,
men ikke SÅ meget mand:)
Jeg er da helt med på, at skulle Fyrsten selv indrette vores hjem,
så havde det bestemt ikke set sådan her ud!
Han er ret så praktisk anlagt,
og der er absolut intet ved vores hjem, der er særlig praktisk.
Sagen er bare, at jeg elsker at nusse, pusse og indrette.
Jeg ELSKER det!
Det kan gøre mig glad helt ud i lilletåen, 
når jeg har fået noget nyt dims.
Jeg kan bruge flere timer på at finde ud af, hvor det skal stå.
Og når det så er på plads, kalder jeg på Fyrsten
og præsenterer stolt mit nye dims:)
Og Fyrsten er så voldsomt meget mand,
at han ser glæden i mine øjne,
 klapper mig på hovedet, siger:
“Det er flot, skat!”,
hvorefter han går tilbage til sit værksted,
hvor han knapper en dåseøl op og borer i et eller andet,
mens Miss May kigger ham over skulderen.
Derfor kan Fyrsten bo her
uden at blive kvalt i pasteller og blomstrede tæpper
– fordi han elsker mig!
Og fordi han har Miss May at ty til, når han får behov for det:)

Kaffe på verandaen:)

Jeg blogger lige fra min veranda:) Med en kop varm kaffe og et blødt tæppe! Det er næsten ligesom i eventyrene – eller noget…. 

Det bliver da så fedt, når Ane en dag kan få glæde af sit legehus, men indtil da er det altså mors! 
Vi har købt et brugt legekøkken, som kommer i næste uge. Tror I lige jeg glæder mig til at komme i gang med at indrette hulen??! 
Fyrsten er en ganske vidunderlig legehus-byggende mand!!!
Dejlig aften til jer:)

Separationsangst

Det måtte jo næsten komme!
Det der tidspunkt hvor hun bare ikke kan holde ud
at være væk fra én.
Hvor hun bare vil være hos én HELE tiden
og bliver ked af at det, når man er adskilt.
Ja, jeg tænkte nok, at det ville komme.
Jeg troede bare, at ‘hun’ ville være Ane,
og ‘én’ ville være mig
– ikke omvendt!
Jeg har altid fnist lidt af de kvinder,
der ikke kunne tage nogle steder uden deres børn.
Indrømmet, det har jeg!
Jeg har tænkt, at det var noget pjat!
‘Så tag dog stilletterne på og kom afsted!’
Og så er jeg fandme selv blevet sådan én….
I går skulle jeg være sammen med krea-kusserne,
mine søde veninder på Nørrebro.
Og jeg havde virkelig glædet mig!
Det er alt for længe siden, vi har set hinanden,
og jeg har altså savnet dem.
Og på Instagram var jeg pisse kæphøj!
‘Nu skal mor her i byen! So long, suckers!’
I virkeligheden var jeg knap så kæk….
I timerne op til at jeg skulle afsted,
var det lidt ligesom, at jeg skulle til eksamen eller på blind date.
Jeg gik rundt om mig
og vidste ikke lige, hvad jeg skulle foretage mig.
Og hele min mave boblede 
– ikke på den gode måde, men på den nervøse.
Og når jeg nævner det for veninderne,
så synes de, at jeg tosset.
Selvfølgelig synes de det! Jeg synes også, at det er tosset.
Jeg har da på ingen måde lyst til at være sådan én,
der har svært ved at tage nogle steder, fordi jeg savner mit barn.
Jeg har ikke lyst til at være hende dér,
jeg tidligere selv har rynket på næsen af.
Men det er altså bare sådan jeg føler.
Argh altså….
Det der separationsangst er bare en fase ikk’??!