Personlig >< privat blogger

Jeg ved egentlig ikke, hvornår det skete,
at jeg røg over i kategorien ‘personlig blog’.
Jeg kan huske, at da jeg startede med at blogge,
sagde Fyrsten, at nu skulle den forhåbentlig ikke handle om vores infertilitet.
Det var ikke min plan, at den skulle det.
Alligevel kom det lige så stille snigende.
Og det hjalp mig!
Det blev mit eget lille terapi-rum, hvor jeg kunne dele
alle mine tanker og frustrationer.
Samtidig opdagede jeg hurtigt, at andre også kunne bruge disse tanker.
Jeg begyndte at få mails fra kvinder i samme situation,
som havde fundet glæde i mine indlæg
– som havde sat pris på at opdage, at andre gik med samme følelser.
Og det gjorde mig glad og stolt
og lysten til at dele og være ærlig blev større.
Og så kom Ane:)
Alt andet end at dele dét, havde været mærkeligt!
Og ingen havde vel løftet et øjenbryn,
hvis Ane var kommet til ved en af vores behandlinger eller ved adoption.
Men det gjorde hun jo ikke.
Og selvom det for os bare er vores liv,
så er det stort og sensationelt for andre.
Derfor er det noget, jeg konstant overvejer
– om det er okay at blogge om.
For hvor går grænsen mellem at være personlig og privat?
Hvornår deler man for meget?
Jeg synes, det er en svær balancegang.
Og selvom jeg i tankerne forsøger at trække en tydelig streg,
er jeg bange for, at mine følelser til tider visker den så meget ud,
at jeg ikke længere selv kan se den.
For når jeg deler min vej til moderskab,
deler jeg ikke kun min historie,
men også Fyrstens, min søsters og i særdeleshed Anes.
Egentlig tænker jeg, at det er noget alle bloggere bør overveje.
For jeg er jo langt fra den eneste, der blogger om mit barn.
Men pudsigt nok tror jeg, at min overvejelser om det
hovedsageligt er affødt af andres reaktion.
For mig er det dét, at jeg er blevet mor, der er kæmpestort
– for andre er det måden hvorpå, jeg er blevet det. 
Så når jeg alligevel selv blogger om måden, jeg er blevet mor på,
er det fordi, det er min virkelighed.
Og praktisk fylder det stadig i min hverdag,
fordi der er en masse juridiske ting, der endnu ikke er på plads.
Men udover det er jeg jo bare mor ligesom alle mulige andre.
Nogle gange overvejer jeg bare at starte forfra.
Bare være Fyrsten, Fruen og Ane uden alle mellemregningerne.
Men min historie vil jo altid være min historie. 
Åh, det ville være skønt at være en af dem,
der finder glæde i at poste en masse billeder af børnetøj, interiør eller kosmetik
– det må være noget mindre sårbart!

0 kommentarer til “Personlig >< privat blogger”

  1. Åh ja det ville være noget mindre sårbart kan jeg forestile mig, men også noget mindre livsbekræftende, livsudviklende og sjovt. De færreste tør jo at sætte sig ned eksplicit at skrive ned, hvad de føler og tænker. Skrive historien ned. Det skal man have jævnt mange ikke eksisterende fysiske kvindelige nosser for at gøre! Jeg tror på, at dem der lader sig reflektere her i livet er dem, der kommer længst. Dem der bliver gladest, dem der har noget at fortælle videre. Og sikke en historie DU har at fortælle.

  2. Du er sej Elisabeth!! Og det er I for så vidt alle i jeres familie. Og hvor er din søster fantastisk – og hvor er det da en fantastisk begivenhed der har gjort jer til en familie <3 Jeg er (jo) også en af de bloggere der deler meget. Er meget privat og personlig. Jeg kan ikke lade være, for sådan er jeg. Og det kan jeg lide selv – og bruge til noget. Mit bloggeri er en slags terapi og åben tankestrøm og brainstorming, og det har faktisk gjort mig klogere på mig selv. Jeg kan godtblide at bli inspireret når eg læser blogs – og det blir jeg af din!! Så bli for dævlen ved med at del. Det er jo det vi kan li! Jeg læser din blog fordi du er dig der!
    Kh Lilletutogmor.dk

  3. I realiteten er du jo den eneste, der bestemmer, hvor grænsen går. Jeg tror aldrig, du vil finde en læser, der synes, du bliver for privat. Jo mere man deler, desto bedre kan ens læsere relatere til én, og det er vel aldrig skidt.
    Med hensyn til hele Anes historie, så synes jeg, det er både stort og vigtigt, at du har delt og fortsat deler den. Vi lever i en tid, hvor både forældre og børn er et vide begreb, og jo flere typer vi kan lære at kende, desto bedre er det!

  4. Det er mindre sårbart… Men også, tilgiv mig, mere ligegyldigt! Jeg finder at bloggen kun betyder noget, når der er noget på spil. Det er der på din, og det er derfor vi læser med! Det personlige, frustrationen, det "betændte" og en løsning – som er personlig og i dit tilfælde handler om kærlighed. Som skrevet i en anden kommentar: du trække grænsen, men jeg synes din blog er fyldt af nærvær og den gode historie! Af kærlige løsninger på noget andre gør til problemet, og rigtig meget af autentisk oprigtighed! Jeg elsker når jeg føler jeg kender bloggeren… Og bliver tørt! Det gør jeg her! Skriv videre!!

  5. Tak, Stine:) Det er nok dét, jeg skal blive bedre til at minde mig selv om – at min historie rent faktisk kan 'bruges til noget'. At den ikke bare er en ego-fortælling. Jeg skriver videre (som jeg også lige skrev til Mia), så længe det giver mening for mig – og det gør det stadig:)

  6. Jeg elsker at læse med på din blog og følge dig på IG. Det er en rørende og usædvanlig historie I har, som er fedt du tør dele. Men ift. tankerne om hvor grænsen går kender jeg det fra mig selv og min blog. Mine spekulationer går mest på min søn for er det okay at dele så meget om ham, uden at han selv har muligheden for at sige til og fra. Jeg synes den er svær og tænker også at tiden, når de bliver store er en anden, så det måske ikke er så unormalt. Men det etiske i det strejfer mig tit, og jeg kan mærke, at jeg nok endnu ikke er helt færdig med at overveje!
    Men virkelig en skøn blog, hvor jeg kan kende en del af min historie i din. En historie jeg ikke har mod til at dele, men så fedt at andre gør!!

  7. Kære Frue
    Som jeg nævnte på IG i går har jeg ikke tidligere læst på din blog. Nu har jeg den sidste time hoppet rundt herinde og læst om jeres fantastiske og svære vej til at blive forældre. Da jeg endelig fandt indlæget om at smile med tandkødet, fællede jeg en lille tåre. Hvor er det smukt og rørende… og hvor må det have været hårdt og sorgfuldt, at gå jeres vej til forælderskabet.
    Jeg mener at jeg for ikke så længe siden lagde en lidt syrlig kommentar hos dig på IG om at det altså ikke er lykken for alle at være på barsel – det rammen nemlig mig, som havde fødselsdepression med mine to store børn, og vat så ked af at jeg ikke bare kunne nyde min barsel. Fejlagtigt antog jeg at du nok var en af de mødre, hvor det hele bare gik så let (ved ikke om de findes… men…) Nu er får jeg helt lyst til at sige undskyld. Tak fordi du deler og udvider min verden med din/jeres smukke historie
    <3 Signe

  8. Hvor er du sød, Signe:) Du skal slet ikke undskylde! Faktisk opfattede jeg slet ikke din kommentar som syrlig, men som en vigtig observation – netop at alle ikke har det lige så nemt, og at det er virkelig ærgerligt!!! Jeg er ked af, at du har været en af dem:( Tak for dine søde ord:) Og ja, det har været hårdt, men det har dælme også været det hele værd!

  9. Du gør det godt – mærk efter i maven og fortsæt!
    Jeg var før i tiden meget mere privat, men da bloggen pludselig fik afsindig mange læsere forsøgt jeg at skabe en grænse – men det er svært! Jeg er stadig meget personlig, men der går længere og længere imellem de indlæg, pludselig fylder interior mode mm. også en del, men det kan jeg faktisk også godt lide. For mig gælder det om at finde en ballance, for jeg vil ikke miste det personlige helt, for så kan det vel være lige meget med at blogge tænker jeg? Det er jo mit lille pusterum hvor jeg må brokke mig eller glæde mig 🙂

  10. Du må overhovedet ikke gøre noget anderledes- du skal være som du er. Du bruger din blog som du vil, og faktisk har jeg en fornemmelse af, at du kan være med til at åbne op for nogle følsomme snakke rundt om. Du er bare skide sej og pisse god, og jeg nyder at følge med- både her og på instagram. faktisk har jeg også fået åbnet øjnene op for noget, som jeg ikke vidste så meget om før, og jeg har dyb respekt for emnet og er nogle gange begyndt at refere til dig, hvis jeg er med i en snak om ikke at kunne få børn. Du giver værdi. Knus Heidi

  11. Tak, Camilla:) Det er måske også det, der gør det her. Der kommer lidt efter lidt nye læsere til, og jeg vil ikke være 'hende der, der har fået et barn af sin søster'. Men det fylder naturligvis på bloggen, fordi det fylder i mit liv! Jeg er nok bare i sådan en konstant overvejelsesfase – og det tror jeg egentlig er meget sundt:)

  12. Skide meget tak, Heidi:):) Og ja, det er jo dét, jeg gerne vil – åbne folks øjne og lægge op til snak. Og når folk skriver til mig, at min indlæg har fået dem til at donere æg eller har hjulpet dem til at forstå en infertil veninde, så bliver jeg pisse glad og stolt! Tak, Heidi – det var en virkelig dejlig kommentar:)

  13. Hvor er det dejligt at høre dine tanker! Jeg synes din pointe om at det ikke kun er dit liv, som du skriver om, er enorm vigtig at holde fast i. For mig handler det meget om, om man udleverer et andet menneske, og hvordan i særdeleshed børnene vil have det med at så meget af deres liv er beskrevet i det offentlige. Jeg så fx et billede på IG af et lille barn der sad og lavede lort, med en "høhø" kommentar fra moderen, og det eneste jeg kunne se for mig, var hvordan moderen så ud når hun selv lavede bummelum. Jeg tror sgu ikke barnet selv synes det er så skide sødt når det bliver teen. Men jeg synes netop du holder dig til at beskrive jeres historie og liv uden at nogen bliver udleveret. Her hjemme er vi meget konservative og derfor er der heller ikke et eneste billede af barnet på hverken IG eller blog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.