Elisabeth Evigglad

Ved et af sundhedsplejerskens første besøg
skulle jeg udfylde et spørgeskema.
Skemaet uddeles til alle nybagte mødre og har til formål at spotte evt. fødselsdepression.
Pisse vigtigt!!!
Jeg stødte dog ind i svar-vanskeligheder allerede ved de første spørgsmål.
Her skulle jeg svare på,
om jeg kunne le og se tingene fra den humoristiske side,
og om jeg kunne se frem til ting med glæde.
Det lyder ikke umiddelbart svært at svare på,
men jeg kunne kun krydse af i én af følgende:
1) I samme omfang som før 2) Ikke helt som før
3) Ikke så meget som jeg plejer 4) Overhovedet ikke
Min svarmulighed manglede
5) I langt større grad end før
For jeg var ikke trist, efter jeg var blevet mor
– jeg var trist før!!!!
Og jeg kan helt ærligt sige, at efter jeg er blevet mor,
er mit liv blevet meget bedre, og jeg er blevet meget gladere.
Og jeg ved godt, at det er sådan lidt smart og trendy
at fortælle, hvor hårdt det er at være mor.
Ellers maler man lyserøde billeder og lyver….
eller hvad?
Jeg lyver ikke!
Jeg forsøger ikke at dække over noget!
Ja, jeg har rander under øjnene og lange patter,
men I får mig stadig ikke til at sige, at det er hårdt at være blevet mor.
Det er hårdt at mangle søvn,
det er en anelse ulækkert at have gylp i håret,
og det er ikke fedt at blive skidt på
– men det er eddermame fantastisk at være mor! 
Og så kan folk spørge, om jeg bare er glad hele tiden,
og om Ane aldrig græder.
Gu’ er jeg da ej glad hele tiden
– jeg ordner vasketøj flere gange dagligt, det er ikke noget at smile over.
Og selvfølgelig græder Ane
– nogle gange hele natten!
For mig er det bare så helt og aldeles ligegyldigt
i sammenligning med, hvordan mit liv var, FØR jeg blev mor.
Så skid hul i, om jeg er trendy….
Jeg er glad til op over begge ører
– MED tandkød!

Status på pasning

I skal da ha’ en update på det der pasning.
Jeg har vist gjort det rimelig tydeligt,
at jeg ville synes, det var mest optimalt,
hvis jeg kunne gå længere hjemme med Ane.
Men sådan kan det desværre ikke være.
For nogle måneder siden var jeg henne og se på
den vuggestue, som Ane er skrevet op til.
Og den virkede fin nok … sådan okay.
Jeg jublede ikke.
Det var ikke sådan, at børnene sad i hjørnerne og græd eller noget.
Jeg havde bare svært ved at se Ane der.
Og derudover ville Ane først kunne starte,
når hun var 1 år.
Da jeg skal tilbage på job til juni, duer det slet ikke.

I stedet ville vi få en plads fra garantilisten,
og højst sandsynligt én et stykke væk.
Med to fuldtidsjob og kun én bil ville det være lidt vanskeligt.
Så jeg ringede til kommunen og bad om at få at vide,
hvad der findes af private tilbud i Hvidovre
– det ville de ikke oplyse.
Jeg klagede min nød, forklarede at vi ikke har noget netværk i byen,
at vi ikke ville vide, hvor vi skulle begynde.
Bare ærgerligt, find ud af det selv!
– Tak for lort, Hvidovre!
Så jeg skrev i en baby-gruppe på facebook,
blev sendt videre til én, som sendte mig videre til en anden,
som kunne henvise til en privat dagplejer tæt på os.
Hende kontaktede jeg, og hun lød så sød!
Men hun kunne naturligvis ikke sige noget om,
om hun ville have en plads ledig til maj.
Hun har fire dagplejebørn, og det er afhængigt af,
om de skal videre i institution, og igen lander den hos pladsanvisningen.
Vi aftalte alligevel at komme forbi til et kig,
hvilket vi var i mandags.
Og jeg er altså solgt.
Det virkede hjemligt, kærligt og roligt.
Børnene kommer ikke på de vilde udflugter
– de besøger et plejehjem, tager til rytmik, går på legeplads mm.
Der er en stor, dejlig have med gynge og legehus.
Der er også en kat:)
Virkelig rart og dejligt sted!
Og pudsigt nok havde dagplejemoren samme morgen fået besked om,
at et af hendes børn stopper 1. maj.
Så hvis vi kunne give hurtig besked, var pladsen Anes.
Vi sendte en sms samme aften og sagde ja tak!
Jeg er stadig ikke glad for, at Ane skal afsted.
Jeg synes, det er for tidligt – jeg synes, hun skal være ved mig.
Og rent egoistisk er jeg bange for alle de ting,
jeg kommer til at gå glip af.
MEN sådan er vores virkelighed!
Og med det i tankerne er jeg rigtig glad for vores valg.
Jeg tror, at jeg vil kunne aflevere hende der
og vide, at hun er i gode hænder.
Så lige nu er jeg virkelig lettet
– og ekstra bevidst om at nyde det sidste af min barsel!

Husk de kys

I dag er det tre år siden,
min mormor blev bisat.
Jeg talte med hende et par dage før, hun døde.
Vi skulle til Holbæk og have sat æg op for første gang.
Hun ville sikre sig, at hun var den første, der fik besked,
hvis jeg blev gravid.
Ikke fordi hun troede, at hun skulle dø,
men fordi sådan var hun – hun ville vide alt som den første:)
I kapellet havde jeg en hånd på min mave,
og inde i mit hoved gentog jeg for det lille æg:
“Det er bare kærlighed, det er bare kærlighed”.
Det skulle jo nødig tro, at jeg var ked af det hele tiden.
Det skulle jo helst have lyst til at blive liggende derinde.
(Det havde det ikke, ligesom de efterfølgende 16 heller ikke havde.)
Min mormor nåede ikke at få den glædelig nyhed om, 
at Ane var på vej, og hun kommer ikke til at møde hende.
Men Ane og jeg taler ofte om oldemor.
Vi kigger på billeder, og jeg fortæller historier.
Og vi synger for hende:)
Sidst var det Kim Larsen,
i dag har vi kastet os over Lis Sørensen.
Og Ane griner, når jeg danser og synger med hende på armen.
Så griner jeg også.
Og pludselig er jeg ikke længere så trist:)
Jeg elsker dig, mormor!