Benægt, benægt, BENÆGT!

For en del år siden blev jeg ramt af stress
og fik i den forbindelse nogle samtaler med en psykolog.
Hver gang jeg kom, skulle jeg beskrive min tur derhen
– hvordan var vejret, hvordan duftede der,
hvilket jakke havde kvinden på cyklen foran mig på mm.
Sindssygt god øvelse,
for den rammer plet i forhold til mine vanskeligheder,
både dengang og nu.
 Jeg er ofte alle andre steder end dér, hvor jeg rent faktisk er.
Jeg tænker på noget, jeg burde ha’ gjort,
eller noget jeg skal huske at gøre.
Jeg er virkelig ringe til bare at være i og opleve nuet.
Så det er noget jeg konstant øver mig på.
På det seneste har jeg været rigtig dygtig til det.
Efter det kom på plads, at Ane skulle starte i dagpleje,
har jeg ikke stresset over det.
Jeg har været i nuet, nydt hende og det sidste af min barsel.
Og så…. SLAM!
Det er ikke om et par måneder eller uger,
det er fucking på torsdag, hun skal starte.
Som i nu på torsdag – om tre dage.
Er det nu, jeg må forholde mig til det??!
Det har jeg ikke tænkt mig at gøre,
for jeg kan jo ikke bruge de næste tre dage på at sidde og græde på hende, vel?!
Og det er altså dér, det bærer hen!
Så jeg ignorerer psykologens ordre helt og aldeles.
Når folk spørger, hvordan jeg har det med det,
svarer jeg, at det taler vi ikke om.
For jeg kan føle nok så meget efter, mærke og opleve helt nede i maven,
og jeg kan sætte ord på, at det er ganske forfærdeligt,
men det ændrer jo ikke på noget.
Jeg kan rive mig selv i håret og stampe i gulvet,
torsdag er ligeglad – den kommer alligevel.
Så nu benægter jeg bare.
Færdig basta!
Lalalalalala (siger jeg, mens jeg holder mig for ørerne …. og stamper lidt i gulvet)

Provins!

Læser I med inde hos Katrine??
Det har jeg vist foreslået jer at gøre tidligere,
men nu siger jeg det lige igen, ikk’ 🙂
Katrine skrev for nylig om det at være bybarn.
Katrine, hendes kone og deres smukke datter bor nemlig på Østerbro,
og det er de heldigvis super glade for:)
De har tidligere rundet provinsen, men faldt aldrig rigtig til,
så for dem har dét at bo i byen været et bevidst valg.
Hos os er situationen modsat.
Da Fyrsten og jeg mødte hinanden, flyttede vi til Nordvest
i en lejlighed på 4. sal med udsigt til en Blockbuster og fire kiosker.
Vi boede der i ca. 2 år, men ingen af os følte os nogensinde virkelig hjemme.
Jeg havde ellers glædet mig vildt.
Jeg var jo direkte importeret fra Lolland!
Åh, alt det vi skulle bruge byen til….. det skete bare aldrig.
Vi gik ikke på caféer, tog til koncerter eller løb rundt om nogen søer.
Vi drak vores kaffe hjemme i køkkenet 
og drømte om at kunne vælte vægge eller bygge til.
Så da vi blev gift i 2009 og kort efter påbegyndte ‘projekt baby’,
gik vi i gang med at se på huse udenfor byen.
Fyrsten er opvokset i et stort boligbyggeri i Farum, hvor der var nogle at lege med hele tiden.
Jeg er opvokset ude på Lars Tyndskids marker,
hvor man skulle cykle 8 km. for at komme til nærmeste by. 
Derfor valgte vi provinsen,
hvor der er mulighed for græs på knæene og højt til loftet,
 uden at man er helt afskåret fra bylivet.
Vi faldt tilfældigt over Palæet og var solgt med det samme:)
Vi har stort set intet netværk heude.
Og vi bruger ikke Hvidovre til en fløjtende fis.
Jeg er ret glad for biblioteket og genbrugsbutikken, og det er vist også det.
Og ja, det er da nogle gange lidt trist.
Det ville da være rart at have venner og familie lige rundt om hjørnet,
MEN det er fandme også fedt,
når man på en solskinsdag som i dag kan drikke sin morgenkaffe på terrassen.
Og vigtigst af alt tænker jeg, at det her provinsliv bliver godt for Ane:)
Jeg elsker, at vi kan lege i haven, gynge i hængekøjen og smage på græsset.
Jeg elsker, at vi har mulighed for at have både hund og kat,
for Ane er simpelthen så glad for dem!
Jeg glæder mig til, at Ane kan lege alene i haven, når hun bliver større.
Og at hun selv, når den dag kommer, kan gå til skole.
Samtidig er vi ikke længere væk fra byen, end at vi også sagtens kan benytte
alle de gode ting, den har at tilbyde.
Så for mig er det her med at bo i provinsen virkelig fedt, for vi får lidt af begge verdener.
Og vigtigst af alt så trives vi virkelig med at have hus og have, kat og hund, carport og legehus.
Og Fyrsten blomstrer!
Han hamrer, banker og bygger på det ene projekt efter det andet
og demonstrerer evner, som jeg ikke anede, at han besad.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at børn sagtens kan vokse op i byen
og blive nogle velfungerende mennesker, 
selvom de siger ‘Muhhh’ til hundene:)
Jeg tror ikke, at de bliver mindre stimuleret, fordi de ikke spiser græs,
ligesom jeg ikke tror, at provinsbørn eller børn på landet bliver mindre intelligente, 
fordi de ikke er på museum tre dage om ugen.
Men nøj, hvor er jeg dog glad for,
at vi er havnet lige præcis her,
hvor det giver bedst mening for vores familie:)

Lorte-blogger!!!

Jeg har været så heldig at få tilbuddet om
at teste noget lækker chokolade fra Sv. Michelsen.
Det ville være pænt dumt at takke nej til sådan et tilbud.
Især nu hvor jeg ammer og ikke tager et gram på,
selvom jeg nærmest skovler ren sukker ind!
Overvejer kraftigt om det mon er socialt acceptabelt at amme, til hun fylder 10??!
Nå, men vi fik i hvert fald tilsendt en ordentlig røvfuld chokolade.
VIRKELIG lækker chokolade!
Og jeg havde alle de rigtige intentioner.
Chokoladen skulle lægges i fine skåle og på smukke tallerkner.
Ligesom alle de gode bloggere.
Jeg skulle tage en lille bid af hver chokolade for fyldestgørende at kunne beskrive dens smag.
Ligesom alle de gode bloggere.
Men come on – vi ved jo alle sammen godt,
at jeg bare er en lorte-blogger;)
Chokoladen kom på bordet, Politijagt kørte på tv.
Og alt imens Vlado jagtede fartglade tosser,
forsvandt chokoladen lidt efter lidt.
Der blev udvekslet nogle stykker mellem Fyrsten og jeg undervejs,
han fik dem med nougat, jeg nappede dem med mint.
Men der blev ikke taget ét billede!
Der blev ikke nippet og nydt – der blev fortæret!
Rigtig chokolade tester man ikke, det spiser man!
Men I må da godt se emballagen:
Fin, ikk’?!
Dette indlæg er sponsoreret:)

Anes første dage

Jeg fortsætter, hvor jeg slap i går,
med et indlæg om Anes første dage i verden
og vores første dage som hendes forældre:)
Efter vi var blevet indlogeret på akut-stuen,
blev Ane målt og vejet
– 46 cm og 2360 g.
Fyrsten fik en drømmeseng på et kontor,
og jeg fik lov at sidde der i mørket og beundre min datter.
Forud for fødslen havde et par af mine veninder forsøgt at forberede mig lidt
på det dersens moderskab.
De havde fortalt, at ikke alle føler sig som mor med det samme,
og at man ikke nødvendigvis helt automatisk elsker det lille væsen.
At nogle behøver lidt tid til at lære deres barn at kende,
før de store følelser kommer væltende.
Det satte jeg pris på at vide,
for tænk nu hvis jeg ikke øjeblikkeligt følte mig forbundet til hende,
ville jeg så tænke, at det var fordi, hun ikke ‘rigtigt’ var min?
Disse overvejelser viste sig dog helt og aldeles unødvendige,
for som jeg sad der i mørke og stilhed og betragtede min fine, lille datter,
var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun var min, og jeg var hendes.
Jeg elskede hende med det samme.
Og efter at have ‘kendt’ hende i mindre end en halv time,
vidste jeg også,
at jeg havde jeg fået tilbuddet om at gå tilbage og selv blive gravid,
havde jeg kunne slette årene med sorg og frustration,
havde jeg pænt takket nej.
På en eller anden måde gik det pludselig op for,
at der hele tiden havde været en større plan med,
at det var netop Ane, jeg skulle være mor til:)
 Og sådan sad jeg i nogle timer og betragtede vidunderet
og følte mig som det heldigste menneske i verden.
 
Først på morgenen kom Fyrsten ind for at bytte plads med mig,
og modvilligt forlod jeg Ane for at få lidt søvn.
Da jeg vågnede nogle timer senere, ku’ jeg ikke finde hoved og hale i noget.
Gangen på børneafdelingen lignede ikke den, jeg havde gået på om natten,
og jeg blev pludselig bange for, at det hele havde været en drøm.
At jeg ikke kunne finde akut-stuen, hjalp ikke på den paniske stemning!
Endelig fandt jeg dog vej og blev mødt af dette syn:
 Fyrsten var på dette tidspunkt helt og aldeles appelsinfri OG iført rene shorts;)
 
Vi blev på børneafdelingen i Nykøbing i fire dage,
hvorefter vi blev overflyttet til neonatal afdelingen på Hvidovre hospital.
Det krævede lidt overtalelse, for Fyrsten havde stadig ikke fået den fulde forældremyndighed,
og Statsforvaltningen var ikke med på at fremskynde processen, 
så Ane kunne få den bedst mulige ‘pleje’.
Heldigvis var overlægen fra neonatal i Hvidovre mere medgørlig,
så da min søster havde skrevet under på, at vi måtte tage Ane med os,
blev vi hentet af en sygeplejerske og kørt til Hvidovre.
Dette betød mere ekspertise, større værelse og rent tøj til mor og far – Hurra!!!!
På neonatal afdelingen har de desuden en ammerådgiver tilknyttet,
som kunne hjælpe mig i gang med amningen.
 
Den eneste grund til, at vi var indlagt var,
at Ane stadig havde sonde.
Saturationsmåleren og apnø-føleren var pillet fra allerede, da hun var to dage gammel.
Derfor lærte vi at lægge sonde selv og fik et førstehjælpskursus,
så vi kunne tage hjem på tidligt hjemmeophold, da Ane var 12 dage gammel.
En sygeplejerske kom herhjem ca. 3 gange om ugen,
vejede Ane og vejledte os ved eventuelle vanskeligheder.
Vi havde dog ikke de store vanskeligheder.
Ane hev ofte sonden ud om natten,
så Fyrsten blev hurtigt ferm til at lægge en ny.
Min mælkeproduktion steg, og Ane suttede godt og tog fint på.
Så efter en uge blev vi enige om at prøve at give hende en flaske.
Det var en succes, så tre dage efter blev sonden fjernet, og vi blev endelig udskrevet:)
 
 
Det er naturligvis på ingen måde at foretrække at føde for tidligt,
men når nu, det gik så godt, er jeg egentlig glad for, at tingene forløb som de gjorde.
For det første fik vi en hel ekstra måned med Ane:)
Og Fyrstens barsel startede først, da vi blev udskrevet,
så han fik 26 dage med Ane, fremfor 14.
Derudover var det (nok især for mig som førstegangsforælder
og som værende dén, der ikke var forælder på papiret)
trygt og beroligende at så mange fagfolk så mig sammen med Ane.
At de så, at jeg var hendes mor!
I de første måneder var jeg, som nævnt andre gange,
panisk angst for at nogle skulle komme og tage hende fra mig.
Det beroligede mig at vide, at jeg nu havde overlæger, sygeplejersker mm i baghånden,
som kunne bekræfte at jeg var en god mor!
Sidst, men absolut ikke mindst, er jeg ikke i tvivl om,
at havde jeg ikke haft ammerådgiveren fra neonatalafdelingen,
så var amningen aldrig kommet i gang.
Og eftersom at jeg nu, 8 1/2 måned senere, stadig ammer, 
må man sige, at hun kan sit kram:)
Og nu er vi her.
Tiden er fløjet afsted, og Ane starter dagpleje om 14 dage.
Der er legetøj på gulvet, masser af tøj i vasketøjskurven, yoghurt og snot på mit tøj
– og jeg har aldrig været mere lykkelig!

Fødselsberetning

Skidt pyt med at Ane er over 8 måneder,
og skidt pyt med den mindre detalje, at jeg ikke har født hende
– I skal da ikke snydes for en fødselsberetning.
Egentlig var vores plan, at jeg skulle flytte ned til min søster den første weekend i august.
Hun har en skæg vane med at føde for tidligt,
så vi tænkte, at det var bedst, hvis jeg var i nærheden.
Tirsdagen før havde vi dog besøg af hjemme-jordemoderen,
som vurderede, at Ane havde tænkt sig at blive liggende længe endnu.
Det lød fornuftigt, eftersom hun først var bestilt til d. 3/9.
Så vi lagde planerne om og blev enige om,
at jeg først skulle komme en uge-14 dage senere..
Så i stedet inviterede Fyrsten og jeg et vennepar på grill
og havehygge fredag d. 2/8.
Damerne tog det stille og roligt med lidt vin til maden,
da vi skulle op og på loppejagt den følgende morgen.
Herrerne derimod gik til den med øl og irish coffee,
hvilket var helt fint, for vi var jo ret sikre på,
at der ville gå lang tid, før vi ville få sådan en aften igen!
Omkring midnat hoppede vi til køjs,
og ca. to timer efter ringede min søster og sagde,
at vandet var gået.
“Nej nej, vi har jo drukket”
– det var mit svar….
I shit you not!
Min søster ringer fra bilen, hvor hun sidder iført sin kærestes boxershorts
med et håndklæde i, på vej til sygehuset for at føde MIT barn,
og det er mit svar!
“Ved du hvad søster, det passer sgu ikke så godt lige nu,
så hvis du lige klemmer lidt ekstra godt sammen
og ringer tilbage om et par dage, så ville det være fint!”
Sagen var, at jeg på ingen måde var beruset,
Fyrsten derimod var stang bacardi
– og det er jo altid ham, der kører!!!!
Jeg fik med megen besvær vækket Fyrsten
og sat ham ind i situationen.
Op ad sengen med os
– Fyrsten tog det samme tøj på, som han havde haft på aftenen før,
for hvad smukkere end at tage imod sit barn iført marinerede shorts??!
Heldigvis havde jeg allerede pakket Anes taske
med tøj, bleer, modermælkserstatning mm.,
så jeg fik hurtigt pakket en taske til Fyrsten og mig.
Jeg rystede over hele kroppen, da vi satte os ind i bilen.
Jeg var nervøs, spændt, bange
– og det faktum at jeg så skulle køre bilen over 100 km, gjorde ikke situationen bedre.
Fyrsten havde tydeligvis mistet al situationsfornemmelse
for hans beroligende kommentar til mig var:
“Så må vi håbe, at det stadig er en pige – hø hø!”
Halvanden time efter landede vi på sygehuset
hos min søster og mor.
Jordemoderen var naturligvis sat ind i vores lidt anderledes arrangement,
som hun syntes var ‘really smukt’,
som hun sagde med stærk amerikansk accent.
Hun følte sig sikker på, at min søster ville have født indenfor de næste 4-5 timer.
Men morgenen kom, det samme gjorde næste jordemoder,
men stadig ingen Ane.
Over middag fik min søster den første stikpille, som skulle sætte lidt skub i fødslen.
Tre timer efter var der stadig intet sket, så hun fik én til.
Da klokken var 20, og det nu snart var et døgn siden,
at vandet var gået, fik hun ve-stimulerende drop.
Hun havde på det tidspunkt kun åbnet sig 2 cm.
  Vi sendte Fyrsten hjem til min svoger for at sove et par timer,
mens jeg selv prøvede at få lidt søvn i stolen ved siden af min søster.
Jeg vågnede af hendes skrig omkring kl. 22.
Hun havde helt tydeligt voldsomme smerter,
så jeg hentede jordemoderen (tror vi var på vores 4.??),
som kunne konstatere, at hun nu havde åbnet sig 8 cm.
Fyrsten blev hidkaldt, og det samme gjorde epiduralblokaden,
til min søsters store lykke.
Omkring midnat begynder fødslen at gå rigtigt i gang, og min søster er så sej!
Men Ane er slet ikke med på at skulle ud nu.
Min søster får ilt og presser som en vanvittig,
jordemoderen og jeg forsøger at ‘presse med’ ved at holde hendes ben.
Sugekoppen hives frem,
desværre følges den med en knap så heldig sosu-assistent,
som ikke lige kan finde ud af den.
Det er jo egentlig, hvad det er,
det uheldige er bare, at Anes hjertelyd er dalende
og børnelægen gør det klart, at hun skal ud NU!
Endelig får hun lortet til at fungere,
den sættes på, og tiden står stille.
Jeg er sikker på, at Ane er død.
Jeg kan se på monitoren, at hendes hjertelyd falder drastisk,
og min søster bløder voldsomt
(jeg har været med til hendes tre tidligere fødsler, jeg er ikke sart.
Da hun endelig kommer ud, græder hun ikke,
og hendes øjne er lukkede.
Jeg vender ansigtet væk og bryder grædende sammen,
og endelig begynder Ane også at græde:)
Og da jeg kigger igen, ligger hun der
og kigger op med de smukkeste, mørke øjne.
En sygeplejerske fra børneafdelingen vikler hende ind i et hav af tæpper,
og jordemoderen kigger på min søster og spørger:
“Vil mor holde barnet?”
Jeg bliver helt forvirret, men min søster har heldigvis overskud nok til svare:
“Det går jeg ud fra, men du kan vel spørge hende selv??!”
Og så får jeg endelig Ane i mine arme:)
Vi bliver fulgt ned til børneafdelingens akut-stue,
hvor hun får lagt sonde og bliver tilsluttet saturationsmåler og apnøføler,
før hun endelig får lov at ligge på mit bryst hud mod hud.
Og i det øjeblik vidste jeg bare, at det var hende, vi havde ventet på!
At sket var sket, fordi det var netop Ane, der skulle være vores datter:)

Bristede illusioner….

“Der er noget, jeg skal fortælle dig, Elvira!
Du er snart 5 måneder – du er stor nok til at få sandheden at vide.”
 “Hvad er det, du fortæller mig??!
Findes påskeharen ikke????”

“MOAAAAAR!!!!!”

En helt almindelig tirsdag….

Det er bare et stykke papir.
Alligevel fik det mine knæ til at ryste og mine øjne til at løbe over.
Et sølle stykke papir, men så stor en følelse.
Jeg bliver ikke mere mor af den grund.
Jeg kan ikke blive mere mor.
Og selvom jeg stadig er langt fra at være Anes juridiske mor,
så er det her altså et stort skridt på vejen.
Det første stykke papir, som siger, at samfundet til en vis grad anerkender,
at Ane er min:)
Så det kan godt være, at det bare er tirsdag og weekenden er langt væk.
Det kan også godt være, at det regner og blæser.
Det er heller ikke utænkeligt, at jeg både har snot og torskerogn på min trøje.
Men jeg har forældremyndigheden over min datter,
og der er mere kage tilbage fra i går:):):)
Og sådan bliver en helt almindelig tirsdag ret så fantastisk!
 

Nemlig.com – ikke et sponsoreret indlæg!

Dette indlæg er IKKE sponsoreret af Nemlig!
Jeg havde ellers luret, at der faktisk florerer et par Nemlig-indlæg rundt omkring,
så jeg skrev selvfølgelig til Nemlig og foreslog, at de fik et lille indlæg på min blog.
Det er et par uger siden, og jeg har stadig intet hørt.
Og så bliver Elisabeth 4 år!
Hvis de ikke vil lege med mig, så vil jeg i hvert fald heller ikke lege med dem.
Så jeg vendte tilbage til min trofaste ven, Netto.
Vi handler til en uge ad gangen herhjemme.
Det er pisse fedt altså!
Jeg slipper for at skulle afsted efter småting flere gange om ugen,
og jeg slipper også for at skulle udtænke store planer mht aftensmad
– det er ligesom bare besluttet.
Så i dag pakkede jeg Ane i barnevognen,
og så begav vi os ellers op for at proviantere til resten af ugen.
1 time og 47 minutter tog det,
fra jeg begyndte at gøre Ane klar med varmt tøj mm,
til vi igen var hjemme.
Og det var jo ikke knap to timer i himlen, vel?!
Det er jo ikke fedt at handle ind!
Én kurv ovenpå barnevognen, én man skubber hen ad gulvet med sin fod,
og et styks lillepige, som råber op,
så snart man er udenfor synsvidde.
For så ikke at tale om, at jeg glemte creme fraichen.
Den creme fraiche, jeg skal bruge til den kage,
som jeg bager som belønning for at have handlet ind sådan fysisk.
Den creme fraiche er ret vigtig!
Var det sket hos Nemlig, havde jeg brugt tre minutter på at redigere min ordre,
i stedet måtte jeg bruge 10 minutter på at stå i kø igen!
Nu har jeg pisse ondt i ryggen af at slæbe fem liter mælk og tre liter yoghurt i min rygsæk.
Og af at bukke mig ned med den på ryggen to gange på vejen hjem,
fordi poserne under barnevognen væltede,
og mine æbler trillede rundt på vejen.
Da jeg kom hjem, tog jeg min kvittering frem,
og trykkede alle varerne ind på min Nemlig-app.
Og hvad har jeg så sparet??
Fucking 90 kr – MED levering!
Og det på trods af at de rejer, kærgården og tandbørster,
som jeg købte i Netto, ikke er på tilbud hos Nemlig!
Det eneste Nemlig ikke kunne levere, var rabarberne til min belønningskage.
I stedet kunne jeg have købt en færdigbagt
for 6 kroner mere, end jeg gav for rabarberne i Netto….
Og hos Nemlig får man sjove gratis ting, som lakridspiber og fiberhavregryn
– i Netto får man lov til at vente pænt,
mens hende foran gennemgår sin kvittering, fordi hun har betalt 2,50 kr for meget for sine tomater.
Så jeg sluger min stolthed og kryber tilbage til Nemlig.
Men jeg linker fandme ikke til dem
– så kan de lære det;)
 

Kropsvæsker, kage og efterløn

Status i Palæet:
Mor har øjenbetændelse, og Ane har snot.
Alting er smurt ind i klistret, gult stads
– det er pisse lækkert!
Så vi camperer på sofaen – Ane, mor og kropsvæskerne….
Jeg er endelig kommet igennem en bane i Candy Crush,
som jeg har moret mig med i et par uger
– jeg har naturligvis bagt en kage for at fejre det:)
Vores vinduer har nu nået det stadie
i deres forrådnelsesproces,
hvor sprosserne falder af. 
Rører man ved ruderne, ryger de ud!
Det skulle man måske tro var en dårlig ting,
men når man ikke må røre ruderne,
kan man ikke pudse dem!
Snedigt!
Cash har virkelig dårlig mave for tiden – igen. 
VIRKELIG dårlig! 
De hormonella-kanoner jeg ku’ affyre, da vi var i behandling,
blegner til sammenligning. 
Og det siger ikke så lidt!
Han slå nogle prutter, der er så modbydelige, 
at han selv forlader stuen
– helt uden tanke på den der puppe 
af snot og pus, der ligger på sofaen….
Jeg ringede til min a-kasse for at få det der med efterløn forklaret.
5 minutter efter havde jeg glemt, hvad hun sagde…
Men jeg har alligevel tilmeldt mig…
Lidt pænt at kigge på: 

Alle elsker Nomi!

Mor fordi:
Nomi betyder bad!!! 
Ane synes, at det er det sjoveste i verden,
at sidde i stolen og kigge på en mor, der bader.
Mor synes, at det er det sjoveste i verden,
når man ikke lugter af gammel gnu og har snot i håret
– win win!
Far fordi:
Nomi er let,
hvilket gør det muligt at løfte stolen og danse med Ane,
mens man laver mad
– helt uden at knække ryggen!
Ane fordi:
Verden er meget sjovere set fra den vinkel!!!!
Og Nomi betyder mad – eller våd mor,
begge ting er herre sjove:)
Cash og Charlie fordi:
Nomi betyder mad!!!
Tænk engang, så ligger man der på gulvet 
og vupti – så lander der en leverpostejsmad lige foran én.
Det regner simpelthen med mad!!!!
Og den der fodstøtte er jo bare en stor tallerken!
Livet under spisebordet er pludselig meget sjovere:)

Dette indlæg er sponsoreret af Evomove