Brumlebien – privat pasning i Hvidovre

Onsdag eftermiddag tullede jeg rundt herhjemme med Ane-abstinenser,
da dette billede tikkede ind:

Ane vågner tit efter kun en halv times middagslur
og kan kun sove videre ved siden af mig i sofaen.
Det ved Mie, vores dagplejemor, så da Ane vågnede og stadig var træt,
gjorde hun det samme.
Er det ikke skønt?!:):):)

Jeg har skrevet lidt om Anes dagplejestart her og her.
Det startede jo fantastisk godt – Ane var glad for at være der, og der var ingen sure miner.
Men pludselig vendte det.
Hun begyndte at blive mut, mens hun var hos Mie,
men værre endnu var hun rigtig ked af det herhjemme.
Og med ‘rigtig ked af det’ mener jeg utrøstelig:(
Det var simpelthen så hårdt – både for hende og mig.
Så Mie besluttede, at vi skulle starte forfra, hvilket der var mulighed for,
fordi vi havde en måned til indkøring.
Så det gjorde vi.
Sådan helt forfra hvor jeg i to dage var der sammen med hende,
så nogle dage, hvor jeg gik en time eller to, så kom formiddagsluren på,
og nu er eftermiddagsluren også med.
Og det var lige dét, der skulle til:)
Den sidste uge er bare gået over al forventning,
og vi har fået vores glade pige tilbage, som endda sover om natten!!!!
(bank bank bank – 7 9 13!)

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Ane er havnet det rigtige sted!!!
Ja, og mig for den sags skyld:)
For jeg er simpelthen så tryg ved at aflevere Ane – jeg ved, at hun har det godt:)
Og jeg er så glad for, at vi startede forfra,
fremfor bare at tænke ‘det skal nok komme’.
Og om en måned starter Karla, som vi har gået i mødregruppe med,
også hos Mie.
De to tøser er vilde med hinanden, så det bliver med garanti godt:)

 ……………………………..

Og hvis I undrer jer over overskriften,
så er det fordi jeg lige forsøger at få vores dagpleje frem på Google.
Som I måske husker, var kommunen ikke til særlig meget hjælp,
da vi begyndte at lede efter privat pasning,
så det tog mig ret lang tid at finde vej til Mie.
Så nu smækker jeg lige lidt af de ord ind her, som jeg selv søgte på
og håber, det virker, så folk kan finde Mies hjemmeside og facebook-side,
uden at skulle foretage de samme krumspring, som vi skulle.

Privat pasning i Hvidovre
Privat dagpleje i Hvidovre
Brumlebien Hvidovre

Jeg aner ikke, om det er sådan, det fungerer, men nu må vi se:)

Når boblen brister

Det gik op for mig her til morgen.
Ulykkeligheden jeg skrev om forleden, som indimellem kommer som jag i maven og pludselige klumper i halsen,
har intet at gøre med infertilitet eller drømmen om en stor familie.
Jeg er nok bare blevet så vant til, at alt der gør ondt hænges op på den knage,
så jeg så den ikke for det, den i virkeligheden er.

Den handler ikke om ønsket om flere børn.
Den handler om ønsket om mere Ane.

Jeg starter arbejde på mandag.
Barselsboblen er bristet og erstattes lige om lidt af en helt almindelig hverdag.
Fuck!

Jeg kan godt li’ mit job. Og på sin vis glæder jeg mig også til at komme i gang igen.
Men jeg glæder mig ikke til at det, jeg skal give afkald på.
Tid med Ane!
Jeg har det fint med at rende rundt herhjemme med uvasket hår og yoghurt på trøjen,
for jeg gør det sammen med Ane:)

Jeg behøver ikke flere børn. Jeg behøver Ane! Hos mig! Hele tiden!!!!!

Og jeg ved det – det er en overgang.
Tingene kommer til at blive en vane, og det kommer til at fungere.
Men lige nu og her vil jeg bare være i barselsboblen lidt endnu…..

Tegning fra den dygtige Nadia 🙂

Fæææææst!!!!

Der var party i Hvidovre i lørdags:)
Anes navngivning, Fyrstens 40 års fødselsdag og min 30 års.
De nærmeste venner og familie var inviteret til boller og kaffe om formiddagen,
og eftermiddagen var åbent hus med dåseøl, sodavandsis og hot dogs.
De første gæster kom kl. 10.45, de sidste tog hjem kl. 2.30!

Vi har igennem årene arrangeret en del festivitas i Palæet.
Dog aldrig noget så stort.
Og heller aldrig noget så vellykket:)
Alt klappede bare!
Vores have er ret så stor, men der en sti i midten med buske på hver side, der ligesom deler den op i to.
Vi havde sat pavilloner op i begge haver
– den ene med borde og bænke, den anden med tæpper på græsset.
Derudover kunne man sidde på terrassen i haven, på terrassen ved hoveddøren,
i hyggekrogen ved hovedøren eller i det nybyggede cykelskur,
som i dagens anledning var indrettet med en palle-seng.
Børnene valgte naturligvis at opholde sig i legehuset, i tårnet i æbletræet
og i de tre hængekøjer i valnøddetræet:)

Vejret var fantastisk. Ikke for koldt, ikke for varmt, men lige tilpas.
Folk var i strålende humør og stemningen bar præg heraf.
Og børnene hyggede sig i stor stil!!!! Altså virkelig!
Udvalgte kommentarer fra deltagerne under 12 år:
“Jeg ville ønske, at vi ku´blive her i 500 timer!”
“Det her er den bedste fest, jeg NOGENSINDE har været til!”
“Bare jeg var vokset op her!”
Det er da bare de bedste anmeldelser:)

Fyrsten og jeg nåede på intet tidspunkt at få stress.
Folk var simpelthen så søde til at hjælpe med at få tingene ordnet undervejs!
Og vildt nok, så brændte vi stort set ikke inde med noget.
Der står en dunk vin og to rammer øl i skuret, det er det!
Til gengæld kunne vi godt have købt flere is
– 112 er slet ikke nok til 15 børn;)

Alt i alt – FANTASTISK DAG!
Og nu ….. billedespam:)

På gensyn

Jeg er lykkelig! Det er jeg virkelig!
Lykkelig for Ane, for Fyrsten, for solskinnet, for nyvasket sengetøj, for mit liv.
Mit liv er på ingen måde blevet, som jeg havde forventet,
det er blevet meget, meget bedre:)
Der er bare denne ene lille djævel, som en sjælden gang imellem stikker fjæset frem.
Ulykkeligheden.
Som minder mig om, at jeg ingen kontrol har. At tilfældighederne råder. 
At drømmen om en stor familie er netop det – en drøm.
Og på den ene side hader jeg den.
Den får mig til at føle mig utaknemmelig. Grådig.
For jeg er SÅ privilegeret. Jeg er nogens mor. Jeg er Anes mor.
Og det virker forkælet at ønske sig mere. Det ved jeg.
På den anden side byder jeg den velkommen som en gammel ven.
Jeg kan rumme den på en anden måde, end jeg kunne før.
Jeg kan se den tydeligt. Jeg ved, hvad den indeholder.
Og jeg ved, at dette kun er muligt, fordi jeg nu har den største lykke at sammenligne den med.
Fordi jeg nu har Ane:)
Så i korte glimt tillader jeg ulykkeligheden at kigge forbi.
Jeg fortæller den, at jeg ser den. Jeg forstår den. Jeg accepterer den. 
Her og nu og som en del af min fremtid. 
Og så lukker jeg den ind, men kun for en stund.
Og i det øjeblik der kommer bevægelse i barnevognen og de små ben sparker dynen af,
vinker jeg farvel til ulykkeligheden og lader lykken vende tilbage. Og i sammenligningens lys skinner den meget klarere:)
Jeg siger farvel og på gensyn.

Babser på tilbagetog!

Vi er på nedtrapning med amningen – ufrivilligt, men nødvendigt!

Ane har jo været noget så glad for babserne, og jeg indrømmer også gerne, at jeg bestemt ikke har været nærig med dem!
Der altid en god grund til at hive babserne frem – “næ, har du slået dig – her er en babs!”, “nå, du er træt, du må hellere få lidt babs.”, “ih, du har lært at vinke! Lad os fejre det over en babs!” 
Sagen er bare den, at dagplejemoren ikke er ligeså gavmild med sine babser, som jeg er. Faktisk slet ikke!
Så vi er på afvænning. 
Fra kl 6-16 er babserne lukket land! Som i HELT lukket!
Og det er fandme hårdt – selvfølgelig mest for Ane, men også for mig, sgu! 
Vi tæller ned i løbet af dagen. Og prøver at fokusere på noget andet. Men når klokken har passeret 14, begynder tiden at gå rigtig langsomt og den unge dame ser mig ikke længere i øjnene. 
Men vi er nogle seje typer – vi holder stand! Og så sørger vi ellers for at bringe babserne til fuld nytte mellem kl 16 og 6! 
Babserne længe leve! Hurra – hurra – HURRRRRRAAAAAAAAAA!!!!

Tak!

Der er har været ret mange indlæg på forskellige blogs gennem de sidste måneder omhandlende kommentarer.

Eller nærmere manglen på samme.
For en del bloggere oplever, at de pludselig får færre kommentarer. Instagram får en stor del af skylden! Det samme gør Bloglovin. Ellers lyder det, at det er fordi, folks læser blogs over telefonen eller ipad’en og finder det for vanskeligt og tidskrævende at kommentere. Budene er mange!
Jeg har endnu ikke blandet mig i snakken af den simple årsag, at jeg ikke selv oplever det. 
Det kan der være flere grunde til. 
Den første, største og vigtigste er naturligvis jer! Jep, jeg mener dig!
Jeg har jo verdens sødeste læsere, som altid er gode til at smide en kommentar:)
Jeg håber og tror også, at jeg selv har en del af æren. Jeg føler, at jeg er blevet mere ‘stabil’ som blogger. At der er kommet en lidt tydeligere rød tråd herinde. Og jeg synes, at I har taget pisse godt imod denne ændring. For jeg må jo nok erkende, at jeg er blevet en motherfucker motherblogger. 
Og jeg kan li’ det! Det er her jeg føler, at jeg har noget på hjerte. 
Det jeg egentlig nok bare vil sige er tak!
I gør det meget sjovere at blogge:)

Alkoholiserede alfer og små glæder!

Jeg følger mig selv på Bloglovin’ – den er sgu god nok!
Så jeg kan nemlig bare lige scrolle ned og se, hvad jeg har fået af likes.
Og det kan jeg faktisk rigtig godt li’:)
Når I, sådan som i går, kaster 18 likes (det synes jeg er mange!) efter et indlæg,
så danser små champagnedrikkende alfer rundt i min mave – og det er en rar fornemmelse!

De der små glæder i hverdagen er ret så vigtige:)

Ane og fætrene:)

Min søster var omkring 15 uger henne, da vi sammen fortalte hendes drenge, at hun var gravid med en lille fætter eller kusine.
Egentlig ville vi have ventet til efter MD-scanningen, men min søster var allerede vokset en del i størrelsen,
og hun havde det ikke altid lige godt – det blev svært at forklare, hvorfor mor tit var syg.

Så en lørdag eftermiddag samlede vi mine tre nevøer omkring spisebordet for at give dem beskeden.
De to yngste var på det tidspunkt 4 og 6, den store var 12.
De små reagerede nogenlunde sådan her:
“Ih, en baby!!!! Må vi godt se fjernsyn nu??”
Den store var mere kritisk, forståeligt nok!
Han syntes, det var mærkeligt, og han var nervøs for, hvad andre mon ville tænke.
Vi fik en lang god snak, han og jeg. Om at folk nogle gange reagerer med skepsis på ting, de ikke forstår. Og at det er helt okay! Men også om, at han selv havde skabt så stor glæde i sin mors liv, at hun også ønskede for mig at opleve det.
Der gik ikke mange uger, før han betroede mig, at han var i gang med at sy svedvarmere i håndarbejde til sin kusine:)

I den her weekend har vi været på Lolland, hvor vi har hygget med min søsters yngste drenge.
Den ældste mente åbenbart, at fodbold og kammerater var vigtigere end moster-tid – tsk tsk:)
Men de to andre nød deres kusine i fulde drag og omvendt!

Ane er MEGET glad for sine fætre!
Hun opfører sig på en måde, som jeg ikke ser, når hun er sammen med andre børn.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er en særlig forbindelse mellem dem.
De har trods alt ligget i den samme livmoder.
Hun skal mule dem og nulre dem. og hun smiler stort, så snart hun ser dem
– det er virkelig en fornøjelse at se:)

Og jeg nyder det virkelig her og nu med tanke på, at der nok ikke går mange år, før de synes, hun er den største pestilen!!!

Et lille tip (ikke sponsoreret)

Har I set, at Pixum har app’en ‘fotobog’??

Det kan godt være, at den ikke er ny, men jeg har først lige opdaget den, og jeg er begejstret:)
Du kan simpelthen bestille prints af dine billeder direkte fra din telefon, og det er ret så nemt!
Tidligere fik jeg sjældent printet mine billeder. Men efter Ane er kommet til, bliver der taget ret mange, og jeg synes, det er skønt at have dem i et album – eller flere;) 
I går fik jeg denne levering, 158 billeder for lige omkring 220 med porto – det kan jeg li’:) 

Hold mig tættere endnu!

Dagplejestart! Fuck lort!
Som jeg skrev i sidste uge, så gik de første dage i dagplejen rigtig godt:)
Ane var glad, nysgerrig, legesyg. Og hun charmerede sig selvfølgelig godt og grundigt ind på dagplejemoren, Mie.
“Pyha”, tænkte jeg, “det er da overhovedet ikke så slemt det her!” da jeg i sidste uge cyklede hjem med en glad, lille pige i anhængeren. “Pis, pis, pis” tænkte jeg, da jeg sidst på eftermiddagen sad med en lille pige i favnen, som havde grædt uafbrudt i fire timer:( 
Ane er sjældent ked af det. Hun kan blive sur, hvis man lige prøver at snige ud at tisse, eller vred, hvis ikke maden kommer hurtigt nok på bordet. Men ked af det er hun altså sjældent. Indtil nu!
Nætterne er virkelig hårde. Hun vågner op minimum én gang i timen og er ked af det. Hun kravler næsten helt ind i mig. Stikker fingre i munden på mig og piller mig i håret. Og jeg kan ikke gøre andet end at holde hende tæt og tættere endnu, indtil hun mærker, at jeg virkelig er der.
Åh, mit skrøbelige moderhjerte:(
Det gør simpelthen så ondt på mig. At mærke hvor voldsomt hun reagerer og alligevel vide, at jeg er nødt til at aflevere hende igen i morgen. At fornemme hvor angst hun er for, at jeg skal forlade hende, og så gøre netop det. Alt i mig stritter imod!!!
Heldigvis er der tre uger tilbage til jobstart, så Mie og jeg har aftalt, at vi fortsat tager indkøringen heeeeelt stille og roligt. Jeg er dælme glad for, at det er muligt!!!