At være lykkelig og være infertil

Jeg har lige fra første hormonindsprøjtning
været meget åben omkring dét at være i fertilitetsbehandling.
Både overfor venner og familie,
men også herinde.
Det undrer muligvis nogle.
Der er med garanti nogle, der tænker, at sådanne ting hører privatlivet til.
Og ja, det gør det da på sin vis også.
Men der er dælme også nogle tabuer omkring infertilitet,
der aldrig bliver brudt, 
hvis ingen står frem.
Som eksempelvis det faktum, at infertilitet er en sygdom.
Jeg er SÅ mange gange blevet mødt med
‘jamen jeg synes altså ikke, at det er en sygdom!’
Ej, det er meget muligt, men nu er det jo ikke noget, du bestemmer vel?!
Infertilitet er klassificeret som en sygdom af WHO,
og altså ikke noget den enkelte behøver gøre sig til dommer over.
Eller den at infertile er super-egoister, 
som ikke under andre baby-lykke.
Tro mig – der er ikke andet man som infertil ønsker,
end at kunne tage del i andres glæde.
Og det at man ikke kan, gør kun alting værre, end det allerede er.
For nu er man ikke kun ked af, at man ikke kan få børn,
men også at man er en dårlig veninde.
Så bliver man mødt med
‘jamen, jeg kan da ikke gøre for, at jeg er gravid.
Det er da ikke min skyld, at du ikke kan få børn.’
Nej, det er rigtigt. Og det er rationelt.
Men man er ikke altid rationel, når man er infertil.
Man er i sine følelsers vold.
Især når man er i behandling.
Jer der selv har prøvet at være gravide ved,
hvilket hormon-helvede man gennemgår.
Hvordan man er glad det ene øjeblik og ulykkelig det næste.
Nøjagtig det samme gennemgår man, når man er i hormonbehandling.
Eneste forskel er, at man, i modsætning til den gravide,
også er hamrende ulykkelig sådan generelt.
Hormonerne gør det bestemt ikke bedre.
Eller den at når først man har fået et barn,
så er alt godt igen.
Ja, livet bliver bedre, men det bliver aldrig det samme!
Man bliver lykkelig! Lykkelig over endelig at være blevet forældre:)
Men derfor kan man stadig godt være ulykkelig over at være infertil.
Det ene udelukker ikke det andet.
Så når jeg fortsat blogger om infertilitet 
og om nogle af de tanker og følelser, der følger med,
så er det både et forsøg på at italesætte noget,
som kan være svært at tale om.
Og for at række ud mod andre, der har infertilitet tæt på livet.
Men mest af alt er det fordi, at jeg stadig er infertil.
Jeg er mor til Ane.
Jeg er mere lykkelig, end jeg troede muligt.
Og jeg er infertil.

0 kommentarer til “At være lykkelig og være infertil”

  1. jeg kan fuldt ud følg dig .. for vi er vel i bund og grund kun her på jorden for at formere os og at nogle ikke kan eller har svært ved det er en sorg for mange .. jeg er mor til 5 børn og jeg har også mistede 5 børn .. ja jeg har let til at få børn, men jeg kan også føle mig flov og ked af det når jeg læser om dig og din kamp og andres i samme situation for det ville være dejligt hvis alle kunne få børn …

  2. Hørt!
    Hvor kan jeg relatere til meget af det du skriver her.
    Jeg er så heldig at være blevet mor 2 gange, til de dejligste drenge.
    Men jeg glemmer aldrig kampen for at få dem, den store sorg jeg bar rundt på og gjorde ondt i maven.
    Venner blev skjult på facebook fordi jeg ikke kunne holde ud at de deres gravide maver og lykkelige baby billeder.
    Eller den dag den tidligere regering bestemte at fertilitets behandling var for egen regning! Man mente ikke det var en ret at få hjælp til at få børn! Som om samfundet ikke har interesse i de 6% af børn der hvert år kommer til verden pga fertilitets behandling.
    Jeg er lykkelig for at jeg idag er mor til 2, men kampen glemmer jeg aldrig, kan faktisk stadig ikke snakke om det uden at få tåre i øjnene. Jeg har ligesom endnu ikke fundet fred med at vi skulle den kamp igennem.
    Det er noget som andre ikke forstår medmindre de selv har været kampen igennem.
    Af hele mit hjerte håber jeg at I vinder jeres kamp og laver nogle søskende til sødeste Ane!
    Jeg hepper på sidelinjen og takker for at du blogger så åbent om jeres kamp.

  3. Super flot indlæg. Jeg tænker tit at det må være skrækkeligt ikke at kunne få børn. Det er jo ligesom en del af livet. Så føler virkelig med dig og alle de andre. Vi har knoklet for vores børn – har ikke let ved at blive gravid, men det er da lykkedes og jeg er lykkelig for dem alle, hver og en.
    Knus fra en mor til tre og nr 4 på vej

  4. Hvor er det bare godt skrevet, E. Og hvor kan jeg nikke genkendende til det hele. Du forstår virkelig at sætte ord på mange af de følelser, man har som infertil.
    Bliv endeligt ved med at blogge om det. Lad os få brudt nogle tabuer – og lad os sammen hjælpe hinanden med at sætte ord på, hvordan det er at være i.
    Kram herfra,
    Lone

  5. Havde du ikke blogget og været åben om det at være infertil, så havde jeg ikke, den gang for meget længe siden, skrevet en lille stille mail til dig, med alverdens spørgsmål, og så havde du ikke svaret, og så havde jeg ikke skrevet igen, og så, og så, og så…. SÅ havde vi nok aldrig 'lært hinanden at kende' på den måde, som vi gør i dag.

    Så TAK for at du deler, og TAK for at du tillader dig at være privat på din egen blog. JEG er i hvert fald blevet klogere. ♥

  6. Du har så ret. I det hele. Jeg har på ingen måde fundet fred med min kamp for at få børn, jeg er halv- bitter over at det ikke er mig selv der bestemmer hvornår jeg har unger nok, jeg er lykkeligere end jeg troede muligt, men det er stadig en sorg for mig at jeg er så dårlig til at blive gravid. Tre år tog det at få den første. Og jeg glemmer det aldrig. Det sidder så dybt i mig. Troede egentlig jeg var ret alene med den følelse så tak, tak tak for dit indlæg – og tak til jer i kommentarerne der osse deler.

  7. Jeg slog knuder på tungen og afleverede ret forkert et "jeg er gravid" til en rigtig god veninde der selv kæmpede med infertilittet (kan ikke stave det….) Hun ønskede mig tillykke og blegnede bag smilet. Efter det turde jeg ikke tale om min glæde og graviditet medmindre hun spurgte. Hun tog hormoner, var til undersøgelser og jeg ved ikke hvad. Så tog fanden ved mig en dag og jeg bad om at komme med til hendes undersøgelser, og jeg fulgte med i alt. Det brød muren ned, og vi kunne tale helt naturligt om det at være gravid, hvad jeg følte, hvad hun følte osv. Jeg blev mor til en dreng og året efter blev hun mor til en supersmuk pige. Jeg er glad for at jeg spurgte, og jeg er glad for at hun åbnede sig for mig og bød mig ind i hendes sorg, kamp og heldigvis en stor glæde.

  8. Jeg vidste ikke det var en sygedom, har aldrig tænkt over det, men jo selvfølgelig er det det.
    Og ja selvom man har fået et barn er man stadig syg, og selvfølgelig er man lykkelig, men ikke ubetinget.
    Jeg er ikke infetil, jeg har min dejlige dreng, men første gang jeg var gravid, var det uden for livmoderen, uden nogen forklaring at finde.
    Det kom som et shock – både at jeg var gravid, og at det ikke sad rigtigt. Jeg var bange, bange for at blive infertil, hvis jeg skulle opereres.
    Heldigvis blev jeg rigtigt gravid og har min dreng jeg er lykkelig for, men jeg er stadig bange for at jeg skal blive gravid uden for livmoderen igen, og at det sidder forkert og at jeg skal blive infertil…
    Jeg opleve(r)/(de) det som et kæmpe tabu, og selvom jeg ønsker som du skriver emnet italesat, så skriver jeg som anonym :-/

  9. Jeg er helt med dig, Line! Jeg har også slettet en del venner på facebook, fordi det simpelthen var for hårdt og en konstant påmindelse, om det jeg selv manglede. Og jeg har heller ikke fundet fred med det! Vi får kun det ene liv – hvorfor har vi to trukket netop dette lod?
    Tusind, tusind tak:) Det er skønt med et heppekor!

  10. Du er bestemt ikke alene – vi er mange som deler din sorg og frustration! Og det er sgu okay at være halv-bitter, for det er da ikke fair.
    Jeg tror, at når først sorgen er flyttet ind, så bliver den der. Så er det op til os selv at takle den, så den overskygger den store lykke det er at være blevet mor:)

  11. Åh, hvor er jeg glad for at høre, at fanden tog ved dig!!! Alt for mange trækker sig og er bange for at sige eller gøre noget forkert – og med god grund, for som infertil er man ufatteligt skrøbelig og irrationel. Det lyder til, at du gjorde det helt rigtige:) En af de veninder, jeg brugte mest, mens vi var i behandling, blev selv gravid undervejs. Men fordi hun ikke var bange for at spørge ind til mig, for at lade mig være små-vred på hende og føle mig uretfærdigt behandlet, så var hun den, jeg talte bedst med – på trods af hendes voksende mave.

  12. Selvfølgelig er du bange, og selvfølgelig fylder det stadig hos dig. Så voldsom en oplevelse, kan jeg kun forestille mig, sætter sig dybt i én.
    Det er okay at være anonym – det er en stor ting, og der er utrolig mange følelser i spil. Tak fordi du alligevel delte din historie:)

  13. Jeg har også altid været åben om vores kamp for at få børn. Jeg har grædt så mange tårer over andres lykkelige nyheder. tuder på jobbets wc da en kollega proklamerede sin graviditet. SUK. Nu er jeg mor til 3 – ja 3 børn!!!! 2 drenge på 9 og 7 som er blevet til fordi en venlig sjæl afleverede et par protioner sæd i en sædbank ud af det kom vores to fantastiske drenge. De og alle andre ved at de er lavet ved hjælp af donor. Mange har undret sig over at vi har fortalt så åbent om det, men vores holdning er at sådan noget kan man da ikke skjule for sine børn, alle har ret til at vide hvor de kommer fra. Hvis vi holder det hemmeligt er det som om vi er flove eller skammer os. Det gør vi IKKE vi elsker vores unger uanset hvordan de er kommet til os. Den 1. maj 2012 fik vi det største chok i vores liv, da vi pludselig fandt ud af at vi selv havde produceret en baby der lå og ventede i min mave. Så nu har vi en datter på 16 måneder 😉 Livet er en underlig ting. Det der fyldte allermest hos mig i så mange år var at få børn og jeg begreb ikke når folk sagde at de da ikke skulle have flere, men tænk sig nu forstår jeg – jeg er mæt og tilfreds med mine tre børn. – Charlotte Horslev Petersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.