Opmærksomhedskrævende patværk!

Sådan et har jeg!
Og med tanke på, hvor mange babser, der findes i verden, og hvor lidt unikke mine er,
så påkalder de sig overraskende meget opmærksomhed.

Ét er den opmærksomhed jeg selv giver dem.
Jeg har været stolte af dem – det indrømmer jeg gerne!
Med hensyn til amningen har de virkelig vist sig fra deres gode side
og har fortjent en vis portion anerkendelse!

Men noget andet er den måde hvorpå de på egen hånd formår at påkalde sig opmærksomhed:
– Som dengang jeg havde første arbejdsdag og var med i Lalandia.
Jeg opfordrede dem IKKE til at hoppe ud af bikinien foran de nye kolleger.
Og jeg lovpriste dem i hvert fald ikke for den beslutning!

Nu gik jeg egentlig og troede, at vi var kommet os over den der ‘se mig’-fase,
men man kan åbenbart aldrig vide sig sikker,
når det kommer til babserne….

Og således skete det, at min chef forleden hentede en fin, fin app til min telefon,
så jeg kunne dele filer med mine kolleger.
Skide smart er det!
Knap så skide smart at han glemte en liiiiiiille ting…..
Nemlig at slå den funktion fra, som gør, at jeg samtidig deler alle mine billeder med kollegerne.
Og endnu mindre smart at jeg netop denne dag beder Fyrsten om
at knipse en masse fine billeder af mig og Ane, mens jeg ammer,
Get the picture??! Det gjorde kollegerne i hvert fald….

Jeg er sædvanligvis imod straf som opdragelsesmetode,
men lige i dette tilfælde ser jeg ingen anden udvej
– babserne har fået stuearrest!!!

Reality strikes!

Jeg startede job igen 1. juni efter at have været væk i 11 måneder.
Og ærligt – det har slet ikke været så slemt som frygtet.
Jeg er lynhurtigt faldet ind i de gamle rutiner på jobbet,
og savnet til Ane er ikke så voldsomt, som jeg havde forestillet mig
– jeg er jo travlt optaget.

Det er dét der, der kommer efter jobbet, der er hårdt!
Og lige om lidt træder den nye folkeskolereform i kraft og går hårdt hårdere.
For hold nu kæft hvor har døgnet pludselig alt for få timer!!!
På en almindelig dag er jeg hjemme kl. 16 (16.30 efter ferien)
– så er der lige knap tre timer til madlavning, leg med Ane, spise, lege lidt mere,
gøre putteklar og putte.
Herefter er der så yderligere tre timer – en går til forberedelse, en går til huslige opgaver
og en går til at rende op og ned ad trappen, fordi Ane ikke nødvendigvis er enig i,
at hun skal sove.
Og næste dag der gør man bare nøjagtig det samme igen!
WHAAAAAAT???!
Hvornår er det lige jeg skal sidde tilbagelænet i sofaen og nyde min kaffe
og det sidste nye afsnit Grey’s Anatomy?
Hvornår skal jeg klippe mine tånegle og plukke mine øjenbryn?
Hvornår skal jeg skrive blogindlæg?
“Jeg kan desværre ikke komme til din fødselsdag på lørdag, da jeg skal vaske hår!”
…. sådan må det blive!

Tænk engang at et utal af kvinder rent faktisk gør nøjagtig det samme
og stadig formår at have rent tøj på?
Det er fandme imponerende!!!
Og tænk at nogle gør det med to, tre, fire børn??!
Det er jo bare sindssygt!

Det er fandme hårdt at være voksen!

Pip, Pop og Ane

Ane har fået sig to nye venner, fuglene Pip og Pop:)
Hun mødte dem for en måneds tid siden, da vi, sammen med en masse andre søde
blogdamer og børn, var inviteret til ‘legestue’ af Smålinger.

Det var ikke kærlighed ved første blik, det kan jeg ligeså godt sige.
Jeg var derimod ret begejstret!
Med Pip og Pop fulgte en fin bog, samt et login til Smålingers hjemmeside,
hvor man kan få gode idéer til lege, samt en beskrivelse af hvordan legene stimulerer barnet.
Og hånden på hjertet – jeg har haft brug for idéer!!!

Frem til Ane var 8 måneder, har vi gået til rytmik i kirken – og vi har begge nydt det!
Ane elsker, når vi leger, og jeg synger (det er sgu rigtig nok!), og det er simpelthen så hyggeligt.
Men når man har leget de samme lege og synget de samme sange i flere måneder,
så går det fede ligesom af, både for mig og Ane.

Og jeg vil gerne en masse med Ane. Jeg er bare ikke så skide opfindsom!
Så det passer mig rigtig fint, at nogle andre har udtænkt de pædagogiske tanker bag
en leg, så jeg bare kan følge en ‘opskrift’ og nyde en hyggelig stund med Ane:)

Med Pip og Pop følger en udførlig beskrivelse af, hvordan man kan bruge fuglene og bogen
på flere forskellige måder fra barnet er 0-5 år. Og det kan jeg li’!
For ærligt, så kiggede jeg først på fuglene og tænkte ‘jamen, I kan jo ikke noget?!’.
Og det samme gjorde Ane vist, for hun kastede bare med dem.
Bogen derimod var hun vild med øjeblikkeligt, og efter vi havde læst den nogle gange,
gik det op for hende, at fuglen i bogen var den samme, som den hun sad og kastede med
– og så blev den pludselig spændende:)
Og nu efter et par uger med de to nye beboere i Palæet, møver Ane sig selv hen til kurven,
hiver en fugl frem og flyver med den over hovedet som tegn på, at mor skal synge.

Bag Smålinger står Stine og Lene, en lærer og en pædagog, som har specialiseret sig i børns udvikling og læring. 
Jeg kan kun anbefale jer at kigge forbi hjemmesiden, hvor du også kan læse nogle virkelig gode blogindlæg om fx det at læse med børn, gode idéer til lege og meget andet:)

Dette indlæg er sponsoreret.

Vi ser på det!

Vi har nu været i gang med det der køkken i en uges tid.
Og det går ganske glimrende, må jeg sige.
Vi har ikke været uvenner over det én eneste gang
– efter hvad jeg har hørt, er det virkelig godt gået!

Dermed ikke sagt, at vi ikke har været uenige. Det er vi op til flere gange om dagen.
For hold nu op, der er meget at tage stilling til!
Ting, der kan synes bitte små, men som i det store køkken-puslespil faktisk er ret vigtige.
Som fx de der stikdåser vi har siddende midt på væggen.
De sad helt sikkert rigtig fint der, da det gamle køkken blev sat op, for det havde overskabe.
Det kommer der ikke i det nye køkken, ergo skal der ikke sidde sådan to gange øjenbæ
lige der midt i det hele – synes jeg.
De skal kamufleres!
Fyrsten ævler løs om regler om afstand til håndvask og andre ligegyldige detaljer,
jeg taler æstetik – som jo utvivlsomt trumfer alle byggetekniske reglementer.
Og sådan fortsætter det i et par timer, indtil Fyrsten siger de magiske ord:
“Det kan ikke lade sig gøre, Elisabeth!”
Pis også! Når først “Elisabeth!” sniger sig ind i en sætning,
så ved jeg, at han mener det alvorligt.

Godt så – stikdåserne bliver hvor de er.
Min glimrende løsning er så, at vi hænger en eller anden kurv eller hylde ved stikdåsen,
og så kan man altid lige sætte en lille plante eller bøtte foran.
Her nedlægger Fyrsten igen veto!!!
“Så har man mad på fingrene og skal sætte noget i stikket, og så skal man først rykke alt muligt rundt.
Det er upraktisk og uhygiejnisk!”
Igen – ligegyldige detaljer i modsætning til æstetik!!!
Men så er det, at jeg siger mine magiske ord: “Vi ser på det!”

“Vi ser på det!” er pige for “Jeg plager, indtil jeg får min vilje.
Og får jeg ikke min vilje, så gør jeg det bare alligevel.”
Desværre har Fyrsten og jeg været sammen så længe, at han også taler pige….
Så vi er stadig ikke enige om de satans stikdåser.
Vi ser på det….

Nu uden køkken!

I vil garanteret gerne ha’ en lille update på,
hvordan det er at være startet på job igen….
Det får I ikke!
Jeg har ikke rigtig taget stilling til det endnu
– når det sker, skal jeg nok sige til!

Køkkenet fortæller jeg derimod gerne om til alle, der gider lytte!
Det er super fedt at være i gang – og super uoverskueligt…
Det er da også gennemtænkt at rive køkken ned, lige som jeg starter job.
Men nu er det i hvert fald gjort!
Det tog os et døgns tid at pille elementer ned, fjerne lister, fjerne gulv mm.
Og jeg knaldede kun mig selv i hovedet med brækjernet én gang:)

Vi fandt sgu trægulv!
Det fineste, gamle trægulv, som passer til stuerne.
Og jeg var mere oppe at ringe end en teenagetøs til 1D-koncert!
Jeg hoppede rundt i køkkenet og dansede – ind og fortælle det til Fyrsten
– ud i køkkenet for at sikre mig, at jeg ikke tog fejl – og så en dans til:)
Der er dog lige et enkelt sted, hvor vi skal tænke kreativt,
fordi der har ligget fliser, men lige nu er det en mindre detalje.

Jeg får tudet ørerne fulde af, hvor hårdt sådan et køkken-projekt er,
både på Instagram og i den virkelige verden.
Og jeg er da helt med på,
at der næppe kommer nogle forbi med champagne og jordbær
og beder os om at tage en slapper i haven, mens de lige fræser ledninger ind i væggen.
Selvfølgelig bliver det hårdt og krævende.
Men vi har købt et hus til nedrivning – vi er ikke bange for at tage fat.
Og når vi tager fat, så gør vi det med optimisme og gåpåmod
– ellers ville vi for dælen da aldrig komme nogen vegne!

Vi har fået lavet en overskuelig ‘to do-liste’,
så det er nemmere at gå til.
Og så gør jeg ellers bare det, Fyrsten sætter mig til!
Ane virker ret upåvirket af, at huset er på den anden ende
– babserne er jo, hvor de plejer at være;)

Køkkendrømme

Jeg vil gerne ha’ et nyt køkken.
Det har jeg gerne ville længe!
Faktisk var planen, da vi købte Palæet, at køkkenet skulle udskiftes som noget af det første.
Men så døde fyret og bilen, og der kom brugerbetaling på fertilitetsbehandling.
Hej hej køkkendrømme!

Men nu skal det være!!!!!

Vil I høre planen??

Vi skal i Ikea i morgen og kigge på køkkener, 
men vi er ret sikre på, at det skal være dette, bare i hvidt.
Det er nyt og fint, men passer stadig ind i Palæet.
Glatte overflader og grebsfrie låger ville næppe matche vores gamle, skæve rønne.
Kan I se køleskabet og højskabet over til højre?
Det forsvinder! I stedet skal der være emhætte og kogeplade (gas, naturligvis),
det kan komme et stykke ind i ‘hakket’, for der er en del uudnyttet plads bag skabene.
Ovnen bliver hvor den er, men skal være indbygget istedet.
Overskabene ryger og der kommer ét stort på endevæggen, hvor emhætten er nu.
Det bliver det eneste sted med overskabe.
Vi skal ha’ skuffer! Kun skuffer!
Hader, hader, hader det der med at ligge med røven i vejret for at finde det,
som gemmer sig bagerst i skabet. 
Køleskabet skal stå der i hjørnet, både det og opvaskemaskine skal være indbygget. 
Og væk med hylderne.
Og så den mere langsigtede plan:
Om nogle år, når vi har sparet en bunke penge sammen, så vælter vi halvdelen af huset!
Ej okay, men tæt på.
Vi vil vælte væggen ind til krearummet OG til Olivers værelse,
så det bliver et langt rum med mulighed for spiseplads.
Og det skal der altså håndværkere på.
Fyrsten kunne garanteret godt selv, men det ville tage tid.
Og der er både noget væg, der skal forstærkes, og noget el, der skal trækkes om
– vi tænker, at det er bedst at overlade det til de professionelle, hvilket vi ikke har råd til nu.
Egentlig ville det smarteste nok være at vente med at lave køkkenet,
til det hele kan laves, MEN vi har simpelthen brugt for lang tid på at vente på ting!
Vi har muligheden nu for at gøre noget, vi har drømt om længe, og den griber vi.
Vi får det køkken, vi har drømt om, og samtidig kan vi glæde os til,
at det bliver endnu federe om nogle år.
Jeg kan simpelthen ikke vente med at komme i gang!!!!

Nu er nu!

Nu er nu.
Det minder Marlene (@1i11e1u11e) mig ofte om, både her og på Instagram.

Nu er nu.
Tre små og simple ord, men med så smukt og vigtigt et budskab.
Et budskab om at være her og nu.
Om at leve og elske med al den lidenskab du kan.
Om ikke at lade sin tynge af gårsdagens sorger og morgendagens bekymringer,
men få det bedste ud af dagen i dag.

Jeg havde store planer for min barsel.
Praktiske gøremål og meterlange to-do-lister.
Men så kom Ane.
Og ligesom Marlene mindede hun mig om, at nu er nu.
Så glemte jeg alt andet:)

Jeg har haft den mest fantastiske barsel.
Jeg har sniffet al babyduften ud af Ane og kysset hende til læberne var hudløse.
Vi har lavet tæt på ingenting,
og alligevel har jeg fået de smukkeste og mest vilde oplevelser nogensinde.

I morgen starter jeg job.
Men nu er nu!
Og nu er søndag.
Solen skinner og kaffen smager fantastisk.
Ane sover, men når hun vågner, vil jeg sniffe og kysse hende lidt mere.
‘I morgen’ bekymrer jeg mig om i morgen.

Nu er nu:)