Lad mig præsentere….

– Fyrsten & Fruen:)

Jeg fornemmer, at der er kommet en del nye følgere til indenfor de seneste måneder.
Velkommen til:) Super hyggeligt, at I vil kigge med! 
En lille præsentation må være på sin plads, 
så det får I her: 
Fyrsten & Fruen
Fyrsten kaldes sådan, fordi hans lillebror engang proklamerede, at han fremover ville tiltales
som ‘Kejser admiral baron von don der Bimc’.
Og når jeg siger lillebror, skal det måske også nævnes,
at han på det tidspunkt havde rundet de 30:) 
Fyrsten ville også lege med, men nøjedes heldigvis med ‘Fyrsten’. 
Pyha…. I kan godt høre det, ikk’?!
Kejser admiral baron von don der Jess og Fruen punktum blogspot punktum dk…. 
Det havde bare aldrig gået! 
Fyrsten er handy. Ret meget endda. 
Så der bliver altid bygget på noget herhjemme!
Og så elsker han skolekridt og Ribena. 
Fruen, det er mig. 
Jeg er knap så handy, men jeg prøver! 
Til gengæld er virkelig god til at være klodset og kikset;)
Det er uden tvivl mine spidskompetencer.
Og drikke kaffe og spise maoam – det er en disciplin, jeg også mestrer!
Palæ pompøs
Det er navnet på vores hus:)
Skørt og ret ironisk navn, for det er langt fra noget Palæ. 
Det er gammelt, skævt og drypvist utæt, men vi ELSKER det – meget meget! 
Det kræver en del arbejde, 
men det er det hele værd:)
Navnet har det fået engang i 80’erne af de daværende ejere.
Daimi er Palæets gudmor – det er da ret sejt:)
Børn – med og uden pels
Charlie er navnet på vores lollandske kat. 
Han er fin og rød og bange for støvsugere. 
Cash, hedder vores adopterede golden retriever.
Det par, der overtog vores lejlighed i Nordvest, da vi købte hus,
 kunne ikke have ham med. 
Vi syntes, at han var noget så sød, så han flyttede med os:) 

Oliver, hedder Fyrsten søn. 
Han runder snart de 18 år og er et pragteksemplar af en ung mand!
(Ja ja, jeg er muligvis lidt forudindtaget, men det er han altså!!!) 
Han er rolig, sød, fornuftig og ret så pæn. 
Og så er hans lillesøster helt forelsket i ham:) 

Lillesøsteren, det er Ane.
Hun fyldte 1 år i august, og er min helt store kærlighed. 
Ane kom på tegnebrættet, da vi blev gift i 2009.
Hun kom til verden i 2013 efter 10 fertilitetsbehandlinger, 92 håndplukkede æg,
uendeligt mange hormoninjektioner og tilsvarende mange tårer. 
Nå ja, og én søster. 
Ane er født af sin moster – min storesøster. 
For mange virker det vildt, surrealistisk, tosset eller fantastisk. 
For os er det hverdagen og efterhånden ganske normalt,
omend stadig ret så fantastisk:) 
Bloggen
Bloggen her er, ligesom jeg, ret klodset og kikset. 
Den har skam en rød tråd! Og en blå, en grøn, en lilla, en støvet rosa,
en knækket hvid og en gul….. 
Jeg blogger om lige præcis dét, der falder mig ind!

Sponsorerede indlæg er der ikke en overvægt af.
Fordi jeg er pisse kræsen og krævende!
Bloggen er min hemmelige hule, og vil man ind,
så skal man fandme kunne et sejt kodeord.
“Johnny bruger ikke gummistøvler” virker dog hver gang;)
Infertilitet fylder til tider en del herinde. 
Det undrer nogle, for jeg er jo ikke barnløs længere. 
Og nej, det er jeg ikke,
men jeg er stadig infertil, både fysisk og psykisk.
Enhver, der har været den mølle igennem,
kan højst sandsynligt nikke genkendende til,
at det ikke bare er noget, man ‘kommer sig over’. 
Jeg er himmelråbende lykkelig for, 
at jeg er blevet tildelt den kæmpe ære, det er, at være Anes mor:) 
Men det ændrer ikke på, at jeg har en smerte med i bagagen,
som ikke lige er sådan at ryste af sig. 
Og nå ja, så jeg vil jeg da skide gerne ha’ flere børn en dag.
Af den slags uden pels!!!


Ha’ en dejlig lørdag aften, alle sammen!
Jeg har en date med en pensel og nogle paneler,
forhåbentlig ser jeres planer mere spændende ud:)

Do you feel lucky, punk??

Jeg faldt for nylig over en tråd i en terminsgruppe på facebook
ang fertilitetsbehandling.
Trådstarter undrede sig over prisforskellen på klinikkerne
i fht om du vælger én eller tre behandlinger.
Og vupti – så røg jeg lige tilbage til dengang i starten af 2012,
hvor vi skiftede fra behandling i det offentlige til det private….

På det tidspunkt var vi allerede godt slidte!
Vi havde været gennem fire behandlinger,
hvoraf tre af dem havde været lange, hvilket vil sige,
at jeg var blevet nedreguleret og sat i en art kunstig overgangsalder.
Tre gange overgangsalder på 7 måneder er ikke noget,
man slipper ubemærket igennem – jeg gjorde i hvert fald ikke!
Hormonerne rasede i kroppen, og følelserne sad udenpå tøjet.
Og det var i denne sindstilstand jeg befandt mig,
da jeg gik i gang med at undersøge, hvilken privatklinik vi skulle vælge til de næste behandlinger.
Jeg havde kig på tre klinikker i Københavnsområdet,
som jeg kontaktede.
Okker gokker gummiklokker – hvilket sted mon mig knock upper;)

De første to opkald gik fint.
Jeg fik en aftale i hus, så vi kunne komme og se klinikken.
Det tredje opkald var knap så behageligt….
Sekretæren nærmest grinede af mig, da jeg spurgte,
om vi kunne komme forbi til et kig
– om jeg virkelig forventede, at de kunne sætte én af til at vise os rundt??
Næ, så måtte vi komme med en henvisning!
Jeg forklarede, at min læge ikke var interesseret i at lave en henvisning,
før vi havde valgt klinik.
Og for at vælge var det vigtigt for mig at se og høre lidt mere om stedet.
Jeg påpegede, at jeg egentlig syntes, det var en fair nok forespørgsel
i betragtning af, at vi skulle lægge vores største drøm
og en mindre formue i deres hænder.
Hun nærmest fnøs, at de jo ikke havde tænkt sig at låse døren,
hvis vi kom forbi, hvorefter hun smed røret på.
Mon det er nødvendigt at sige, at det ikke blev den klinik vi valgte??!

I stedet tog vi til de to andre samtaler,
fik dannet os et godt indtryk og valgte klinik.
Og så kom næste overvejelse
– skulle vi betale for én behandling eller tre?
18.000 >Væsentlig prisforskel, når man allerede har lagt 35.000.
Og så er spørgsmålet, om man føler sig heldig eller ej….
Vi følte os ikke heldige, vi havde fire mislykkede forsøg i rygsækken
– og de var tunge!
Så naturligvis tog vi tre behandlinger.
Ved hver behandling lagde vi yderligere 10.000 til ICSI, AHA, nedfrysning af æg og akupunktur.
Og efter de tre forsøg plus forsøg med fryseæg og donorsæd gav vi op.

Jeg fortryder på ingen måde, at vi gik i behandling.
Slet ikke!
Jeg ved i dag, at vi gjorde alt, hvad vi kunne.
Og jeg ved, at det var den omvej, der ledte os frem til Ane.

MEN når det så er sagt….
8-10% af de børn, der fødes i Danmark, er kommet til verden ved hjælp af behandling.
Og det på trods af, at for ca 30% af de par, der er i fertilitetsbehandling,
ender historien ikke lykkeligt.
30% forbliver barnløse….
Det er den ondelyneme ikke særligt gode odds.
Da vi var til samtale på den klinik, som vi endte med at vælge,
fortalte lægen, at de seneste undersøgelser viste, at der ikke var forskel på de par,
der blev gravide i andet forsøg, og de der gjorde i 17.
Overvej lige det….
Vi kan tale om livsstil og reproduktive sygdomme,
men til syvende og sidst handler det ligeså meget om held.

Vi valgte ikke at stoppe pga økonomien.
Vi stoppede fordi, vi ikke havde andet valg.
Fordi vi var ødelagte og på kanten til at smuldre væk.
Vi stoppede, fordi det var den eneste mulighed.

Men jeg hører fra mange ufrivilligt barnløse,
at de stopper, fordi økonomien ikke tillader flere behandlinger.
Fordi hver behandling er et sats.
En lottokupon til den nette sum af 20.000 (og det tal kan du fordoble, hvis vi taler om ægdonation).
Overvej lige engang hvor mange skattekroner de børn ville kunne aflevere til det danske samfund?
De børn, som aldrig kommer til verden, fordi deres forældre ikke har råd til at få dem.

Det er satme trist.

Men’er, hvis’er og løftede pegefingre

Jeg syntes ikke, det var vanvittigt hårdt at blive mor.
Jeg har sagt det før, og det er ikke altid en særlig populær udtalelse,
men sådan havde og har jeg det altså.
Naturligvis var jeg også sparet for en del besvær
ved ikke at skulle gennemgå graviditet og fødsel.
For det er jo også en del af det!
Jeg forestiller mig, at det må være pænt trættende
at dele krop med et andet menneske i 9 måneder.
Jeg var fysisk frisk og veludhvilet, da jeg fik Ane i armene – det var lidt af et forspring.
Og vi fik et nemt barn. Et virkelig nemt og mildt barn!

Selvom der selvfølgelig var elementer ved at blive mor, der var knap så kønne
– de søvnløse nætter, de ømme babser, det fedtede hår og den overgylpede bluse –
så nåede jeg aldrig det punkt, hvor jeg var ved at hive håret ud af hovedet på mig selv.
Jeg syntes, at det der med at have et spædbarn var ret overskueligt
og slet ikke hårdere end forventet.

Hvad jeg til gengæld syntes var og er hårdt,
er omverdenens men’er, hvis’er og løftede pegefingre.
Jeg var på ingen måde forberedt på,
at der sammen med mor-titlen åbenbart også ankom et skilt til at hænge om halsen,
hvorpå der med sort sprittusch er skrevet:
GIV DIN MENING TIL KENDE!
Se, det stod der intet om i den bog, sundhedsplejersken udleverede.

Der er rigeligt at overveje som førstegangsmor:
– spiser hun for lidt, spiser hun for meget, sover hun for lidt, sover hun for meget,
har hun for lidt tøj på, hvorfor er rumpen rød, skal hun skide så meget osv.
Heldigvis (dyppet i ironi) står der en hel hær af andre mødre klar til at fortælle dig,
om alt det, du gør forkert – oftest behøver du ikke engang spørge!
Gudskelov for det!

Jeg er blevet mere robust og har fundet fodfæste i rollen som mor,
men det tog da noget tid.
I de første mange måneder sad følelserne udenpå tøjet sammen med pletterne af gylp,
og jeg var da selvsagt super nervøs for at gøre noget forkert i forhold til det her dyrebare barn,
som jeg pludselig havde ansvaret for.
Jeg havde brug for, at nogle kom forbi med pizza og mere kaffe,
ikke løftede pegefingre om, hvor meget hun burde ligge på maven.

Pt møder jeg undren over, at jeg stadig ammer.
Ikke nødvendigvis negativt, men sådan tydeligt overrasket, hvilket tit er det samme….
“Nå! Så du ammer STADIG??!”
Ja, det gør jeg. Men så længe jeg ikke stikker mine babser ind i munden på dig,
så kan jeg faktisk ikke rigtig se problemet?!
Eller over at Ane endnu ikke går, for det skal de åbenbart, når de rammer et år.
Jeg tænker, at nogle børn bare er udstyret med andre fabriksindstillinger…..

Og jeg prøver altid at svare pænt, jeg prøver virkelig.
Men nogle gange er det ret så fristende bare at sige: “Så hold dog kæft!”
Jeg ku’ også bare stikke babsen ind i munden på folk, så stopper de vel helt af sig selv;)

It´s hip to be not so hip;)

Jeg er bare så lidt hip! Virkelig!!!
Og det handler egentlig ikke så meget om, hvordan jeg klæder mig,
eller præsenterer mig selv, det er nok mere en generel sindstilstand.
Jeg har altid pletter på tøjet, eller huller.
I forgårs havde jeg et par tynde leggins på på job.
Først da jeg kom hjem sent om eftermiddagen, opdagede jeg,
at de var løbet bagpå. Helt fra fod til røv.
De har været det længe, det ku’ jeg lige pludselig godt huske.
Det var bare lettere at smide dem tilbage i kurven,
end at tage dem med ned i skraldespanden.
Og fordi jeg cykler med cykelhjelm, kan jeg ikke sætte håret op,
før jeg tager afsted om morgenen.
Hver dag siger jeg til mig selv, at jeg lige kan sætte det,
når jeg lander på jobbet.
Men jeg gør det ikke, så jeg ender altid med en slasket knold eller hestehale.
Make-up bruger jeg ikke.
Ikke af princip eller noget, jeg har bare aldrig rigtig lært det.
Jeg aner ikke, hvad forskellen er på en chai, en latte og en espresso.
Kan man ikke bare få en kaffe med mælk?
Og så er jeg sådan én, der griner af ‘det sagde hun også i går’-jokes.
Og pruttelyde.

Jeg har det helt fint med ikke at være hip,
for jeg har aldrig prøvet andet:)
Jeg er til gengæld både sød og rar!
Til tider er jeg også sjov.
Ofte ganske ufrivilligt, men jeg har lært sådan en grimasse, der siger,
at det var med fuldt overlæg.
“Ja, nu ligger jeg så her med skosnøren viklet ind i min cykelkæde.
Jeg gjorde det bare for at underholde. Det var helt med vilje!”
(Godt, jeg havde cykelhjelm på!)

Nu har der lige været det der CIFF-kids.
Jeg aner ikke, hvad det står for, eller hvad det overhovedet er
– så lidt hip er jeg nemlig!
Men jeg har set en masse flotte billeder på Instagram og blogs
og tænkt ‘nøj! Bare man var hip! Sådan noget vil jeg også med til!’.
Lidt under et døgn skulle der til, før det gik op for mig,
at gu’ ville jeg da ej.
Jeg duer da overhovedet ikke til at gå rundt og kigge på børnetøj en hel dag.
Jeg ville jo røvkede mig!
Jeg har købt nyt tøj til Ane en 2-3 gange – i H&M; eller Føtex.
Alt andet er arvet eller fra genbrugsen.
Næ –  det, jeg gerne ville med til, var pizzaen, sgu da!
Den der über lækre pizzza, som alle de søde og hippe blog-damer delte,
da de var færdige med at se på tøj.

Og så var det, at det slog mig
– jeg har penge, jeg har en cykel, jeg har ben.
Alternativt har jeg adgang til justeat.
Jeg kan sagtens få en pizza – helt uden at skulle bruge hele dagen på
at lade som om, at børnetøj interesserer mig!
Og jeg kan indtage den i selskab med Fyrsten, som har fuldstændig
ligeså plat humor som jeg.
Så er det faktisk slet ikke så slemt ikke at være hip:)

Jeg må hellere lige tilføje, at jeg kender ret mange hippe mennesker.
Jeg har endda en del veninder, som er ret hippe.
Og de er både søde og rare.
De formår bare at være det i pletfrit tøj.
Nå ja, og holde sig oprejst….

Skab gode minder:)

Jeg samler på mange ting!
Gamle dåser, kufferter, knapper og meget mere.
Men jeg samler også på minder:)

Jeg blev moster første gang, da jeg var 17 år.
Oliver hedder han, min ældste nevø.
Jeg er også så heldig at være hans gudmor:)
Men gennem hans barndom har jeg overhovedet ikke været
nogen særlig god moster eller gudmor.
I hvert fald ikke i mine øjne.
Og det hænger selvfølgelig sammen med,
at jeg ikke var så gammel, da han kom til verden.
Og med min fornuft giver det mening
– jeg havde jo alt muligt andet at se til end at skulle være noget helt særligt
overfor sådan et lille menneske.
Men følelsesmæssigt har jeg lidt svært ved at slippe den dårlige samvittighed,
for med voksne øjne ville jeg gerne have gjort meget anderledes.
I stedet forsøger jeg at være det nu, altså verdens bedste moster!
Det kan nogle gange være lidt svært med Oliver,
for nu er han jo teenager, og det der med at skulle bruge en masse tid med sin moster,
står ikke øverst på listen – forståeligt nok!
Så jeg forsøger at tage revanche hos hans småbrødre.
De sidste mange år har de været på weekend eller ferie hos os,
hvor vi bare har hygget.
Vi har bygget huler i haven, ristet skumfiduser over bål og nusset hinanden på ryggen.
Jeg elsker det!!!
Jeg elsker de minder, vi skaber sammen,
og jeg elsker, når de flere år senere siger:
“Kan du huske den der hule vi byggede, moster??”

Så da Ribena skrev og spurgte,
om jeg kunne tænke mig at tage en tur i Zoologisk have med mine nevøer for at skabe gode minder,
var jeg ikke længe om at svare ja:)
Og drengene har aldrig været i Zoo, så de var selvsagt ret vilde med tanken!
Så vi pakkede tasken (ikke madpakken, for det havde Ribena sørget for) og tog på tur,
drengene, Ane og jeg.

Vi havde den dejligste dag!!!!
Jeg har været i Zoo et hav af gange, så jeg var mest af alt vild med
at få Nutella til frokost;)
Ane var temmelig uimponeret af alt andet end sine fætre, som hun synes, er det sjoveste i verden:)
Drengene var ellevilde! De syntes, det var det fedeste,
og jeg måtte ha’ det lange ben foran for at følge med dem,
for de var ivrige for at skulle se det hele!

Der kører lige nu en konkurrence hos Ribena, hvor du kan vinde lækre præmier
ved at dele dine bedste minder på Instagram. Læs mere lige her 🙂

Dette indlæg er sponsoreret af Ribena,
børnene er helt mine egne – sådan da;)

Pip…..

Ja, du læser rigtigt!
Det er mig. Jeg skriver. Her på bloggen.
Vildt!!!!!

Det er faktisk overhovedet ikke fordi, overskuddet er til det,
men jeg har savnet jer, så jeg tillader mig at bruge lidt tid herinde i aften:)

Jeg forsvandt lige lidt.
En masse ting ramlede pludselig herhjemme,
og jeg måtte sortere noget fra – det blev så bloggen.
Og der er stadig rod i både hus og sind,
men sådan er det altså bare nogle gange!

MEN den seneste måned har jo ikke kun været skidt. Slet ikke!
Ane har haft sit første møde med Vejlø, som var helt fantastisk:)
Nevøerne har været på ferie hos os, og Ribena var så søde at sende os i Zoologisk have,
hvilket drengene aldrig havde prøvet før (meget mere om det i et andet indlæg).
Og der er blevet rykket i køkkenet – ret meget endda.

Men her har altså været en mindre storm
– lad os kalde den Bente, nu hvor Bodil og Allan er taget.
Midt i orkanens øje, der hvor alt virkelig væltede,
havde Fyrsten og jeg bryllupsdag.
5 år, sgu! Det er lidt stort:)
Jeg havde planer om at gøre noget helt særligt ud af det,
for det syntes jeg virkelig, at Fyrsten havde fortjent.
Han har brugt hele vores ægteskab på at få mig nogenlunde uskadt igennem ‘projekt baby’.
Det har slet ikke været fedt for ham altid at skulle være den stærke, men han har gjort det!
Så jeg mailede lidt frem og tilbage med søde Maria fra Nemlig.com ,
som tilbød at sende os en picnic-kurv, så vi kunne nyde dagen i fulde drag.
Jeg havde planlagt det hele!
Jeg ville arrangere, at Ane blev passet,
og så skulle Fyrsten og jeg ellers bare være kærester i nogle timer.
Vattæpper på græsset, levende lys, måske endda et tungekys eller to – ren idyl.

Men så væltede det hele af personlige årsager, som ikke hører til på bloggen lige nu.
Lad mig bare sige, at da vores bryllupsdag indtraf, var der ikke meget at fejre.
Et vennepar var så ubeskriveligt søde at dukke op i arbejdstøj for at give den en skalle i køkkenet.
Og det skal jeg da lige love for, at den fik!
Alle de irriterende skabe, hvor der skulle skæres ud og til for at gøre plads til rør, vandmåler mm.,
blev sat op i løbet af en eftermiddag! Det var så fedt!
Og endnu federe – Nemlig.com syntes alligevel vi skulle forkæles,
så de sendte godter (hårdt tiltrængte godter!!!) til det arbejdende folk!
Det er ligesom bare lidt sjovere at holde pause i arbejdet,
når man kan gøre det med en kold øl og en håndfuld vingummier:)

Da vi gik i seng, stod vi faktisk med et køkken,
der lige pludselig ikke var så uoverskueligt at gå til,
som det havde været bare 12 timer tidligere.
Siden da er vi faktisk blevet næsten færdige:)
Jeg lover, lover, lover snart at vise billeder!

Dette indlæg er bragt i samarbejde med Nemlig.com