Seitengasse Jungen…. oder etwas!

Jeg havde tysk som valgfag i folkeskolen.
Jeg havde det også på højniveau i gymnasiet.
I 6 år tegnede jeg noter i min kalender talte jeg tysk i minimum to timer om ugen.
Det er fandme mange timer.
Havde jeg haft ligeså mange matematiktimer, ku’ jeg sikkert regne ud hvor mange….

Nå, men det er et par siden, ikk’?!
Og det kan man ligesom godt fornemme,
for den dag i dag kan jeg knap nok danne en sætning på tysk.
Når jeg forsøger, sætter jeg bare ‘ge-‘ på det hele og afslutter med ‘oder etwas’,
så er jeg ligesom helgarderet.

Her forleden sad vi i bilen på vej hjem fra Lolland.
Radioen kørte og jeg småblundede på bagsædet ved siden af Ane,
da jeg pludselig hørte et par toner jeg genkendte.
Det var Backstreet Boys-nummeret ‘Just to be close’,
som vel kan dateres tilbage til nogenlunde samme tid, som jeg startede på tysk.
Og selvom jeg ikke har hørt nummeret siden da,
så kunne jeg hele teksten udenad.
HELE teksten!

Jeg er ret sikker på, at havde Backstreet Boys sunget på tysk,
så havde jeg talt det flydende i dag!

En ode til til Ane

 

Hvis jeg fandt et firkløver, ville jeg give det til en anden

Der er jo ingen grund til at være grådig, for fanden!

For jeg har dig

og du har mig

Jeg behøver ikke mere

Livet, det er lige, som det skal være.

Selv når hverdagsbyrden føles helt enorm

Tung af vasketøj og skolereform

Så er du min

og jeg er din

Det betyder ikke spor

Livet, det er godt, når jeg er din mor

Selvom timerne ofte er alt for få

Og jeg ærgres over ting, jeg ikk’ kan nå

Så er du der

og jeg er her

Vi er sammen i et blik

Livet, det er den drøm, jeg endelig fik

 

Blue bols+banana bols = Alba

Ane, Fyrsten og jeg har i dag været på besøg hos Anes lille, ny kusine Alba:)
Det er Fyrstens lillebror – Kejseradmiralbaron Von Don der Bimc – der sidder med Alba,
han er nemlig hendes far.
Albas mor er Laura, min svigerinde OG bedste veninde.
Nogle af jer har måske hørt historien før på IG,
men I andre skal ikke snydes;)

Laura og jeg mødte hinanden som 13-årige.
Vi gik på hver vores skole, men som en del af vores konfirmationsforberedelse,
skulle vi på en tur til Lübeck, hvor vi endte i samme bus.
Vi kendte ikke hinanden i forvejen,
men vores øjne mødtes over en flaske gul og blå bols.
Vi var nemlig sådan nogle typer, som havde udnyttet turen over grænsen
til at købe billig sprut i fine farver.
Og da vi fik øje på hinandens smuglergods, var der øjeblikkelig samhørighed.
Vi fik hurtigt en aftale i hus om at tømme flaskerne i fællesskab den følgende weekend.
Og så var vores skæbne bare forseglet
– nogle er blodbrødre, andre er bolsbuddies!

Efter 9. klasse flyttede Laura på København,
og selvom gennem en årrække kunne gå laaang tid imellem vi sås,
så har vi (heeeeeeldigvis!) altid formået at holde fast i hinanden.
En 7-8 år senere fandt jeg Fyrsten og rykkede selv til København,
og det var helt naturligt og selvfølgeligt, at Laura (nu med en lækker søn) blev en del
af min hverdag og familie.
Laura blev inviteret med, hver gang vi fejrede en fødselsdag, en nytårsaften,
en ny cd eller at det var fredag – der var altid noget at fejre.
Ved disse lejligheder var Fyrstens lillebror også med.
Det tog et par år, men pludselig stod stjernerne bare rigtigt….
Og hokus pokus tryllestøv og kærlighed
– 3 år senere kom kusine Alba til verden:)

Moralen i denne lille fortælling??!
– fernet branca er fin, gin er god, bols er bedst!!!

Og se så lige på billedet, hvor stor min ‘baby’ er???!!!
Hvordan skete det lige?
7 tænder er hun oppe på, hun går med sin gåvogn
og hun kan både sige ‘nej nej nej’ (hovedsageligt til mors pc, kurven med tapet
og dyrenes vandskål), ‘ja ja ja’ (til mors babser og figner) ‘tørstig’, ‘dygtig’, ‘vov’ og ‘mæh’
– sidstnævnte lyde kobles på alt! Både dyr, værktøj og helikoptere:)

An ode to Prins Knud;)

Christina skrev forleden et super fint, overskueligt og gennemsigtigt indlæg
om det at tjene penge på sin blog.
– Du kan læse det lige HER!
Jeg synes, det er virkelig forfriskende,
for det kan ofte være svært at gennemskue, hvad der er hvad,
og hvordan det hele fungerer.
Måske det ikke er skide interessant, for jer, der ikke blogger,
men jeg vil alligevel lige spinde lidt ekstra tanker om emnet.

Jeg er ingen ‘stor’ blogger,
og jeg har ikke en særlig ‘reklame-stærk’ profil i den forstand,
at jeg ikke interesserer mig det mindste for mærkevarer,
at jeg sjældent flasher indkøb til hjemmet,
og at både jeg selv og Ane oftest er iklædt tøj, der er arvet
eller købt i genbrugsen.
Alligevel har jeg da bestemt en interesse i at kunne tjene lidt håndører på min blog.
Tænk at blive betalt for noget, som du af lyst gør ganske gratis?!
Af samme grund forstår jeg sagtens de bloggere,
hvor reklamer er en fast del
– enten som bannerreklamer eller sponsorerede indlæg.
Og indrømmet – da jeg var forholdsvis ny blogger, drømte jeg om
at modtage en masse tilbud på sponsorerede indlæg.

Lige der er jeg vist ved at være nu.
Jeg vælter langt fra i tilbud, men en tre-fire stykker om måneden er ikke så ualmindeligt.
Men jeg jubler altså ikke!
Der er nemlig et lille bitte tvist….
S.K.A.T.
Intet er gratis, heller ikke reklame.
Så vælger at tage sig betalt for reklame (hvad enten det er i produkter eller kontanter),
så skal det indberettes til skat.
Som Christina skriver i sit indlæg, så skal man eksempelvis hoste op med 160 kr.,
hvis man modtager en varer til en værdi af 400 kr.
Tak for den, Christina, sagde den talblinde;)
Og lige præcis dét afholder mig fra at sige ja til størstedelen af de tilbud, jeg får,
for indtil videre har jeg ikke fået ét eneste tilbud,
hvor jeg ikke selv skulle punge ud.
Reaktionerne, når jeg pointerer dette for de pågældende firmaer, er meget forskellig.
Ét firma var ikke til at rokke med hensyn til betaling,
da de mente, at det signalerede, at man havde et ‘forkert’ incitament for at skrive indlægget…
Jaaaaa, for når nu du skriver og spørger, om jeg vil have en ting tilsendt og skrive om den,
så signalerer det jo tydeligt, at jeg bare er fan….
Et andet kunne sagtens se mit argument og den generelle problemstilling OG kendte kodeordet;)
(Hos mig giver det altså lige lidt ekstra point, når man kan se, at vedkommende rent faktisk
har læst på bloggen!)

Men jeg er faktisk en lille smule forbløffet over,
at det ligger så fjernt fra det fleste firmaer at betale for reklame.
Og ligeså, hvis ikke mere, forbløffet over, at de tilsyneladende slipper af sted med det.
Ikke et ondt ord om de bloggere, som gerne vil ‘nøjes’ med et produkt
(det gør jeg også gerne, hvis det er noget, jeg selv opsøger).
Men det virker jo klart som om, at det er mere reglen end undtagelsen.
Jeg vil i hvert fald ikke betale for at skrive et sponsoreret indlæg…
Med mindre det indeholder kage eller chokolade – så er jeg slutty slutty slutty!!!

Blot lidt tanker fra mig
– del gerne jeres meninger og erfaringer, jeg har med garanti meget at lære!

Et (næsten) færdigt køkken!

Så er der sgu næsten et færdigt køkken:)
Vi mangler lige gulvet, men det er også det!

Og jeps, bloggen hedder stadig Fyrsten&Fruen;,
ergo er projektet ikke endt i skilsmisse;)
Vi nåede faktisk ikke engang at blive uvenner.
Det kan vi takke Ikea for.
Det er lidt ligesom om, man står mere sammen,
når man står sammen mod nogle andre.
Og vi har stået sammen mod Ikea.

Hold nu op, et cirkus!
Der var jo det der med den ret lange leveringstid på fronterne,
som jeg skrev om her.
Det kunne vi ligesom forholde os til
– det var som sådan ingens fejl, bare pisse irriterende.
Og heldigvis endte vi med at få dem noget hurtigere!
Næ, det der virkelig pissede os af,
var alle de ting som sælger ikke havde medtænkt.
Således kom vi hjem uden hylder til skabene, uden sokkel,
uden liste til bordpladen mm.
Og det var jo ikke sådan, at vi fandt ud af det hele på én gang.
Vi opdagede det lidt efter lidt og måtte hver gang i Ikea – igen!
Da vi stod derude for fjerde gang på 10 dage,
var jeg godt gnaven og krævede kørselsrefusion.
For vi havde immervæk betalt for levering én gang
– jeg syntes egentlig ikke, at det var vores problem,
at sælger tydeligvis havde haft en off-day.
Ingen problemer, sagde damen, og stak os 70 kr.
70….. for 128 km og ca 6 spildte timer.
Ærligt, så tror jeg, at jeg havde følt mig mindre til grin,
hvis vi intet havde fået.
Så jeg gjorde dét, enhver moderne kvinde ville gøre.
Jeg slog en klage op på deres facebook-side!
Her fik jeg så et svar, der lød, at de havde afhjulpet alle fejl på bedste vis.
Jeg spurgte, hvad hun mon mente?
At de ikke havde leveret et helt køkken, og at vi selv havde måtte køre efter de manglende ting.
Hvortil hun svarede, at de havde afhjulpet alle fejl på bedste vis.
Jeg sendte lidt flere spørgsmålstegn, hvorefter hun ringede mig op og forklarede,
at de havde afhjulpet alle fejl på bedste vis.
På det tidspunkt syntes jeg ærlig talt, at jeg havde brugt nok tid på Ikea,
så vi lukkede samtalen der.
Det ligner ikke mig, men jeg gad simpelthen ikke mere.
Så ringe service!

Nå, men nu til det vigtige – Her er køkkenet:)

Den hvide hylde syntes jeg ikke rigtig passede ind, så den blev udskiftet i dag:)

Spot en stikdåse😉

Jeg ELSKER, at overskabene er væk!!!!

Køleskabet er så stort, at jeg kan stå inde i det:):):)

Tilbageblik

Isabel lagde en kommentar på IG her til aften,
hvor hun mindedes, hvor anderledes mit liv så ud,
da hun i sin tid startede med at følge bloggen.
Dengang, hvor drømmen om at blive mor fyldte alt.
Og det satte tankerne lidt i gang.

Vildt som tingene kan ændre sig….
Det er egentlig skide surrealistisk at tænke tilbage på.
Mest af alt fordi jeg husker så ufattelig lidt.
Kampen, husker jeg. Smerten og håbet.
Men alt der imellem er ret sløret.
Og jeg ved godt hvorfor.
De år blev ikke brugt på at leve.
De blev brugt på at overleve.

Det er ret tydeligt for mig nu, hvor jeg har Ane.
Hun gør mig selvfølgelig sådan helt latterligt lykkeligt!
Men det er ikke bare det…
Pludselig kan jeg glæde mig over, at det er fredag,
en god kop kaffe, en sjov film.
Ting, der var helt og aldeles ubetydelige for ikke så længe siden.
Jeg så dem bare ikke.

Jeg har nævnt det før,
jeg var ikke ‘god’ til at være i fertilitetsbehandling.
I hvert fald ikke set med andres øjne.
Hormonerne spillede selvfølgelig en rolle.
Men mest af alt handlede det bare om mig…..
Nogle vil måske sige, at jeg bare ikke var så stærk.
Det vil jeg ikke.
Man kan ikke tale om styrke i den sammenhæng.
Der er ikke stærk eller svag, rigtig eller forkert.
Der er bare reaktioner.
Jeg fik nogle gange at vide, at folk var bekymret for mig.
At ‘projektet’ fyldte for meget. At jeg manglede perspektiv.
Og fint nok, hvis de havde brug for at udtrykke det,
men det ændrede ikke noget for mig.

Der findes en del bøger om infertilitet, og jeg har efterhånden læst de fleste.
Og med mindre jeg har sprunget et væsentligt kapitel over,
så findes der ikke en gennemgang af, hvordan man bør reagere,
For det er selvsagt ganske umuligt at vide,
hvordan man bedst takler hverdagen, når ens drømme brister.

Jeg græd.
Overfor Fyrsten, overfor min chef, overfor kassemedarbejderen i 7/11 – oh yes.
Not my finest hour, men så’en er det!
Og når jeg var færdig med at græde, så græd jeg lige lidt mere.
Jeg ville da ønske, at jeg havde reageret anderledes.
At jeg havde været i stand til stadig at kunne glædes
over alt det gode, jeg havde, men det kunne jeg bare ikke.

Det kan jeg nu. BIG TIME!
Jeg kan helt ærligt sige, at kaffen smager bedre.
Og det handler ikke bare om, at jeg nu drikker den med koffein;)
Det handler om, at tågen er lettet.

Og så lige lidt tilbageblik på årsagen:

Calm the fuck down??

Gu’ vil jeg da røv!!!

Søren mener, at vi skal slappe af, os kvinder…..
At ‘vi’ har for travlt med råbe op her, der og alle vegne om stress og frustration
og mangel på tid med vores børn.
For selvom Søren da også godt kan brokke sig til kammersjukkerne,
så vil han egentlig hellere tale om “de seneste resultater i Superligaen, regeringsrokaden og den nye carport, der da vist står lidt skævt.”
I ved – de vigtige ting;)

Jeg nægter at tro, at Søren er et billede på den gængse mand i den sammenhæng,
ligesom alle kvinder selvfølgelig hellere ikke falder ind under den kategori,
som mener at bedsteforældrene må træde til, så de kan få tid til yoga.

Men jeg tror, at Søren og jeg oplever debatten om småbørnsfamilierne meget forskelligt.
Ork ja, der er dem, der stimler sammen og synger “Det er samfundets skyld!”.
Men det er i mine ører ikke den gennemtrængende røst.
Næ, det jeg hører er ærgrelse og frustration over ikke at have nok tid med sine børn.
Om en evig dårlig samvittighed over ikke at kunne yde helhjertet
hverken hjemme eller på jobbet.
Og ja, muligvis også et lille pip om, at samfundet muligvis godt kunne afhjælpe denne frustration.
For samfundet HAR da ændret sig drastisk over de seneste år.
Netto lukker klokken 22, alle har en arbejdstelefon og
stillinger på nedsat tid kommer i samme interval som skudår.
Og oveni stiller samtlige af landets psykologer sig op på række
og peger fingre af, at vores børn er for lang tid i institution.
Alt imens taler Søren om Superligaen….

Så nej, Søren! Gu’ vil jeg da røv tage det roligt!
Ja, jeg har selv valgt at få børn.
Og hvad så?? Afskriver jeg mig så al ret til at synes,
at det er fucking svært at få hverdagen til at hænge sammen??
Skal jeg så bare smile og nikke og æde følelsen af,
at jeg dagligt svigter mit barn ved at være adskilt fra hende i 9 timer?
Hvad er det lige for et argument?
At fordi man selv har truffet et aktivt valg,
må man ikke ‘brokke sig’ over konsekvenserne?

Fair nok, at du bare calmer the fuck down, når aftensmaden ender i kaos,
men jeg forstår fandme godt, hvis det kan være et helt reelt problem
for familien med tre børn i institutionsalderen og to fuldstidsjob.
Men godt at du lige er der, til at sætte tingene i perspektiv, Søren;)

Og ja, det er mig, KVINDEN, der råber op, og ikke min mand.
Han ligger nemlig bevidstløs på sofaen,
fordi han står op kl. 5 hver morgen,
fordi det er sådan, vi kan få hverdagen til at hænge sammen.
Men måske han gider komme forbi og kigge på din skæve carport engang i juleferien….