Noget om angst….

Når man er i fertilitetsbehandling, er der stor fokus på den kropslige del
– hvor mange æg man danner, slimhindens tykkelse, antallet af mobile sædceller mm.
Man får taget blodprøver, bliver skannet, tager piller og stikker sig.
Kroppen gøres klar til at tage imod det lille æg.
Men hvad med sindet?
Hvordan forbereder man dét, 
og hvor stor en betydning har psykens tilstand for en succesfuld behandling?

Jeg faldt for nylig over bloggen ivf.dk, hvor man kan læse en artikel om netop dette emne.
I artiklen beskrives en del ting, som jeg kan nikke genkendende til,
men den berører også punkter, som har sat mine tanker i gang.

“Forskning har vist, at barnløse kvinder er ramt af samme grad af angst og depression, som kvinder med kræft, hjertesygdom eller kvinder med HIV.”
Tak!!!!
Havde jeg haft adgang til dette citat, mens vi var i behandling,
havde jeg fået det tatoveret i min pande.
Infertilitet er en skjult sygdom.
Der er ikke noget plaster, der indikerer, at dér gør det ondt.
Og det GØR ondt. Over det hele og hele tiden.
Men fordi det ikke er synligt, og fordi mange desværre er af den fejlagtige opfattelse,
at infertilitet ikke er en sygdom,
møder man som infertil ofte manglende forståelse for den situation, man står i.
Og det er hårdt, at skulle tage en maske på og lade som om for at ’tilfredsstille’ andre.

Jeg var bange hele tiden.
Bange for ikke at blive gravid, det siger næsten sig selv.
Men bag den angst lå en masse andet gemt.
Jeg var bange for næste ægudtagning. Bange for smerten, som jeg vidste fulgte med,
bange for om der nu var nogle æg, bange for om de kunne befrugtes.
Jeg var bange for mit ægteskab. For hvornår min mand fik nok af at skulle være den stærke.
Hvornår han selv bukkede under. Hvornår han sagde stop til flere behandlinger.
Hvornår han sagde stop til mig. Til os.
Jeg var bange for mit job. Hvor længe jeg var i stand til at holde fast i det,
når jeg jævnligt var sygemeldt i forbindelse med behandling.
Og hvad hvis jeg mistede det? Ville vi så også miste vores hjem?
Jeg var bange for mine venskaber. Bange for hvornår mine veninder fik nok af,
at min eneste fokus lå på at blive gravid.
Bange for at mine aflysninger til aftaler, fordi jeg enten ikke havde overskuddet,
eller fordi jeg ikke magtede mine gravide veninder, ville betyde, at jeg blev valgt fra.
Og jeg var bange for mig selv. Nok mest af alt det.
Frygteligt bange for hvornår følelsen af være ved at gå fra forstanden ville overtage mig fuldstændig.
Så ja, jeg var bange. Hele tiden.

Selvom man ikke selv har været i fertlitetsbehandling, tror jeg godt,
at man kan forestille sig, hvad det gør ved ens stressniveau,
når man lever i konstant angst.
Ikke noget godt, skal vi ikke bare sige det?!

Og derfor undrer det mig, at man kun forlader lægen med én henvisning,
den til selve fertilitetsbehandlingen.
En henvisning til din krop, men ikke til din psyke.
Og måske har vi været uheldige,
men ikke én gang har vi gennem vores forløb fået anbefalet, hverken hos lægen eller på klinikken,
at tage kontakt til en psykolog eller andet, som kunne støtte os i det, vi gik igennem.
Det var måske også naivt af os ikke selv at se det,
men man har bare kun forkus ét sted, mens man er i behandling
– på det babsesugende, gylpende resultat.
Artiklen slår da også fast, at stress nedsætter chancerne for at blive gravid.
Kvinder, der enten går i støttegrupper eller på anden får hjælp til at arbejde
med de psykiske aspekter af fertilitetsbehandling, bliver lettere gravide
end de, der ingen hjælp får.
Det koster det danske samfund mange penge, når par starter i behandling,
så hvorfor ikke optimere behandlingen så vidt muligt?
Når nu man ved, at stress er en betydelig faktor,
er det mig helt uforståeligt, at der ikke er større fokus på problemet.

Så til jer derude, som er i behandling lige nu:
– Få hjælp til den psykiske del. Det ville jeg sådan ønske, at vi havde gjort.

(Et lille ps: Jeg skrev for længe, længe siden en top 5 over ting man ikke skal sige til ufrivilligt barnløse. Jeg har siden da samlet lidt flere punkter sammen, så tror godt den kan komme op på en top 10. Den ville naturligvis ikke være så personlig, da jeg jo ikke længere er barnløs, men ville I ha’ lyst til at læse den alligevel?)

Rabatkode til jer:)

Fordi I er så skide søde, vil jeg slutte weekenden af med
at kaste en rabatkode i nakken på jer:)

Så hop ind forbi Parcellet og brug koden VIPFAUSING25,
så får du 25% på alle nye varer.
Og der er altså virkelig skønne ting at komme efter til både mor og barn!

Jeg har forelsket mig i disse lækre sager:

Er du vimmer, hvor ville det smykkesæt klæde min blege efterårshud!
Og havde sweateren også været i voksenstørrelse, så skulle Ane og jeg altså ha’ en hver:)

For god ordens skyld må jeg hellere sige, at dette indlæg ikke er sponsoreret.
Jeg får ikke kastet lækkerheder i hovedet, selvom jeg med glæde ville gribe dem;)
Dette er blot en lille servicemeddelelse til jer, hvis I skulle være shoppelystne:)

Tal pænt, for helvede!

Mads Christensen udtalte engang,
at mødregrupper er Danmarks svar på tilladte terrororganisationer.

Det er ikke sådan, at jeg sædvanligvis er på bølgelængde med Mads,
men lige dér er jeg tilbøjelig til at give ham ret. 
Jeg taler ikke om de mødregrupper, som kommunen samler.
Ikke for mit vedkommende i hvert fald, for jeg har den dejligste mødregruppe.
Jeg taler om dem, som dannes i diverse online fællesskaber.
Nogle af dem retter sig specifikt mod mødre til børn i en bestemt alder,
andre omhandler mad, leg, motorik mm. 
Jeg er hoppet med på et par stykker.
For det meste ikke som aktiv deltager, men for at være med på lytter.
Det er rart lige at høre fx, hvordan andre reagerede på vaccinationerne,
hvilke soveritualer de bruger, hvilket legetøj deres børn har særligt stor glæde af osv. 
Som førstegangsmor er det dejligt at kunne dele erfaringer.
Og som udgangspunkt synes jeg faktisk, at disse grupper er rigtig brugbare og hyggelige.

Jeg har dog erfaret noget andet end, hvordan jeg kan få Ane med på tandbørstningen
– nemlig at Hr. Christensen ikke er helt galt på den i sin udtalelse.
For at samle en flok mødre, der ikke kender hinanden irl, kan være direkte sprængfarligt! 
Scheiße, hvor skal man være varsom i sine formuleringer,
for der står hundredvis af mødre klar til at fortælle én,
at man er fuldstændig forrykt og nok burde ha’ frataget licensen til at udøve moderskab! 
Man kunne jo ha’ en forhåbning om, at mødre bakkede hinanden op.
Det sker da heldigvis også for det meste, men det er langt fra en selvfølge. 
Ofte oplever jeg, at når én stiller spørgsmålet “Må Aurora Solstråle få rå gulerødder nu”,
 lyder svaret “Er du da fuldstændig blæst i rodfrugten??!”
fremfor blot “Nej, det er ikke tilrådeligt”,
hvilket, vi alle nok kan være enige om, havde været et mere konstruktivt svar.
Jeg ved ikke, hvad det skyldes.
Om det er et forsøg på at hævde sig selv, et udtryk for usikkerhed
eller bare manglende forståelse for, at der sidder et helt rigtigt menneske af kød og blod bag skærmen.  
Og hvordan får man bedst sagt det højt?
Hvordan forklarer man folk, at de er nogle tarvelige idioter
uden at gøre nøjagtig det samme, som de gør?
“Vores allesammens” hyggespreder, Johanne, forsøgte engang
at lette stemningen i en sådan forsamling af vrede mødre ved at tage lidt pis på det hele.
Hun røg ud ad gruppen hurtigere, end hun ku’ nå at sige
‘Totte indretter sit værelse i douche nuancer af frygt for overstimulering’.
Så humor er tydeligvis ikke vejen frem!

Jeg synes faktisk, at det er lidt skræmmende.
Der er så meget fokus på mobning og på, at vores børn er søde ved hinanden.
Måske vi burde starte med at rette blikket mod de voksne,
for børnene har det helt tydeligt ikke fra fremmede!

Jeg starter med mig selv! 
Jeg, Fruen af Palæet, lover højt og helligt,
ikke at blande mig i andres opdragelsesmetoder med mindre de er direkte sundhedsskadelige!
Jeg lover, at være saglig og forsigtig ved evt undren.
Jeg lover at holde bolden, sutten og bamsen i et eget legehjørne,
huske på at alle er forskellige og tale pænt. 

Efterlysning!

Er der mon nogen, der har set min kreativitet for nylig?
Så vidt jeg husker, var den særligt glad for retrostoffer, perler og papir….
Jeg har gennem længere tid formodet, at den var stukket af,
men gennem de seneste måneder har jeg opdaget, at flere ting er forsvundet,
hvorfor jeg overvejer, om der mon er tale om en kidnapning.

Så skulle du støde på min kreativitet i selskab med min sexlyst, min indre sprutso,
læsehesten og et par barberede ben med tilhørende nylakerede tånegle,
kan de returneres i Palæet.

Da jeg endnu ikke har modtaget nogen form for krav om løsesum,
formoder jeg, at de skyldige allerede har erfaret, at jeg kun kan diske op med
et par tomme babser, en kvart æblekage samt et særdeles udførligt resumé
af ‘Trut og Totte’ og ‘Bamses farlige steder’.

På forhånd tak for hjælpen:)

Den kvarte kage kom jeg til at spise, mens jeg skrev….

12 dage – mors, IKKE Medinas!

Min søster fødte sin yngste søn, Bastian, hjemme sin stue.
Jeg har været med til alle mine nevøers fødsler
– Olivers traditionelle i en hospitalsseng, Alexanders i vand på hospitalet
og Bastians hjemme i stuen.
Alle tre var fantastiske oplevelser, ingen tvivl om det.
Men Bastians var altså noget ganske særligt.
Der var en særlig ro omkring hans fødsel.
Jeg har aldrig før oplevet noget så blodigt være så smukt!

Da vi skulle planlægge Anes fødsel,
var det min søsters ønske endnu engang at have en hjemmefødsel.
Vi aftalte med min mor, at det skulle foregå hjemme hos hende af hensyn til min søsters børn.
Jeg gik i gang med at skrive huskeliste, og alt så ud til at gå efter planen.
Indtil den plan flød ud på stuegulvet sammen med fostervandet i uge 35+3….

I stedet fødte min søster på sygehuset, hvor vi efterfølgende var indlagt på børneafdelingen i fire dage,
før vi blev overflyttet til neonatal afdelingen,
hvor vi tilbragte yderligere otte dage.
Det var ikke sådan, det skulle være. Dengang.
Men når jeg kigger tilbage i dag, var det præcis sådan, det skulle være!

I har godt hørt det der med, at en kvinde bliver mor i det øjeblik,
hun står med en positiv test,
mens en far først gør det, når han står med barnet.
Set i bakspejlet er jeg ret sikker på, at jeg var  far i den situation.
Sådan føltes det ikke. Jeg var SÅ meget mor, tænkte jeg.
Jeg glædede mig jo helt vildt!
Jeg vaskede børnetøj, syede sengerand, indrettede legehjørne mm.
Og jeg talte med min datter gennem min søsters mave og mærkede hende,
men ligegyldigt hvor klar og fuld af kærlighed jeg var til dette lille menneskebarn,
så var det ikke mig, hun voksede i.
Jeg mærkede ikke hendes spark og hendes hikke.
Og hun mærkede ikke mig.
Så selvom vi havde ventet på hinanden i en evighed, var vi fremmede, da vi endelig mødtes.

Det var ekstremt overvældende og angstprovokerende for mig,
da jeg fik Ane i mine arme.
Overvældende fordi jeg ved første øjekast bare vidste,
at her var mit livs største kærlighed.
At det var præcis hende, jeg havde ventet på.
Angstprovokerende fordi….
ja, for det første fordi, jeg nu var nogens mor.
Det forestiller jeg mig er ret så frygtindgydende for alle nybagte mødre.
Men mest af alt fordi jeg ikke kunne slippe tanken om,
at selvom jeg følte øjeblikkelig kærlighed og samhørighed,
var den følelse ikke nødvendigvis gengældt.
Hun kendte mig jo ikke.
Og jeg følte mig som verdens dårligste menneske,
fordi jeg i det øjeblik fjernede hende, fra det eneste hun indtil da havde kendt,
for at opfylde mit eget egoistiske behov for at blive hendes mor.

Lige netop derfor er jeg den dag i dag overbevist om,
at tingene skete, som de gjorde, af en grund.
De 12 dages indlæggelse gav mig først og fremmest muligheden for at lære min datter at kende
og omvendt.
Uden vasketøj, madlavning, indkøb mm.
Bare mor, far og Ane – hud mod hud, hele tiden.
Der var konstant ro, og der fandtes ikke andet i verden end os og Ane.
Det var fantastisk!
Men derudover oplevede jeg, at blive behandlet som en mor på lige fod med alle andre.
Ikke fordi folk havde noget investeret i os, ikke fordi de skulle,
men fordi de så en mor.
Og i den sammenhæng kan man klart påstå,
at ordet skaber mere, end det benævner.
Jeg havde faste tider i ‘mælkestuen’, jeg lærte at lægge sonde, jeg fik det fulde ansvar over min datter.
Dét at de så mig som mor, fik mig til at føle mig mere som en mor.
Derudover fik vi en masse praktisk støtte,
som jeg ikke ville ha’ været foruden, særligt i forhold til amning.
Jeg var usikker nok i forvejen,
så jeg fandt en kæmpe tryghed i at få god rådgivning til de mange små ting,
som man støder på som nybagt mor.

12 dage var vi indlagt.
Ane tog på, trivedes og lærte at sutte.
Jeg lærte Ane at kende, og jeg lærte mig selv at kende – nu som mor.
Og selvom en hjemmefødsel uden tvivl havde været fantastisk,
så var de der 12 dage det dælme også:)

Det er bare en fase!!!!

Jeg synes, Ane er det mest fantastiske lille menneskebarn!

ALT hun gør, får mig til at revne af stolthed. 
“Så du dét??! Hun tog majsen op med kun to fingre!!!” 
“Ahrmen, hør lige! ‘Maar a djøl’ betyder med garanti ‘mor er sød’!”
“Se lige den lort! Den kunne da ikke være leveret og komprimeret mere perfekt end det dér!”
Men lige i disse dage er hendes popularitet dalende, det må jeg sgu erkende! 
Fem dage i træk har vi været ude i noget natteroderi, som ikke efterlader meget at beundre.
Omkring kl 19 putter vi en lille, lækker unge.
Glad, tilfreds, kys på mor – lytter idyl!
Men i det øjeblik klokken bliver 2, tager et lille, ondskabsfuldt væsen over.
En festglad satan, jovist. Ikke desto mindre en satan.
Der bliver party i tremmesengen
– dans, sang og flyvende sutter.
Og forsøger man at lægge bæstet ned i forsøget på at pacificere den,
får man skrig og skrål tilbage.

I nat forgik festen nogenlunde sådan her:
Kl. 2: Bæstet gør sit indtog og starter naturligvis festen ved at tænde musikken,
som i dette tilfælde udgøres af en tremmeseng, der banker mod væggen.
Jeg nærmer mig forsigtigt sengen. Viser ingen tegn på frygt eller frustration,
da jeg ved, at dette blot ophidser væsenet yderligere.
Stille og roligt lægger jeg kræet ned, stikker lyddæmperen i dets gab,
mens jeg messer “Virk! Virk! Virk!”
Det virker ikke!
Det gjorde det heller de fire foregående nætter.
Tværtimod udløser det en stormende vrede med tilhørende skrål.
Hurtigere end øjet kan registrere, er hun på benene igen
og sender mig et blik, der siger “Hvad tror du selv??”
Og sådan fortsætter kampen – op, ned, op ned – indtil jeg overgiver mig,
og tager Ane (tror jeg!) op i håbet om, at hun kan falde til ro ved at ligge hos mig.
GUESS AGAIN!
Kræet er ivrig efter at holde festen i gang
og forveksler mine brystvorter med volumenknappen.
Og der bliver skruet op. HELT op!
Da disse knapper tydeligvis er ude af funktion,
prøver hun sig lidt frem med min næse, min underlæbe, tilbage til brystvorterne og så næsen én gang til.
Det kunne jo være, at det virkede denne gang.
Klokken er nu tre, og mor er træt.
Virkelig træt.
Djævleynglet?? Not so much!
Så hun ryger tilbage i sengen og ‘op og ned’-strategien afprøves igen
– samme resultat.
Kl. 03.37: jeg giver op!
Lad bæstet feste igennem, jeg vil bare sove!
Kl. 04.13: Jeg vågner med en mærkelig fornemmelse. Noget er helt forkert.
Jeg kan ikke sætte fingeren på det.
Stilhed! Det er dét, der anderledes.
Der sidder hun – min lille, smukke Ane.
Men fødderne dinglende ud gennem sengens side og panden hvilende på tremmerne.
Hun sover. ENDELIG!

Thank God for coffee!!!!!

“Undskyld, må min studerende lige stikke en finger op i din anus??”

Catchy overskrift, ikke sandt? 😉

Men sådan blev jeg altså spurgt til en forundersøgelse for endometriose
på Riget for et par år siden.
Jeg svarede, lettere bekymret, “jaaaah”,
fordi jeg er så pisse autoritetstro.
Det burde man altså ikke nødvendigvis være i sådan en situation.
Bevares, man vil da gerne hjælpe de studerende til at lære mere,
men egentlig syntes jeg nok, at han kunne have udviklet sine kompetencer
på en eller anden andens røvhul!

Nå, men undersøgelsen dengang sluttede af med,
at jeg muligvis havde endometriose.
Et ‘muligvis’ der kun kunne bekræftes ved hjælp af en kikkertsoperation.
På daværende tidspunkt var vi godt i gang med vores ICSI-forsøg,
og sådan en operation ville rigtig nok kunne hjælpe,
men den ville også kunne danne arvæv i maven,
hvilket ikke er fedt, når man er i fertilitetsbehandling.
For mig at se var ‘muligvis’ ikke grund nok til at tage chancen.

Nu er situationen anderledes
– jeg ER blevet mor.
Hvad der ikke er anderledes, er de voldsomme smerter,
der slår mig fuldstændig omkuld 3-4 dage om måneden i forbindelse med menstruation.
Jeg er nødsaget til at tage tre gange den dosis af smertestillende,
som lægen har ordineret, for at komme igennem hverdagen nogenlunde smertefri.
Og de smerter kan skyldes endometriose.

Så i går tog jeg afsted til Riget igen.
Og hallelujah – denne gang var der ingen studerende til stede ved undersøgelsen
og mit røvhul forblev uberørt.
Ikke dårligt;)
Meldingen var den samme – der er grund til at mistænke, at jeg har endometriose.
Denne gang har jeg takket ja til tilbuddet om en operation
i håbet om at kunne holde mig smertefri i et par år.
Det er en kronisk sygdom, så er det dét, jeg har,
så kan man fjerne eventuelt endometriosevæv,
men det er en stakket frist, da det vender tilbage efter noget tid.
Den tid – den sorg!
Lige nu ser jeg bare frem forhåbentlig at komme igennem år 2015 uden smerter.

Bearnaise og baby-bliss:)

De af jer, der følger mig på Instagram, ved,
at jeg i noget tid har drømt om en ny spisestue.
Eller måske rettere om en gammel spisestue.
For det jeg gerne ville var, at rykke spisestuen tilbage til krea-rummet,
hvor den var, da vi flyttede ind.
Og jeg har funderet en del over, hvordan jeg lige skulle få Fyrsten med på den idé.
Almindelig sund fornuft – “jamen, det er jo bedre sådan!” – virkede nemlig ikke.
I stedet var jeg ude i noget med nogle bøffer, noget bearnaise og nogle blowjobs.
To af delene kunne med glæde forenes, og så kunne Cash få sig en god bøf;)
For sådan helt generelt, ikk’ – så fortjener Fyrsten virkelig en god omgang bearnaise!
Han er SÅ tålmodig, og han gør så mange ting for mig.
Fx kører jeg ikke selv bil, men jeg vil jo gerne på loppemarkeder og i Ikea
(ja, mit boycut holdt ikke mere end en måneds tid.
Men jeg smiler ikke, mens jeg er der.
Jeg ser max sur ud, mens jeg kigger på fede nye lamper.
Og jeg køber kun én snegl!).

Det kan ikke være nemt at være gift med fru ‘det jeg mente i går, mener jeg muligvis ikke i morgen.
Højst sandsynligt ikke. Men muligvis mener jeg det igen i november’.
Men han brokker sig yderst sjældent, og jeg ender oftest med at få det,
som jeg vil ha’ det.
Og det er ikke sådan en ‘du får ret, og jeg får fred’-strategi.
Det tror jeg i hvert fald ikke….
Næ, det er mere sådan en ‘okay, hvis det gør dig glad.’
Og det gør det jo, altså gør mig glad, det der med at rykke rundt.
Jeg synes, det er pisse hyggeligt!

Så nu har jeg fået en gamle spisestue igen.
OG JEG ELSKER DEN!!!!
På en eller anden måde, bliver jeg helt nostalgisk,
for den er stort set identisk med den spisestue, vi havde for 4 år siden.
Og alligevel er alt fuldstændig anderledes….

  
Lige dér, hvor Ane sidder (i sin über lækre Nomi-stol, som kan købes lige her – not spons, just saying!),
præcis der sad jeg for lige knap fire år siden med min telefon i den ene hånd og et billede af min mormor i den anden.
Lige der foretog jeg det første ud af mange opkald til fertilitetsklinikken for at få svar på min blodprøve.
Lige der blev mit hjerte knust for første gang (men langt fra sidste).
Lige der troede jeg, at livet aldrig ville blive godt igen.
Men se nu der!!!!
ANE

Samme rum – nyt liv. Fantastisk!!!!
Og lige et par billeder mere, bare fordi jeg elsker min nye spisestue:)