12 dage – mors, IKKE Medinas!

Min søster fødte sin yngste søn, Bastian, hjemme sin stue.
Jeg har været med til alle mine nevøers fødsler
– Olivers traditionelle i en hospitalsseng, Alexanders i vand på hospitalet
og Bastians hjemme i stuen.
Alle tre var fantastiske oplevelser, ingen tvivl om det.
Men Bastians var altså noget ganske særligt.
Der var en særlig ro omkring hans fødsel.
Jeg har aldrig før oplevet noget så blodigt være så smukt!

Da vi skulle planlægge Anes fødsel,
var det min søsters ønske endnu engang at have en hjemmefødsel.
Vi aftalte med min mor, at det skulle foregå hjemme hos hende af hensyn til min søsters børn.
Jeg gik i gang med at skrive huskeliste, og alt så ud til at gå efter planen.
Indtil den plan flød ud på stuegulvet sammen med fostervandet i uge 35+3….

I stedet fødte min søster på sygehuset, hvor vi efterfølgende var indlagt på børneafdelingen i fire dage,
før vi blev overflyttet til neonatal afdelingen,
hvor vi tilbragte yderligere otte dage.
Det var ikke sådan, det skulle være. Dengang.
Men når jeg kigger tilbage i dag, var det præcis sådan, det skulle være!

I har godt hørt det der med, at en kvinde bliver mor i det øjeblik,
hun står med en positiv test,
mens en far først gør det, når han står med barnet.
Set i bakspejlet er jeg ret sikker på, at jeg var  far i den situation.
Sådan føltes det ikke. Jeg var SÅ meget mor, tænkte jeg.
Jeg glædede mig jo helt vildt!
Jeg vaskede børnetøj, syede sengerand, indrettede legehjørne mm.
Og jeg talte med min datter gennem min søsters mave og mærkede hende,
men ligegyldigt hvor klar og fuld af kærlighed jeg var til dette lille menneskebarn,
så var det ikke mig, hun voksede i.
Jeg mærkede ikke hendes spark og hendes hikke.
Og hun mærkede ikke mig.
Så selvom vi havde ventet på hinanden i en evighed, var vi fremmede, da vi endelig mødtes.

Det var ekstremt overvældende og angstprovokerende for mig,
da jeg fik Ane i mine arme.
Overvældende fordi jeg ved første øjekast bare vidste,
at her var mit livs største kærlighed.
At det var præcis hende, jeg havde ventet på.
Angstprovokerende fordi….
ja, for det første fordi, jeg nu var nogens mor.
Det forestiller jeg mig er ret så frygtindgydende for alle nybagte mødre.
Men mest af alt fordi jeg ikke kunne slippe tanken om,
at selvom jeg følte øjeblikkelig kærlighed og samhørighed,
var den følelse ikke nødvendigvis gengældt.
Hun kendte mig jo ikke.
Og jeg følte mig som verdens dårligste menneske,
fordi jeg i det øjeblik fjernede hende, fra det eneste hun indtil da havde kendt,
for at opfylde mit eget egoistiske behov for at blive hendes mor.

Lige netop derfor er jeg den dag i dag overbevist om,
at tingene skete, som de gjorde, af en grund.
De 12 dages indlæggelse gav mig først og fremmest muligheden for at lære min datter at kende
og omvendt.
Uden vasketøj, madlavning, indkøb mm.
Bare mor, far og Ane – hud mod hud, hele tiden.
Der var konstant ro, og der fandtes ikke andet i verden end os og Ane.
Det var fantastisk!
Men derudover oplevede jeg, at blive behandlet som en mor på lige fod med alle andre.
Ikke fordi folk havde noget investeret i os, ikke fordi de skulle,
men fordi de så en mor.
Og i den sammenhæng kan man klart påstå,
at ordet skaber mere, end det benævner.
Jeg havde faste tider i ‘mælkestuen’, jeg lærte at lægge sonde, jeg fik det fulde ansvar over min datter.
Dét at de så mig som mor, fik mig til at føle mig mere som en mor.
Derudover fik vi en masse praktisk støtte,
som jeg ikke ville ha’ været foruden, særligt i forhold til amning.
Jeg var usikker nok i forvejen,
så jeg fandt en kæmpe tryghed i at få god rådgivning til de mange små ting,
som man støder på som nybagt mor.

12 dage var vi indlagt.
Ane tog på, trivedes og lærte at sutte.
Jeg lærte Ane at kende, og jeg lærte mig selv at kende – nu som mor.
Og selvom en hjemmefødsel uden tvivl havde været fantastisk,
så var de der 12 dage det dælme også:)

0 kommentarer til “12 dage – mors, IKKE Medinas!”

  1. Så fint! Tak for den, dejligt indlæg!
    Var i øvrigt også vild med at vi på hospitalet pludselig ikke blev kaldt ved vores navne længere, der var vi bare mom and dad. Men ikke "bare", det er jo en ære at få den titel! Vild med det 🙂

  2. Kære fyrsten og fruen :)…jeg har efterhånden fulgt din blog rigtig længe, men er sådan en type der ALDRIG får kommenteret på noget som helst…men NU må jeg simpelt hen fortælle dig at jeg synes du virker som et fuldstændigt fantastisk menneske og jeg bliver så rørt over din historie. Jeg synes, det er så smukt den måde som dig og din fyrste er blevet forældre på og jeg mener at hele mit hjerte at Ane er verdens heldigste pige! Jeg har altid været af den overbevisning at man kan blive en familie og få børn på 1000 forskellige måder, og dit eksempel er bare det smukkeste bevis på at ALT kan lade sig gøre bare der er masser af kærlighed! Jeg er fuld af beundring og jeg er sikker på at når Ane bliver større synes det er den vildeste og smukkeste historie…ja lidt som et eventyr! Anes Eventyr!!! Mange kærlige hilsner fra Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.