Noget om angst….

Når man er i fertilitetsbehandling, er der stor fokus på den kropslige del
– hvor mange æg man danner, slimhindens tykkelse, antallet af mobile sædceller mm.
Man får taget blodprøver, bliver skannet, tager piller og stikker sig.
Kroppen gøres klar til at tage imod det lille æg.
Men hvad med sindet?
Hvordan forbereder man dét, 
og hvor stor en betydning har psykens tilstand for en succesfuld behandling?

Jeg faldt for nylig over bloggen ivf.dk, hvor man kan læse en artikel om netop dette emne.
I artiklen beskrives en del ting, som jeg kan nikke genkendende til,
men den berører også punkter, som har sat mine tanker i gang.

“Forskning har vist, at barnløse kvinder er ramt af samme grad af angst og depression, som kvinder med kræft, hjertesygdom eller kvinder med HIV.”
Tak!!!!
Havde jeg haft adgang til dette citat, mens vi var i behandling,
havde jeg fået det tatoveret i min pande.
Infertilitet er en skjult sygdom.
Der er ikke noget plaster, der indikerer, at dér gør det ondt.
Og det GØR ondt. Over det hele og hele tiden.
Men fordi det ikke er synligt, og fordi mange desværre er af den fejlagtige opfattelse,
at infertilitet ikke er en sygdom,
møder man som infertil ofte manglende forståelse for den situation, man står i.
Og det er hårdt, at skulle tage en maske på og lade som om for at ’tilfredsstille’ andre.

Jeg var bange hele tiden.
Bange for ikke at blive gravid, det siger næsten sig selv.
Men bag den angst lå en masse andet gemt.
Jeg var bange for næste ægudtagning. Bange for smerten, som jeg vidste fulgte med,
bange for om der nu var nogle æg, bange for om de kunne befrugtes.
Jeg var bange for mit ægteskab. For hvornår min mand fik nok af at skulle være den stærke.
Hvornår han selv bukkede under. Hvornår han sagde stop til flere behandlinger.
Hvornår han sagde stop til mig. Til os.
Jeg var bange for mit job. Hvor længe jeg var i stand til at holde fast i det,
når jeg jævnligt var sygemeldt i forbindelse med behandling.
Og hvad hvis jeg mistede det? Ville vi så også miste vores hjem?
Jeg var bange for mine venskaber. Bange for hvornår mine veninder fik nok af,
at min eneste fokus lå på at blive gravid.
Bange for at mine aflysninger til aftaler, fordi jeg enten ikke havde overskuddet,
eller fordi jeg ikke magtede mine gravide veninder, ville betyde, at jeg blev valgt fra.
Og jeg var bange for mig selv. Nok mest af alt det.
Frygteligt bange for hvornår følelsen af være ved at gå fra forstanden ville overtage mig fuldstændig.
Så ja, jeg var bange. Hele tiden.

Selvom man ikke selv har været i fertlitetsbehandling, tror jeg godt,
at man kan forestille sig, hvad det gør ved ens stressniveau,
når man lever i konstant angst.
Ikke noget godt, skal vi ikke bare sige det?!

Og derfor undrer det mig, at man kun forlader lægen med én henvisning,
den til selve fertilitetsbehandlingen.
En henvisning til din krop, men ikke til din psyke.
Og måske har vi været uheldige,
men ikke én gang har vi gennem vores forløb fået anbefalet, hverken hos lægen eller på klinikken,
at tage kontakt til en psykolog eller andet, som kunne støtte os i det, vi gik igennem.
Det var måske også naivt af os ikke selv at se det,
men man har bare kun forkus ét sted, mens man er i behandling
– på det babsesugende, gylpende resultat.
Artiklen slår da også fast, at stress nedsætter chancerne for at blive gravid.
Kvinder, der enten går i støttegrupper eller på anden får hjælp til at arbejde
med de psykiske aspekter af fertilitetsbehandling, bliver lettere gravide
end de, der ingen hjælp får.
Det koster det danske samfund mange penge, når par starter i behandling,
så hvorfor ikke optimere behandlingen så vidt muligt?
Når nu man ved, at stress er en betydelig faktor,
er det mig helt uforståeligt, at der ikke er større fokus på problemet.

Så til jer derude, som er i behandling lige nu:
– Få hjælp til den psykiske del. Det ville jeg sådan ønske, at vi havde gjort.

(Et lille ps: Jeg skrev for længe, længe siden en top 5 over ting man ikke skal sige til ufrivilligt barnløse. Jeg har siden da samlet lidt flere punkter sammen, så tror godt den kan komme op på en top 10. Den ville naturligvis ikke være så personlig, da jeg jo ikke længere er barnløs, men ville I ha’ lyst til at læse den alligevel?)

0 kommentarer til “Noget om angst….”

  1. Hvor er det rigtigt, hvad du skriver. Det ville jeg godt nok også ønske, jeg var blevet foreslået! Det er en sindssyg hård belastning at være barnløs, det burde ingen opleve!
    Jeg er glad for, du 'vandt' og fik et barn:-) Selv har jeg lige fået nummer to, så det kan jo lade sig gøre. Men det var næsten lige så frygtelig at vente anden gang (det tog 14 mdr mod 22 mdr første gang) Men selvom jeg vidste, det kunne lade sig gøre, så oplevede jeg at mange af 'barnløs følelserne' kom igen – for andre fik jeg rask væk nummer to og tre, mens jeg igen måtte vente!
    Jeg ønsker dig alt godt og tak for et godt indlæg, som dog lige rippede lidt op;-)

  2. Fantastisk indlæg! Og ja tak til liste!

    Da jeg var i behandling på Skejby sygehus' fertilitetsklinik, var vi med i et forskningsprojekt hvor de netop spurgte ind til hvordan ens psyke blev påvirket af det hele. Nu var jeg så heldig heldigt heldigt lige gravid i første forsøg, men jeg havde opfattelsen af at vi ville have fået et nyt spørgeskema for hvert forsøg, hvormed de ville have fanger hvad der gør ved en.
    Jeg gik i øvrigt til psykolog mens jeg var i behandling. Havde tidligere haft en depression, og var (og er) derfor meget opmærksom på at passe på min psyke. Så da vi fik at vide at vi ikke selv kunne lave børn, var det helt naturligt for mig at ringe til min gamle psykolog som det første. Det tror jeg var godt og sundt, og bestemt ikke uden betydning for min succesfulde fertilitetsbehandling ♡

  3. Åhhh hvor er det godt skrevet og hvor kan jeg genkende det. Det 2½år vi var i behandling for barnløs var nogle af de værste i mit liv. Jeg følte konstant at jeg ikke duede til noget… Jeg var job søgende samtidig med så jeg var ubrugelig på endnu et punkt svigtede som kvinde og kunne ikke en gang finde et job. Men både mens og afslag på jobannoncerne føltes til sidst ens, og jeg var når jeg ser tilbage på det virkelig deprimeret i den periode og det var enormt selv forstærkende… Vil meget gerne læse dine. 10 punkter… 🙂

  4. Så dejligt at I har fået to:) Men ja, jeg forestiller mig desværre også, at anden omgang kan være ligeså slem. Det er også væsentligt i fht vores overvejelser om en dag at prøve at få én til – jeg er bange for at blive ligesom, jeg var dengang. Det går slet ikke, nu hvor vi har Ane!
    Knus til dig:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.