Status på første advent i Palæet

Det er 1. december i morgen. Har jeg hørt…..

Normalt plejer jeg at starte med at plage Fyrsten om at påbegynde projekt “glaskugler, fluesvampe og glitterstads overtager Palæet” allerede sidst i oktober. 
I år blev det mere sådan en “hov, det er jo 1. december i morgen?!!”
Lige nu hænger der er en snor i stuevinduet med julepynt på. 
Så er der hængt lidt dims op på billedevæggen og nogle sprællemænd i spisestuen. 
Og så har jeg lavet en krans. En glitterkrans med glaskugler og fluesvampe. 
Mission fuldført. 
Damn, jeg har travlt, hvis jeg nå at få oparbejdet min sædvanlige julestemning i løbet af tre uger:/
Mig, som plejer at vimse rundt herhjemme med nissehue på 
og flette julestjerner med den ene hånd og bage småkager med den anden, 
mens jeg skråler med på ‘Last Christmas’. 
Jeg var ligesom bare ikke rigtig forberedt på, at det blev december!
Eller …. Jeg vidste det jo godt. Men allerede??
Jeg fatter virkelig slet ikke, hvor det sidste halve år er forsvundet hen. 
Tiden er bare fløjet afsted. 
Jeg er slentret af sted ved siden af. 
Enkelte dage er jeg muligvis slået over i gadedrengeløb, men tydeligvis ikke tit nok,
eftersom mit hoved stadig er tilbage i september et sted.
Fyrsten derimod er fuldstændig med på december-følelsen
og har opsat lyskæder alle tænkelige steder. 
Legehuset – tjek!
Legetårnet – tjek! 
Cykelsskuret – tjek! 
Han har sågar sat stjerne på det lille grantræ, vi har i haven:) 
Tror hellere jeg bare må hoppe op under dynen
og gnubbe mig lidt op af ham i håbet om, at det smitter.
Og nej, der er ikke flyttet nogen nisse ind i panelerne. 
Nisser bor på lofter, der hvor jeg kommer fra!
Og vi har intet loft, ergo har vi ingen nisse!!!
Vi har til gengæld et pindsvin, som jeg kalder Hank – tæller det?!
Hank efterlader også en slags gaver, 
som med lidt god vilje sagtens kan gå for at være chokoladekugler!
Glædelig første advent derude:)

Noget om pæne billeder og gynækologiske undersøgelser

Jeg er, som de fleste af jer nok ved,

flittig bruger af Instagram. 
Jeg elsker inspirationen og relationerne. 
Jeg synes, det er skønt at kunne være social på den asociale måde, 
når nu jeg har så lidt tid til at være det på den sociale måde;)
Jeg bruger Instagram til at dele særlige stunder, dybe tanker og ligegyldigt lort,
og jeg bruger det for at følge det samme hos andre. 
Og så for billederne!
De fine, pæne billeder som sparer mig for turen ned til kiosken på stationen
og de 40 kr på det nye BoligLiv. 
Jeg kan gennem Instagram få tonsvis af boliginspiration
og samtidig følge med i små, hyggelige hverdagsfortællinger. 
Skide fedt, altså! 
Alligevel oplever jeg ret så tit folk beklage sig over (både på IG og ude i virkeligheden) dem, 
der lægger for mange pæne billeder ud. 
For sådan er der jo ingen, der bor, vel?!
Ingen har det SÅ rent og pænt hele tiden, vel?! 
Hvorfor har ungen ikke snotnæse? 
Hvorfor sidder mors make up altid helt perfekt?
Hvorfor slikker hunden aldrig sine boller?
(Sidstnævnte er min egen undren, da min hund konsekvent render rundt med hovedet mellem benene!) 
Fordi det ikke er virkelighed, sgu da!!!
Eller jo, men altså kun lige et kort og nøje udvalgt indblik i virkeligheden. 
Jeg er helt for, at folk flasher rod og vasketøj! Jeg gør det selv. 
Men så er det med en fortælling af en art eller en konstatering af, 
at jeg er en gris, der bruger tiden på at glo på IG, 
når jeg i virkeligheden burde rense min ovn. 
Så nej, IG er ikke et realistisk billede af et liv. 
Og det er jeg ærligt talt glad for, for mit eget vaskerum er deprimerende nok at kigge på,
jeg behøver ikke flere. 
Jeg forstår godt, at folk hovedsageligt deler pænheder. 
Opvasken, nullermændene og de indtørrede pastaskruer under spisebordet har de fleste af os jo mulighed for at kigge på i vores eget hjem. 
Hånden på hjertet, så tænker jeg det lidt sådan her: 
Begrebet ‘personlig hygiejne’ er blevet vendt, drejet og reformuleret er par gange efter Anes ankomst,
det har jeg vist luftet (hø hø) herinde et par gange. 
Alligevel kan jeg da garantere jer for,
at der bliver givet los med både sæbe, skraber og håndbruser,
hvis jeg skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse! 
Realistisk billede af virkeligheden? Nope! 
Men det er immervæk mest behageligt for alle parter på den måde!

Stuen før gynækologisk undersøgelse….

Stuen nu!

Babser på blokken!

Skal vi ikke snakke lidt om babserne?!
Åh jo, lad os da det! 
Babserne har det fint, tak;)
De er stadig fuldt funktionsdygtige, selvom jeg faktisk er holdt op med
at tage mine piller. 
Det var lidt et sats, for det kunne have betydet, at mælken forsvandt. 
Min mavefornemmelse sagde noget andet, så jeg tog chancen. 
Så ja, jeg ammer stadig. 
Eftermiddag, aften og tidlig morgen. 
I weekender og ferier er de stort set til fri afbenyttelse:) 
Der er har været en del snak på Politiken.dk i den forgange uge angående amning af børn over et år.
Babserne er på blokken igen. 
Og mens læger, mødre og andet godtfolk venter på voteringen,
sidder jeg mageligt i min sofa med min datter ved mit bryst. 
Et eller andet sted holdt jeg op med at følge med i debatten. 
Jeg har hørt det hele før. Og det ændrer ingenting.
Jeg tror ganske enkelt ikke på, at det er skadeligt for Ane, at jeg ammer hende. 
Jeg tror ikke på, at det gør hende mindre selvstændig. 
Jeg tror ikke på, at skaber en unødigt lang symbiose. 
Jeg tror ikke på, at det fastholder hende i en yngre alder. 
Jeg tror ikke på, at JEG fastholder hende i noget, som kun er mit behov. 
Jeg tror på, at det giver hende tryghed. 
Jeg tror på, at det giver hende ro til at udforske verden. 
Jeg tror på, at det giver hende noget genkendeligt at vende tilbage til. 
Vigtigst af alt tror jeg på, at alle børn og alle mødre er forskellige. 
At vi hver især gør, hvad der virker rigtigt for os. 
Amning virker rigtigt for Ane og for mig! 
Og så længe det er tilfældet, ser jeg ingen grund til at stoppe. 

Det der med at flytte hjemmefra:)

Fyrstens store dreng flyttede i egen lejlighed i går. 

Den er helt vildt lille, og han er helt vildt lykkelig:) 
Den ligger en spytklat fra stationen, gymnasiet og pizzeriaet – selvfølgelig er han lykkelig. 
Jeg prøvede at være praktisk, fornuftig og mor-agtig,
da Fyrsten kom slæbende med sit gamle barbord. 
Lige indtil jeg så julelyset i teenagerens øjne. Så klappede jeg i.
For det er ikke mit hjem. Det er hans. 
Hans allerførste og helt eget. 
Og det skal ikke være praktisk eller fornuftigt, 
det skal være fedt på ‘jeg er en dreng, på 17, der selv bestemmer, 
ergo står der ‘Carlsberg’ på alle mine glas, og jeg har en bar i stuen’-måden!
Jeg blev lige sendt 11-12 år tilbage i tiden, til da jeg selv flyttede hjemmefra. 
Det var jo den fedeste følelse nogensinde!!! 
Jeg havde ikke en krone, da min SU kun akkurat dækkede huslejen, 
og jeg levede primært af pulverkartoffelmos fra Aldi,
som kan laves på et hav forskellige måder 
– med ketchup, med ketchup og løg, med ketchup, løg og bacon og den virkelig gode: 
Med alle ovenstående OG coktailpølser fra dåse!
Et kulinarisk mesterværk;) 
Jeg havde hverken computer eller internet – det var jo i gamle dage;) 
Og jeg havde absolut ingen venner i den by, jeg flyttede til. 
Men det var fuldstændig lige meget, for jeg havde min lejlighed. 
Min helt egen lejlighed, hvor jeg selv lavede reglerne! 
Jeg spiste, når jeg havde lyst. Vaskede tøj, når jeg havde lyst. Kom hjem, når jeg havde lyst. 
Heldigvis havde min mor opdraget mig godt, 
hvilken min varierede kost jo er et tydeligt bevis på,
så jeg levede et forholdsvis fornuftigt ‘på vej til voksen’-liv;)
Jeg blev sgu lidt misundelig på teenageren i går:) 
Det første hjem er bare noget særligt. 
Den følelse, man står med dér, af frihed og forventning kommer bare aldrig igen. 
Da vi trillede fra teenagerens nye hjem i går aftes, havde han stadig ingen seng. 
Men køkkenskabet så sådan ud: 

18 ølglas og fire tallerkner – så er der styr på prioriteringerne;)

En lille opklaring…

Jeg tænker, at jeg lige vil komme med et opklarende indlæg

i forhold til mit indlæg fra i går. 
For jeg kan ligesom fornemme, 
at folk tror, at jeg taler om bloggere (og instagrammere),
som kun fremstiller livets lette sider, 
og som tegner en virkelighed, de færreste kan leve op til. 
Det er ikke tilfældet! 
Og hvis det lyder sådan, så er det måske netop et tydeligt bevis på, 
at min evne til formulere mig er én af de ting, 
som jeg pt føler er forduftet sammen med mit overskud. 
Jeg følger KUN bloggere, der tegner et realistisk billede af, hvordan deres verdens ser ud. 
Det kan godt være, at de tager super flotte billeder og ejer en Liebe kop og en FDB-stol, 
men de beskriver deres liv og hverdag i alle palettens farver 
– ikke kun pastel nuancer. 
Og det er derfor, jeg følger med – med glæde! 
Fordi de giver noget af sig selv, på både godt og ondt. 
Jeg tror, helt oprigtigt, at der findes superheltemødrebloggere 
– jeg var det langt hen ad vejen selv under min barsel, 
og jeg kommer forhåbentlig til at blive det igen, jo tættere vi kommer på foråret. 
Lige nu er jeg det bare ikke, og det er egentlig også okay! 
Men dét gør, at jeg bliver pisse imponeret over de kvinder/mødre, 
som formår at skabe en sund balance i deres hverdag, 
hvor de på en eller anden måde finder plads og tid til både at pleje familien og sig selv. 
For det er jeg bare pisse dårlig til! 
Jeg har brug for systemer. 
Og skriver veninderne så og indkalder til tøsehygge tirsdag aften, 
så fucker det med mit system! 
Vigtigst af alt betyder det, at jeg så ikke når at være sammen med Ane den dag. 
Men det betyder også, at jeg skal rykke rundt på mit hjemmearbejde, at madplanen skal ændres, at jeg muligvis kommer i seng senere end kl. 22. 
Oh, the horror!!! 
Men helt seriøst, sådanne ting kan godt overvælde og stresse mig. 
Og lige præcis dér misunder jeg superheltemødrene. 
For jeg tror, at jeg ku’ lære meget af dem
ved indimellem at sige til mig, 
at ja, så springer vi lige støvsugningen over i dag, selvom systemet kræver det gjort hveranden dag. 
Og så bager vi lyserøde cupcakes i stedet. 
Og ja, turen til Zoo er lidt længere og koster lidt mere end besøget hos dyrehandlen, 
men mon ikke det går?!
For det kommer til at blive mørkt og koldt sådan cirka hvert år, det kan jeg ikke ændre ved. 
Men jeg kan prøve på at ændre, hvad det gør ved mig. 
Jeg kan prøve at spare lidt sammen af de stjerneklare nætter på Vejlø og følelsen af græs mellem tæerne
og hive det frem, når jeg sætter uret tilbage. 
Det er ikke sikkert det lykkes, men det er da værd at håbe på. 
Jeg tror ikke på, at nogle lever det perfekte liv, 
ligegyldigt hvor mange flotte billeder, der popper op på min skærm. 
Men jeg tror på, at livet er, hvad vi selv gør det til. 
Dette er min første vinter som arbejdende mor. 
Og selvom jeg ikke banker mig selv i hovedet med dårlig samvittighed over mit manglende overskud (det hjælper sgu ikke), 
så kan jeg alligevel godt ønske mig, 
at gøre det bare lidt ‘bedre’, bare nogle gange. 
Ikke fordi andre gør det, men fordi jeg gerne vil!
Så måske jeg bare skulle gå ind og begynde at lave den der julegaveliste. Med en lille kop kaffe og en brunkage til. 
Systemet siger ‘vasketøj’. 
Jeg siger ‘det står der nok stadig i morgen!’

Der er superheltemødrebloggere, og så er der mig….

Hold nu op, hvor er det bare mørkt og koldt og mørkt for tiden!
Og mørkt!
Mørkt, når jeg tager af sted om morgenen, og mørkt når jeg vender hjem.
Det er bare på ingen måde særligt befordrende for mit energiniveau!
Eller for min tankevirksomhed for den sags skyld.
Det er også årsagen til, at jeg er rimelig tavs herinde pt.
Ikke at jeg ikke har et hav af gode idéer til indlæg, for det har jeg!
Åh, de er både intelligente, dybsindige og vittige.
De kommer til mig, når jeg skal sove. Stort set hver aften.
Og de er så geniale, at jeg ikke behøver skrive dem ned,
for selvfølgelig kan jeg huske dem næste morgen.
Lige indtil næste morgen….
Og det er ikke bare de finurlige og velformulerede sætninger, der er forsvundet,
men hele emnet, sgu!
Pist væk borte.

Så når nu jeg ikke selv blogger, er der mere tid til at læse blogs.
Og det er primært mor-blogs, jeg frekventerer,
når jeg ligger der i mørket under mit tæppe og indtager maoam.
Eller er det nu også det?
De ligner på mange måder mødre.
De har børn på armen, de skriver om dagsinstitutioner og vinterstøvler.
Nogle af dem har sågar ord som ‘mor’, ‘mom’ eller ‘mama’ i deres blognavn.
Jeg har egentlig længe tænkt, at vi var ret ens, mig og de der mødre.
Jeg har dog en kraftig mistanke om, at den babypakke fra Rema,
som jeg aldrig fik hentet, må have indeholdt et eller andet særligt superhelteserum.
For i sammenligning med mig har disse mødre altså overnaturlige kræfter!
Hvor jeg selv synes, at den daglige cykeltur mellem Hvidovre og Vanløse er uendeligt lang,
så rejser de rask væk på tværs af Danmark til bloggerevents og kagespisning.
De tager i Zoologisk have, bager småkager og tager smukke selfies med glade børn på armen.
Jeg trækker Ane med ned i den lokale dyrehandel og ser på aberne
(som by the way koster 25.000 kr!), smører leverpostejsmadder
og tager slørede selfies med en Ane, som har den ene hånd nede i min trøje.
Og ja ja – jeg ved godt, at blogs og instagram langt hed ad vejen er den polerede udgave af  virkeligheden,
men tro mig – der er ikke nok bilvoks i verden til at fjerne de render, jeg har under øjnene i disse dage!
Jeg har ikke dårlig samvittighed – det kræver simpelthen mere overskud, end jeg kan møstre.
Men jeg er forbløffet, imponeret og vanvittigt en anelse misundelig på
på deres nyvaskede hår og lyserøde cupcakes.
Særligt fordi mit ‘gå i bad’-skema nogle gange glipper,
og fedtet pandehår i kombi med verdens største koslik er noget, fanden har skabt!
Og nej – jeg har selvfølgelig ikke købt en eneste julegave endnu.
Det kommer heller ikke til at ske, før jeg har været i bad.
Ergo er der chance for, at familien får en rimelig lang næse til jul….
Superheltemødrene har til gengæld lavet pakkekaldender til ynglet,
hæklet en mandelgave og lavet flotte og velformulerede indlæg,
der dokumenterer processen.
Jeg laver også velformulerede indlæg…. som forputter sig under min hovedpude.
Resten af tiden overvejer jeg, hvad der er mest presserende:
vask af tøj, vask af gulv, vask af mig?
Og når jeg bare én af tingene, så føler jeg mig faktisk lidt som en superheltemor:)

Men nej, jeg har ikke dårlig samvittighed.
Jeg prøver bare ihærdigt at overbevise mig selv om,
at de andre superheltemødrebloggere må ha’ et deltidsjob
og Gammelpots magiske vadsæk skjult bag skærmen!

Ikke et ord om sæd!

Jaaaa, det er jo infertilitetsfri måned på bloggen,
netop som debatten om sæddonation kører.
SÆDvanligvis ville jeg jo skrive om sådan noget,
men denne gang vil jeg ikke donere det noget spalteplads. Ikke en klat;)
Jeg forholder mig tavs og anonym!
(Men inde hos Katrine er der pænt meget sæd, jeg siger det bare.)

Men det skal jo ikke forhindre mig i at skrive om andre vigtige ting.
Såsom det faktum, at jeg har fået nedsat tid:)
Uden tvivl det allerdummeste man kan gøre, når man ikke har fået løn i et år,
og uden tvivl den bedste beslutning ever!
Fuuuuuck, hvor er det fedt at kunne slippe den dårlige samvittighed
over at give Ane en 37 timers ‘arbejdsuge’.
Og federe endnu at have en hel dag om ugen, som bare er vores.
Det har virkelig givet mig en glæde og et skud af energi,
som har manglet, siden jeg startede job igen.
For jeg synes stadig, at det er noget af en kabale at få hverdagen til at gå op.
Og i den seneste tid har jeg haft ret travlt på jobbet og lagt det meste af min energi her.
Sådan er hverdagen jo bare i perioder.
Hallelujah for Fyrsten!
Han henter Ane, handler de småting jeg har glemt fra Nemlig,
har tjek på om der mangler bleer, og om der er styr på tasken til dagplejen.
Han holder sammen på det hele – igen.

Jeg er så heldig.
Helt ubeskriveligt heldig!

Og så lige lidt hyggeligt at kigge på:)

Top 10

Tilbage i bloggens spæde ungdom lavede jeg et indlæg med en top 5 over sætninger,
man ikke skal sige til en ufrivilligt barnløs.
Jeg er jo ikke ufrivilligt barnløs mere, men jeg er faldet over lidt flere bemærkninger,
der fortjener en plads på listen,
så nu er den udvidet til en top 10.

?Man kan godt leve uden børn?
Jeps, det ved jeg.  Jeg har sågar hørt historier om nogen, der har prøvet det.
Men nu er spørgsmålet jo ikke, om man kan leve uden børn, men om man vil.

?Det er ikke en menneskeret at få børn?
Nej, det er det da bestemt ikke. Men jeg tror heller ikke, at barnløse er kede af det, fordi de føler, at de mangler noget, de har ret til eller krav på, men fordi de mangler noget, de så brændende ønsker sig.

?Hvis I bare slapper lidt af, skal det nok komme?
Nej, sådan hænger det desværre sammen. Sygdomme kureres ikke med en tur til Cran Canaria eller en tur i biffen med veninderne.

 ?Hvorfor adopterer I ikke bare??
For det første: BARE??? Adoption er en lang og krævende proces og ikke noget, men ?bare? gør.
Dernæst: Jeg synes bestemt ikke, at det er egoistisk, eller at man er for ‘gen-orienteret’, fordi man ønsker og prøver at få sit ?eget? barn. Det er dét, folk gør. Hvis ikke burde alle vel sende adoptionssøgningen af sted i det øjeblik ønsket om at blive forældre opstod.

 ?Jeg kender nogen der?.?
Ja, det gør jeg også. Men jeg er ret sikker på, at det ikke er noget, der smitter.

“Så kan du også nyde, at du kan sove længe”
Jamen, man er ikke træt – man er barnløs!
Og de fleste barnløse drømmer ikke om at sove længe, drikke drinks, læse tykke bøger
og rejse tre måneder rundt i Indien!
De drømmer om at blive forældre!

“I kan da få en hund”
Ja, eller en ny støvsuger. Hvad er din pointe??

“Måske er det bare ikke meningen, at I skal have børn?”
Øh…. jo! Det er det lige præcis!  
Måske er det ikke meningen, at du skal slippe ud af dette lokale med din næse i behold?!! 

“Så slipper I også for at bøvle med prævention”
Ja, for daglige injektioner, ugentlige dildoscanninger, kunstig overgangsalder
er jo bare ren hygge…

“Der findes altså folk, der har større problemer”
Ja. Det gør der. Men det ændrer ikke på den smerte, man selv står i.
Tværtimod indikerer det, at man ikke har ret til sin sorg. Og det har man.

….. Efter en kommentar på dette indlæg fra Betina, smækker jeg lige endnu et punkt på listen:
“Jamen, infertilitet er jo ikke en sygdom!”
Øh, det bestemmer du da ikke?! Det gør WHO. 
Skal vi ikke bare blive enige om, at stoppe snakken her,
hvis du alligevel bare har tænkt dig at finde på dine egne regler undervejs??
(Jeg oplevede faktisk engang én, der udtalte netop denne sætning i en debat på facebook.
Jeg svarede høfligt tilbage, at ifølge WHO er infertilitet kategoriseret som en sygdom.
Hendes reaktion var: “Nå, men det synes jeg bare ikke.”
…. Jamen, så okay da:) ) 

Ting man meget gerne må sige:
“Jeg ved ikke, hvad du går igennem, men jeg er her, og jeg lytter gerne!”
“Er der noget, jeg kan gøre for dig?”
“Skal jeg ikke lige kigge forbi med en pizza og en pakke kleenex?”

Og jeps, I know, det er garanteret pisse svært at vide, hvad man skal sige.
Jeg peger ikke fingre. Men nogle gange er det nok bare at være der, lytte og holde om.
Nogle gange er ord unødvendige.

(Og pst…. der er kommet et par blogs på banen med særligt fokus på infertilitet.
Jeg kan kun anbefale jer at kigge forbi hos Pernille og Sara 🙂
Og så tænker jeg selv lige at holde en lille pause med infertilitetsindlæggene – hverdagsbavl coming up)