Min Ane!

Jeg havde egentlig nok troet, at den ville dale lidt. Den der vilde lykkefølelse over at være blevet mor.  At hverdagen ville liste sig ind med alle sine røvsyge almindeligheder.  At jeg ville vænne mig til det.  Sådan er det ikke gået.  Jeg startede med at elske Ane, fordi hun er.  Nu elsker jeg hende for dét, hun er.  Og hverdagens almindeligheder er pludselig helt anderledes end før,  fordi hun nu er med i dem alle. ...

Undskyld mig, taler du mor??

Jeg har altid krummet tæer,  når jeg har stået på en eller anden tilfældig perron ved siden af en mor med barn  og overhørt bemærkningen “Nu kommer futtoget!” Det er et tog! Bare ‘TOG’.  Og derudover er det dælme mange år siden, at sådan et sagde “fut”.  Jeg undrede mig over, at man ikke bare kunne tale til barnet som et helt almindeligt menneskeog lære det helt almindelige ord.  Så blev jeg selv mor….  Simultant...