Min Ane!

Jeg havde egentlig nok troet, at den ville dale lidt.

Den der vilde lykkefølelse over at være blevet mor. 
At hverdagen ville liste sig ind med alle sine røvsyge almindeligheder. 
At jeg ville vænne mig til det. 
Sådan er det ikke gået. 
Jeg startede med at elske Ane, fordi hun er. 
Nu elsker jeg hende for dét, hun er. 
Og hverdagens almindeligheder er pludselig helt anderledes end før, 
fordi hun nu er med i dem alle. 
Vasketøjet har flere farver og små søde dyr på. 
Roderiet er bamser, klodser og forviste figenstænger. 
Maden hjælper Ane med. Hun kaster med kartofler og tygger i piskeris, mens hun griner. 
Og hun griner meget. 
Nu kommer jeg og fanger dig!, siger jeg, mens jeg kravler hen over stuegulvet. 
Forventningen stråler ud af hendes øjne, 
og hun griner, så hele kroppen ryster. 
Benene giver efter, og hun vælter. 
Så ligger hun der på gulvet og griner videre:)
Når hun ikke griner, kysser hun. 
Sine bamser, dukken Lisbeth, Cash og mig. 
Mmmmmmm, siger hun, og så kommer det. 
Det største, vådeste kys. Med snot, savl, brunkage og hele svineriet. 
Og når vi er færdige med at kysse, skal vi ae. 
Vi aer hinanden på håret og lægger hovederne mod hinanden. 
Hun er så ufatteligt kærlig, min Ane. 
Kærlig og lattermild. 
Bedst som jeg tror, at jeg ikke kan elske hende højere, 
så lærer jeg hende lidt bedre at kende. 
Og jo mere jeg lærer hende at kende, 
jo højere elsker jeg hende. 
Livet er egentlig ret fantastisk med Ane i det!

Undskyld mig, taler du mor??

Jeg har altid krummet tæer, 
når jeg har stået på en eller anden tilfældig perron ved siden af en mor med barn 
og overhørt bemærkningen “Nu kommer futtoget!”
Det er et tog! Bare ‘TOG’. 
Og derudover er det dælme mange år siden, at sådan et sagde “fut”. 
Jeg undrede mig over, at man ikke bare kunne tale til barnet som et helt almindeligt menneske
og lære det helt almindelige ord. 
Så blev jeg selv mor…. 

Simultant med moderskabet har jeg udviklet et spritnyt vokabular!

Det er kommet snigende, næsten uden jeg har bemærket det. 
Og det er tilsyneladende ikke lige sådan at slippe af med igen! 
“Pyllerpaller”, “pøller” og “prut” har pludselig afløst det eller udmærkede ord “lort”. 
Og det stopper jo ikke bare der. 
Ane er således en lille pyllerpallerpige….
Åh, mine ører bløder! 
På samme måde er “gyng gang” nu et meget anvendt ord. 
Eller det passer ikke helt, jeg siger naturligvis “dyng dang”;) 
For ikke at tale om Anes anatomi 
– min lille pige har “fusser”, “pusselanker”, en “mavse” og en “rumpette”. 
På mor omtaler man desuden konsekvent sig selv og også gerne barnet i 3. person.
Tonefaldet skrues et tak op
og overdreven mimik bruges til at forstærke budskabet. 
Udskift gerne en konsonant hist og her, som vist ved “dyng dang”.
Gentagelser af ord eller sætninger er desuden hyppige.
Lad mig illustrere: 
“Er Ane mors lille pyllerpallerpige? Er hun det? Er hun det? Dore pige!!!!”
(Tænk Prince i forhold til tonefaldet og nik i takt med ordene, mens du siger sætningen)
Hvad med dig – taler du mor??