Stilhed og remoulade;)

Ja ja, jeg er en virkelig lousy blogger i disse dage. 

Jeg har ikke det store at berette fra livet i al almindelighed,
og jeg gør mig ingen originale tanker om aktuelle emner…. 
Havde jeg nu været sådan en hip blogger, 
så havde jeg vist jer min aftensmad eller flashet outfit of the day.
Men nu er jeg jo mig. 
Og min aftensmad bestod af fiskefrikadeller med remoulade 
– naturligvis hverken en fedtfattig eller økologisk én af slagsen. 
Den blev indtaget, som den gøres bedst – i nattøj. 
Dét syn vil jeg forskåne jer for. 
Men jeg er her stadig! 
Jeg går ikke med skumle planer om at lukke bloggen ned eller noget. 
Der var bare lidt, der skulle lande i både krop og sind ovenpå operationen. 
Og en Ane, som både krævede og fortjente lidt ekstra opmærksomhed efter en uge med mor på sofaen. 
Jeg er okay. 
Jeg tror, det hele er landet. 
Jeg gør mig lidt planer om at lave nogle kostændringer, 
som skulle kunne hjælpe på endometriosen, eller i hvert fald smerterne. 
Men altså, ingen sukker er lig med ingen maoam, skumbananer og æblekage. 
Det er en STOR beslutning! 
Ps. Ane er lige så lækker som altid:) 
Men det der 10. tigerspring er lort! 
Bare lort! Mere om det en anden dag….

Sting i maven og stik i hjertet…

Tusind, tusind, TUSIND tak for alle jeres søde og opmuntrende kommentarer på mit seneste indlæg.

Og undskyld at jeg ikke har fået svaret jer endnu. 
Min plan var at læse dem igennem igen og svare, mens jeg lå ventede på
at blive trillet af sted til operationen,
men alt gik pludselig lidt hurtigere end forventet.
Den første melding lød på, at jeg skulle møde ind kl. 11 og ville blive opereret sidst på eftermiddagen. 
Jeg mødte op som aftalt, blev vist ind på stuen efter en lille halv time,
og to timer efter var operationen i gang! 
Kl. 17 blev jeg kørt op fra opvågningen, 
og tre timer efter var jeg hjemme. 
Og hvordan gik det hele så:
For at tage det fra en ende af, så tog min søster en bus fra Lolland til København onsdag morgen. 
Hun rundede lige Palæet, hvor hun svingede både støvsuger og gulvskrubbe,
før hun hentede Ane fra dagpleje. 
Torsdag tog hun med mig på Riget, og i dag, hvor jeg har ligget brak på sofaen,
har hun ordnet køkken, badeværelse, vasketøj og aftensmad:) 
I har godt luret det, men det kan sagtens gentages – jeg har verdens bedste søster!!!! 

Oplevelsen på Riget var noget ambivalent…
Først og fremmest var de SÅ søde! 
De tog sig god tid til at forklare alt, og jeg følte mig virkelig godt behandlet:) 
Narkosen var slet ikke så slem som frygtet. 
Jeg kom til at tænke på Ane, mens de gjorde mig klar, men jeg kunne mærke, 
at jeg blev ked af det, så jeg skyndte mig at tænke på noget andet. 
Og det blev så lamper, fordi jeg lå der og kiggede op i operationslampen;) 
Om jeg drømte om lamper, mindes jeg ikke. 
Jeg vågnede ganske kort, da de lagde mig over i sengen, 
men faldt hen igen for først at vågne nogle timer efter på opvågningen. 
Og så ville jeg bare gerne se min søster! 
Jeg kæmpede bravt for at holde øjnene åbne og udstråle overfor sygeplejerskerne, 
at jeg var mega frisk! 
Det må ha’ lykkedes nogenlunde, for der gik vist ikke mere end et kvarters tid, 
før jeg blev kørt tilbage til min stue – og min søster:) 
Louise havde smurt mig to boller med ost hjemmefra, som blev fortæret temmelig hurtigt, 
mens jeg læste Se&H;ør og følte mig helt ovenpå. 
Jeg bad om at få en læge til af stikke hovedet ind, så jeg lige kunne høre, hvordan det hele var gået. 
Hun kom kort tid efter og kunne fortælle, at jeg faktisk allerede havde fået besked af min egen læge, 
mens jeg lå på opvågningen, det huskede jeg bare intet af. 
Så jeg fik beskeden én gang til. 
Det ER endometriose. Så er det ligesom afklaret. 
Så vidt jeg husker (narkosen gør vist noget ved hukommelsen!), 
sidder der endovæv i min bughule, på min ene æggeleder og lidt hist og her. 
MEN der er ikke meget, og derfor valgte de ikke at fjerne det. 
Jeg mener, at begrundelsen lød, at det arvæv, der ville dannes, ville være værre i forhold til et fremtidigt graviditetsønske end endovævet er. 
De skyllede mine æggelederne igennem, nu de alligevel var derinde, 
men desværre var der kun gennemgang i den ene. 
Det kan ha’ været et uheldigt tilfælde lige på dét tidspunkt, for det har der ikke tidligere været mistanke om. 

Så….. 
Operationen var helt og aldeles ligegyldig, sådan groft sagt. 
Jeg har fået bekræftet mistanken om endometriose, og sygeplejersken slog også fast, 
at selvom der ikke var meget, kan det sagtens give de voldsomme smerter, som jeg oplever. 
Andre kan være ramt i meget sværere grad, men aldrig mærke noget til det. 
Det er en lumsk lortesygdom!
Men derudover er jeg fuldstændig samme sted, som jeg var torsdag morgen. 
Nå ja, og muligvis bare med én fungerende æggeleder mindre. 
Og fra at have følt mig fuldstændig ovenpå, røg jeg pludselig helt ned. 
Jeg hylede og tudede og vrælede og kunne slet ikke stoppe. 
Narkosen havde helt sikkert en del af skylden, hvilket også var min undskyldning overfor lægen og sygeplejersken. 
Men så er der også den del af det, at jeg bare var pisse ked af det! 
For det var ikke det, jeg havde forventet. 
Jeg havde troet, at når jeg sad her fredag aften, ville det enten være med visheden om, 
at jeg ikke har endometriose, eller at jeg havde, men at det nu var fjernet. 
Jeg havde i hvert fald ikke forberedt mig på dét her! Eller det med æggelederen. 
Eller på at sidde med en lap foran mig med datoen for næste møde med lægen, 
hvor vi skal tale smertelindring. 
‘Smertelindring’ er det pæne ord for ‘hormonspiral’. 
For ‘hormonspiral’ er ikke noget særlig pænt ord. 
Når man er infertil, når man virkelig, virkelig gerne vil prøve at opleve en graviditet, 
så er ‘hormonspiral’ et direkte ubehageligt ord. 
Pis også, altså! 
Hvad vil du – være smertefri eller gravid??!
Valget er svært og så alligevel slet ikke. 
For jeg er kun 30 år gammel. 
Jeg har den smukkeste datter, en vidunderlig mand, et skønt bonusbarn, hus, kat, 
golden retriever og stationcar. 
Selvfølgelig skal jeg have flere børn. 
Det skal åbenbart bare ikke være så nemt, men se på Ane 
– hun var edderbroderme hele cirkusset værd. 
Det stikker lidt i hjertet, det her, og ripper op i gamle følelser – uvisheden, kontroltabet og angsten. 
Samtidig føler jeg mig så meget mere lykkelig og heldig over det, jeg har – Ane
Nu trækker jeg vejret dybt og starter med at koncentrere mig om
at komme ovenpå rent fysisk.
Så må vi tage det andet hen ad vejen.




Tanker om en lillebrøster

Det er i næste uge, at jeg skal have den der kikkertoperation for endometriose.

Ved samtalen på Riget fortalte lægen, 
at man efter operationen ofte ser par opleve spontan graviditet. 
Altså ikke gennem behandling, men helt og aldeles old fashioned wham bam og jackpot. 
I mine ører lyder det altså stadig fuldstændig skørt,
at man kan få børn ved at bolle;)
Men lægens oplysning har plantet et lille, bitte håb i mig. 
Så åndssvagt, for det er jo et temmelig irrationelt håb.
Det er meget muligt, at chancerne øges,
men når man har 9 mislykkes ICSI med sig i rygsækken (eller Sloggien, om man vil),
så er det også tilladt at være realistisk.
Det er bare ikke altid min stærke side;)
Så jeg drømmer lidt om en hjemmelavet lillebrøster.
Lidt – for straks tanken er tænkt til ende, panikker jeg! 
For: 
1) Vi har det så dejligt, som vi har det nu:) 
Vi er en lille klub med et ganske fint medlemsantal. 
Faktisk er jeg slet ikke sikker på, om vi optager nye medlemmer.
2) Det der manglende overskud…. 
Hvis jeg synes, det kniber med at finde tid til mig selv nu, 
så kan jeg da med garanti ligeså godt kronrage mig med det samme, 
for bad, shampoo og frisør bliver da fremmedord, hvis vi har to børn!
Og hvis det føles svært at nå alt det, 
jeg gerne vil med Ane nu, 
hvor stor bliver den dårlige samvittighed så ikke med endnu et barn?!
3) Ane-musen:) Hvad vil det betyde for hende og hendes opfattelse af sig selv, 
hvis hun fik en søskende, som mor og far selv har lavet? 
Nok er genetikken fuldstændig ligegyldig for mig, 
men hvad hvis den ikke er det for hende?
4) Ja, eller ville lillebrøster føle sig mindre betydningsfuld, 
fordi Ane er drømmebarnet? 
5) Og det der, som andre mødre siger med,
at man sagtens kan elsker 2’eren ligeså højt som 1’eren….
I don’t buy it!

Når alt det er sagt, kan jeg også lige tilføje,
at jeg er SÅ nervøs for operationen!!!
Jeg er aldrig blevet opereret før og forestiller mig, at det er vildt ubehageligt
at være i narkose. Sig mig gerne imod!
Og så er der det der med at skulle faste….
Åh, jeg er sådan et monster, når jeg er sulten.
Øv, hvor har jeg bare slet ikke lyst:(