Omstil nu den dymo, for dælen!

Jeg har set det der program med Silas Holst og hans familie de sidste to onsdage.

Egentlig ikke sådan noget tv, der normalt fanger mig, 
men de virker bare så skide søde, 
og jeg synes, det er hyggeligt at følge med i, 
hvordan de har valgt at skabe deres familie. 
Jeg er vild med, at de med fuldt overlæg ikke ved, 
hvem af Silas og Johannes, der har leveret dna’en til datteren! 
Jeg er vild med signalværdien – at det er fuldstændig lige meget. 
At de begge er fædre på lige fod. 
At der ikke er en ‘biologisk far’ og en ‘ham den anden far’. 
Der er to fædre! 
I gårsdagens afsnit havde Silas en snak med en veninde, 
som handlede om netop dét. 
Hendes udsagn var, at det jo ikke var ‘rigtigt’, at man jo kun har én far. 
Sådan er det. Fakta. Sandheden. 
Og jeg forstår selvfølgelig godt, hvad hun mener! 
Det er sådan, verden er skruet sammen. 
Man har én mor og én far. Hverken mere eller mindre. 
Silas holder på, at sandheden kan være en anden – jeg holder med Silas;)
For i bund og grund handler det om sprog. 
Det er en diskurs, en konsensus, en fælles bevidsthed om hvordan verden hænger sammen. 
Vi giver livet etiketter og putter det i små kasser, så vi kan navigere i det. 
Og så vi kan tale om det, uden at ende med et halvfærdigt Babelstårn. 
I get it!
Men – jeg hepper på Silas hele vejen, når han holder på sin ret til at omstille sin dymo og tale sit eget sprog. 
Et sprog, der tager udgangspunkt i og definerer hans familie, selvom den ikke følger normen! 
Og ja ja, jeg er herre farvet i den her snak. 
Men jeg tog den også gerne inden Ane!
“Nåååå, så det er halv-søskende, du har?!!”
Nej!
Det er søskende. Ikke hele, halve, bonus, pap eller andet. 
Søskende! 
Hvorfor? Fordi jeg siger det! 
Og det er dét, der er skide smart ved sandheder af ovenstående slags. 
De er kun sande, så længe vi siger det;)
De holdes kun i live af de ord, vi giver dem, og den værdi, vi tillægger dem. 
Herhjemme er der, som hos så mange andre, kun én mor og far. 
Det er vores familie.
Nogle insisterer dog på, at det ikke er så simpelt. 
At der er endnu en faktor i vores ligning – den biologiske mor. 
Her vælger jeg ligesom Silas, at tale et andet sprog, end hvad normen foreskriver. 
Ane har kun én mor. Mig!  
Hun har er andet genetisk ophav, en anden dna, så langt er jeg med. 
Men jeg vil i al evighed holde på, at moderskab ikke ligger i generne, og at sproget halter på dette punkt. 
Hvad man så skal kalde det, ved jeg ikke. 
Men ikke mor. 
Præcis som når et barn er kommet til ved hjælp af donorsæd, og man insisterer på at kalde donoren ‘far’. 
Tåbeligt! 
Kald det, hvad det er. En donor.   
Vidste I forresten, at det rent faktisk er muligt, 
at skabe et barn med tre sæt arvemateriale? 
Det er for at undgå såkaldte mitokondrielle sygdomme. 
I grove træk fjerner man de syge mitokondrier fra moderens æg
og erstatter dem med raske fra et donoræg. 
Viola – dna fra tre personer. Det er altså ret vildt!
Hvad siger I? Er jeg helt tosset? 
Skal vi med anderledes familiekonstellationer acceptere,
at det nu engang bare er sådan, vi taler om familie?
Og bør vi tale samme sprog for ikke at gøre forvirringen total?

Fuck, fuck, lidt mere fuck og hurraaaaa!

Fuck! Jeg har fået halsbetændelse:/

Eller havde, måske. Jeg satser stærkt på, at den er på tilbagetog, 
hvilket er på tide, for jeg har ligget halvdød på sofaen i fire dage.
Feber og voldsomt hævet hals – tjek! 
Virus – tjek!
Ingen penicillin – tjek!
På fire døgn har jeg indtaget 2 liter yoghurt og en skefuld kartoffelmos. 
Jeg er sulten og træt.
Og så har jeg røv dårlig samvittighed!
Det er ikke mere end to uger siden, jeg var sygemeldt efter operationen.
Så jeg har det mega skidt overfor min arbejdsplads, Fyrsten og Ane. 
Mine feberdrømme har hovedsageligt indeholdt fyringer, skilsmisse
og Mariekiks kastet med al den styrke en 1-årig kan mestre.
Ikke våde, gennemsnaskede Mariekiks. 
Rå. Og pænt hårde. I hvert fald i mine drømme. 
Jeg satser på, at jeg har nu har opbrugt sygdomskvoten for 2015! 
Fuck!
Så er det man kommer i tanke om,
at det er vinterferie på mandag.
Det ville normalt ikke være en erkendelse,
der resulterede i et ‘Fuck!’.
Men når man har været på orlov og ikke har optjent ferie, så er det ret meget fuck.
Ikke situationen i sig selv, for jeg er medlem af en a-kasse
og har ret til feriedagpenge. 
Super duper!
Knap så super duper at det kræver blod, sved og tårer at nå dertil, hvor man rent faktisk kan FÅ pengene! 
Jeg måtte således rejse mig fra mit dødsleje i eftermiddags 
og bruge to timer (jeg overdriver ikke!) på at få tjek på,
hvilke formularer, der skal udfyldes og hvordan! 
De er skide hjælpsomme hos Lærernes a-kasse, ingen tvivl om det.
Men shit, hvor er det besværligt og bøvlet, altså.
Nå, men efter 2 timer havde jeg nogenlunde tjek på lortet. 
Og så kom det tredje ‘Fuck!’
Fuck. Fuck. FUCK!
Ja, jeg skal søge dagpenge i vinterferien. 
Vinterferien 2016….. 
Fuck!
Men inden I alle begynder at græde i sympati og samle ind til en nødhjælpspakke:
Alt ovenstående blev pludselig udvisket som med et trylleslag:)
Eller tøndeslag…. 
Ane blev nemlig kattedronning i dagplejen!!!! 
Jeps, min lille Ane smadrede bunden ud tønden med sin grydeske, 
hvilket resulterede i fuldstændig latterlig stolthed fra morens side. 
Da farmor fortalte det (hun var så sød at hente, da jeg lå syg), kom der sgu en lille tåre.  
Jeg følte mig ærlig talt lidt dum, 
indtil Fyrsten kom hjem og modtog nyheden på nogenlunde samme måde:) 
Hip hurra for Ane!

Noget om æbler og stammer. Og koslik!

Da min søster var teenager i 90’erne var der én ting,

som var vigtigere end drenge, fester og bh-størrelser…. 
Pandehår! 
HØJT pandehår! 
I ved, sådan trukket helt op og fikseret med 174 ml hårlak. Extra strong hold. 
Og min søster og hendes veninder hadede mig. 
Naturligvis af alle de indlysende grunde – jeg var med garanti en mega belastende lillesøster. 
Men mest af alt hadede de mig, 
fordi jeg havde (og har) verdens største koslik! 
Og fordi jeg overhovedet ikke satte pris på denne kæmpe gave, som naturen havde givet mig. 
Jeg sad på mit værelse og lavede perleplader og hørte Lionel Richie (jep!) og nød på ingen måde mit koslik! 
Nope, jeg var ikke synderligt glad for at ligne en fraggel…. 
Den dag i dag er mit koslik og jeg stadig ikke bedste venner. 
Det er ganske enkelt umuligt at tæmme, 
så enten står pandehåret lige ud i luften,
ellers lægger det sig i verdens mest ucharmerende midterskilning. 
Slet ikke kønt eller misundelsesværdigt! 
Ikke i noget årti!!! 
Nu har jeg så fået den her smukke datter. 
Og hun ligner sin moster som snydt ud ad næsen:) 
På nær på ét punkt: 
Lige der midt i panden sidder et koslik, 
som overgår hendes mors med flere længder! 
Hun kommer højst sandsynligt til at hade det på samme måde, 
som jeg selv har gjort. 
Men selvom jeg, hånden på hjertet, fuldstændig helt og aldeles ærligt, 
er fuldstændig ligeglad med, 
at Ane ikke ligner mig, 
selvom hun kunne være lavet på et vietnamesisk æg og født af en spansk kvinde
og stadig være ligeså meget min datter, 
så synes jeg altså, at det er lidt hyggeligt, 
at vi har lige netop dét kendetegn tilfælles. 
Af den grund kan jeg nu egentlig meget godt li’ mit lorteslik;)

Alene hjemme….

Da Ane var fem dage gammel efterlod vi hende i sygeplejerskernes varetægt i 37 minutter,
mens vi var hjemme og hente tøj og et smut i Netto.
Fyrsten kunne egentlig nok ha’ klaret det alene,
men så havde jeg med garanti stået med otte par strømper og et par trusser!
For et par dage siden bad jeg ham handle svinefars til frikadeller,
han kom hjem med skinkekød i tern….
Jeg elsker ham ret så meget, men alligevel;)
Nå, men jeg forlod neonatal afdelingen uden mit barn i armene og med en kæmpe klump i halsen.
Og jeg LØB gennem Netto!
Da vi vendte tilbage 37 minutter senere, sov Ane stadig:)

Ane er fast hos sin farmor én dag om måneden,
når dagplejen har lukket,
og en enkelt gang er hun blevet passet et par timer af en af mødrene fra min mødregruppe,
men det er også det. Ellers er hun aldrig nogensinde blevet passet ude.
Og det er jo ikke fordi, at Fyrsten og jeg ikke har lyst til eller brug for en kæresteaften i ny og næ.
Indrømmet – jeg har nok heller ikke været meget for, at Ane skulle passes ude,
hvilket både handler om mit, men også hendes behov.
Fyrstens far bor i Jylland,
og min svigermor er rigtig sød til at tage Ane, hvis dagplejen er lukket eller lignende,
men hun har ikke lyst til at tage nætterne med, før hun sover igennem,
hvilket jeg fuldt ud forstår!
Mine forældre og søskende bor på Lolland,
og ser desværre ikke Ane så tit, som både de og jeg kunne ønske.
Jeg brokker mig ikke. Slet ikke!
For jeg har selv valgt at flytte til Kbh, og jeg har hele tiden vidst,
at dette ville være en af konsekvenserne.
Men det betyder jo også, at vi ikke bare lige hidkalder dem til pasning,
hvis vi får lyst til en fadbamse og et slag bordfodbold.
Turen er virkelig lang, hvis det viser sig, at Ane ikke er helt tryg ved det.

MEN min søster har for nylig fået kørekort!
Og det har hun altså virkelig gjort brug af;)
Hun har været herinde en del gange indenfor de sidste måneder
og hver gang med minimum én overnatning.
Hun har hentet Ane fra dagpleje og været sammen med hende herhjemme alene i nogle timer.
Og de sidste par gensyn har tydeligt vist, at Ane kan kende sin moster.
Så nu sker det – Ane skal på ferie hos sin moster!!

Aftalen lyder indtil videre på en overnatning.
Går det bare forrygende, tager vi to.
Og så stopper vi også der!
Jeg havde tænkt at overraske Fyrsten med en kæresteweekend,
hvor vi skulle hygge og bare være os to.
Men så dumpede der tilfældigvis en invitation til en herretur ind på Fyrstens telefon,
naturligvis til den planlagte weekend.
Og selvfølgelig skal han da ud med drengene
– 9 ud af 10 gange er det mig, der er ude, og Fyrsten der er hjemme med Ane!
Men det betyder altså, at jeg skal være alene hjemme.
Helt alene hjemme…..
Først tænkte jeg “fuck, jeg skal være alene hjemme!”,
men efter et par dages summen blev det mere til “WOW! Jeg skal være alene hjemme!”

Her er min plan:
Jeg skal tage et bad, der først stopper, når der ikke er mere varmt vand.
Jeg skal spise lyst brød til frokost. Med nutella på.
Jeg skal stene ligegyldigt tv, mens jeg drikker en øl.
Jeg skal tage en lur.
Jeg skal indtage lækker mad, øl og vin med skønne mennesker.
Jeg skal gå i seng, når jeg har lyst.
Jeg skal stå op, når jeg har lyst.
Jeg skal spise morgenmad foran tv’et.
Jeg skal sove en formiddagslur.
Jeg skal tage et bad – same procedure as the day before;)
Jeg skal ind til byen og ose, måske shoppe. Bare en liiiiille smule, det gør jeg fandme aldrig #morellerfarsendpengetak
Jeg skal hjem til Laura, hvis kæreste er på herretur med Fyrsten.
Jeg skal stille mine frie arme til rådighed og dikke-dikke med lille Alba, mens Laura tager et bad.
Jeg skal spise pizza, se film og guffe slik i Lauras sofa.
Jeg skal falde i søvn i Lauras sofa.
Jeg skal – højst sandsynligt – vågne til gråd et par gange i løbet af natten og minde mig selv om, at det ikke er mit barn.
Jeg skal tage bussen hjem.
Og nu ville jeg så gerne sige, at jeg skal hjem og se mere tv, læse lidt eller andet.
Men jeg er ret sikker på, at jeg så bare skal hjem og ringe til min søster
og spørge, om de er på vej hjem.
Og så skal jeg trave rastløst rundt i Palæet, indtil Ane er hjemme igen:)

Jeg vil med garanti savne hende latterligt meget,
men jeg har altså også tænkt mig at nyde det!
Og Ane…. hun kommer til at have en fest med sin moster og sine fætre:)