Bonderøve og københavnske sønderjyder med stort hår

Bonderøvene, det er os. Fyrsten og Fruen.

Vi er virkelig nogle bonderøve på mange punkter, det indrømmer jeg gerne. 
Og det skal ikke forstås sådan, at jeg har noget imod hverken bønder eller numser. 
Jeg kender en del af begge, alle er fine bekendtskaber. 
Det er mere ment som, at vi ikke er særlig ‘storby-smarte’. 
Jeg går i Netto med cykelhjelmen på, og Fyrsten har et etui til sin lommekniv i bæltet.
Og vi har matchende træsko og kan de fleste Shu-Bi-Dua sange udenad. 
Det er sådan, det skal forstås. 
Fyrsten er opvokset i provinsen. I et stort boligbyggeri, som man ikke forlod med mindre det var streng nødvendigt. 
Og det var det sjældent, for de havde (og har stadig) deres egne daginstitutioner, ungdomsklubber og sågar tandlæge indenfor murene. 
Jeg er fra landet. Der, hvor turen ind til byen startede med en gåtur på 2 km. 
Så havnede man på en landevej, hvor man prajede en bus. 
Jeps, vi er derude, hvor der ikke er stoppesteder, og hvor man kender sin buschauffør ved navn. 
På en eller anden måde landede vi på Nørrebro. 
Hvor busserne kører hvert 5. minut, og hvor der er tre kiosker pr 10 meter. 
Og mulighederne var mange. Barer, spillesteder, teatre, museer. 
Vi sad som regel i køkkenet på 4. sal og spillede yatzy. På filtunderlag. Tuborg-filtunderlag. 
Get the picture?! 
Nå, men det er egentlig også bare en sidebemærkning. 
En lang én, men ikke desto mindre en sidebemærkning. 
Det, jeg vil frem til, er i går. 
I går skulle vi på date. For første gang i 4-5 år. 
Jeg havde givet Fyrsten to billetter til Thomas Buttenschøn i fødselsdagsgave.
Planen var, at vi skulle være pæne i tøjet, ud og spise, høre noget god musik og måske sippe en cocktail efterfølgende.
Perfekt plan! 
Lige indtil en influenza kiggede forbi og bankede Fyrsten bagover. 
Nå ja, og opvaskemaskinen stod af (igen!), og Ane besluttede sig for at være skidesur på 14. dag. 
Mit overskud er bare ikke stort for tiden – der skal ikke så meget til at vælte læsset. 
Vi nåede hurtigt frem til at droppe planen om at tage ud og spise før koncerten.
Vi har jo mad herhjemme. 
Måske vi bare ku’ tage en kop kaffe før? 
Nej, det har vi også herhjemme. 
Og når man er lidt ramt ovenpå en influenza, har man bare ikke lyst til at ture rundt på hverken restauranter eller fancy barer.
Jeg nåede dog et hurtigt truckerbad, hoppede i en kjole og tog en sløjfe i håret;)
Koncerten var fantastisk!!! 
Thomas er en sindssygt dygtig sangskriver og sanger. 
Men han er også en helt fabelagtig historiefortæller! 
Vi var vanvittigt godt underholdt i små tre timer.
Da koncerten var slut, skulle vi naturligvis ha’ fingrene i en LP til samlingen. 
Vi har i forvejen én med teksten ‘Du er gammel! Hilsen Thomas’ og en cd med ‘Du holder dig mega godt!’. 
Nu skulle vi så ha’ en LP med noget andet sjovt. Havde vi bestemt os for. 
“Jeg kan jo også lige smide en bemærkning om, at jeg ‘kender’ hans kone!” #såbrugermaninstagramogbloggenlidtformeget 
#hvilketfremgårekstratydeligtnårdetskrivessomhashtag….
Men jo kortere køen blev, jo mindre ‘modige’ blev vi. 
Helt vildt skørt! 
For det skal altså tilføjes, at jeg både har drukket øl med en del af bandmedlemmerne fra Chumbawamba og drukket champagne med Tina Dickow (ja, jeg var medlem af en fanklub – #hosthostbonderøv). 
Og at Fyrsten engang har kysset Camilla Miehe-Renard og desuden er i familie med én af dem fra Hvide Løgne, hvilket jo er ret sejt – #hosthostbonderøv;) 
Ikke desto mindre så blev vi begge sådan lidt starstruck, da vi stod overfor den københavnske sønderjyde med det store hår.
Det på trods af at han jo er fuldstændig nede på jorden og lige havde lært os, hvordan man siger ‘kagebord’ på sønderjysk – #hosthostmanmåkunkaldesigselvforenbonderøv 
Jeg fik dog pænt bedt om en LP – da jeg havde brugt et par minutter med at rode med min telefon, fordi min mobilepay var forældet – og da Thomas ikke lige ku’ få den ud af plastikken, tilbød Fyrsten ham sin lommekniv. #hosthostbonderøve. 
Shit, hvor er vi bare meget lidt cool og Københavneragtige på den der ‘jeg har styr på pisset’-måde. 
Og shit, hvor havde vi bare en hyggelig aften:) 
Med rester fra mit arbejde til aftensmad og kaffe i egen sofa. 
Og skide god musik og og endnu bedre historier! 
Vi kom jo altså også hjem med en LP til samlingen, så helt galt var det ikke;)
Og hey – vi behøver jo heller ikke nogen til at fortælle os, at Fyrsten er gammel. 
Bliver vi i tvivl, kan vi bare kigge på hans kørekort – I ved, et af dem, der kan foldes på midten… #hosthostbonderøv

(Ps. Vi stiftede forresten bekendtskab med Morten Fischer, som åbnede ballet med sin guitar og knap så store hår – han er altså et lyt værd!)

Fruens fyre

Den Første Kæreste spillede i band og stod på skateboard.

Jeg var ofte at finde blandt publikum eller på ramperne.
Gerne iført en gammel underkjole og fodboldstrømper.

Han gik i 9., jeg gik i 7., og han var min første rigtige kæreste.
Han mødte op til min konfirmation i grønt jakkesæt og trefarvet hanekam
– jeg mødte op i hvid kjole og et sugemærke på læben;)
Den Første Forelskelse kørte på en gammel rød knallert og havde dybe øjne og et gammelt sind. 
Vi var et stormvejr i fire år. 
Vi råbte højt og kyssede længe. 
I ved, sådan et forhold der er helt fantastisk, når det er godt, og helt forfærdeligt, når det ikke er. 
Han kunne ikke tæmmes. Ikke af mig i hvert fald. 
Han har i dag den smukkeste kone og to drenge med samme dybe øjne:)
Den Stabile var alt det, som Den Første Forelskelse ikke var. 
Rolig, stabil, forudsigelig. 
Han havde fødderne solidt plantet på jorden – jeg havde hovedet i skyerne. 
Han drømte om hus, Volvo og 1,7 børn.
Jeg drømte om en kærlighed så stor, at man kun kan drømme om den. 
Vikingen var drak mjød og havde Thors hammer om halsen. 
Han havde også en ringforlovet. Altså, så meget som man nu har en forlovet, når man er 20 år. 
Pludselig havde han mig i stedet. 
Og et lille, mørkt kollegieværelse, hvor han serverede stærk kaffe og læste højt af Knut Hamsuns ‘Sult’.
Vikingen var anderledes. Intellektuel. Dybsindig. 
Men ikke mere dybsindig end at han fandt det passende at droppe mig over messenger.
Den Største Kærlighed, den der man kun drømmer om,
kom dumpende, mens jeg så den anden vej. 
Han blev afvist igen og igen. 
Men Den Største Kærlighed giver ikke op, den venter, afvejer og holder stand. 
Lige nu holder den stand på min sofa:) 
Den Største Kærlighed er sjældent, som man forestiller sig den. 
I dette tilfælde var den 10 år ældre, med delebarn og budgetkonto.
Den Største Kærlighed formår, på trods af ikke at være særlig høj,
både at have fødderne på jorden og hovedet i skyerne
– det er unik og helt fantastisk dejligt:)

Kærlighed med snot på

“Mor, mor, mooooor!” råbte hun, da jeg kom cyklende om hjørnet. 

Hun stod på havebordet og holdt sin far i hånden, 
mens hun spejdede efter mig. 
Og da jeg trak cyklen gennem havelågen, kom hun løbende imod mig med det dér blik. 
Det dér blik, det er det vildeste. 
Aldrig har nogen råbt “jeg elsker dig!!!” så højt uden at sige et ord. 
Ja, jeg er stadig der, hvor jeg op til flere gange dagligt bliver blæst bagover af mit held. 
Det på trods af, at hun lige for tiden er pissesur. Altså ikke konstant. 
Ifølge dagplejemoren er hun ret så glad mellem 8 og 15.30. 
Men fra 5-8 er hun mest pissesur på den der ‘jeg ved, at du går fra mig lige om lidt’-måde. 
Fra 15.30-16.30 er det på ‘far, mor gik fra mig’-måden. 
Og fra 17-19 er det på ‘jeg skal være hos dig hele tiden, mor, for du har det med forsvinde, når jeg vender ryggen til’-måden. 
Men kl. 16.30 når jeg drejer om hjørnet med Annie Lennox i ørerne og den blå Fjällräv i cykelkurven, er der kun en måde:
“Du kom tilbage”-måden. 
Den er fandme vigtig. For Ane og for mig. 
Jeg kommer jo altid tilbage. 
Tilbage til kys med snot og kram med to små arme om halsen. 
Jeg er så usandsynligt heldig! 

Kusser og kærlighed <3

“Kusseklubben” er det skønne navn på en lille samling af tøser, 

der oftest holder til i en lejlighed på Nørrebro. 
Her tyller de kaffe i spandevis, spiser chokolade og snakker. 
Om mænd, børn, jobs, mad, vasketøj,
mislykkedes dates og spirende forelskelser
– i ham der Morten fra Badehotellet. Eller Valdemar Atterdag. 
Nogle gange sukker de. Fra tid til anden græder de. Oftest griner de.
Højt og med hele kroppen. 
Så tårerne triller og brystkassen kalder på luft med samme styrke som ganen kalder på mere kaffe. 
Så drikker de mere kaffe. 
Og griner mere og højere endnu. 
Nogle gange skiftes kaffen og chokoladen ud. 
Det skete i lørdags.
Og i stedet blev maven forkælet med cocktails, grisehaler, grøn gajol og østers.
Og grinene genlød på hele Frederiksberg, 
da kusserne fandt sig selv dansende ind på en lummer bodega med lommen fuld af mønter og ubegrænset adgang til en jukebox. 
For den ene kusse kan teksten til ‘Spændt op til lir’ udenad. Med mimik. 
En anden kan – muligvis – have sin knytnæve i munden, 
mens en tredje kan få benene på nakken. 
De kan alle teksten til ‘Sådan nogen som os’.
De kan alle li’ øl. 
Mest af alt kan de li’ hinanden. 
Ekstra meget når øllene er kolde og musikken god. 
 
Kusserne er mine. 
Mine piger, mine sjælefrænder. 
Intet mindre! 
Og på lige netop denne lørdag var øllene virkelig kolde,
og Kim Larsen havde aldrig sunget bedre om Rita.
Det er tirsdag i dag, og jeg svæver stadig. 
Tak, piger:)

Hvor sidder kvindeligheden???

Jeg har hørt om kvinder, som har fået fjernet brysterne eller livmoderen som følge af eller forebyggelse af kræft.

Kvinder, som efterfølgende følte sig mindre kvindelige. 
Og det har tidligere undret mig.
For kvindeligheden sidder da ikke i brysterne eller i underlivet.
Gør den? 
Jeg var 25 år, da vi satte ‘projekt baby’ i gang. 
25 år, nygift, nyforelsket. 
Og i al beskeden så jeg ret godt ud efter et par år med ugentlige besøg i træningscentret. 
De første tre måneder var det skide skægt. 
Det var jo bare sex. Efterfulgt af lidt mere sex. En pude under røven. Og så sex igen. 
Men så kom den nagende tvivl. Bekymringen. Frygten. 
“Måske er der noget galt??” 
Og pludselig skete der forandringer i hverdagen. 
Abonnementet til Fitness World blev udskiftet med et abonnement til hyppige dildoscanninger. 
Besøgene i frisørstolen blev udskiftet med besøg på akupunkturbriksen. 
Og de penge jeg tidligere havde brændt af i H&M;, hurtigere end man kunne sige ‘brugerbetaling på fertilitetsbehandling’ (okay, det siger man bare ALDRIG hurtigt!), 
blev nu kastet efter diverse hormoner på apoteket. 
Det var fint nok. 
Der var vigtigere ting. 
I takt med at psyken blev mere og mere sølle, gjorde mit udseende det samme. 
For jeg var pisse ligeglad. 
Og som behandlingerne skred frem gik også min indre kvindelighed i forfald. 
I, der har været gennem møllen, kan muligvis genkende det… 
I løbet af få år har jeg vist mit underliv for fremmede mere end 100 gange. 
Det er blevet rodet i og stukket i fra alle kanter og leder. 
Det er blevet omtalt og studeret, som var det et billede på væggen og ikke en del af min krop. Af mig. 
Alt imens min mand sad ved siden af og holdt mig i hånden. 
Åh, man føler sig ualmindeligt sexet, når en fremmed mand står med en dildoscanner oppe i én og komplimenterer ens slimhinde! 
Jeg er ikke i tvivl om, at min mand synes, jeg er verdens dejligste kvinde. Jeg ser det i hans øjne. 
Men samme øjne har set mig i situationer, jeg helst havde været foruden. 
Og det har krævet en del af mig at finde tilbage til min kvindelighed. 
Det lyder forfængeligt, det ved jeg. 
Og muligvis relativt ligegyldigt i det store perspektiv. 
Men i mindre perspektiv – det man ser i spejlet hver evig eneste morgen – så betyder udseendet noget for mig. 
Underlivet kan jeg ikke ændre ved, ej heller mine oplevelser og de følelser, som er fulgt med.
Jeg er i stedet startet i det små.
Fx har mit hår fået lov at vokse sig langt efter at have været kort de sidste 10 år.
Det giver mig et mere feminint og blidt udtryk.
Jeg er begyndt at bruge make up igen. Ikke meget, bare lidt mascara.
Jeg barberer ben og putter lak på tæerne, selvom vejret endnu ikke indbyder til bare ben.
I sidste uge gjorde jeg noget, som er ret ulig mig – jeg købte en kjole.
En helt ny kjole uden nogen særlig anledning.
Jeg så den i vindue, prøvede den og tog den med mig hjem.
Det lyder ikke som noget særligt, men det er det.
For selvom det ville være virkelig politisk korrekt at holde fast i,
at udseendet ikke betyder noget, så ville det være løgn.
Det betyder noget for mig. Det betyder noget for min kvindelighed.
Og nu, hvor drømmen om en lillebrøster begynder at presse sig på,
minder jeg mig selv om ikke endnu engang at ofre min kvindelighed på moderskabets alter.
Det må være muligt at få i både pose og sæk!