284 dage

Så længe er der til, at jeg kan stedbarnsadoptere Ane.

Men jeg prøver lige med en ansøgning om dispensation inden da. Igen
Og nej, det gør i bund og grund ingen forskel. 
Intet stykke papir ændrer på det faktum, 
at Ane er min datter. 
Men så alligevel…. 
For i forrige weekend stod vi i en ‘lige ved og næsten’-situation, som var slem nok i sig selv. 
Og selvom alt gudskelov gik godt, så nåede tanken alligevel at dukke op:
Hvis det unævnelige var sket, hvad så med Ane? 
Ville de tage hende fra mig? 
Ville jeg skulle slås med systemet for at kunne beholde min datter? 
Umiddelbart tænker jeg, selvfølgelig ikke.
SÅ firkantet kan systemet ikke være. Vel?!
Eller måske. For samme system som nægter mig de juridiske rettigheder til mit barn,
giver fuld forældremyndighed til en far, som har slået sine børns mor ihjel. 
Det lyder simpelthen så tosset, at man ikke tror, det kan være rigtigt. 
Men det er det.  
JEG kan ikke adoptere MIN datter.
– Jeg medtænker ikke ligegyldigheder som genetik i det her regnestykke. 
Jeg fik hende i armene ved fødslen, jeg ammede hende i 19 mdr, jeg har kronisk røde og hudløse brystvorter, fordi Ane ynder at nulre dem, når hun er træt. Og ked af det. Og glad. Og sulten. Og det er mandag. Eller lørdag. 
Men altså, jeg kan ikke adoptere min datter, fordi det ikke skønnes, at være i hendes tarv. Det er helt vildt trist, men jeg kan ikke lade være at grine lidt, når jeg ser det på skrift. For det giver altså meget lidt mening:) 
Så sig det dog, som det er. 
At systemet gerne vil undgå, at flere bliver forældre på den her måde. Sig det. 
Sig, at selvom det er lovligt, så er det besværligt. Og gråzone-agtig. 
Men sig ikke, at det ikke er min datters tarv, at hendes mor har de juridiske rettigheder – det er jo bare skørt! 
Så nu søger jeg igen. 
For ét er at skulle bekymre sig om sin mands helbred – det er slemt nok. 
Smid lige angsten for at miste sit barn oveni, og så bevæger vi os fra slemt til meget, meget slemt. 
Sidste melding fra dem med moderskabsmagten lød, at der ikke var nogen mulighed for dispensation med mindre der skete ændringer i vores situation. 
Mon ikke en blodprop kan kaldes en ændring?!
Kryds fingre, så er I søde:)

Noget om propper….

Der findes mange slags virkelig irriterende propper!

Bundpropper. Som når Ane laver en lort i badekarret. En lort, der ryger lige ned og sætter sig i hullet, så man må spule den i stykker.
Korkpropper. I ved, af den rigtige slags, som smuldrer i vinen, så man får krummer i munden, når man drikker. 
Hidsigpropper. Dem, der dukker op, når Ane ikke må drikke af hundens vandskål, eller når jeg ikke har fået min morgenkaffe. 
Og så er der den allerværste slags: 
Blodpropper. Sådan nogle, der tog Jess’ bror med sig i sommer. Og som åbenbart besluttede også at kigge forbi os:/ 
Jeg elsker torsdag aften. 
Jeg har fri med Ane fredag, så torsdag aften er ‘være-længe-oppe-og-glo-tv-eller-ordne-vasketøj’-aften. 
Sådan en torsdag var det også i sidste uge. 
Jeg satte streger i min prik-bog (sådan en hvordan sætter en streg fra 1 til 2 osv helt op til 1000)
og så ‘Stalker’ på kanal5. 
Jess blundede på sofaen, hvilket der som sådan ikke er noget unormalt i, han står jo op mellem 4 og 5. 
Der var heller intet mærkeligt i, at han tussede i seng ved 22-tiden. 
Lidt mærkeligt var det til gengæld, at han kom ned igen en halv time senere og gik i bad. 
Han havde sådan en ubehagelig fornemmelse i kroppen. Tog en balje og nogle mavesyretabletter med op og gik i seng igen. 
Fredag morgen tog han på job. 
Da han kom hjem, klagede han over smerter i brystet. 
Men han er jo Fyrsten. Så han nappede lige en 4-5 timers havearbejde, spiste en smule mad og gik tidligt i seng. 
Ved 3-tiden vågnede han. Han havde ondt og trykken i brystet. 
Ane havde været vågen et par gange, så jeg havde lagt mig ind til hende, 
og hørte derfor ikke at han stod op. 
Den arme mand ville ikke vække os, så han ventede i 4 1/2 time på, at vi stod op, 
før han meddelte, at han altså fortsat have det skidt og ville ringe 1813 for at komme et smut til lægevagten. 
Samtalen varede kun et par minutter, 
og jeg havde kun lige nået at sætte vand over til kaffe, 
da han kom tilbage og sagde, at de ville sende en ambulance. At de ikke mente, at han skulle køre bil. 
Han smed sin oplader og tandbørste i en Netto-pose, tog overtøj på, og så var ambulancen der. 
Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte. Om jeg nåede at tænke noget. 
Vi kyssede farvel i døren, som var det en ganske almindelig dag. 
Men det var det ikke, hvilket ambulancen foran stuevinduet var et skriggult tegn på. 
Den holdt der længe, mens Ane og jeg sad i sofaen og kiggede.
Så kom der en mand ud, som gik op mod vores hus. 
Jeg skyndte mig ud til døren i mit nattøj og med Ane på armen, hvor jeg fik beskeden, at de ville tage Jess med en tur på Riget. Der var noget på hans hjerte. 
Noget. Ikke mere end det. Bare noget. 
Og så kørte de. 
Jeg sætte Hr. Skæg på tv’et og ringede til min søster og hylede. 
Hun beordrede, at jeg ringede til min svoger og svigerinde og fik dem til at hente Ane, så jeg kunne tage på Riget. 
Der gik knap tre timer, før jeg stod i informationen og fik oplyst, hvor jeg kunne finde min mand. 
Og jeg fandt en helt anden mand end ham, jeg havde kysset farvel få timer tidligere. 
Han havde ledninger overalt og var ikke til at komme i kontakt med. 
Han registrerede, at jeg var der, men jeg kunne ikke tale med ham. 
Jeg fandt en sygeplejerske, som fortalte, at han havde haft en blodprop i hjertet. 
At den var opløst, der var lavet en ballonudvidelse og sat en stent ind. 
Noget. Hvad er noget? Åbenbart en blodprop. I min mands hjerte. 
Shit! 
Hun forklarede, at alt var fint, og han var udenfor fare. Jeg hørte kun ‘blodprop’. 
Jess var stadig langt væk. Forståeligt nok. 
Så jeg sad ved hans seng i noget tid, hvorefter jeg fik ringet rundt. Til min svigermor, min svoger og til Jess’ store dreng, Oliver. 
Jess vågnede kort tid efter. Han var lidt søvnig og groggy, men ellers helt sig selv. Bare viklet ind i ledninger og iført virkelig grimme underbukser.
Oliver kom forbi for at kysse på sin far. Vi spiste frokost på stuen og så billeder fra Oliver og hans kærestes tur til Ægypten.
Alt var helt normalt. Og alt var helt forkert. 
Blodprop, blodprop, blodprop. 
Sygeplejersken kom ind nogle gange. 
Tog blodprøver, målte blodtryk osv.
Fortalte at alt så godt ud, men at han skulle være indlagt i fem dage. En dag mere på Riget og så overflyttelse til Hvidovre. 
Jeg smuttede på gaden og købte alt det nødvendige til Jess: Snickers, kinderæg, Illustreret videnskab mm., 
hvorefter jeg tog hjem til en veninde for at overnatte. 
Jeg overnattede, men jeg sov ikke. 
Hver gang jeg lukkede øjnene, døde han. Igen og igen. 
Og da klokken var 7 rejste jeg mig fra sengen med den værste følelse af sorg i kroppen. 
Jeg drak et par kopper kaffe med min veninde, pakkede mig sammen og gik i 7-eleven efter et rundstykke. 
Jess var frisk og glad, da jeg kom. 
Jeg fik et af hans kinderæg, fordi det var min fødselsdag, og jeg fik også en plads ved siden af ham i sengen. 
Og der lå vi det meste af dagen og sludrede og så TV2 Zulu. 
Jess fik lavet en ultralydsscanning af sit hjerte, som så fin ud, 
hvorfor de mente, at han allerede ku’ overflyttes til Hvidovre samme aften. 
Jeg pakkede hans ting sammen og ilede hjem for at tage imod Ane, som var på vej hjem fra sommerhus. 
Kl. 18 var Jess stadig ikke kommet til Hvidovre, og kl. 22 besluttede de, at de ville vente til næste dag. 
Så jeg gik i seng. Og hev Ane med, så jeg ikke skulle sove alene. 
Eller ikke ikke-sove alene. 
Mandag formiddag blev han overflyttet, så jeg afleverede Ane i dagpleje og tog på sygehuset. 
Først her fik jeg spurgt rigtig ind til, hvordan Jess havde oplevet det hele, og hvad lægerne havde sagt. 
Det var en stor blodprop. Og den havde siddet i noget tid. Så det var godt, at han kom, da han gjorde.
Underforstået at ellers var han ikke kommet nogle vegne. 
Han kunne ikke huske meget fra selve indgrebet, andet end han syntes det var spændende og mærkeligt at få lov at følge med, mens de gik ind i hans hjerte. 
Dagen efter fik jeg ham med hjem. 
Med en kuvert med piller og pjecer og beskeden om at tage det roligt og så ellers leve videre som før. 
Som om intet var hændt. 
Det er fandme mærkeligt, at noget så dramatisk kan foregå så udramatisk. 
For det gjorde det jo. 
Han faldt ikke om. Hans hjerte stoppede ikke. Han kyssede mig farvel i døren og kørte afsted med sin tandbørste. Og sin blodprop. 
Men ‘lige ved og næsten’ kan virkelig godt slå mig af hesten!
Hvad nu, hvis han bare havde slået det hen endnu en gang? Hvis han var gået i haven, og Ane og jeg var kørt på biblioteket. 
Eller hvis 1813-damen havde sagt ‘tag en Panodil og prøv at få sovet lidt’. 
Jeg prøver at få det ud af hovedet. 
For han slog det IKKE hen. Han lyttede til sin krop. Og 1813-damen lyttede til ham. 
Og han ligger på sofaen og ser CSI og er helt sig selv. 
Gudskelov for det!!!! 

“Du er blevet klippet….”

Ane og jeg tog et smut ind til byen for at få studset lokkerne i weekenden.

Egentlig var det kun frk. Fehår, der skulle klippes, men jeg blev sgu lidt jaloux og forkælede mig selv med en tur også. 
Sidste gang jeg sad i en rigtig frisørstol, fik håret vasket og hovedbunden masseret var i 2008;) 
Frk. Fehår er nu frk. Lille-lækker-page. 
Hun er SÅ fin, og ligner et helt rigtigt lille menneske:) 
Jeg ville jo allerhelst ha’ sådan noget pjusket, krøllet hår, der bare er helt casualt lækkert fra det øjeblik,
jeg ruller ud af sengen. 
Faktum er bare, at mit hår er glattere end glanspapir!
Så jeg nappede også en page. 
Og jeg synes selv, at det er blevet virkelig flot!  
Men den kommentar jeg har hørt mest de seneste dage (altså udover “Oppe, moar” og “Mere Hr. Skæg!”) er “Du er blevet klippet….”
That’s it. Intet mere. 
Vi lader den lige stå: 
“Du er blevet klippet….”
Ja. Vi ved jo godt alle sammen, hvad de fire små prikker betyder. 
Og det er ikke noget godt. 
Det svarer næsten til at stikke hovedet ned i vuggen til kusinens afkom og sige
“Det er et barn….”
Jeg sagde næsten. 
Men ja, jeg er blevet klippet. Det er jeg i hvert fald slet ikke i tvivl om nu,
hvor en 10-15 stykker har fortalt mig, at det er dét, der er sket;) 
Men det vigtigste er naturligvis, at JEG er glad for mig hår, og det er jeg:) Meget endda!!!
Og jeg har altså også høstet nogle komplimenter!
Bonus-info: 
Ane og jeg blev klippet hos Marlene, som du kan finde lige her! 
Hun har efterhånden klippet mig en del gange og er både pisse dygtig og sød. 
Hun er desuden ret god til tæmme hvirvler, sku’ jeg hilse og sige!
Og så har hun en massagestol i salonen:)
Så er du uden fast frisør, så kan jeg klart anbefale Marlene!
Og nej – det er IKKE et sponsoreret indlæg, men det ville da være totalt ego at holde en god frisør helt for mig selv.