284 dage

Så længe er der til, at jeg kan stedbarnsadoptere Ane.

Men jeg prøver lige med en ansøgning om dispensation inden da. Igen
Og nej, det gør i bund og grund ingen forskel. 
Intet stykke papir ændrer på det faktum, 
at Ane er min datter. 
Men så alligevel…. 
For i forrige weekend stod vi i en ‘lige ved og næsten’-situation, som var slem nok i sig selv. 
Og selvom alt gudskelov gik godt, så nåede tanken alligevel at dukke op:
Hvis det unævnelige var sket, hvad så med Ane? 
Ville de tage hende fra mig? 
Ville jeg skulle slås med systemet for at kunne beholde min datter? 
Umiddelbart tænker jeg, selvfølgelig ikke.
SÅ firkantet kan systemet ikke være. Vel?!
Eller måske. For samme system som nægter mig de juridiske rettigheder til mit barn,
giver fuld forældremyndighed til en far, som har slået sine børns mor ihjel. 
Det lyder simpelthen så tosset, at man ikke tror, det kan være rigtigt. 
Men det er det.  
JEG kan ikke adoptere MIN datter.
– Jeg medtænker ikke ligegyldigheder som genetik i det her regnestykke. 
Jeg fik hende i armene ved fødslen, jeg ammede hende i 19 mdr, jeg har kronisk røde og hudløse brystvorter, fordi Ane ynder at nulre dem, når hun er træt. Og ked af det. Og glad. Og sulten. Og det er mandag. Eller lørdag. 
Men altså, jeg kan ikke adoptere min datter, fordi det ikke skønnes, at være i hendes tarv. Det er helt vildt trist, men jeg kan ikke lade være at grine lidt, når jeg ser det på skrift. For det giver altså meget lidt mening:) 
Så sig det dog, som det er. 
At systemet gerne vil undgå, at flere bliver forældre på den her måde. Sig det. 
Sig, at selvom det er lovligt, så er det besværligt. Og gråzone-agtig. 
Men sig ikke, at det ikke er min datters tarv, at hendes mor har de juridiske rettigheder – det er jo bare skørt! 
Så nu søger jeg igen. 
For ét er at skulle bekymre sig om sin mands helbred – det er slemt nok. 
Smid lige angsten for at miste sit barn oveni, og så bevæger vi os fra slemt til meget, meget slemt. 
Sidste melding fra dem med moderskabsmagten lød, at der ikke var nogen mulighed for dispensation med mindre der skete ændringer i vores situation. 
Mon ikke en blodprop kan kaldes en ændring?!
Kryds fingre, så er I søde:)

0 kommentarer til “284 dage”

  1. Jeg kan nu godt forstå systemet.. det er da også træls at folk gerne vil have børn.. og tage sig kærligt af dem.. pueha.. (ironi kan forekomme)

    Hvor er det bare tosset altså – og det gør mig så gal! Hvor kan man skrive under på at nogen skal få fingeren ud og give folk som jer lov til at være lykkelige?! (ved godt at I er lykkelige – men bare lige det sidste også)
    Hvem skal man klage til?

  2. Jeg krydser arme, ben, fingre og tæer. Det system er absurd og langhåret. Tænkte faktisk på jeres juridiske situation da jeg læste det om fyrsten. Kan han ikke skrive testamente om at du skal have Ane, ikke at det bliver nødvendigt, for i skal leve meget længe sammen og blive gråhårede.

  3. Jeg krydser også alt jeg har, selv om jeg er en relativt ny læser, og derfor ikke helt kender din historie. Det ville være fedt med et link til den 🙂 Uanset håber jeg det lykkes dig, for det lyder godt nok hårdt! Og så bliver 284 dager bare lang tid at vente. Det kan umulig være i barnets tarv!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.