Samsovning

Ane er begyndt at sove i dobbeltsengen mellem mor og far igen.

Ikke pga kloge, videnskabelige artikler, men fordi det giver mening.
For Ane OG for os.
Det der med at sove i egen seng har aldrig fungeret 100%.   
Hun har været ked af det og krævet en forælder ved sin side til at holde i hånd. 
Allerhelst ligge i ske, når det var muligt. 
Og når behovet for fysisk nærvær har været opfyldt, har Ane sovet godt.
Ikke mor og far. Overhovedet! 
Man sover bare ikke skide godt på en madras på gulvet, 
eller med hele kroppen presset op mod sengens kolde tremmer. 
Men helt ærligt, så forstår jeg godt Ane. 
Jeg er heller ikke selv fan af at sove alene! 
Og på en gængs hverdag er Ane og jeg sammen i knap tre timer. En om morgenen, to om aftenen.
Tre timer, hvor jeg også skal nå en del praktiske ting. 
Natten giver os otte timers ekstra nærhed.
Nærhed, som jeg bilder mig ind, at både hun og jeg har brug for. 
Nu vågner Ane som regel en enkelt gang om natten kontra de 18-20 stykker vi ellers oplevede.
Hun får en tår vand og et kys på panden og sover videre. 
Det samme gør mor og far:)
Og til de der siger, at samsovning skader intimiteten:
i min verden findes der intet mere intimt end at sove med sit allermest dyrebare imellem sig!

Nakkefoldsskanning

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer til mit indlæg fra i går:):)

Jeg ville skide gerne svare jer alle sammen personligt og skal nok også få det gjort. 
Men pt er Anes putninger lort med lort på plus lidt ekstra…. 
2 timer er en god aften:/
Så inde i mit hoved spurgte jeg jer, 
om I helst ville have, at jeg brugte min sparsomme tid på 
at uddele kys og tak til jeres kommentarer eller give jer svar på nakkefoldsskanningen
– I valgte det sidste;)
Vi var egentlig ikke nervøse op til skanningen.
Vi havde været afsted 14 dage tidligere, hvor der var et fint bankende hjerte,
hvorfor vi ikke som sådan var i tvivl om, at vi i hvert fald var sikre på den front.
Med hensyn til risikoen for Downs syndrom, så traf vi den beslutning allerede for 4 år siden, 
da vi startede i behandling:
Vi ville beholde barnet. 
Og det er ikke fordi vi ikke ved, hvad der indebærer.
Jeg har en lillebror med Downs og ved, hvad det kræver af en familie. Det er ikke småting!
Samtidig ved jeg også, hvor skøn og dejlig han er:) 
Selvfølgelig ville vi aldrig kunne vide, hvordan det ville være for os.
Hvad det ville betyde for Ane. Hvor meget det ville forandre. 
Men fordi vi har været igennem, det vi nu har, ville vi vælge barnet til.
Jeg dømmer på ingen måde de, der vælger anderledes! Slet ikke!!! 
Jeg kan sagtens forstå deres valg, det ville bare ikke være det rigtige for os.
Det var egentlig lidt et sidespor, for det er slet ikke aktuelt.
Alle tallene så fine ud:)
Vores baby så også fin ud. 
Den spjættede med arme og ben hele tiden:)
Jeg kan slet ikke forholde mig til, at de sort/hvide pixel er et rigtigt levende, lille bitte menneske indeni mig.
Det er simpelthen for surrealistisk!!! 

Min termin blev rykket til d. 22/12.
Jeg var i første trimester, da vi mødte op på sygehuset
og i andet, da vi forlod det – det passer mig udmærket! 
For så er den altså rimelig sikker.
Jeg behøver ikke længere skjule noget for nogen,
hvilket også har været ret svært med tanke på, 
at jeg har taget 10 kg på…..
Det var status herfra:) 
Nu vil jeg putte mig ind til Ane, som ligger her ved siden af og snorker.
Vi giver nemlig samsovning en chance til, men den må I få i et andet indlæg:)

Når man ikke har noget pænt at sige…..

….. skal man holde sin kæft!

Men det skal man altså også nogen gange,
hvis man har noget rigtig pænt at sige.
Som hvis man er på stranden med sin kæreste og spotter en virkelig lækker mand.
Eller man ser en pige i omklædningsrummet og får lyst til at komplimentere hendes meget velformede bryster.
Jeg sjældent særlig god til at holde min kæft.
Meget sjældent.
Og jeg har været ret så stille herinde på det seneste og burde være det lidt endnu.
JEG.KAN.BARE.IKKE!!!!!
Det åndssvage er, at jeg faktisk kun skal klappe kaje små 12 timer endnu,
men da jeg allerede har hældt mit hjerte og min alt for store mund ud på Instagram,
så gør jeg det også her:) 
Jeg er gravid. 
Ja, mig. Fruen med den fjendtlige fjappe;)
Vi skal til nakkefoldsscanning i morgen, og jeg burde selvfølgelig ha’ ventet til den var overstået 
med at afsløre noget. 
Men nu har jeg holdt på min mega store hemmelighed i 7 uger og 4 dage
– det er virkelig længe. Endnu længere på Elisabeth-skalaen.
Så nu det ude!
Jeg har været til tre scanninger, hvor alt har set fint ud,
så selvfølgelig ser det hele også fint ud i morgen:) 
Og nej, det er altså ikke sådan en helt mirakuløs undfangelse. 
Vi har været i behandling igen – en enkelt iui-d og så var den hjemme.
Jeg tænker, at operationen for endometriose må have gjort et eller andet.
Et eller andet fantastisk:) 
Så – beware! 
Nu går der med garanti mega meget baby i den herinde;)