Godt begyndt….

….. er edderbroderme langt fra fuldendt!!!!

 ADVARSEL! Indlægget indeholder billeder, som kan fremkalde ubehag!

Jeg har nævnt det før. Redebyggeriet. Og nu, mere end nogensinde før, ville jeg ønske, at jeg var den hæklende type. At min redebyggeri bestod i at hæfte ender og tilsætte sløjfer og blonder.

Men jeg er bare ikke dén type. Jeg er sådan lidt mere den gulvopbrækkende og vægnedrivende type. Det fungerede sådan fint nok, da vi ventede Ane. Der er bare en lille bitte forskel på dengang og nu: graviditeten…..

Da vi ventede Ane, malede vi hele hytten udvendigt. Og to rum indenfor også sgu. Og lavede noget terrasseværk. Vi. Mig og Fyrsten, en sixpack og lidt knofedt.

Og selvom maven er temmelig svær at overse, så glemmer jeg den lidt nogen gange alligevel. Jeg sætter gang i omfattende projekter, som jeg på ingen måde kan fuldføre med den dunk, jeg render rundt med.

Således har jeg brækket en enkelt lille plade op på førstesalen og konkluderet det vidunderlige – at der er trægulv under! Jeg har efterfølgende bedt Fyrsten hive det gamle gulvtæppe af og…. Ja, og hvad?! Optimalt ville jeg sige og male hele rummet. Tre gange, det er jo træværk. Så brække de sidste plader op fra gulvet. Reparere trægulvet hvor det kræves, for til slut at male det. Det er det optimale. Og det utopiske. Det realistiske er, at Fyrsten har et fuldtidsjob, en 2-årig og et hjerte værd at passe lidt ekstra godt på. Så førstesalen er sat på stand-by. Pt ser den sådan her ud:

image

 

 

 

Nå, men når nu jeg ikke ku’ komme videre ovenpå, ku’ jeg jo passende tage underetagen under nærmere inspektion. “Hep, der er en væg, vi kan vælte! Før det kan gøres, må det store skab sælges. Ergo skal det tømmes. Hvor?? Lige her på gulvet må være fint:) Ja ja, smid også bare kommoden herind, jeg ved ikke, hvor den ellers sku’ være. Den kan passende stå her. I 14 dage. Så kommer der nogen og vælter væggen. Til den tid har lortet vel for fanden tryllet sig selv væk!”

image

Kan jeg ikke brække gulv op eller vælte vægge, så kan jeg vel pusse og nusse og gøre det lækkert i Anes legerum. Jeg kan sagtens tage i Silvan. Jeg kan sagtens købe plader og hyldeknægte. Jeg kan sagtens slå en lige streg og pege, hvor Fyrsten skal save, når jeg ikke stoler på mine egne saveevner. Jeg kan sågar skrue hyldeknægtene i, bore hul i væggen og skrue hylderne op. Tadaaaaaaa:

image

Jeg kan dog ikke bære kommoden, som nu er erstattet med hylder, ud. Ét er den fysiske hindring aka big ass belly. Noget andet er, at kommoden skal flytte ind i den nye spisestue. Som ikke findes før om 14 dage. Plus det løse. Og så er der alle småtingene. Opslagstavlen. trådholderen. Nå ja, og vasketøjet…. Men det er ikke så meget en ‘kan ikke’-ting, som en ‘gider ikke, for der er Grey’s anatomy på iPaden og chokolade på bordet’-ting, så det taler vi ikke om.

image

Jeg tror bare, at jeg lægger mig ind på sofaen, før jeg får flere gode idéer…..

Venindemaver:)

Det er ret fedt, det der med at være gravid! Altså når man ser bort fra de hævede ben og fødder, de kraftige humørsvingninger og det faktum, at jeg må ud og købe trusser i størrelse større end sidst. Igen. Og det ser man bort fra, hvis man er mig. Faktisk synes man, at det er lidt hyggeligt, fordi det ligesom understreger graviditeten:) Så mest af alt er det bare redt fedt.

Og for ikke længe siden blev det liiiige en tand bedre. Man skulle ikke tro, at det var muligt, men det var det! Maria gjorde det bedre:)

Maria er en af mine bedste og ældste (af varighed) veninder. Vi har kendt hinanden i 18 års tid, og vi ses så ofte, det er muligt. Og om lidt skal vi på barsel sammen – Maria er nemlig næsten 11 uger henne:)

Det er simpelthen det bedste at se frem til, at skulle dele barsel og babylykke med Maria! Jeg forudser lange gåture, store kager og dampende, varm kaffe. Og forståelse! Man ved jo  (og kender selv og forstår), at de andre veninder på et eller andet tidspunkt bliver trætte af at høre om ens sprækkede brystvorter og vidunderlige afkom. Med Maria kommer jeg med garanti til at sammenligne brystvorter og andre ‘krigsskader’;) Det ér sgu da for hyggeligt, altså!!!

image

image

Giv en hjælpende hånd:)

image

 

Anne og nogle andre storsindede mennesker har sat gang i en indsamling af tøj, mad, penge mm, som Annes veninde sørger for bliver fragtet til Lesbos om 14 dage.

Jeg vil egentlig ikke knytte flere ord til – det gør Anne selv så fint! Jeg ville bare råbe højt, så flest muligt får øje på projektet.

Det er ret vigtigt, at du læser de seneste indlæg hos Anne og holder dig opdateret, inden du overfører penge eller kører af sted for at aflevere tøj eller andet – grundet folks kæmpe støtte har det været nødvendigt at finde større lokaler og lave andre ændringer.

Dejlig søndag derude:)

Uge 23 – status

image
Cardiganen er købt på udsalg på Zalando og er desværre udsolgt. Jeg linker til nogle andre lækre cardigans sidst i indlægget:)

 

Jeg er 23+1 i dag, og status er som følger:

– min nutella-craving er langsomt aftaget og erstattet af en umættelig trang til blåbær. Bedre for min vægt, værre for min pengepung. Vi handler dagligvarer for 800 kr. om ugen, de 100 går til blåbær!

– jeg har netop investeret i et par støttestrømper samt et par sko i str. 39 aka str. “du har mega hævede fødder og kan ikke længere være i dine Converse i str. 37,5”. Det er første gang i 18 år, at jeg har købt andre kondisko (hedder det stadig dét, når man ikke længere lever i 90’erne??) end Converse.

– mine babser er fortsat pisse flotte;) Så meget at Ane græder, når jeg rejser mig fra sengen om morgenen. “Ane putte mere med mors babber!!!!”

– mine lår klistrer sammen. Det har jeg aldrig oplevet før, og det er ærlig talt ret ubehageligt. Så det meste af tiden går jeg som om, jeg har skidt i bukserne…..

– jeg mærker bevægelse hver dag. Flere gange om dagen. Det er SÅ fantastisk og SÅ mærkeligt!

– vi har vist lagt os fast på navne, tror vi. Men jeg siger ikke hvilke;)

– jeg er ved at lave en ‘fød dejligt’-playliste på pc’en, som pt indeholder Søren Kragh Jacobsen og Tracy Chapman.

– jeg har masser af energi om formiddagen, hvor jeg er på job. Når jeg kommer hjem, er jeg fuldstændig smadret, har ondt i fødderne og plukkeveer. Pis lort.

– hver dag prøver jeg at skrue mig ned i et stykke tøj, som jeg ikke længere kan passe. Ergo må jeg shoppe nyt;) Jeg er stor tilhænger af cardigans, som også kan bruges efter graviditeten. Jeg har forelsket i mig i disse fire, som kan findes her, her, her og her 😉 Alle til under 400 kr. Jeg er særligt vild med den blå og røde – shit, de er fine!!!!

image

Indlægget indeholder affiliate links:)

Lykke, latter og vand i benene

Vi fejrede Anes fødselsdag i går. Fyrsten nåede at vaske gulvet, inden gæsterne kom, og jeg er ret sikker på, at ingen lagde mærke til det;) Det nye køleskab i udhuset fyldt med kolde øl lod sig til gengæld ikke overse:)

Ane havde en helt igennem fantastisk dag! Hun fik så mange fine gaver – rutsjebane til haven, værktøjskasse, pyntedims, dukke, dukkestol, dukkelift og meget mere. Vigtigst af alt fik hun en hel dag med mennesker, hun elsker:)

Det er dage som i går, der minder mig om, hvor ufatteligt heldig jeg er! I den ene ende af haven blev der spillet fodbold, i den anden badet i badebassin og spist is. På terrassen blev der drukket øl, fortalt historier og grint. Da klokken blev 17, var der stadig både is og fryseren og øl i køleren, så der blev sendt en stafet i Netto efter salat og kød. Grillen blev tændt, og der blev grint lidt mere.

Og jeg sad midt i det hele med stængerne oppe på bordet og voldsomt hævede ben og tæer. Dét i sig selv, kunne jeg godt have undværet, men på den anden side gav det mig muligheden for bare at sidde og nyde selskabet:) Faktisk havde jeg ikke selv spottet, hvor hævede de var, før  min søster råbte vagt i gevær, og min svigermor kom løbende med en balje koldt vand til at køle dem i. Mine fødder har primet i den sidste måned, men jeg troede, at det bare handlede om den ekstra vægt, som mit korpus nu traver rundt med.

Nå, men der sad jeg altså, med pladerne solidt placeret på bordet mellem øldåser og ispapir, og bed mærke i hvor uforskammet heldig jeg er! At have venner og familie som blæser højt og flot på rene gulve og møgbeskidte fødder på bordet. Som selv arrangerer aftensmaden og slæber knive, skærebrætter og skåle med ud på terrassen, så ingen behøver stå i køkkenet. Som bliver hængende til klokken senere end forventet, fordi de nyder selskabet.

Nogle dage er det bare ekstra godt at være mig!!!!

Dejlig søndag derude:)

Træerne vokser ikke ind i himlen

Da vi for et års tid siden begyndte at tale om at opstarte projekt ‘Baby version 2,5′, var det med bankende hjerte og rystende hænder. Ikke fordi vi ikke ønskede et barn mere – den del var vi ikke i tvivl om! Men fordi vi kun alt for godt vidste, hvad sådan et projekt kan indebære. Vejen til Ane var ubeskriveligt hård. På trods af dét har jeg prøvet at beskrive den mange gange. Prøvet at skrive og tale mig igennem den. Mit livs største frustration og krise. Så jeg vil undlade at putte flere ord på den nu, blot understrege, at det var slemt. Punktum.

Så kom Ane. Og hele verden blev vendt på hovedet. Det er jo dét, børn gør, ikk’?! Her blev det nok bare ekstra tydeligt, da jeg i løbet af 8 mdr. gik fra den største sorg til den største lykke. Ane blev vores datter, og med ét var verden i balance.

Det var tanken om, hvorvidt balancen kunne bestå under en tur i fertilitetsmanegen, der forårsagede de rystende hænder. Var vi villige til at tage chancen? Og kunne vi byde Ane det?

Jeg havde en sikker overbevisning om, at denne kamp ville blive anderledes netop i kraft af Ane. At jeg aldrig ville kunne ramme, ikke engang strejfe, bunden, nu hvor jeg var hendes mor. Men livet giver ingen garantier – dén lektie har vi lært. Alligevel så jeg tydeligt for mig, at når vi en dag skulle fejre Anes 3 års fødselsdag, ville jeg have en dejlig, tyk mave. Hvor idéen kom fra ved jeg ikke, men jeg ved, at den var tosset. For den type billeder har ofte cirkuleret rundt i mit hoved: mig, gravid til juleaften, mig, gravid til venners bryllup, mig, gravid i hængekøjen i haven. Søde tanker og drømme, intet andet. Men billedet var der altså. Og overbevisningen om at jeg denne gang ville forholde mig anderledes til projektet.

Så vi lagde planer. Planer om en operation, planer om sæddonor, planer om fremtiden. Og vi lavede aftaler om at sige stop, hvis det alligevel skulle tage overhånd. Og efteråret kom og gik, og vi ramte vinteren, hvor en lille operation blev første skridt på vejen. Så kom foråret og første forsøg blev kørt i stilling, men forstyrret af mit evigt trodsige underliv og en lille cyste. Andet forsøg turde vi derfor ikke rigtig håbe på overhovedet ville blive gennemført. Det blev det, men fokus ændrede sig hurtigt, da Fyrstens krop sagde fra og truede med at lade himlen falde ned. Og midt i frygten for at miste min mand, midt i chokket og angsten, satte et lille æg sig fast. Bare sådan. Helt inden vi havde nået at håbe, frygte og føle. Mens vi så den anden vej.

Vi skal fejre Anes 2 års fødselsdag i morgen. Og jeg vil have en dejlig, tyk mave. Det var ikke det billede, jeg så, men vi napper det gerne:)

Vores graviditet er ikke et mirakel. Vidunderlig og skøn og noget nær det bedste i verden, uden tvivl, men intet under. Som når der er skumbananer på tilbud, eller når man scrooller gennem sit feed på Instagram og ikke ser et eneste musselmalet motiv;) Og træerne vokser muligvis ikke ind i himlen, men jeg er ret sikker på, at man kan nå den, fra toppen af vores æbletræ:)

image

Lidt om kolde øl og støvsugning.

En af mine veninder har netop købt hus. Hun spurgte mig, hvordan jeg får tid til rengøring, vasketøj osv i hverdagen. Mit svar var simpelt:

Det gør jeg ikke!

Det er den møgbeskidte sandhed. Og jeg har det helt fint med det:) Nu. FFB (fruen før barn) har andre standarder og prioriteringer end FEB.

Vi har ca. 150 kvm hus og 800 kvm have med dertilhørende hæk på en hjørnegrund. Vi har barn, hund og kat og alt for meget nips og alt for mange åbne hylder. Vi har desuden to fuldtidsstillinger på henholdsvis 37 og 42 timer (ja ja, så har jeg ekstra ferier som lærer, men man kan bare ikke støvsuge på forhånd!). Vi har nok at rive i!

Jeg ville elske at leve med rene gulve og strøget tøj, men jeg har endnu ikke fundet en måde, hvorpå det lader sig gøre. For jeg er vist bare sådan lidt rodet af sind og prioriterer på en måde, der vanskeliggør det scenarie en smule;)

Jeg følger en del mødre på IG og blogs, som tryller med både strikkepinde, støvsuger og dejskraber. Og der er ingen skjult sarkasme her – jeg både beundrer og misunder deres hjem og kreationer – velvidende at det er en ‘falsk’ virkelighed i den forstand, at alle jo helst viser de pæne sider af tilværelsen frem, inklusive mig selv. Sandheden er bare, at det herhjemme er lidt af sejr, hvis vi kommer afsted om morgenen uden banan på tøjet og med solcreme på næsen. Og omme bag de fine hjemmestrikkede trøjer og sirligt pyntede sager er sandheden højst sandsynligt den samme som her. Man kan jo ikke støvsuge og strikke på samme tid, vel?!

Vi får huset fuld til Anes fødselsdag på lørdag. Og havde det været under FFBs regeringstid, havde vinduerne været pudset og kageopskrifterne afprøvet. I stedet prioriterede jeg i går at være sammen med veninderne. Og nu at skrive det her indlæg om ting, jeg ‘burde’ gøre, men ikke gider. Om lidt går jeg tidligt i seng med en bolle med ost og Lost på iPad’en. For det er allerede nu besluttet, at vi køber brød lørdag morgen, fremfor at bage boller. Og kagen behøver ikke være udformet som en bamse, når banankage med pålægschokolade smager ligeså godt. Til gengæld er der købt rigeligt med balloner og frys-selv is, og Fyrsten har bakset et gammelt køleskab ind i udehuset, så gæsterne kan få en kold øl. For ærligt – de rene gulve er ikke gæsternes behov. De vil med garanti hellere have en kold øl. Og for Ane er det bare fantastisk med gaver og gæster.

Og mon ikke jeg alligevel finder tid til at støvsuge i morgen….

 

En ode til min kjole

Min fyrste han gav mig en kjole

et år på min fødselsdag

så stribet og fin og helt uden buler

i år er en lidt anden sag.

For nok er kjolen den samme

og striberne er lige så

men bulerne kjolen er fyldt med i dag

dem troede jeg ikk’, jeg ku’ få.

Så i dag vil jeg smile til verden

og sole mig stort i mit held

at have en kjole så stribet og fin

som buler så smukt af sig selv.

image

Et tak og lidt ønsker til en 2 års fødselsdag:)

TAK for jeres mega søde kommentarer til mit indlæg om amning! I er satme søde:) Babserne takker også;)

Og nu til noget helt andet og meget vigtigere: Ane:)

Vores dejlige Ane blev 2 år for små 14 dage siden, og vi skal holde fødselsdag i weekenden. Gaven fra os har hun fået – den mega populære og mega udgåede rutsjebane fra Ikea, som vi købte på DBA til overpris:/ Men hun er SÅ glad for den og siger ‘Rutsj!’ flere gange dagligt, så skidt pyt:)

Af familie og venner har hun blandt andet ønsket sig disse ting:

image

Trillebør! Hun vil så gerne køre rundt med Fyrstens og bliver ofte meget vred på den, når det ikke lykkes;) Så selvfølgelig må hun have sin egen! I metal, ligesom fars.

Dukkevognen er egentlig så undværlig, men samtidig så fin!!! Hun har allerede en dukkevogn og en dukkeklapvogn. Men de er hverken tuttenuttede eller flettede:) Hun ønsker sig generelt dukkeudstyr (pusletaske, bæresele mm), for lige nu er ‘duddi’ det helt store hit, og jeg forestiller mig, at det godt kunne fortsætte sådan, når baby kommer.

Farver, fordi hun eeeeelsker at male! Helst på spisebordet og stuegulvet;) I dag havde jeg kridt med hjem – de var et hit!

Sidst, men absolut ikke mindst: Udklædningstøj! Dette sæt er Emil fra Lønneberg, som hitter stort herhjemme for tiden. Sammen med ‘Nana’ – jeg elsker, at jeg ikke har fået et Teletubbies-barn!

Generelt er Ane vild med alle former for udklædning og pyntedims. Den ene dag kom hun ind i stuen i bar røv og klovneparyk. Til aften indtog hun sin spaghetti i dette outfit:

image

Vi har prøvet at brede ønskerne ud, så der er lidt til enhver pengepung. Samtidig lægger vi meget vægt at tydeliggøre, at tingene også gerne må købes brugt! Eksempelvis har genbrugsbutikkerne ofte fine fastelavnskostumer.

Indlægget indeholder affiliate links – hvis I bruger dem, tjener jeg lidt lommepenge, så jeg selv kan shoppe dét, som Ane ikke får på lørdag:) Eller skumbananer, alt afhængig af min tilstand….

 

 

Alle kan amme??!

Rimelig provokerende overskrift, men lad mig tale ud;)

Nu skrev jeg jo lidt om ammemafiaen forleden. Amning er et emne, som gennem lang tid har fyldt meget for mig. Jeg har skrevet om det herinde mange gange, og nu gør jeg det igen:) Ligesom de fleste andre mødre har jeg, inden jeg blev mor, gjort mig tanker om, hvordan det ville være at amme, om det ville være svært at få i gang, hvor længe jeg ville gøre det osv. Forskellen på mig og de fleste andre er bare, at jeg ikke selv har født mit barn. Så før alle de andre spørgsmål overhovedet blev relevante, var dette det overvejende:

Kan jeg amme??

For mig handlede det ikke om, hvorvidt barnet ville tage fat, mælken løbe til mm., men om jeg overhovedet ville være fysisk i stand til at producere mælk. Faktisk havde jeg i første omgang slet ikke overvejet, at amning var en mulighed for mig.

Da min søster var omkring 4 måneder henne, kontaktede jeg sundhedsplejersken. Det fremgik jo ingen steder, at jeg skulle være mor lige om lidt, så for at sikre mig, at jeg ville få besøg af sundhedsplejersken, komme i mødregruppe mm, måtte jeg selv tage kontakten. Samtalen tog en uventet drejning, da hun spurgte, om jeg havde gjort mig nogen overvejelser i fht amning. I så fald ville hun sætte mig i forbindelse med en ammerådgiver, som måske kunne hjælpe mig på mig. JA TAK!

Jeg blev kontaktet af Susanne, som arbejder ved ammerådgivningen her i Hvidovre. Et virkelig godt tilbud, der, som navnet stærkt indikerer, rådgiver om amning;) Susanne havde søgt højt og lavt og var stødt på tre sider i en engelsk bog omkring fremprovokeret amning. Hun sendte mig en kopi, som jeg stak i tasken og tog med til lægen.

Jeg var lidt sent ude i forhold til, hvad opskriften foreskrev, men min læge var alligevel med på idéen. Jeg fik en recept på et kvalmelindrende præparat kaldet ‘Motilium’, som ikke er et hormon, men har den bivirkning, at mælkekirtlerne forstørres. Så langt kunne jeg hjælpes medicinsk – resten skulle jeg selv klare ved at lægge Ane til og pumpe ud.

Ane kom ca. 4 uger før tid, og jeg havde ikke taget mine piller så længe, som man kunne ønske. Jeg vidste, at hele idéen om at kunne amme i forvejen var et long shot – den tidlige fødsel gjorde det kun værre. Tre dage før Anes fødsel kunne jeg med en manuel pumpe, gøre mundstykket vådt. Der kom intet i flasken, men mundstykket blev vådt – ergo var der mælk. Og det var nok for mig.

Der var mælk. Ikke meget, men noget. Og i dette tilfælde var ‘noget’ mere end rigeligt til at give mig blod på tanden og kaste mig ind i kampen. Mit første møde med den elektriske brystpumpe var 12 timer efter, at Ane var blevet født. Det resulterede i 1 ml. mælk, som jeg, efter sygeplejerskens anvisning, gav Ane på min lillefinger. Min lille pige fik min mælk – dét var stort!!!

Herefter malkede jeg ud hver 3. time. De dyrebare dråber blev afleveret til personalet, som sørgede for, at det blev blandet med i den mme, som Ane fik i sonden.

Da Ane var ca. en uge gammel, blev jeg for første gang præsenteret for hjælpebrystet/lact aid. Hjælpebrystet er en lille flaske, som fyldes med mme og hænges om morens hals. Fra flasken føres to slanger ned til hver brystvorte og barnet lægges til. På den måde sikrer man, at barnet får den rette mængde mme, og på samme tid stimuleres morens bryst og mælkeproduktion. SKIDE SMART! Og af uforklarlige årsager forholdsvis ukendt…

image

 

 

 

imageJeg vil anbefale hjælpebrystet herfra og til verdens ende! Og det på trods af, at jeg hadede det! Det tog en krig at rengøre, og med fodringer hver tredje time, var jeg heldig, hvis jeg nåede at få to timers søvn i streg. Og jeg var ikke altid så skide tjekket i forhold til at have styr på, hvor den anden slange havnede, hvorfor jeg mere end én gang har været gennemblødt af mme. MEN jeg er ikke i tvivl om, at hjælpebrystet gjorde en forskel. Jeg malkede ud hver tredje time, men Anes sutten var langt mere effektiv, og da vi begyndte at bruge hjælpebrystet, steg min mælkeproduktion fra 2-10 ml. i løbet af få dage. Vi skiftede til supplerende flaske og amning uden støttehjul, da Ane var en måned gammel.

Fra Ane blev født til hun var præcis 6 måneder gammel, malkede jeg ud hver tredje time. Det er 1472 gange! Okay, måske jeg sov forbi et par stykker til sidst, men stadig. Jeg kunne muligvis have stoppet tidligere, men jeg turde ikke. Jeg stolede ikke på, at brysterne var klar til at tage opgaven på sig. Først efter et halvt år, droppede jeg både pumpe og mme.

image
Kedsomhed lærer brystpumpende kvinde at tænke kreativt;)

 

For nogle måneder siden var den tidligere omtalte ammerådgiver forbi for at invitere mig til en artikel om fremprovokeret amning (tror nu aldrig at artiklen er blevet til mere….).

Hele tanken med artiklen var ikke belyse det faktum, at man kan amme, selvom man ikke har født, men nærmere at tydeliggøre, at man kan nå rigtig langt med tålmodighed og hårdt arbejde.

Jeg er med på, at ikke alle kan amme. Nogle af eget valg, andre ikke. Nogle mødre kæmper med næb og klør for en amning, som ender med at koste for mange tårer og for meget tid. Tid de i stedet kunne have brugt på at nyde deres lille ny. Ikke alle skal eller kan amme, og der er ingen skam i, at sige “nok er nok!” Dét kræver satme også styrke!

Jeg vil bare gerne gøre opmærksom på, at nogle gange lønner det sig at prøve en ekstra gang. Jeg ammede reelt ikke Ane, før hun var en måned gammel. Alligevel endte jeg med at amme, til hun var 18 måneder. Havde jeg selv født Ane, og havde jeg kun kunne malke 10 ml. på 12. dagen efter fødslen, så havde jeg nok kastet ammeindlæggene i ringen. Jeg ville sikkert tænke, at der bare ikke var noget at komme efter. Men min situation var en anden, hvilket fik mig til at fortsætte. Og det virkede.

Det er måske let nok for mig at sige. Jeg havde ikke lige gennemgået en graviditet og en fødsel. Hvad fanden ved jeg egentlig om noget som helst?! Ingenting…. I hvert fald intet faktuelt eller objektivt. Men jeg ved, at jeg ikke ville have været amningen foruden. Jeg ved, at jeg på trods af mælkeknuder og manglende mælk blev ved med at håbe. Jeg ved, at jeg dengang, dét stod på, og jeg sad i sengen og græd af udmattelse, frustration og smerter i brysterne, gerne ville have kendt min historie og have vidst, at det ikke er nemt, det der amning. Ikke når man ikke har født, men heller ikke, når man har. At det er okay at sige stop, men at det også godt kan betale sig at trække vejret dybt og give det et ekstra forsøg.