En af de dage….

…. hvor man muligvis bare skulle være blevet i sengen!

Ane og jeg har begge hostet i nat. Meget,tørt og mest af alt pisse belastende! Der er ikke noget værre end bare gerne at ville sove, men ikke kunne. I stedet kan man ligge der og tælle ned – “så er der 3 timer og 27 minutter til jeg skal op”, ikke ligefrem noget der hjælper på situationen.

Langt om længe falder vi begge i søvn, og jeg vågner nogle timer senere med den sørgelige erkendelse – det er morgen. Meeeen vi har mørklægningsgardiner, så reelt kan det både være kl. 4-morgen og kl. 6-morgen. Jeg håber på det første, men tager naturligvis fejl. Ellers ville det jo ikke passe ind i indlægget;) Klokken er ikke bare 6. Den er 6.29, også kendt som kl. ‘vækkeuret ringer om et minut’. Så lad dog vær’!!! Vågn kl. 6.10 og tænk ‘jubiii, jeg kan sove 20 minutter længere’, eller vågn når vækkeuret ringer. 1 minut i er bare hånligt!

Op kom vi, og ned kom morgenkaffen. Og op igen…. Morgenkaffen, ikke mig. Lige midt på badeværelsesgulvet, hvilket er midt imellem toilet og håndvask – to steder som er ganske gode at kaste op i. Og vi har verdens mindste badeværelse! Der er ca. en meter mellem toilet og vask, så det er nærmest en kunst i sig selv IKKE at ramme én af de to. Men jeg er mig, og det er bare en af de dage…. Hvad sker der også for, at jeg er gået fuldstændig fri for kvalme i første og andet trimester, og NU kommer den galoperende med fuld styrke??!

Børste, børste tænder, bræklugt væk, ud ad døren – naturligvis 7 minutter senere end hvad godt er. Og noget føles forkert allerede inden jeg er drejet om første hjørne. Jeg gennemgår systematisk min taske i hovedet – nøgler, tjek. Pung, tjek. Kalender, tjek. Telefon, tjek. Efter små 2 km. går det op for mig, at jeg har glemt at tage mine stofskiftepiller. Ærgeligt, men ikke verdens undergang – jeg kan tage dem, når jeg kommer hjem.

Nu burde følelsen af at have glemt noget så være passeret. Mysteriet er jo opklaret. Men nej, følelsen bliver ved med at nage, indtil en ung knægt svinger ud fra en sidevej uden at se sig for! Og uden cykelhjelm! Hvorfor dælen tvinger hans forældre ham ikke til at have hjelm på?? Hjelm…. Jeg har glemt min cykelhjelm! Det sker ALDRIG! Jeg føler mig pludselig fuldstændig nøgen og særdeles udsat og overvejer kraftigt, om jeg bør trække cyklen resten af vejen. Men jeg er jo for dælen allerede for sent på den, så jeg tager beslutningen om at leve på kanten og risikere mit liv for at møde til tiden og cykler de sidste 3 km. med nøgent, sårbart hoved.

Jeg når frem på job i ét stykke og uden huller i hovedet. Men stemningen er ligesom bare sat. Og inden jeg har været der i en time, har fire elever uafhængigt af hinanden konkluderet, at jeg er pisse sur. Hvilket – naturligvis – gør mig pisse sur.

Jeg klarer mig igennem resten af dagen uden de store uheld, og efter otte timer kan jeg endelig bevæge mig hjemad med en særdeles grim låne-hjelm på hovedet. Jeg er nødt til at holde inde ved Føtex, som har et ret godt tilbud på slaske-bukser. Pt kræver min krop slaskebukser, på samme måde som den kræver blåbær og kage. Der er ingen vej udenom! Eller …. det er der så. For bukserne er udsolgt. Så jeg køber to par natbukser i stedet og bilder mig ind, at jeg nok skal huske at have en top på, som dækker den der blondekant i linningen.

Næste stop på vejen er Netto. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi de har tilbud på ost. Osten ryger i kurven sammen med en 8-9 andre ting, som jeg ikke anede, at vi manglede. Ved kassen står en kvinde i køen foran mig. Hun rykker sig ikke simultant med at båndet kører afsted med hendes græskarkernerugbrød og økologiske spegepølse, så jeg forsøger at kaste mine varer ned ad båndet, da jeg ikke rigtig kan nå ind til det. Det er ikke særlig elegant, og mine kluntede bevægelser vækker kvinden fra sin trance. Hun undskylder, siger at det er ‘sådan en dag’. Jeg beroliger hende med, at det kender jeg godt. Alt for godt. Men det er vist bare lidt mere ‘sådan en dag’ for hende, end det er for mig. For gudhjælpemig om ikke hun falder tilbage i sin trance. Og først da alle hendes varer er kørt igennem, og ekspedienten beder hende om at hoste op med 183 kr., går det op for hende, at hun skal bruge sin pung. Som er i hendes rygsæk. Under hendes bøger og tørklæde. Da først den er lokaliseret, skal hun lige have beløbet gentaget og tjekke, om hun har kontanter. Det har hun ikke, og nu skal dankortet så kraves frem mellem gamle bonner og diverse medlemskort. Arhmen, altså!!!!

Hjem med mig, købesuppe i gryden og så i bad. Det skulle nås inden maden, for jeg har aftenputteren – sådan noget er ret skemalagt, når man har en 2-årig, som ikke vil sove. Badet er også skemalagt og af samme grund, så der var ingen vej udenom, selvom sofaen,kaffen og Ane kaldte. Ane kom med i bad, hvor hun i  stedet kaldte på sin far, fordi lortemor forsøgte at vaske hendes hår uden hendes samtykke! Under aftensmaden kunne jeg for første gang i dag trække vejret roligt. Og endda smile lidt, da Fyrsten foreslog at overtage aftenputteren. Så nu sidder jeg i sofaen med min kaffe og satser på, at i morgen bliver bare lidt sjovere:)

image
Et billede af Ane og Fyrsten bare lige for at illlustrere, at de også godt kan have den slags dage!

Elskede (knap så…) ukendte

Jeg har i lang tid tænkt, at det godt nok ville blive svært  at elske babyen på samme måde, som jeg elsker Ane.

Hun er jo Ane. Den der kom ind fra højre og vendte verden på hovedet og gjorde livet meget sjovere.

Jeg har ikke haft det dårligt over at have det sådan. For det første hører jeg ofte, at det er helt normalt at have det sådan som andengangsmor. Og for det andet så kender jeg jo Ane, men ikke baby. Så jeg har sagt til mig selv, at mine følelser var forventelige og tilladte.

I de terminsgrupper jeg er medlem af på facebook, popper det for tiden op med 3D-billeder. Virkelig skønne billeder af små piger eller drenge, der vinker ud gennem skærmen eller gemmer ansigtet i hænderne. Drenge med smilehuller og piger med brede næser.

Vi har ikke været til sådan en scanning. Vi kender ikke kønnet. Jeg ved ikke, om vores baby har min kløft i hagen. Men noget jeg VED, noget der har ramt mig i de seneste uger i takt med, at babyen er blevet større og mere aktiv, er dette:

Jeg kender den, og jeg elsker den.

En rimelig vild erkendelse som har forårsaget en jævn strøm af glædestårer i de sidste par dage:)

Jeg kan nu mærke udenpå maven, hvor babyen ligger. Jeg kan fornemme hoved, numse og til tider en hånd eller en fod. Og vi kommunikerer! Babyen sparker, når jeg blidt presser hånden mod maven, og i går lagde Fyrsten kinden mod maven og fik en lige højre;)

Og jeg ved dette om min baby:

  • den elsker blåbær og appelsiner
  • generelt er mad et hit, som sætter gang i benene. Andre kvinder drikker store glas vand, for at få babyen i bevægelse – jeg spiser. Og det gør jeg tilfældigvis ofte;)
  • den er A-menneske og vågner som regel mellem kl. 4 og 5….
  • den kan godt li’, når jeg griner. Så hopper den med i maven:)

 

Så der går muligvis en rum tid, før kærligheden føles ligeså stor som med Ane, og det er okay. Men nu er jeg ikke længere i tvivl om, at det er muligt – for det er allerede begyndt:)

 

 

Gæt en hovedstad!

For et års tid siden smed jeg en lille leg ind på Instagram, som jeg havde lavet med nogle elever.

I dag var der en følger, som efterlyste billedet fra dengang, men jeg kan ikke finde det, så nu får I legen her i stedet.

Det handler om at gætte hovedstæder. Eks. (som den kvikke nok hurtigt vil bemærke IKKE er en hovedstad, men nu skulle jeg jo lige finde på noget) – “Metalbeklædt fæstning” = Guldborg. Get it?? Og prøv nu uden at bruge Google til hjælp, så er det sjovere;)

Sæt i gang:)

  1. Vi grinede
  2. Find en plads til båden
  3. Bogcelle
  4. Eksplosiv gourmet
  5. Put far i ovnen
  6. To forfriskninger
  7. Guddommelig sygdom
  8. Syng en grøntsag
  9. Vask 1000 kg.
  10. Stilhed på havnen
  11. Tilbud
  12. Stjæl den varme drik
  13. Vanvittigt galop
  14. En del af rokken
  15. Køb en pige
  16. Fortæl det til konen
  17. Lej en regning
  18. Krigsbarbermaskine
  19. Ikke stille insekt
  20. Dig ikke se

img_9423

Forresten….

  • er der kommet ‘svar’ fra Statsforvaltningen. Før de vil tage vores sag op igen, skal vi redegøre for, hvorledes Fyrsten lider af en livstruende sygdom…. Det er lidt svært, for han lider jo ikke af en livstruende sygdom – han fik ‘bare’ en blodprop. Han står op hver dag og passer sit job. Han slår græs og vasker gulv og leger gemmeleg med Ane. Men han har nitroglycerin i jakkelommen – “Det skal du sprøjte under min tunge, hvis jeg falder om, skat!” Og vi har netop doneret penge til en indsamling, som Fyrstens niecer har startet til ære for deres far, Fyrstens storebror, som døde af en blodprop sidste sommer. Det FØLES som en livstruende sygdom. Så vi finder papirerne fra lægen frem og sender af sted, så må vi se….
  • har jeg fået strækmærker på brysterne. Dét var jeg ikke forberedt på!!! Maven, jovist. Men brysterne?!
  • har jeg fået dobbeltbooket mig og sagt ja til en overnatningstur med jobbet samme dag, som jeg skal til mit andet jordemoderbesøg. Jeg har måtte rykke jordemoderen, jeg kan jo ikke skuffe 6 teenagere, men shit hvor det irriterer mig! Jeg er så utålmodig og spændt, når det kommer til alle de der graviditetsting, og det føles som en eeeeevighed at skulle vente en uge længere.
  • skal jeg til fødselsforberedelse for første gang i næste uge. Fødselsforberedelse. Som en rigtig gravid kvinde. JEG er en rigtig gravid kvinde – det er jo for vildt:)
  • Ser jeg lige for tiden ‘Grey’s Anatomy’ for, hvad jeg tror er 5. eller 6. gang. Jeg gør det samme med Harry Potter-bøgerne. Der er bare et eller andet vidunderligt afslappende ved at hænge ud med karakterer, som man kender som sin egen bukselomme. Nå ja, og så er mændene pæne;)image

Tre måneder til termin og noget om at slippe kontrollen….

image

 

image

Der er i dag præcis tre måneder til termin.

Spisestuen, som det er planen, at jeg skal føde i, er på ingen måde færdig. Vi har ikke lavet pusleplads. Vi har ikke købt barnevogn – faktisk har vi endnu ikke besluttet, hvilken model det skal være. Jeg vil også gerne ha’ fat i en kravlegård og en babynest, men jeg er ikke nået længere end til tanken. Jeg har købt lidt tøj i genbrugsen og lidt over Instagram, men mangler vist stadig en del.

Vi har købt en pakke bleer. Dét er det. Og jeg indrømmer gerne, at de blev købt, fordi jeg manglede at smide lidt varer i kurven på Nemlig for at nå op på de 400 kr, som man som minimum skal handle for.

Vi er på ingen måde klar – og det er helt okay.

Da vi ventede Ane var stort set ALT klart på nuværende tidspunkt. Vi kendte kønnet, navnet var valgt, tøjet var vasket og sorteret og der var både syet uroer og kravlegårdsrand.

Jeg tror, at noget af forklaringen ligger i vores historie. At vi havde ventet så længe på Ane, og at jeg ikke havde ‘føling’ med hende i dagligdagen, fordi hun ikke voksede i mig – det var så uhyre vigtigt for mig at kontrollere de ting, som jeg nu engang kunne kontrollere, såsom farven på hendes stofbleer.

Men derudover tænker jeg også, at der er en væsentlig forskel på at blive mor første og anden gang. For ser man bort fra graviditet og fødsel, så har jeg jo prøvet det før. Jeg ved, at lige meget hvor forberedt man er, så bliver man pisse overvældet. Og halvdelen af de ting, som var af største nødvendighed, mens vi ventede på Ane, blev lige gyldige, da først vi stod med hende i armene. Eksempelvis var der både indkøbt zinksalve og creme fra apoteket, som aldrig blev brugt. Og den seng, som jeg syntes, det var så vigtigt at have til hende i stuen, blev kun brugt i ca. 2 uger. Man har så mange idéer og forestillinger om, at gør det helt ‘rigtigt’. Der er bare ingen facitliste – desværre;) Børn er forskellige, deres behov er forskellige, ens egne behov er forskellige, fordi det nu ikke bare handler om at få et barn, men om at have to. Det bliver noget andet, fordi JEG er en anden. Jeg er mor.

Det eneste jeg tænker, vi absolut må have i huset er lanolin-creme og ammebrikker – just in case.

Derudover tager vi det, som det kommer. Og nyder ventetiden uden shoppingvanvid og dertilhørende forhøjet blodtryk;) Jeg slipper kontrollen, og siger til mig selv “kommer tid, kommer råd”. Der kommer i hvert fald et barn, og så tager vi den derfra.

En ode til 92 æg

Et æg var glæde, et andet var håb

et tredje var afgrundens skingreste råb.

Et æg var vrede, et æg var latter

og et var trætte, hormonfyldte patter

Et æg var drømmen, der sneg sig ind

et andet var sprøjter i maveskind.

Et æg var kærlighed – voldsom og stor

et andet en stemme, der kaldte mig ‘mor’

Et æg tøvede, mens et andet sig skyndte

et tredje var livet, der aldrig begyndte

Et æg kom et efterår, et æg kom en sommer

et smagte af nougat, et andet af blommer

Et varmede mig op, et frøs mig til is

et spredtes til tårer i tusindevis

Et æg blev til to og to blev til flere

92 æg lod sig ikke diktere

De hilste i entreen, men hængte ej hatten

før pist var de borte forsvundet i natten

Med vemod og sorg jeg så dem gå

92 små hjerter der aldrig sku’ slå

Og som dog viste mig kærligheden på deres færd

Farvel 92 æg og tak for jer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Noget om ikke at være rigtig klog….

Nogen vil måske mene, at jeg ikke er rigtig klog. At jeg har galoperende fis i kasketten og en skrue løs. Eller lad os sige fire – bare for at være på den sikre side!

Der er i skrivende stund 100 dage til termin. 100 dage, det er ikke længe. Og i går væltede vi væggen mellem spisestuen og Olivers værelse….

image

Så ja, måske er jeg bare fra forstanden. Men nogen gange skal tingene bare gøres og væggene væltes. For ærligt – man når da ikke og en skid med to børn, gør man vel?! Jeg har ikke prøvet det. Men jeg har prøvet at ha’ ét barn, og man når forbavsende lidt med ét barn. Jeg tænker, at mængden af ‘det vi ikke når i dag, når vi at lægge en plan for i morgen, så vi får det gjort inden 2027’ vokser proportionelt med antallet af børn. Og lige om lidt har vi to små børn. Plus to kæledyr – det figurerer også i ligningen.

Så væggen skulle bare væltes nu, færdig basta. For ellers bliver det endnu et af de projekter, som vi drømmer om, men langsomt skubber i baggrunden, fordi virkeligheden og hverdagen som altid trumfer alting. Med rette – misforstå mig ikke. For jeg er helt med på, at vasketøj og spaghetti med kødsovs er herre vigtige elementer i livet. Det er ligesom dét, der får hjulene til at køre rundt. Men drømmene og de tossede og hovedløse projekter, som at vælte vægge, gør bare turen en anelse sjovere.

JA, jeg er rablende vanvittig. Men jeg er glad! Glad for min voksende mave og min utrættelige Ane, for min forstående og meeeeeeeget tålmodige mand, for min manglende væg og murestøvet under mine bare tæer. Glad fordi jeg pt stadig er grebet af ‘hold kæft, hvor bliver det godt’-stemningen. Glad fordi jeg ved, at I minder mig om dette indlæg, når jeg om små to måneder rammes af panik, fordi der stadig er hul i gulvet og intet tapet på væggene;)

image

I dag er en god dag:)

Jeg fremlægger følgende beviser:

  • Jeg er i dag 25+0 og har i den forbindelse været et smut forbi lægen. Hun kunne konstatere, at min livmoder og baby vokser som ønsket – yay! Og hun mente ikke, at min lidt store vægtstigning er noget at bekymre sig over. Derimod var hun en smule bekymret over mine mange plukkeveer, så nu har jeg fået til opgave at tælle dem og deres varighed de næste dage.

 

  • Jeg har i dag lavet kødsovs ud af 1,5 kg kød, hvilket vil sige, at der var til en omgang spaghetti med kødsovs i dag OG – vigtigst – at der er til en lasagne i morgen. En lasagne af en sådan størrelse, at der er til to dage. Næstefter ‘mad jeg ikke selv har lavet’, er ‘mad til flere dage, så jeg skal lave mindst muligt’ min livret:)

 

  • Ane er i dag begyndt at synge med på melodien fra ‘Brandmand Sam’. Det er ultimativt det sødeste, jeg nogensinde har hørt!!!!

 

  • Miriam har udgivet et indlæg, hvor hun sammenligner bloggere med kendisser. Jeg er Drew Barrymore, og jeg er glad! Både fordi jeg har elsket Drew Barrymore hele mit liv (E.T. er den første film jeg mindes at have set. Så ret meget hele mit liv uden helt rigtigt at være det.), men mest fordi jeg altid bliver sådan lidt småfnilret og starstruck, når Miriam nævner mig. Det er tosset, for hun er jo bare en helt almindelig dame med en helt ualmindelig kat. Og så alligevel ikke, for Miriam er og bliver min absolut yndlingsblogger! Og dét at hun overhovedet kender til min eksistens, er ret stort i min lille verden;)

 

  • De sidste ting fra Olivers værelse er i dag blevet rykket ud. Billederne er pillet ned fra væggen i spisestuen. Dørene til køkken og stue er gravet frem fra udhusets edderkoppefyldte indre. Vi er SÅ klar til at vælte væg i weekenden! Jeg glæder mig vanvittigt meget til vores nye spisestue:)

 

  • Jeg har æblekage på tallerknen, kaffe i koppen og Fyrsten ved min side. Og om små 20 minutter toner Katrine frem på Kanal4 i det nye program ‘Nyskilt’. Jeg tillader mig at sige, at jeg kender Katrine (dét må man godt efter 3. ‘date’!), og hun er alt for åbenmundet, alt for impulsstyret og alt for herlig:) Perfekt afslutning på en god dag!

Ja, gu’ er jeg tyk!

Jeg har taget en del på under min graviditet. Og nej, vi taler ikke en 3-4 kg! Eller – det kan vi da godt…. Om måneden! Jeg er oppe på en 17-18 stykker i alt efterhånden. Jeg er ikke stolt af det. Men jeg er så sandelig heller ikke flov over det!!!

Nu ved jeg godt, at der findes en uskreven regel om, at kvinder som jeg (= små, slanke typer) ikke må udtale sig om vægt, men jeg tager chancen. Jeg hører nemlig ofte gravide tale om deres vægtøgning, og det er som regel negativt ladet. Alt over 2 kg er fy-fy. Jeg er sjovt nok ikke enig. Misforstå mig ikke – man skal naturligvis have det godt under sin graviditet, både fysisk og psykisk! Har man i forvejen et højt BMI, er det naturligvis også vigtigt, at man er ekstra opmærksom på sin vægt! Jeg mener bare, at har man det godt og spiser man fornuftigt, sundt og varieret, så ser jeg ingen grund til, at man ikke bare skal tage det helt roligt. Jeg har altid været en slank pige med en høj forbrænding. Jeg har kunne spise stort set hvad som helst uden at bekymre mig om min vægt. Mega heldig og irriterende type, det ved jeg! Fra det øjeblik jeg blev gravid, er der dog sket en ændring på dét punkt. Og jeg panikker på ingen måde over det.

Jeg er klar over at min vægt er stigende. Jeg kan se det i spejlet og mærke det på tøjet. Jeg har ikke bare fået mave. Jeg har også fået større lår og røv og flere hager. Og jeg synes, at det er helt okay. Jeg havde endda forventet det. For jeg gror et MEN-NE-SKE!!!! Og når kroppen indeholder ting på mere end én stavelse (blod, tis, lort, prut), så sker der noget med vægten!

Jeg er hverken diætist eller jordemoder. Jeg ved ikke en skid, når det kommer til stykket. Men personligt synes jeg er det er synd og skam, hvis man skal bruge sin graviditet på at ærgre sig over sin vægt og antallet af hager, når man i stedet kan glæde sig over, hvilket mirakel det er, at man huser et andet menneske.

Så lad mig spise mine ord om, at jeg ikke er stolt (og dét var lige 247 g ekstra på sidebenene). Jeg er stolt! Stolt af at huse et menneske:) Stolt af at have tillid til, at min krop gør dét, den skal:) Stolt af min mave, mine lår, min røv og sågar mine hager:)

Jeg håber, at du er det samme:)