Elskede (knap så…) ukendte

Jeg har i lang tid tænkt, at det godt nok ville blive svært  at elske babyen på samme måde, som jeg elsker Ane.

Hun er jo Ane. Den der kom ind fra højre og vendte verden på hovedet og gjorde livet meget sjovere.

Jeg har ikke haft det dårligt over at have det sådan. For det første hører jeg ofte, at det er helt normalt at have det sådan som andengangsmor. Og for det andet så kender jeg jo Ane, men ikke baby. Så jeg har sagt til mig selv, at mine følelser var forventelige og tilladte.

I de terminsgrupper jeg er medlem af på facebook, popper det for tiden op med 3D-billeder. Virkelig skønne billeder af små piger eller drenge, der vinker ud gennem skærmen eller gemmer ansigtet i hænderne. Drenge med smilehuller og piger med brede næser.

Vi har ikke været til sådan en scanning. Vi kender ikke kønnet. Jeg ved ikke, om vores baby har min kløft i hagen. Men noget jeg VED, noget der har ramt mig i de seneste uger i takt med, at babyen er blevet større og mere aktiv, er dette:

Jeg kender den, og jeg elsker den.

En rimelig vild erkendelse som har forårsaget en jævn strøm af glædestårer i de sidste par dage:)

Jeg kan nu mærke udenpå maven, hvor babyen ligger. Jeg kan fornemme hoved, numse og til tider en hånd eller en fod. Og vi kommunikerer! Babyen sparker, når jeg blidt presser hånden mod maven, og i går lagde Fyrsten kinden mod maven og fik en lige højre;)

Og jeg ved dette om min baby:

  • den elsker blåbær og appelsiner
  • generelt er mad et hit, som sætter gang i benene. Andre kvinder drikker store glas vand, for at få babyen i bevægelse – jeg spiser. Og det gør jeg tilfældigvis ofte;)
  • den er A-menneske og vågner som regel mellem kl. 4 og 5….
  • den kan godt li’, når jeg griner. Så hopper den med i maven:)

 

Så der går muligvis en rum tid, før kærligheden føles ligeså stor som med Ane, og det er okay. Men nu er jeg ikke længere i tvivl om, at det er muligt – for det er allerede begyndt:)

 

 

0 kommentarer til “Elskede (knap så…) ukendte”

  1. Hej.
    Tak for at dele dit liv med os.
    Jeg bliver simpelthen nød til at spørge om noget. Jeg har tænkt på det længe og du må endelig ikke tage det ilde op.

    Hvad tænker din søster (og ikke mindst dig) i forhold til denne graviditet i forhold til at din søster bar Ane?
    Når din søster giver jer den gave, at skulle give jer et barn – et barn som din søster bar i maven for jer.
    Hvordan har hun det så mon med, at I alligevel kunne få børn og dette havde været “unødvendigt”?
    Jeg mener BESTEMT ikke, at Ane er unødvendig, for det er hun helt sikkert ikke! Magen til charmetrold skal man lede længe efter.
    Men.. Forstår du hvad jeg mener? Hvilke følelser går i gennem din krop – og din søster?

    Det er helt okay, hvis du ikke har lyst til at svare.

    Hilsen Maria.

    1. Jeg forstår godt, hvad du mener – tror jeg;) Men jeg kan ikke rigtig give dig et fyldestgørende svar af flere grunde. For det første udtaler jeg mig helst ikke på min søsters vegne. Det kan jeg ikke rigtig, og det ville ikke være fint af mig. Men jeg kan sige, at hun jo har været med hele vejen og godt vidste, at vi på papiret godt burde kunne få børn, ligesom hun naturligvis vidste, at vi startede i behandling igen:) Jeg kan også sige, at hun glæder sig til at skulle være moster igen, omend hun uden tvivl altid vil have et ganske særligt bånd til Ane :147:
      Der går ikke så mange andre følelser gennem min krop end lykke. For nu får vi to børn, hvilket er helt uventet og vidunderligt:) Men man skal nok selv stå i det, for at kunne forstå det – på skrift er dit spørgsmål egentlig logisk nok, men følelsesmæssigt er det fra mit perspektiv helt fjollet, fordi det jo ‘bare’ er mine børn:)

      1. Tusind tak for dit svar.

        Jeg er helt med på, at det jo “bare er sådan det er” i jeres familie. Din søster må simpelthen være noget af det mest fantastiske og kærlige væsen på denne planet.
        Mit spørgsmål er nemlig kun betinget af, at jeg ser jeres liv udefra og har svært ved at sætte mig ind i det – fordi man ikke har været i samme situation som jer
        Jeg kan kun sammenligne med, at min mand ikke er far til min søn, men når folk nævner det, så virker det helt unaturligt at han ikke er hans. For sådan er vores hverdag jo.

        Igen – mange tak for svar,

        Hilsen Maria.

        1. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at sætte sig ind i. Jeg har selv lidt svært ved at forstå det nogen gange;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.