Fødselsforberedelse

REKLAME (Jeg har fået fødselsforberedelsen som gave, men uden krav om at skulle reklamere)

image

På torsdag er det min sidste gang til fødselsforberedelse. Jeg har gået til Mindful Moving i Vanløse hos Pia og har været virkelig glad for det! Egentlig troede jeg (oh yes, kald mig bare naiv), at man fik tilbudt fødselsforberedelse i kommunal regi, men der er, som på alle andre områder, blevet sparet og skåret helt ind til benet. I Hvidovre, som vi er tilknyttet, er der sådan et ‘Barn i vente’-tilbud, som sikkert er ganske fint, men som primært henvender sig til førstegangsforældre, hvilket vi jo ikke er, og som hovedsageligt (som jeg har forstået det) omhandler det at blive forældre, ikke det at føde. Så i stedet anbefalede vores jordemoder, at vi fandt noget privat.

Som jeg har nævnt tidligere, frygtede jeg at fødselsforberedelsen ville være super langhåret, og vi skulle sidde i en rundkreds og visualisere, at vores vagina åbnede sig som en erantis i forårssolens stråler. Gudskelov tog jeg fejl! Til Mindful Moving har det været lige dele fysisk bevægelse, vejrtrækning, smertelindring og afspænding. Særligt det sidste er jeg stor fan af;) Derudover går jeg sammen med nogle rigtig søde piger, som jeg virkelig håber også at se på den anden side af babyleverancen! Der er blevet danset og grint og hoppet og stønnet, og på en eller anden meget mærkelig måde har Pia formået at få mig til at slippe kontrollen og bare være i nuet, hvilket er min helt store kæphest. Jeg har ikke én gang tænkt, om jeg så tosset ud eller lød mærkelig – jeg har bare været i det og ladet min krop styre showet for en gangs skyld. Helt ulige mig og helt fantastisk:)

Jeg har hørt flere gravide udtale, at man overhovedet ikke behøver gå til fødselsforberedelse – at man kan læse sig til det hele, og at kroppen godt ved, hvad den skal gøre. Fred være med den holdning, den passer bare på ingen måde på mig! Jeg har lært MEGET, som jeg indtil videre ikke er stødt på på skrift, og med tanke på at dette bliver den vildeste præstation min krop nogensinde skal gennemgå, så har jeg denondelynemig tænkt mig at lære så meget som overhovedet muligt! Og hånden på hjertet – jeg ville jo alligevel ikke få læst halvdelen af det, jeg burde, med tanke på hende den 2-årige, vores renoveringsprojekt og min allerede indtrædende ammehjerne. Og ja, kroppen er skabt til at føde. Men jeg skal skubbe et menneske ud af min skede. ET MENNESKE! Better safe than sorry;)

Så selvom det faktisk er en anelse vemodigt at skulle sige farvel til Pia og de andre piger på torsdag, så føler jeg mig godt forberedt!

 

 

0 kommentarer til “Fødselsforberedelse”

  1. ….vores vagina åbnede sig som en erantis i forårssolens stråler…. :joy: :joy: :joy: :joy: :joy: :joy: :joy: :joy:

  2. Åh jeg gik også til fødselsforberedelse hos Pia i Mindfulmoving! Hun er fantastisk og jeg giver hende æren for st jeg har klaret to fødsler uden anden smertelindring end en varmepude og åndedræts øvelser.
    Jeg kan også virkelig anbefale efter fødsels holdet ( der er også afspænding:))

    1. Hun ER virkelig fantastisk! Det talte vi faktisk også om sidste gang, at vi, der er på holdet nu, også skulle sammen på et efterfødselshold:)

  3. Jeg var også topdollar glad for den fødselsforberedelse, jeg købte mig til med vores andet barn. Det første kom ved planlagt kejsersnit, så jeg var jo helt blank. Det gav mig simpelthen så meget ro og selvtillid, at selv om det gjorde allerhelvedes naller, og det endda endte i akut kejsersnit, så var jeg ikke bange, ikke overvældet og havde en god oplevelse. Det havde jeg med garanti ikke haft uden fornedrelsen.

    1. Jeg har det på samme måde – jeg er helt rolig ved tanken om at skulle føde, fordi jeg føler mig virkelig godt klædt på:)

  4. Jeg var meldt til fødselsforberedelse, da jeg skulle have Anton, men han endte med at komme for tidlig, og dermed inden jeg havde været afsted på kursus. Denne gang havde jeg simpelthen sådan brug for at forberede mig; ikke fordi jeg ikke vidste, hvad det var, men mere for at have fornemmelsen af at gøre noget, i stedet for bare at gå og vente. Jeg tror, at det psykisk gør rigtig meget godt for éns fødsel, uanset hvordan den bliver, at man føler, at man har gjort, hvad man kunne:)

    1. Det tror jeg helt sikkert, at du har ret i:) At følelsen af at vide, at man i hvert fald ikke har fravalgt noget, som muligvis kunne gøre en forskel, har ret stor betydning!

  5. “Jeg skal skubbe et menneske ud af min skede!” – haha, godt med noget erkendelse 🙂 ja, det er for vildt at føde. Jeg er en af dem som ikke rigtigt tror man kan forberedr sig ift. en særlig teknik. Men det man kan gøre er at øve sig i at slippe kontrollen. Og jeg synes også enhver bare skal gøre det, der gør personen mest tryg. Om man kan bruge det eller ej i selve situationen, så har det da i det mindste givet en god følelse før fødslen 🙂

    1. Jeg har hørt, at det er sådan, det foregår :stuck_out_twe: Det med kontrollen er vi ret så enige i :blush: Det andet ved jeg ikke, før jeg er ude på den anden side. Men pt gør det mig tryg – og ja, det er det vigtigste :blush:

  6. Hvor langt har du været henne, mens du gik til fødselsforberedelse?

    Jeg har lige været til 1. jordemodersamtale og kan godt se på de papirer vi fik, at det fødselsforberedelse vi kan få til (5 gange) mest handler om det at blive forældre. Det har vi selvfølgelig nok også godt af som 1. gangsforældre, men jeg kan også godt mærke, at jeg er en af dem, der gerne vil vide mere om den der fødsel 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.