Sæddonation og forbudte tanker

Det er svært for mig at skrive dette indlæg. Af flere grunde. Først og fremmest fordi jeg skammer mig over mine tanker. Jeg ved godt, at de er ‘forkerte’. Dernæst fordi jeg er nervøs for, hvordan det vil blive modtaget. Jeg rammes ofte af en følelse af, at jeg ikke kan ’tillade’ mig andet end ubetinget glæde over min situation grundet vores historie – en følelse der dog i langt højere grad kommer indefra end udefra. Og sidst, men ikke mindst, så synes jeg, at det er møghamrende svært at finde de rigtige ord, som ikke får mig til at fremstå super overfladisk og dum!

Når jeg alligevel vælger at skrive det, er det fordi, jeg tænker, at der muligvis sidder nogen derude, som rent faktisk forstår, hvad jeg mener og kender til mine tanker….

Jeg er himmelråbende, jitterbugdansende, tandkødssmilende lykkelig over at være gravid. Jeg glædes over at kunne gøre Ane til storesøster, og jeg nyder at få lov til selv at opleve en graviditet – det er et kæmpe privilegium, som jeg ikke tager for givet!

Alligevel rammes jeg ind imellem af dumme tanker, som jeg skammer mig over. Tanker, der på ingen måde gør min glæde mindre, men som dog dukker op og kræver min opmærksomhed, omend blot for et kort sekund. Det er tanker, som omhandler det faktum, at babyen er lavet ved hjælp af sæddonation.

Jeg er ekstremt taknemmelig over, at der er så mange sæddonorer i Danmark. Endnu mere over at en del af dem vælger at være åbne. Det er nemlig sådan en donor, vi har valgt. Så skulle baby en dag vokse op og have et behov for at kontakte eller møde sin donor, så har vedkommende gjort dette muligt ved at vælge at være åben donor. Og det har jeg kæmpe respekt for! Generelt er jeg virkelig stor fan af denne mand, som jeg slet ikke kender. Jeg ved kun, at han er omkring 175-80 høj, har grønne øjne og mørkt hår. Men så stopper det også der – det er alt, jeg ved. Og her kommer så den første dumme, skammelige tanke: Hvad nu hvis han er grim? Jeg kan ikke engang skrive det uden at tænke ‘Nu stopper du fandme!’ Jeg ved udmærket godt, at det ikke bare er overfladisk, men også ligegyldigt og utaknemmeligt at tænke sådan. Og inderst inde og til daglig betyder det jo ingenting. Men tanken kommer alligevel bare forbi fra tid til anden. Måske det er usikkerheden, manglen for på forudsigelighed – jeg ved det ikke. Men da vi ventede Ane, kunne jeg jo bare se på min søster og min mand, så fik jeg en lille idé om, hvordan min datter ville komme til at se ud. Derudover havde jeg både nevøerne og Fyrstens store søn, Oliver, som nogenlunde brugbart sammenligningsgrundlag. Og de er alle fire nogle virkelig smukke drenge. Denne gang ved jeg kun, hvad jeg smider i puljen. Og selvom det både inkluderer søde fregner og pæn kropsbygning, så er der også de lodder, der indeholder de skæve knæ og de firkantede tænder. Hvad nu hvis det er netop disse lodder, som babyen har trukket, og kombineret med noget, som jeg slet ikke kender til? Det er så skørt og dumt og alt muligt andet, og jeg er på ingen måde i tvivl om, at jeg naturligvis (ligesom alle andre mødre) kommer til at synes, at lige netop mit barn er det smukkeste i verden;) Men – tanken findes altså stadig. Ind imellem forsøger jeg at overbevise mig selv om, at vores donor naturligvis har verdens største næse, skæveste tænder og derudover er virkelig ond ved dyr. Så er jeg ligesom forberedt.  There! I said it….

Næste dumme tanke….. Jeps, der er flere af dem. Så stor en lort er jeg.

Vi havde sidste gang til fødselsforberedelse i sidste uge, hvor vi talte om vores forventninger til fødslen. En af de andre sagde, at hun særligt glædede sig til at se produktet af hendes og kærestens kærlighed. At babyen jo ville være en sammensmeltning af de to. Så fint og sødt og sandt:) Og en lille, bitte, bitte smule misundelsesværdigt… Igen – jeg lyder egoistisk og utaknemmelig, men må jeg godt være bare en lille smule misundelig på dét? Må jeg godt være helt igennem lykkelig og taknemmelig over at skulle være mor igen, må jeg godt være klar over, hvor ufatteligt heldig jeg er, må jeg godt få helt dårlig samvittighed over snart at have to børn, når jeg ved, at andre par kæmper en helt forfærdelig kamp for at få ét – må jeg godt alle de ting og samtidig mærke en snert af misundelse over ikke at komme til at opleve kærlighedssammensmeltningen? For det gør jeg altså nogen gange…. Det er slet, slet ikke på en måde, så det fylder i mig, eller så jeg bliver ked af det. Overhovedet ikke. Det er mere sådan en ‘hmmm, det kunne nu ha’ været meget hyggeligt‘. Ikke desto mindre skammer jeg mig over tanken, fordi jeg godt ved, hvor tåbeligt og ligegyldigt det er at give rum til sådanne tanker.

Mon jeg er den eneste, der ind imellem rammes af irrationelle eller skammelige tanker??

image
Dejligt at se, at der er nogen tanker, som jeg i hvert IKKE er ene om;)

 

0 kommentarer til “Sæddonation og forbudte tanker”

  1. Altså.. Jeg synes ikke du er en lort. Overhovedet. Jeg synes du er modig! Selvom jeg står i en situation hvor jeg kender udseendet på både “mor og far”, altså min kæreste og jeg, og jeg vel at mærke ikke synes at nogle af os er grimme, så er jeg sgu også bange! Hvad hvis baby får alle de “uheldige” træk fra os begge, og kommer til at ligne udskidt øllebrød? jeg synes ikke du skal have skyldfølelse eller tænke at du et ovetfladisk. Jeg tror du er en helt almindelig mor, med helt almindelige irrationelle bekymringer kæmpe Knus

  2. Hej E.
    Jeg kender udemærket dine tanker. Jeg har en søn med en donor som jeg selv fandt, lærte at kende, så han var fysisk til stede og der var ikke så meget at være k tvivl om. Men da jeg blev gravid kunne jeg godt sidde foran fjernsynet en søndag aften og granske hver en lille detalje ved min donors udseende. “Er den næse ikke lidt stor?”, “Går han ike lidt sjovt?”, osv. Og jeg flovede mig simpelthen over at tænke sådan, fordi jeg følte mig som en totalt forkølet snotunge der ikke bare kunne sætte pris på at jeg var så heldig at blive mor og at der var en der var så uselvisk at han ville hjælpe mig!
    P.s. Historien tog så en helt uventet drejning halvandet år efter jeg blev gravid; jeg er i dag kæreste med min dengang donor og vi venter barn nr 2.
    Han er den bedste far og kæreste.
    Hav en dejlig dag!
    Knus

    1. Det er fandme da også lidt pinligt, at vi er sådan nogle overfladiske gimper :see_no_evil: :grimacing: Men rart ikke at være det alene :stuck_out_twe:
      Og wow – sikke en fed historie!!! Det lyder jo alt for vildt og fantastisk :heart_eyes:

  3. Den tanke havde min mand også da vi ventede vores første barn: han er adopteret og bekymrede sig også hvilke gener han måtte have fra sit biologiske ophav: om de var dårlige mennesker, eller om var bærer af ukendte arvelige sygdomme. Det hjalp da vi fik barnet. Hun var lige som hun skulle være, og selv hvis hendes bedsteforældre skulle have været idioter, der var onde ved dyr, har vi haft evnerne til at opdrage hende anderledes 😉
    Jeg er sikker på at alt den fantastiskhed du selv bærer nok skal slå godt igennem!

  4. Hej Elisabeth.
    Du er sej og modig og jeg kan godt forstå du har de tanker.
    Jeg har tænkt på et stykke tid, og nu tillader jeg mig altså at spørge. Hvorfor var det ikke fyrstens sæd, der blev brugt? Tænker bare om det spøger ekstra med det med sammensmeltning, fordi det kunne have været en mulighed? Eller er der noget jeg slet ikke har fattet?
    Undskyld hvis det er for meget, så sletter du blot:)

    1. Tak, Johanne :kissing_heart: Nej, det var ikke rigtig en mulighed. Vi var igennem 9 icsi (med hans sæd) uden held, så klinikkens konklusion var, at vi rent genetisk ikke passede sammen.

  5. Selvfølgelig er du ikke en lort. Tror det er helt naturlige tanker som man har både ved brug af donor og hvis begge forældre er kendte – omend det nok bliver mere udtalt med en donor. Jeg er gravid efter 3 år i fertilitetsbehandlingshelvede (med termin 1 dag før dig :-)). Er fantastisk lykkelig og taknemmelig for at det lykkedes med egne æg og sæd, men tænker tit over om vores datter arver min mands små øjne, min brede mås med tendens til appelsinhud og mandens tendens til acne-hud….tilgengæld er jeg sikker på at hun er elsket helt op til månen og tilbage igen lige meget hvordan hun ser ud og hvad hun kan/ikke kan. Hun kommer til en familie der ikke ønsker sig andet end lige præcis hende <3

  6. Selvfølgelig har du “lov” til at have disse tanker. Jeg synes på ingen måder det er forkert!! 🙂 og kan sagtnes forstå du har de tanker!
    Jeg er selv gravid med min og kærestens barn og er lykkelig hver dag jeg står op og stadig er gravid. Vi føler os heldige at vi ikke havde svært ved at lave hende! Kan slet ikke forestille mig hvor forfærdelig det må være og de svære ting i har været igennem!
    Elsker at følge med her på bloggen!! 🙂

  7. Uden at have været i din situation tror jeg, jeg forstår de forbudte tanker. Dem har vi alle om forskellige ting. Tror det er helt normalt og det er sundt at sætte ord på.

  8. Altså, så må jeg da være en endnu større lort, for jeg ser nogle gange på min 6 år gamle datter og tænker: HVOFOR fik hun mine buskede øjenbryn og sin fars store næse? bare hun nu ikke bliver drillet med sine ører!
    Jeg synes selvfølgelig hun er den skønneste pige og smuk og dejlig, og så kommer alle de der ting, jeg ikke er så vild med hos mig selv ind over – dumt og fuldstændig spild af energi, men sådan er vi mennesker nok bare….
    Hilsen Gry :0)

  9. Vi har vist alle tanker ind imellem, der egentlig gør sig bedst i hovedet. Og var jeg i din situation tænkte jeg nok det samme. INGEN fordømmelse herfra – men måske et kram.

  10. Kære Elisabeth, ALLE har forbudte tanker og at dine handler om doner bundet sig jo i jeres historie og hvad der var svært for jer!
    Jeg har haft vildt mange forbudte tanker omkring graviditet. Jeg blev meget nemt gravid og så havde jeg det forfærdeligt fra uge 4!!! Jeg kastede op og følte jeg havde influenza hver eneste dag til mit barn blev født præmaturt i uge 33 og selvom det var forfærdeligt at føde et lille sigt barn var jeg samtidig lykkelig over ikke at være gravid mere! Det er jo en virkelig grim tanke…
    Nu har lige lige fået mit andet barn og folk havde travlt med at fortælle mig hvor heldig jeg var at gå til uge 38 (hvilket jeg selvfølgelig er rigtig glad for) men det var slet ikke tilladt at glæde sig til det var overstået, jeg skulle bare være taknemmelig over at det gik så godt denne gang…
    Så alle tænker noget forbudt og det må man gerne!!!

  11. Jeg tænker egentlig “gudskelov”, at du har de bekymringer og tanker, for jeg tror, de hører med til en sund og almindelig graviditet (i dit tilfælde med et twist). Du ved – som de fleste af os, omend det kan være svært at indrømme – at smukke mennesker har en fordel i verden. Vel at mærke en fordel, som jo ikke ophæver alt andet, men som nogen gange kan gøre tingene lettere. Og du vil – som dem præmiemor, du er – gerne have at livet skal være rart og let for dit lille barn. Det handler jo ikke om, om du vil elske det – det er der jo garanti for – men om verden vil. Så jeg siger da bare thumbs up for god, kærlig og omsorgsfuld mor, der håber på det bedste for sit lille nye menneske.

  12. Ha! Da jeg var gravid med min datter, bekymrede jeg mig uforholdsmæssigt meget over, hvor synd det ville være for min datter, hvis hun var helt vildt grim, for hendes storebror er jo så smuk (synes moren!) TÆNK at være kendt som “Den Grimme Lillesøster”. Og ærligt: Jeg synes ikke, at hun var for køn de første par uger, men det er hun heldigvis kommet efter sidenhen 🙂 Kæmpe tillykke med babyen i maven, jeg nyder sådan at følge med hos dig!

  13. Dejligt, at du tør vise dit menneskelige jeg. 🙂 Hvorfor skulle du dog skydes noget i skoen for det.

    Din lille ny bliver, uanset hvordan du vender og drejer det, en kærlighedssammensmeltning af dig og din mand, for I er begge med til at opfostre det lille menneske, fylde det med kærlighed, tanker, idéer, gøremåder, talemåder og meget mere, så rent personlighedsmæssigt vil I være en del af en lille ny verdensborger. 🙂

  14. Jeg må tilføje en ligeså lortet kommentar (omend den er sand) skønhed kommer indefra!!!! Og med de værdier og ønsker i har for jeres børn, vil de blive smukke. Alle mødre har de tanker under graviditeten, jeg tror ikke det er fordi vi frygter at vores børn er grimme, men fordi vi ønsker at vores børn skal skånes for knubs og nederlag, mobberier osv. Altså vi ønsker at andre mennesker skal se det fantastiske, vi selv ser, i vores børn.. Held og lykke med fødslen, håber i får en fantastisk oplevelse!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.