Store nyheder! (Eller noget om sjatpisseri…..)

Åh, der er sket det mest fantastiske nogensinde!!! Jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare glæde og forventning:) Jeg glæder mig sådan til, at jeg kan dele det med jer, når de sidste detaljer er på plads i starten af det nye år:)

….. Ville det ikke bare være sjovt, hvis jeg var sådan én type??!;)

Ej, der sker faktisk store, nye ting! Jeg er så småt begyndt at pakke kasser ud i den nye spisestue:) Ikke at den er færdig – overhovedet. Men der er færdige steder. Der kan man godt hænge en hylde og smække nogle skåle og planter på. Og så har Fyrsten og jeg ‘byggemøde’ i morgen, hvor vi skal færdiggøre huskesedlen til den ‘væg-til-væg-henover-en-dør-I-ved-hvad-jeg-mener’-reol, som Fyrsten pludselig fik lyst til at bygge. Han er i sandhed en fantastisk mand!!!

Nå ja, og så er jeg nået dertil, hvor jeg sjatpisser lidt, hver gang jeg nyser. Det er også nyt…. Men altså – lidt tis i bukserne er bedre end meget tis på trøjen. Som de siger. Jo.

image

En ode til min søster

Hun blev født på Riget en vinterdag

kun 1200 gram, en bitte sag

At hun sku’ klare skærene var ikke givet

men hun havde styrken og viljen til livet

Og med de mørkeste øjne og det hvideste hår

og et smil man skal se, før man forstår

var hun verdens navle som første barn

– med garanti et møgforkælet skarn

 

Tiden den gik, og pigen gik med

klar på verdens foranderlighed

Snart kom der en søster – “Hun tager det hele!”

tænkte verdens navle, som ikke villle dele

Hun formåede alligevel at vende den bøtte

for en lillesøster kan man jo ret nemt udnytte

For eksempel når mørket giver hjertebanken

eller når der skal hentes 10 Prince på tanken

Så er en lillesøster ret god at have

og sådan gik det til, at hun blev en gave

 

Pigerne blev store, som det jo sker

og de skabte sig et liv hver især

Men 100 kilometer kan man slet ikke mærk’

når kærligheden den er så stærk

For den der afstand er overhovedet ikk’ gal

når blot man kan finde et ordentligt signal

For man kan sagtens drikke kaffe over telefonen

og klare hele verdenssituationen

 

 

Søster Lystig, Schwester, Louise fin

hold kæft, hvor jeg nyder, at du er min!

Den sjoveste jeg kender og smukkeste med

så fuld af temperament og venlighed

Ingen kan råbe højere end dig

og ingen kan håbe højere end jeg

at din fødselsdag bliver fyldt med lykke

Hurra, hurra og stort tillykke:)

image

 

 

 

At være sådan rigtig glad:)

Jeg kan blive glad i låget af mange ting. Men sådan rigtig glad, hvor man næsten kan mærke boblerne i maven – dét skal der nogle ganske særlige ting til for, som fx:

  • Rosenbrød. Og ikke de der flade af slagsen, som man kan købe i Brugsen. Næ, fyldige og luftige rosenbrød med en bund på min. 2 cm. Og med kokos på selvfølgelig! Hvad sker der for at ingen bagere i København og omegn putter kokos på deres rosenbrød?
  • Pizza. Pepperonipizza. Og vi taler rigtig pepperoni! Ikke en eller anden fancy spansk pølse, men vaskeægte pepperoni med så højt fedtprocent, at man kan spejle sig i sin pizza;)
  • Positive graviditetstest! Jeg har en æske ude i skabet med en 27 stk, eller deromkring. Og når først den værste urindunst har lagt sig, så kan sådan en bunke plasticstave virkelig få det helt store smil frem:)
  • Kolde øl. Særligt to slags: ‘vi har arbejdet herre hårdt og sveder som svin, lad os holde en pause’-øllen og årets først ‘solen skinner, og der er smidt pølser (ostepølser, selvfølgelig!) på grillen’-øllen.
  • Skumfiduser over bål. Ledsaget af guitarspil en flok ølejrdeltagere, der fejlagtigt forsøger at synge Vejlø-sangen i kor. Det lyder af helvede til, men der findes intet mere hyggeligt!
  • At finde det perfekte lopppefund! Den der ting, som man ikke anede, at man ikke kunne leve uden, før man står med røven i vejret og hovedet nede i en gammel, fugtig flyttekasse og øjeblikkeligt forelsker sig:)
  • Og pandekager med is og duften af baby og nyvasket sengetøj og og og….

Og så er der det her:

image

Et tomt rum. Et nyt rum. Et rum hvor der ikke er lavet nogle af de der irriterende ‘jamen, vi har jo haft bordet stående sådan, det gik ikke’-regler, men hvor man starter helt fra bunden, og hvor alle muligheder er åbne. Et rum jeg (forhåbentlig) skal føde i. Et rum, hvor der skal spises aftensmad, laves lektier, spilles ludo, danses om juletræet, grædes over første kærester og grines med nye venner.

Ja, den skal leve op til meget, den nye spisestue, men jeg er sikker på, at den nok skal klare det:)

Noget om ydmyghed….

image

Jeg tror ikke, at det er gavnligt at dvæle ved hver krise, som livet trækker én igennem. Ej heller tror jeg, at sneen bliver mere hvid og roserne mere røde, fordi man har gennemgået noget svært og nu er ude på den anden side. Men jeg tror på, at roserne syner mere røde af den simple grund, at man i øjeblikkets krise ikke bemærker hverdags små vidundere. Så når krisen er afværget, og man igen kan trække vejret roligt, lægger man pludselig mærke til små ting, som man har overset eller ignoreret. Og det er ikke så meget dét, at man lægger mærke til det, der kan slå benene væk under én. Det er erkendelsen af, at man nu ser noget, som man ikke anede, man havde glemt. Og derfor opleves roserne mere røde, sneen mere hvid og chokoladen mere lækker.

Jeg forsøger at lade være med at dvæle ved vores tid som ufrivilligt barnløse, men jeg forsøger ikke at glemme den. Jeg er meget bevidst om, at det var en periode i mit liv, som i den grad har været med til at definere mig. Og det er okay. Faktisk er det på mange måder ret fantastisk. For det giver mig en ydmyghed og taknemmelighed, som jeg ikke tror, jeg nødvendigvis havde været udstyret med, såfremt vi havde danset os gennem baby-projektet.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle mødre synes, at deres børn er det ypperste af alt, hvad der er smukt i verden. Jeg tror ikke på, at jeg elsker mine børn mere end enhver anden mor. Jeg tror til gengæld, at jeg, i højere grad end naboen, husker på, hvor helt ufatteligt prisgivet, heldig, privilegeret jeg er, at få lov at føle netop den kærlighed, som man har til sine børn.

Men helt ærligt – med en datter som hende her er kærligheden nok også bare ekstra svær at glemme;)

[vidcore vid=”TbCB7hdc”]

Ja, vi er midt i renoveringsrod! Og ja, der står et vitrineskab midt i stuen. Der har det stået i tre uger – jeg ser det ikke længere. Slet ikke når musikken spiller;)

Fødselsforberedelse

REKLAME (Jeg har fået fødselsforberedelsen som gave, men uden krav om at skulle reklamere)

image

På torsdag er det min sidste gang til fødselsforberedelse. Jeg har gået til Mindful Moving i Vanløse hos Pia og har været virkelig glad for det! Egentlig troede jeg (oh yes, kald mig bare naiv), at man fik tilbudt fødselsforberedelse i kommunal regi, men der er, som på alle andre områder, blevet sparet og skåret helt ind til benet. I Hvidovre, som vi er tilknyttet, er der sådan et ‘Barn i vente’-tilbud, som sikkert er ganske fint, men som primært henvender sig til førstegangsforældre, hvilket vi jo ikke er, og som hovedsageligt (som jeg har forstået det) omhandler det at blive forældre, ikke det at føde. Så i stedet anbefalede vores jordemoder, at vi fandt noget privat.

Som jeg har nævnt tidligere, frygtede jeg at fødselsforberedelsen ville være super langhåret, og vi skulle sidde i en rundkreds og visualisere, at vores vagina åbnede sig som en erantis i forårssolens stråler. Gudskelov tog jeg fejl! Til Mindful Moving har det været lige dele fysisk bevægelse, vejrtrækning, smertelindring og afspænding. Særligt det sidste er jeg stor fan af;) Derudover går jeg sammen med nogle rigtig søde piger, som jeg virkelig håber også at se på den anden side af babyleverancen! Der er blevet danset og grint og hoppet og stønnet, og på en eller anden meget mærkelig måde har Pia formået at få mig til at slippe kontrollen og bare være i nuet, hvilket er min helt store kæphest. Jeg har ikke én gang tænkt, om jeg så tosset ud eller lød mærkelig – jeg har bare været i det og ladet min krop styre showet for en gangs skyld. Helt ulige mig og helt fantastisk:)

Jeg har hørt flere gravide udtale, at man overhovedet ikke behøver gå til fødselsforberedelse – at man kan læse sig til det hele, og at kroppen godt ved, hvad den skal gøre. Fred være med den holdning, den passer bare på ingen måde på mig! Jeg har lært MEGET, som jeg indtil videre ikke er stødt på på skrift, og med tanke på at dette bliver den vildeste præstation min krop nogensinde skal gennemgå, så har jeg denondelynemig tænkt mig at lære så meget som overhovedet muligt! Og hånden på hjertet – jeg ville jo alligevel ikke få læst halvdelen af det, jeg burde, med tanke på hende den 2-årige, vores renoveringsprojekt og min allerede indtrædende ammehjerne. Og ja, kroppen er skabt til at føde. Men jeg skal skubbe et menneske ud af min skede. ET MENNESKE! Better safe than sorry;)

Så selvom det faktisk er en anelse vemodigt at skulle sige farvel til Pia og de andre piger på torsdag, så føler jeg mig godt forberedt!