41+2

Først og fremmest: Tak for jeres fine modtagelse af mit indlæg i går! Jeg er ganske sikker på, at jeg havde haft samme holdning til brugen af sproget, hvis mine børn var lavet hjemme i dobbeltsengen. Men nu er det ikke tilfældet, hvorfor det selvfølgelig bliver ekstra personligt for mig at skrive sådanne indlæg. Så TAK:)

Og nu en status:

image

Ja, jeg er stadig rimelig gravid. Jeg havde som nævnt tid til hindeløsning i forgårs, men det kræver, at man er bare lidt åben. Bare en liiiiiille smule. Jeg er lukket som en østers, mere snøret til end en nonne til en Tom Jones koncert, ligeså åben og imødekommende  som Inger Støjberg. Der var INTET at komme efter! Jeg var sgu ærlig talt lidt modløs, da vi tog fra jordemoderen. For jeg vil så gerne føde hjemme!!! Fair nok hvis det bliver en hospitalsfødsel, fordi det er bedst for mig eller barnet af forskellige årsager, men det ville godt nok ærgre mig, hvis det kun handler om tid.

I går tog jeg derfor en tur forbi Helle Ella, som flere har anbefalet mig. Jeg ved ikke, om det var selve akupunkturen, Helles ord eller det at bruge en stiv time på at visualisere min hjemmefødsel, som gjorde det. Men der skete i hvert fald noget, og jeg tog derfra med sikker overbevisning om, at vi nok skal få vores hjemmefødsel! Baby kommer, når baby er klar:)

Så i stedet for at mukke over, at jeg stadig er med vom, har jeg taget mig et langt bad og iført mig det fineste nytårsdress, jeg lige kunne finde;) Om lidt får vi besøg af vores venner, Ditte og Lars og deres 2-årige Holger, som Ane elsker:) Ditte er selv gravid i 6 mdr., og præsterede at gå 17 (!!!!) dage over tid med Holger, så hun om nogen forstår min mangel på overskud. Derfor har hun stået for alt til i aften! Faktisk aner jeg ikke engang, hvad vi skal have at spise;) Og det passer mig så fint at skulle bruge aftenen på bare at være med gode venner og glade unger!

image

Godt nytår, alle sammen:)

For mine børn

“Sprog skaber mere, end det benævner” – dét er sådan en grundsætning på mit arbejde. En sætning, som er vigtig at have med i arbejdet med eleverne, med deres forældre og netværk og også mellem kollegerne. På mange måder siger det egentlig sig selv – vi skaber mere med sproget og ordene, end det vi siger med dem. Omtaler jeg en elev som irriterende og krævende, så vil det højst sandsynligt også være med denne indstilling, jeg møder den unge. Og det vil kunne mærkes, eleven vil reagere herpå og så kører den onde cirkel ellers. Det lyder simpelt, ikk’?! Alligevel oplever jeg dagligt, at både jeg selv og andre går i fælden, hvor vi får sagt ting uden tanke på, hvad vi skaber med vores ord.

Jeg har efterhånden spundet mange tanker og skrevet mange indlæg om præcis dette emne. Og nu gør jeg det igen. Hvorfor?? Fordi jeg synes, at det er vigtigt! Fordi jeg tror, at det betaler sig at råbe højt om dét, der betyder noget for én. Fordi jeg håber, at jeg med mine ord kan skabe noget. Fordi det handler om dét, der er vigtigst for mig – mine børn.

Jeg faldt over ordene igen i forgårs, som jeg så ofte gør. Det er ikke fordi, jeg opsøger dem eller noget, men selvfølgelig lyser de ekstra skarpt, når de læses med mine øjne. Ordene “de biologiske forældre” brugt i en snak om donorbørn. Er det bare det?, tænker du måske. For det er jo en forståelig ‘fælde’. Det er sådan, vi taler om genetik – de biologiske forældre, den biologiske far, den rigtige mor. Kom nu videre, Elisabeth.

Nej. Jeg vil ikke komme videre. For hver gang en donor omtales som en forælder, hver gang nogen spørger mig, om Ane ved, at jeg ikke er hendes rigtige mor, eller om vi vil fortælle baby, at Jess ikke er dens rigtige far, så vedligeholdes et sprog, som jeg ikke synes er brugbart. Et sprog som på sin vis ødelægger, fremfor at styrke eller bygge op. Et sprog som på mange måder får mig til at fremstå som en løgner overfor mine børn. For jeg kunne aldrig drømme om at fortælle dem, at vi ikke er deres ‘rigtige’ eller ‘biologiske forældre’. Jeg ville aldrig bruge ordet ‘forældre’ i den sammenhæng, for selvfølgelig er vi da deres forældre! Det er os, der er der hver dag, os, der elsker dem og passer på dem, ergo er vi deres forældre. At de har et andet genetisk ophav, det er en anden snak. En vigtig én, uden tvivl, men ikke desto mindre en anden snak.

Mine børn kommer ikke til pludselig at få afsløret, at de ikke er bygget ud af vores gener. Det er allerede kendt viden. Ane siger det selv i dag, når vi taler om babyen i min mave – “Ane lå i mosters mave! Og når babyen kommer ud af mors mave, så skal vi hoppe på trampolin sammen.” Det er Anes virkelighed. Det er ikke mærkeligt for hende, at hun ikke har ligget i min mave, for hun kender ikke til andet. Hun er endnu ikke gammel nok til at forstå, at det ikke er sådan, det sædvanligvis foregår. Og når hun en dag forstår, så vil det ikke komme som et chok for hende, for hun har vidst det i al den tid, hun vil kunne huske. Det vil være hendes virkelighed!

Men en eller anden dag vil Anes virkelighed støde sammen med en anden. Nemlig den virkelighed, som taler et sprog, der siger, at jeg ikke er hendes rigtige mor. Underforstået at hun har en anden mor. Og lige dér skaber sproget noget, som giver mig en klump i halsen. For forestil dig det – hvis dit barn eller de omkring det, omtalte en anden end dig som mor? Der er så meget værdi og følelse i ordet ‘mor’, det er det største i verden. Og det er MIN titel – ingen andres. Og det samme med Jess. Han er far til vores baby. Det er ham, der mærker sparkene og taler til maven, ham, der skal hjælpe mig gennem en fødsel, og ham, der skal opfostre vores barn. Donoren er blot et stykke papir, som tilfældigvis havde den rigtige højde og øjen- og hårfarve. Jeg underkender på ingen måde vigtigheden af at have kendskab til sit genetiske ophav, slet ikke. Men jeg opponerer på det kraftigste imod måden, man omtaler dette på. For i min øjne handler det blot om vane, intet andet. Man omtaler det sådan fordi, det har man altid gjort. Men samfundet ser ikke ud, som det altid har gjort. Nye familieformer skyder op og blomstrer, og det fordrer, at vi tager det dertilhørende sprog op til revision. Mest af alt for børnenes skyld!

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg også er en anelse egoistisk i den her snak. Ja, selvfølgelig bliver jeg ramt på min stolthed, når nogen får antydet, at jeg ikke er Anes rigtige mor. Men jeg overlever – jeg ved jo godt, at jeg er hendes mor. Det er i forhold til Ane, det rammer mig. For hun er et barn. Hun ved ikke, at folk blot er uvidende eller ikke lige overvejer deres sprogbrug. Hun vil opfange ordene og med tiden forstå dem – at hendes mor ikke er hendes mor. Eller at der også findes en anden mor, en ‘rigtig’ mor. Ord, der på ingen måde stemmer overens med hendes virkelighed.

Jeg har brugt de sidste år på at tænke store og tunge tanker om, hvordan vi gør livet lettest for vores datter i forhold til hendes tilblivelseshistorie. Og jeg er endelig nået dertil, hvor jeg finder ro i troen på, at vi gør det godt nok. Og jeg er sikker på, at vi også kommer til at gøre det ‘rigtige’ i forhold til baby, når den tid kommer. For herhjemme taler vi et sprog, der giver mening for den virkelig, som vi lever i. Den virkelighed, vi ønsker at skabe for vores børn. Ud fra den overbevisning, at det er det bedste, forsøger vi med sproget at gøre vores børns tilblivelseshistorier så simple som muligt – forståelsesmæssigt, men mest af alt følelsesmæssigt. Og derfor er der kun én mor og én far – ét sæt ‘de rigtige forældre’ – os. Jess og jeg.

Jeg ved godt, at der findes andre familieformer, hvor det på sin vis giver mening at tale om ‘biologiske forældre’, eller hvor det kan være svært at finde andre ord for det. Men det er ikke tilfældet i vores familie – der en mor, en far, en moster og en donor.

Jeg tror af hele mit hjerte, at vi gør det rigtige herhjemme ved at bruge sproget, som vi gør. Så langt, så godt. For som sagt kommer vores børn også til at møde en virkelighed, hvor sproget er et andet. Så min bøn til dig er denne:

Overvej, hvordan du bruger sproget. Overvej, hvad du skaber med sproget. Tal med dine børn – lad dem vide, at der findes forskellige familieformer. At ingen er mere ‘rigtige’ end andre. For mine børn – og for dine:)

image

41+0

Dagens hurtige selfie-status: Humøret er en smule bedre end i går. Der er endda deo under armene og alt muligt! (‘Alt muligt’ betyder i dette tilfælde, at jeg har taget BH på og skiftet strømper.)

Vi napper lige en hindeløsning om en times tid – kryds fingre, tak!

image

Endnu en gave i puljen – Roots & Wings

Annonce – Ane har for noget tid siden modtaget en bluse i gave fra Roots & Wings. Jeg har selv kontaktet Stine og spurgt, om hun havde lyst til at lege med i min Gæt en baby-give away.

Så er der landet endnu en præmie i ‘Gæt en baby’-puljen!

I, som stadig er med i opløbet eller som endnu ikke har deltaget, har mulighed for at vinde en lækker body fra mærket Roots & Wings.

Roots & Wings er skabt af danske Stine, som er bosiddende i New Zealand. Da Stine blev mor første gang, fik hun øjnene op for den New Zealandske merino-uld og dens egenskaber og skabte kollektionen Roots & Wings Merino med børnetøj lavet af udelukkende økologisk merino.

Jeg har mødt Stine og er vildt imponeret over hendes iver og passion! Fx har hun altså selv rejst rundt i New Zealand for at finde den helt rigtige farm med de helt rigtige får til at skabe sin kollektion. Der er virkelig tanke og kærlighed bag, hvilket tydeligt mærkes i tøjet. Ane har en lækker bluse fra Roots & Wings, og jeg synes virkelig, at Stine skulle overveje at lave tøj til voksne også – så ville jeg bo i det;)

image

imageimage

 

Skal du have muligheden for at vinde en valgfri body fra Roots & Wings, så skal du hoppe til dette indlæg og gætte med på babys køn og ankomst:)

40+6

Ja. Jeg er stadig gravid. Og nej, der er ikke filtre nok i verden til at skjule det….

image

Mest læste indlæg i 2015

Mens vi venter på Baby, tænkte jeg lige at se lidt tilbage på de mest læste indlæg i 2015. Egentlig har jeg en to-tre andre indlæg klar i hovedet, men det der med at samle tankerne og få dem ud på skrift er rimelig svært i disse dage. Så nu bliver det i stedet til et af den slags indlæg, som ikke kræver den store tankevirksomhed af fru højgravid;)

Nr. 10 – En ode til 92 æg

Jeg har også haft skrevet En ode til min kjole og En ode til min søster, men den til æggene er den mest læste af de tre. De 92 æg er de æg, jeg har fået taget ud igennem vores fertilitetsbehandlinger – 92 potentielle børn som aldrig blev. Men så kom Ane:)

Nr. 9 – Det der med mænd og sæd….

Om de medfølende blikke man nogen gange møder, når man fortæller folk, at man venter et donorbarn. Særligt de blikke som Fyrsten møder, for det er jo lidt synd for ham, ikk’?!

Nr. 8 – Træerne vokser ikke ind i himlen

Noget om at have snart to ønskebørn og være tæt på at være det heldigste menneske i verden:)

Nr. 7 – Fruens ABC til de gravide

Jeg gennemgik fra A til Å det at være gravid set med mine øjne.

Nr. 6 – Forresten #2

Jeg forstår stadig ikke helt, hvordan dette indlæg er havnet på top 10. Særligt ikke fordi det indledes med et billede af mine virkelig grimme fødder og afsluttes med sætningen “Jeg skal skide”…. Men okay, der er så meget, jeg ikke forstår.

Nr. 5 – I dag er en god dag:)

En indlæg om ting, som lige der gjorde mig glad i låget:)

Nr. 4 – Inde i min mosters mave…

Tanker om Ane og om det at have en datter, som har ligget i sin mosters mave:)

Nr. 3 – Ja, gu’ er jeg tyk!

Noget om det at have taget rimelig meget på under graviditeten og ha’ det helt okay med det! Da jeg skrev indlægget var jeg omkring 6 mdr. henne og havde taget 17 kg på – siden da er der kommet 10 kg ekstra oveni. Og ja, pt er jeg ret træt af at være stor og tung, men det havde jeg med garanti også været, hvis jeg ‘kun’ havde taget 15 kg på.

Nr 2 – Sæddonation og forbudte tanker

Om de grimme og egoistiske tanker, som kan følge med, når man som os venter et donorbarn.

Og nu – trommehvirvel…..

Nr. 1 – Alle kan amme??

Det mest læste indlæg i 2015 handler om det at kunne amme, når man ikke har født. Sikkert læst så mange gange fordi, de fleste tror, at det ikke kan lade sig gøre. Men det kan det altså – og jeg har ammelapperne, der beviser det;)

 

 

Fede fødder og søskendekærlighed

Jeg startede denne juleaftensdag med at få ordnet fødder af min søster:) Først diskede hun op med et fodbad, og mens mine fede fødder lød sig opløse i vandet, serverede hun osteboller og the. Derefter gav hun fusserne en tur med slibesten, og til slut fik de fin lyserød neglelak på. Det må satme være definitionen på søskendekærlighed:)

Ane og jeg tog til Lolland i tirsdags og nød først en dag hos min far og co i Nakskov, før vi tog til Maribo til min søster og hendes familie. Jeg har lavet mega grim konfekt og herre lækre bountybarer, og Ane og nevøerne har overhældt juletræet med sølv. Stjernen lod sig ikke finde, så min lillebrors – han er 17;) – sirligt lavede engel pryder træets top:)

Ane er stadig ikke helt med på det der med jul, men konceptet med gaver og julemand er vist sevet ind;) Heldigvis kigger han forbi i løbet af dagen. Fyrsten lander også i Maribo om ikke så længe. Da Ane nægtede at overgive sig til søvnen i går, fortalte jeg hende, at når hun havde sovet, ville far og julemanden komme. Hun vågnede brat kl. 6 og sagde “Far??!” Der er nogen, der har styr på prioriteringerne;)

Og nej, der er ingen tegn på babyens ankomst, så jeg satser på at kunne nyde julemaden!

Glædelig jul, alle sammen! Må den blive vidunderlig:)

 imageimageimageimage

Termin!

Klokken er 6.28, og jeg har været vågen i lige knap 2 timer. Nu tog jeg konsekvensen og stod op. Dybt åndssvagt, for Ane og jeg tager til Lolland i dag, og jeg er rimelig sikker på, at jeg kommer til at gå glip af min middagslur. Men efter halvanden time opgav jeg kampen for at falde i søvn igen, så nu sidder jeg her med the i koppen, yoghurt i skålen og tre F’er i maven:

Friskhed, forventning og færdigbagt baby.

image

Jeg har termin i dag. Og selvom jeg godt ved, at det langt fra er ensbetydende med, at Baby kommer til verden i dag, så er der alligevel noget magisk over datoen, som vi har talt ned til så længe.

Ane og Fyrsten bobler stadig i dobbeltsengen, så jeg vil nyde stilheden og smække mig ind i sofaen med en bog. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg i de næste dage skal ha’ selskab af Tora eller En mand, der hedder Ove, så det må komme an på en lodtrækning.

Hvis jeg er lidt ekstra tavs de næste dage, er det fordi, vi er på Lolland og ikke fordi jeg er ved at føde! Måske….. 😉

Må I alle få en vidunderlig dag:)

Rebozo er THE SHIT!!!

Annonce – jeg har fået massagen gratis, men uden krav om omtale. Så har vi ligesom dét på det rene:)

Jeg mindes, at det på gymnasiet hed “Alt over 7 er spildt arbejde!”, når det kom til karakterer. Sådan havde jeg det ikke. Jeg stræbte efter at gøre mit bedste. Dengang handlede det om et tal på et stykke papir. Nu handler det om min krop og mit barn. Kald mig bare Silas, men jeg henter både kridt til læreren, sidder på forreste række og læser tre års pensum forud i denne lille analogi;) Som nævnt i dette indlæg, så er jeg af den overbevisning, at det er ret smart at forberede sig selv på at føde, så meget man nu kan. Den der “jamen, kroppen ved godt, hvad den skal. Det er dét, den er bygget til!” køber jeg ganske enkelt ikke. Var det tilfældet, ville ingen kvinde nogensinde været død i barselssengen, og der ville ikke foretages så mange akutte kejsersnit. Ja, kroppen er beregnet til at føde mennesker, men den er jo ikke en på forhånd programmeret maskine!

Allerede i forbindelse med min fødselsforberedelse, stødte jeg på metoden ‘rebozo’. Ordet betyder sjal eller tørklæde og er en velkendt og anerkendt metode, som er blevet brugt i Mexico i flere hundrede år. Kort fortalt går det ud på, at man ved at massere kroppen på forskellige måder med et tørklæde, både kan løsne op og afspænde kroppen, samt rette op på en skævt liggende baby, rykke baby længere ned i bækkenet og hjælpe fødslen i gang. Der er altså ret store fordele ved rebozo både under graviditet og fødsel.

Jeg er medlem af et par terminsgrupper på facebook, og en del gravide er desværre af den misforstået opfattelse, at rebozo er noget alternativt hokus-pokus på lige fod med at gætte babys køn ved hjælp af en theske. Det er bestemt ikke min opfattelse! Der er en grund til, at metoden er så brugt i andre lande, og til at den efterhånden har vundet så stor respekt af blandt andet danske jordemødre.

En af disse jordemødre er Tina, som står bag Mamaprofylax. Hun har været jordemoder i 6 år og har hjulpet mere end 700 børn til verden, både på hospitalet og i private hjem som hjemmefødselsjordemoder. Tina bruger rebozo både til af afspænde og afhjælpe gener hos den gravide og til at smertelindre og hjælpe fødslen på vej under den aktive fødsel. Jeg var så heldige at være afsted til en omgang massage hos Tina sidste mandag, og den oplevelse vil jeg virkelig gerne dele med jer. Men først vil jeg lige gøre en ting helt klart: Jeg kunne aldrig finde på, at male et rosenrødt billede af noget, som jeg ikke kunne stå 100% inde for. Det her handler om graviditet og fødsel, og det er mega personligt og vigtigt! Når jeg er vild med rebozo generelt og med resultatet af den massage, som jeg har fået, er det fordi, jeg oplevede, at det havde en positiv effekt for mig:) For lad mig sige det sådan her:

Rebozo er THE SHIT!!!!

Før massagen hos Tina i mandags, havde jeg kun hørt om, hvordan rebozo kan bruges til at rykke baby på plads i bækkenet, samt smertelindre under fødslen. Jeg anede ikke, at det også kunne bruges som afspændende massage. Seancen varede lige knap en time og forløb således: Jeg blev placeret på gulvet på en madras med et tørklæde under overkroppen, et under bækken og popo og et under hvert ben. Først masserede og trykkede Tina lidt på mig med sine hænder, mens jeg brugte min dybe vejrtrækning. Herefter gik hun over til tørklæderne og masserede hele min krop igennem ved at skifte mellem overkrop, bækken og ben. Jeg fokuserede på at prøve at slappe fuldkommen af, hvilket lykkes ret godt, for jeg døsede hen mere end én gang:) Efter selve rebozoen masserede Tina min lænd og ryg med hænderne, mens jeg igen brugte min dybe vejrtrækning.

Konklusion: WAUW!!! Jeg ved ikke, hvad jeg præcis havde forventet af massagen, netop fordi jeg ikke kendte til det på forhånd. Men det, jeg oplevede, var ret vildt. Det blev hurtigt tydeligt for mig, at der er en del muskelgrupper, som jeg slet ikke har fået brugt nok gennem den sidste del af min graviditet, samt andre jeg har overbelastet. Og forståeligt nok – når man træt, tung og besværet, overkompenserer man ved at skåne visse dele af kroppen. Men derved er der også ret stor chance for, at man belaster andre. Under massagen fik jeg rørt ALLE muskler, hvilket var både afspændende og opløftende. Nå ja, og skide behageligt:) Derudover kunne jeg rent fysisk mærke, at min vejrtrækning kunne komme dybere ned i den afsluttende massage end i den indledende. Det var faktisk en ret spøjs fornemmelse, men også en vigtig øjenåbner, da jeg satser på at skulle bruge min vejrtrækning ret meget under den snarlige fødsel! Efter massagen drak Tina og jeg en kop the og fik en snak om rebozo, fødsel mm., og da vi er færdige, rejser jeg mig og tager mine støvler på. Vi taler lidt videre, før jeg pludselig afbryder og må grine lidt, da det er gået op for mig, at jeg netop har taget mine støvler på uden grynt, støn og eder og forbandelse. Jeg bukkede mig bare ned og tog dem på – som et helt almindeligt menneske!!! På samme måde var Fyrsten ved at tabe både kæbe og mund, da jeg samme aften rejste mig lige så elegant (så elegant man nu kan være i 39. uge…..) fra sofaen – det plejer at være en større præstation som oftest strækker sig over et par minutter og har medfølgende (og meget lidt flatterende) kommentatorspor.

Siden massagen har Fyrsten hver dag rullet mig rundt herhjemme;) Både for at rykke vores stædige og standhaftige baby på plads i bækkenet, men også for at afhjælpe de fysiske gener, som jeg tidligere var plaget af. Og jeg siger ‘tidligere’, fordi jeg stadig, her en uge senere, føler mig langt mere rørig, end jeg gjorde før massagen.

Så ja, man kan måske godt kalde rebozo for hokus-pokus, for i mine øjne er det ren trylleri!

Gæt en baby!!!

Der er to dage til termin! 2!!! Hvor vildt er det ikke lige?! Jeg tættere på, vi kommer, jo mere spændt bliver jeg på at få løftet sløret for, hvad det er for et lille menneske, som rumsterer rundt i min mave. Jeg er mildest talt mega utålmodig! Så lad os da finde lidt at fylde tiden ud med;)

Jeg har fået lov at udlodde en sindssygt fin højdemåler, Filiheight, lavet af den dygtige illustrator Nadia Staldgaard. Måske I kender hende fra Facebook eller Instagram (@nadiastaldgaard)? Jeg kender hende fra Lolland:) Vi mistede desværre kontakten på vejen mellem teenageri og voksenliv, men fandt heldigvis hinanden igen via Instagram. Nadia er fuldstændig ligeså skøn, flagrende og farverig, som hun var for 15 år siden. Nu kan hun bare smække en lækker søn og et stort iværksættergen på CV’et. Det er altså ret godt gået:)

Højdemåleren er lavet i samarbejde med Filihood, som er en barnets bog-app. Jeg kendte faktisk ikke til den, før Nadia fortalte om den. Ærligt, så er jeg jo mest til papir mellem hænderne og fine, håndskriblede krusseduller, men nu har jeg kigget en smule på app’en, og den er altså ret smart. Særligt fordi jeg uden tvivl har et tættere forhold til min telefon end til barnets bog;) Og vil man gerne ha’ den fysiske bog, så tænker jeg, at app’en kan være god til at tage billeder og notere episoder i, som man sidenhen kan skrive ind i sin bog derhjemme. Som sagt er den nyt bekendtskab, så jeg må lige lure lidt mere på den.

I kan ikke købe højdemåleren nogen steder. Den kan vindes rundt omkring – blandt andet her hos mig:)

image

 

imageOg nu til det rigtig sjove! For at vinde højdemåleren skal I gætte en baby. Min baby:) Nærmere bestemt skal I gætte køn, dato og tidspunkt (indenfor et par timer er fint, fx 12-14. Men max to timer!). Det skal være i nævnte rækkefølge, da kønnet er første kriterie.

Nyttig viden: Jeg er førstegangsfødende og er i dag i uge 39+5. Jeg var ved jordemoderen tidligere på ugen, og baby står ikke fast! Derudover ligger den en smule skævt med det meste af kroppen i min højre side af maven. Vi laver rebozo herhjemme hver dag – én slags hvor vi forsøger at rykke den mere over i venstre side, og én hvor vi forsøger at få den længere ned i bækkenet. Derudover danser jeg minimum i en time om dagen – pt helst til Liga med Julia og UB40 med Kingston Town;) Siden i forgårs er jeg også begyndt at squatte. Jeg drikker 5-6 kopper hindbærbladthe om dagen og spiser ca. 100 g. dadler. Min søster har født alle sine børn før termin – uge 35-38. Jeg selv er født to dage før termin, mens mine mors andre børn er født hhv. 2 uger før temin og et par dage efter.

Jeg har en hyggelig, men måske også ret urealistisk idé om at få fingrene i nogle flere, som kunne tænke sig at smide lidt præmier i puljen – på den måde kommer der da noget godt ud af det, hvis jeg går meget over tid:)

Jeg trækker en vinder, når jeg engang har født:)