Min efterfødselskrop – uge 4

I skal selvfølgelig ikke snydes for denne uges blege vom! Selv tak;)

Den er ikke lille, men altså – den er da heller ikke stor. Sådan her kunne jeg, hånden på hjertet, også godt ha’ set ud efter heftigt samvær med en pose franske med dertilhørende holiday-dip. Jeg kan dog se, at den er stort set identisk med sidste uges mave, men med tanke på at der har ligget et helt, lille menneske derinde, så tillader jeg mig alligevel at være stolt over mavens nuværende (s)tilstand!

Status:

  • Jeg er stadig i mine ventebukser. Fordi de er pisse behagelige. Og fordi mine hofter tydeligvis er ved at underskrive skilsmissepapirerne.
  • Ovenstående ville muligvis give anledning til triste miner hos andre kvinder, men ikke her. For der er som bekendt ‘h’, ‘o’ og ‘s’ i både ‘hofteskred’ og ‘shopping’. Coincidence?? I think not!
  • Jeg har opgivet at veje mig, fordi vores vægt vist ikke rigtig fungerer. Jeg vejer 10 kg mere, når vægten står i køkkenet. Måske fordi det er der, jeg opbevarer chokoladen?
  • Jeg savner min gravide mave helt vildt! Det er fantastisk at kunne bukke sig, selv tage strømper på og alt det der, men jeg tager stadig mig selv i at nusse maven. Oveni alt det irriterende, der følger med sådan en stor mave, så var det altså også rimelig magisk:)
  • Der er fortsat mælk i min tredje brystvorte, og jeg fatter det simpelthen ikke!!! Altså der kan da ikke være mælkegang i den?! Eller det er der så tydeligvis!?! Læsere med særlig ekspertise indenfor ‘ekstra brystvorte’-felter bedes venligst melde sig i kommentarfeltet! Og også bare jer andre med mere end to brystvorter:) Det kan da næppe være en klub, som kun Chandler og jeg er medlemmer af….

Her finder I mit post-preggo legeme uge 1, 2 og 3.

En lørdag med kylling, tis og champagne

I har læst det alle steder! Bloggers Delight holder stooooor fest i aften i anledningen af deres 5 års fødselsdag. De andre mommybloggers viser flotte kjoler og fin make up, de lejer hotelværelser og får sat fine frisurer. Jeg blev enig med mig selv og lillebror om, at selvom babserne er lange, er de ikke lange, at de kan strække sig tværs over København til Hvidovre.

I stedet puttede jeg i morges lidt mascara på de trætte øjenlåg og lidt på vipperne og drog afsted for at mødes med en flok andre søde blogpiger til en tidlig frokost med bobler – Heidi, Sine (som pt er blogløs), Gry og Christina. Snakken faldt naturligvis på aftenens fest, hvor to af dem skulle med. Jeg måtte indrømme, at det nok var meget fint, at jeg bare blev hjemme. For jeg ejer ingen stilletter og ville helt sikkert stå over i et hjørne med mælkepletter på kjolen og sige alle de forkerte ting – for sådan af jeg. For ligesom at understrege den påstand, satte jeg mig derefter i resterne af min club sandwich…..

Ahrmen for fanden, bliver jeg mon nogensinde sådan én, man kan tage med ud fine steder??! Bedre blev det ikke, da jeg konstaterede at lillebror nok trængte til en tør røv. Det er de færreste, der indtager et Hostel i Kbh med børn, så der var naturligvis ingen pusleplads, og Heidi mente, at det var okay at ordne bleskiftet der i sofaen. Vi sad jo helt nede bagved. Men Heidi kender mig bare ikke rigtig, vel? Hun kunne jo tro, at det med sandwichen blot var en enlig svale (eller i dette tilfælde: kylling). At jeg faktisk havde mere styr på pisset, end jeg ved første øjekast gav udtryk for. Jeg ved bedre selv, men bliver tydeligvis aldrig klogere! Så jeg fandt ble mm. frem og kastede mig over projektet. Jeg spillede back gammon med skæbnen og blev slået hjem i første træk, da lillebror skyder skriggul bæ ud over det hele, og sætter trumf på ved også at tisse på mig! Ja. Det er mig. Mig blandt tjekkede blogtøser med tis på trøjen og kylling på røven. Hvem ellers. Christina fik heldigvis ondt af mig og væltede derfor et glas champagne ud over Heidi. Tak, Christina;)

Nogen gange er man bare nødt til at grine, når man bliver pisset på!
Nogen gange er man bare nødt til at grine, når man bliver pisset på!

Så mens de andre bloggere trækker i de store skrud, vil jeg krænge mig ud af tisse-tøjet og indtage sofaen i mine bedste joggingbukser, mens jeg ønsker de andre et brag af en fest:)

Tilværelsens uliderlige lethed

Nu har vi efterhånden talt om det meste herinde, ikk’? Og hvis vi både kan tale om mine babser, min mave og min kønsbehåring, så kan vi vel for dælen også tale lidt om sex.

Wikipedia skriver:

Samleje (lat. coitus) er den menneskelige form for kopulation og en almindelig form for sex. Selvom samlejets biologiske formål er reproduktion, dyrkes det også for nydelsen og som et udtryk for kærlighed og følelsesmæssig intimitet.

Ja, jeg var nødt til lige at Google det, bare for at være sikker…

Men det siges jo, at man ikke glemmer det. At det er ligesom at køre på cykel. Altså hvis cyklen har en gulerod agurk  squash (Fyrsten godkender altid mine indlæg) fastspændt på sadlen. Meget symbolsk har min cykel faktisk været flad i små 6 uger!

Jeg er helt ærligt ikke så liderlig, som man ku’ forvente. Måske lidt inden i hovedet. Men sådan i kroppen… Der er jeg mest af alt skræmt fra vid og sans! Det er efterhånden så længe siden, der har været gang i fabrikken, at jeg forestiller mig, der må skulle uendeligt meget WD40 til for at få gang i maskineriet. Selv for en handyman, som min;)

Fyrsten mener, som sagt, at det ikke længere hedder en tissekone, når man har (forsøgt) skubbet et menneske ud af den. Jeg selv er dog kommet på nogle andre betegnelser, som jeg tænker er mere dækkende for understellets nuværende tilstand:

Konserveringskussen

Forhindringsfissen

Skrotskrævet

Mugmissen

Kasseringskutten 

Hensættelseshullet

Vankancevaginaen!

Kondemneringskrukken

Feriefjappen

og sidst, men ikke mindst

Renæssancerevnen

 

Man skal jo op på hingsten før eller siden, men det er tilladt at være lidt nervøs, ikk’?! Sidst der var bevægelse i madammen, var det bestemt ikke på den behagelige måde!

Bonus-info: Et par uger efter min søster havde født Ane, spurgte hun mig, om Fyrsten og jeg havde dyrket sex efter fødslen. Den er ikke helt god med hukommelsen;)

Og værs’go – min cykel:

image

Fantastiske fredag!

Vores bil er genopstået fra de døde – yay!!! Det blev naturligvis en dyr omgang. Det gør det som regel med ældre, brugte biler. Og oveni den døde vaskemaskine og den nyerhvervede tørretumbler, har det betydet, at vi måtte af med en pæn sjat penge, som vi ikke lige havde kalkuleret med her sidst på måneden.

Engang ville jeg ha’ panikket over sådan en situation. Jeg ville ha’ ligget søvnløs og ha’ gennemgået vores budget i hovedet i håbet om at finde penge et sted. Jeg ville ha’ ærgret og bekymret mig.

Men sagen er, at jeg sover pisse godt. Som en baby. Og MED en baby – lige der på brystet. Det gør det rimelig vanskeligt at bekymre sig om noget som helst.

Jeg er så lykkelig, at det burde være forbudt! Nej, faktisk burde det nærmere være obligatorisk. Det er alle forundt på et eller andet tidspunkt i tilværelsen at opleve sådan en grundfølelse af fuldkommen lykke, som jeg oplever lige nu og her. Hvor mekaniker-regninger, regnvejr og opdagelsen af at man er løbet tør for mælk til kaffen, er så fuldstændig ligegyldige!

Jeg havde samme følelse, da Ane var spæd. Næsten. For selvom Ane ved sin blotte tilstedeværelse tryllede hele verden varm og lyserød, så var de første måneder også præget af bekymringer omkring forældremyndighed, rettigheder mm. Og når jeg dengang sugede mig ekstra godt fast i den lykkefølelse, hun vakte, så gjorde jeg det i ligeså høj grad for at undgå at forholde mig til frygten for, at nogen skulle komme og tage hende fra mig.

Lige nu er jeg lykkelig helt uden forbehold. Fordi jeg for fanden er det heldigste menneske i verden – med mine børn, min tørretumbler, min sorte kaffe og min mekaniker-regning. Og fordi jeg i morges formåede at få to små mennesker og mig selv i tøjet, fodret af og ud ad døren, så vi kun kom liiiidt for sent til vuggestuen. Fordi de har udskiftet croissanterne i Føtex med fastelavnsboller, og den søde ekspedient som kompensation (min gane krævede croissanter!) gav mig to the-boller  for ens pris. Fordi en dejlig dame fra IG har sendt gaver til alle Palæets beboere. Fordi der er bland-selv-slik til 6,95 pr. 100 g. i Brugsen om fredagen. Fordi jeg skal mødes med en håndfuld søde blogdamer i morgen. Fordi der ligger en øl i køleskabet med mit navn på – min første øl i 11 måneder! Fordi det er fredag – og endda en rimelig fantastisk én af slagsen:)

Må din fredag også blive fantastisk!

image

Give away: Rebozo-massage

Annonce! – Præmien er sponsoreret af Mamaprofylax. Jeg har selv modtaget en massage som uforpligtende gave:)

Som I måske husker, var jeg kort før termin på besøg hos Tina/Mamaprofylax og få mig en rystetur;) Det var noget nær det mest vidunderlige for mit tunge, trætte legeme!

Vi brugte også rebozo under min fødsel, og selvom det desværre ikke hjalp til at få lillebror på rette kurs, så er jeg stadig af den opfattelse, at Rebozo er en ganske genial ‘opfindelse’:) Begge mine jordemødre brugte det på mig, og det var virkelig god smertelindring!

Jeg har fået lov at forkæle en af mine læsere med en omgang Rebozo-massage hos Tina. Og jeg mener virkelig forkæle, for jeg gik derfra med en helt anden fornemmelse af lethed og velbehag i kroppen. Massagen forgår i Mamaprofylax’ lokaler på Frederiksberg, og man skal være minimum 37+0, når man får massagen. Hvordan selve massagen foregår, har jeg fortalt om her🙂

For at deltage skal du smide en kommentar, hvor du skriver, hvem der fortjener en omgang massage:) Vinderen findes d. 12/2.

image

“Rebozo er det mexikanske navn for sjal eller svøp og har været brugt i Mexico i mange århundreder, til alt fra hjælpemiddel under fødsler og som smuk sjal til skuldertaske, hængekøje og bæresele til småbørn.

hvad går rebozo ud på?

Rebozo teknikken består af rystende bevægelser af bækkenet med hjælp af et tørklæde.

Under graviditet. Når man som par skal bruge rebozo er det vigtigt at man kender anatomien og ved, hvordan barnet trænger ned i bækkenet. At lære at bruge rebozoen under graviditeten bygger samtidigt op til en forståelse af helheden, hvor hele kroppen er involveret i vearbejdet. Det hjælper parret til, at blive mere nærværende i graviditeten og fødslen. Hvis man bruger rebozo under graviditeten har man oftest ikke behov for det under fødslen- kun for at ”rette til”, eller som afslappende redskab. Rebozo er nemlig også en dejligt afslappende massageteknik som bland andet effektivt lindrer lændesmerter”
Fra Mamapofylax’ hjemmeside

Knæk cancer

Jeg er ikke så stor fan af det der “Talent” på TV2. Jeg synes helt ærligt, at det er lidt kedeligt. Men i lørdags var det altså tilfældigvis den kanal, tv’et stod på, og min røv var for træt og mine arme for korte, så det fik lov at køre. Og det var – som forventet – lidt kedeligt. Men så kom ham der Bilal, der tegnede i sand, og med ét blev noget røvsygt til noget virkelig nært og vedkommende. Og pludselig sad jeg der og hulkede om kap med Nabiha. For de fleste af os kender en, som ikke vandt kampen mod kræft. Nogle af os kender flere. Jeg kender mange.

image

Haldis havde en swimmingpool i gården, der hørte til hendes lejlighed. Når jeg besøgte Laura i København, tog vi ofte hjem til farmor Haldis. Ikke på grund af poolen, men selskabet. Hos Haldis kunne man bytte én købecigaret til tre hjemmerullede, som hun opbevarede i en Erik Kold-smørbøtte på kakkelbordet i stuen. Det syntes vi, var en god handel. Vi kiggede i fotoalbums, og Haldis fortalte historier om et langt liv levet i selvsamme lejlighed, hvor vi sad. Om kærligheden til sin mand, og om at måtte begrave to af sine børn. Vi drak kaffe og spillede kort. Den dag i dag aner jeg ikke, hvad spillet hed. Vi kaldte det bare ‘farmor’.

Tina badede altid nøgen på Vejlø. Selv da alle de gamle ølejrdeltagere begyndte at trække i badetøjet, fastholdt hun sin ret til at være nøgen. Vi delte øl og meninger, og selvom jeg kun var en forvokset teenager, talte hun altid til mig, som var jeg voksen og mine ord havde værdi.

Vibeke boede i kollektiv på Bornholm. Og alle mulige andre steder, tror jeg. Engang skulle Reimer Bo interviewe hende omkring kollektivet. Han blev forelsket i hende, hvilket jeg godt forstår. Den Vibeke, jeg kendte, var muligvis ældre og nu med helt eget køleskab. Men jeg blev også lidt forelsket i hende. Allermest forelsket blev min svigerfar.

Marianne var jyde med stort J. Alt ved Marianne var stort. Særligt hendes stemme, hendes latter og hendes armbevægelser. Mest hendes hjerte. Hendes ældste datter er på alder med mig. Hun er ligeså stor og farverig og fantastisk som sin mor.

Pia var ligeud af posen. Der var aldrig noget pis der! Hun lavede verdens bedste spaghetti carbonara og havde den skønneste humor. Sort og tør. Pia selv var alt andet end tør. Hun havde en energi og et drive, jeg sjældent har set mage til.

Erik samlede på Cold Case-slutninger, som han optog på video. Han havde højttalere i alle rum, og der var altid musik i lejligheden. Sådan lærte jeg at elske Fleetwood Mac. Han hentede mig og Laura fra vores første Roskilde Festival og serverede cola og pomfritter for os på madrasserne foran tv’et. Vi så Face Off og Air Force One, og da vi var færdige, så vi dem igen. Han gav mig engang en iPhone i julegave. Vi var fanget i baby-projektet, og han syntes, at jeg fortjente det. Den tanke gør det til den fineste gave, jeg nogensinde har fået.

Min mormor var mit et og alt. Sådan én jeg håber selv at blive en dag. Hun var stolt af ALT, hvad jeg gjorde. “Du er min stjerne!”, sagde hun ved hver given lejlighed. Vi spiste blødkogte æg, så Horton Sagaen, drak kaffe og spillede yatzy. Hun vandt som regel, men det gjorde ikke noget. Hun hældte Verdi ned ad min brudekjole 5 minutter efter vielsen. Det gjorde heller ikke noget. Jeg savner hende hver eneste dag!

Tak fordi I var<3

 

Det fine Knæk Cancer kort er lavet af Simone Thorup Eriksen. Hun laver et nyt kort hvert år og donerer alle salg til Kræftens Bekæmpelse<3 Billederne er af min mormor – fra en tid længe før vi kendte hinanden. 

Discountdullen møder Reima;)

imageimage

– Flyverdragt, hue og handsker er sponsoreret af Reima:)

#discountdulle er et hashtag , der kom til, da vi ventede Ane. På daværende tidspunkt havde vi brugt ca. 150.000 på fertilitetsbehandlinger og kunne se frem til at skulle lægge det samme plus lidt til til min selvbetalte barsel. Vi er på ingen måde fattige! Slet, slet ikke! Men vi valgte at købe hus, håndværkertilbud endda, uvidende om, at alle vores sparepenge skulle komme til at gå til projekt baby. Så lynhurtigt blev prioriteterne anderledes.

Jeg kan godt li’ at shoppe. Jeg kan godt li’ tøj og tasker. Og sko. Og ting der skinner. Men brugte ting kan skinne ligeså fint som nye:) Og sådan blev discountdullen til! Jeg gjorde det til en sjov leg at se pæn ud for få penge. Tøj og tilbehør blev købt brugt på Dba og i genbrugsbutikker, og jeg ku’ få den fedeste fornemmelse, når jeg iførte mig et pænt sæt tøj, velvidende at det havde kostet mig under 100 kr.

På samme måde har vi benyttet os rigtig meget af genbrug til Ane. Skunken er fyldt op med tøj i de næste størrelser, så når der skal udskiftes i garderoben, er det bare at grave en sæk frem og supplere lidt med nogle basis-ting fra H&M eller Føtex.

Dog har Ane nu nået en alder, hvor der slides mere på overtøj og sko. Og med netop disse to ting har jeg opdaget, hvor vigtigt det er, at hun har noget der holder. For Ane er en udepige, som ikke er bange for at blive våd eller beskidt. Hendes mor er til gengæld pisse bange for, at hun skal blive syg! Man kan sikkert sagtens finde gode flyverdragter og vinterjakker i Anes størrelse brugt, men jeg synes godt nok, at det er svært. Den flyverdragt, jeg gravede frem, da vinteren satte ind, var uden tvivl fin og brugbar. Men hætten manglede, den lukkede ikke ordentligt til i halsen, elastikstropperne i fødderne var trætte og slappe og syningerne ligeså, hvorfor Ane var kold og klam, når hun fik den af. Så da vi fik muligheden for at teste en flyverdragt fra Reima, klappede jeg i mine små, tykke hænder!

Ane har fået en dragt af navnet Gotland. Jeg valgte en mørkeblå, da vi ikke endnu kendte kønnet på lillebror. Jeg tænker, at denne dragt er af så god kvalitet, at den sagtens kan gå i arv til lillemanden! Flyverdragten har tapede syninger og ekstra foring i numsen, hvilket jeg er vild med:) Ane kan trille rundt i sneen, ligeså tosset hun vil (og det vil hun!) uden, at det trænger igennem dragten. Derudover er der ingen trætte elastikker i fødderne, de er nemlig lavet af plastik, hvilket jeg synes er ret genialt! Og så er der pisse god bevægelsesfrihed i den. Den er ikke stiv i det, som jeg ellers synes at have oplevet med andre.

Hun har også fået en hue og handsker. Huen er naturligvis en elefanthue – jo mere hun er lukket til, jo bedre. Og halstørklæder er ikke en god ting til tumlinger, så en hue, der også dækker halsen er en nødvendighed for os. Handskerne har lynlås! Jeg elsker det!!! Shit, hvor har vi bøvlet med de andre luffer, hun havde. Der er intet værre end at forsøge at få stive og stramme luffer på en 2-årig teenager en mandag morgen! Lynlåsen er min ven!

Hånden på hjertet – sådan en flyverdragt er ret dyr. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at den er hver en krone værd (jeg skal jo betale skat af dragt og tilbehør, og selvom jeg dermed får det billigere, så er der stadig lang vej fra de genbrugspriser, som jeg er vant til!). Både med tanke på at den også kan bruges til lillebror, men også fordi det bare er super vigtigt, at overtøjet er i orden. Jeg synes godt, det kan betale sig at punge lidt ekstra ud, når det betyder, at Ane ikke skal begrænses i sin leg og er lidt ekstra beskyttet i fht at komme hjem med en influenza.

imageimage

Den dag flyverdragten landede i Palæet, kaldte jeg på Fyrsten.

“Prøv lige at duft!!!”

“Duft hvad?”

“Ja, dragten, sgu da!”

“Den lugter jo ikke af noget….”

“Præcis! Intet skyllemiddel, parfume, rosiner eller gamle prutter! Den lugter spritny:)”

Og sådan gik det til, at discountdullen blev et luksusdyr;)

Enlige mødre er for seje!!!

Nu hvor vi har konstateret, at det er rimelig fedt, at Jess ikke døde, kan vi så ikke tage et minuts stilhed for vores vaskemaskine? Og bil? De har nemlig begge, med kun et par dages mellemrum, besluttet sig for at stille træskoene. Bilen kan forhåbentlig genoplives, men jeg tør næsten ikke håbe på det!

Vaskemaskinen opgav vi at redde, da en operation kostede det samme som en ny. Og nu vi alligevel havde pungen oppe og var ved at drukne i våde stofbleer og tørrestativer, besluttede vi at investere i en tørretumbler også. Den kørte for første gang i går, og jeg følte mig helt og aldeles lykkelig, da jeg stod i vores vaskerum og gnubbede ansigtet i lune stofbleer og karklude. Jeg har netop sat den til at køre en omgang mere, men med tanke på den regning bilen kommer til at efterlade os med, var oplevelsen her til aften knap så hjertevarm!

Jeg følte mig ellers som lidt af en superkvinde i dag. Alene hjemme hele eftermiddagen med to børn UDEN at have iPaden fremme! Nææææ, vi snakkede og legede og hyggede, og da Fyrsten skrev, at han først var hjemme fem minutter i spisetid, var jeg helt rolig og overskudsagtig. Jeg jonglerede både børn, patter, potter og pander uden problemer, mens jeg sendte en kærlig tanke til mine medsøstre, de enlige mødre. Så var det Fyrsten ringede og fortalte, at han holdte i et kryds med en død bil. “No worries, jeg har styr på lortet, jeg gemmer dig en tallerken!”, sagde jeg og forsøgte at skjule min øjeblikkelige panik med et lille grin. For en eftermiddag ku’ jeg klare. Men udsigten til at spise to børn af og klare en putning på egen hånd, syntes pludselig svært uoverskuelig. Desværre er børn jo indrettet på samme måde som heste – de lugter frygt på kilometers afstand! Og ikke på den måde, at de tænker “nåååh, stakkels mor!” (eller “lille, søde, fregnede pige, som er bange for heste!”). Niks! De tænker “ANGRIB!!!!” Og i denne lille sammenligning er hestene the good guys, som nøjedes med at nappe mig i maveskindet og træde mig over tæerne. Så barmhjertig var Ane og lillebror ikke! For den ene ville pludselig ha’ mad, og det ville den anden bestemt ikke. Skift til den scene, hvor jeg sidder ved spisebordet med en skrigende lillebror ved brystet, mens Ane er ved at indlogere både bønner og bøf i sit nye dukkehus.

På en eller anden måde lykkedes det mig at pacificere begge børn uden brug af hverken sukker eller vold, og nu sidder jeg her i sofaen med chokolade i skødet og bønner under strømperne og sender min dybeste respekt til alle enlige mødre. I er for vilde!!!!!

image

Livet efter en blodprop

Jeg havde puttetjansen i går. Efter 10 halve vers af ‘Se min kjole’ (“Den skal være rød, mor. Nej, lyserød. Nej, grøn. Og blå. Med blomster på.”), var Ane endelig ved at falde til ro. Pludselig hører jeg et bump, og derefter lillebrors gråd. Jeg er ret sikker på, at min hjerte sprang et slag over. Min første tanke var ikke, at Jess havde tabt ham, ramt dørkarmen med hans hoved eller noget i den dur. Min første tanke var, at Jess var faldet om.

Vi er egentlig kommet os fint efter Jess’ blodprop. Han tager sine daglige piller og træner med en flok andre hjertepatienter to dage om ugen. Han har planer om at begynde at løbe, og når han skal et smut i Netto, tager han cyklen fremfor bilen. Vores indkøbskurv indeholder mindre rødt kød og mere fisk, frugt og grønt. Han har droppet smørret og saltholdigt pålæg på madpakken. Han får lettere blå mærker og bløder lidt mere, hvis han kommer til skade, men ellers er det ikke fysisk til at se, at han har haft en blodprop i hjertet.

Jeg føler ikke, at det fylder i mine tanker i hverdagen. Jeg har været indbudt til og deltaget i et enkelt møde med andre hjertepatienter og deres ægtefæller. Her kunne jeg dog godt mærke, at det var rart at få talt om det med folk, som forstod. At man ikke inddrager ægtefællen mere, end hvad jeg har oplevet, kan kun undre mig. Jeg fik sat ord på nogle ting, som jeg ikke tidligere har fortalt Jess. Blandt andet at jeg er nervøs for at spørge ind. Både til oplevelsen generelt og til hans genererelle velbefindende nu. For jeg er skide bange for svaret. Jeg er bange for, at han er bange. En konfrontation, som jeg ikke ville vide, hvordan jeg skulle takle, fordi det jo for fanden altid er ham, der er den stærke. Dette fik jeg sat ord på til mødet, til stor lettelse for os begge to.

For gu’ er han da bange! Det er vi begge. Alt andet ville være mærkeligt. Men det er overvældende, surrealistisk og væmmeligt at skulle forholde sig til, at han var tæt på at dø. At han kunne ha’ forladt mig, Ane, Oliver og den lillebror, som vi var ganske uvidende om, voksede i min mave. Og jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til at forholde mig til det!

Vi er ‘kommet videre’. Alt er godt i dag. Men angsten sidder der endnu, hvilket min reaktion i går minder mig om. Så er jeg nødt til, rent fysisk, lige at ryste på hovedet og lade tanken flyve videre, før jeg giver Jess et kys, der varer et par sekunder mere end vanligt, og, til hans store overraskelse, stikker ham det sidste stykke af mazarintærten, som jeg ellers gerne argumenterer kraftigt for må være mit.

Søde Jess, tak fordi lillebror og jeg fik lov at sove længe i morges. Tak fordi du afleverede Ane i vuggestue. Tak fordi du havde fyret op i brændeovnen. Tak fordi jeg altid får det sidste stykke kage. Men mest af alt – tak fordi du ikke døde!

image

Min efterfødselskrop – uge 3

– Her kan du se min efterfødselskrop uge 1 og uge 2.

Det er i dag tre uger siden, at lillebror kom til verden. Han er møg hamrende lækker, spiser meget, skider mere og sover, som vinden blæser. Jeg er mega forelsket og ret træt! Fyrsten er dog en stjerne, og han både afleverer og henter Ane, så ofte som det kan lade sig gøre, hvilket gør hverdagen en hel del nemmere for mig.

Ane er fortsat stor fan af lillebrors tilstedeværelse og kysser og krammer ham i en uendelighed. Han tager heldigvis pænt imod:)

Og nu til det vigtige – status på efterfødselskroppen efter 3 uger:

 

  • Min mælkeproduktion har stabiliseret sig, hvilket jo er fantastisk, omend jeg, trods smerten, synes det var ret skægt at prøve at have koloenorme babser!
  • Jeg må konstatere, at min vægt er fuld af lort (ellers er jeg), for jeg har taget 1 kg på siden sidste uge!
  • Jeg prøvede at hoppe i et par af mine gamle jeans i går. De kom sgu på:) Helt op til knæet…..
  • Maven er stadig sådan en slags stor. Jeg begynder at tvivle på, at det er livmoderen, der fylder. Det er nok nærmere de enorme mængder af hvidt brød og kage, jeg indtog under graviditeten….
  • Min hovedbund klør endnu. Jeg har kastet en mindre formue efter speciel shampoo og kokosolie for blot at finde ud af, at jeg har lus. WTF??!!
  • En læser var så sød at informere mig om, at hun havde fået besked på, at hun først måtte støvsuge 8 uger efter sit kejsersnit. Jeg vendte det med Pia, som står for det efterfødselstræning, jeg går til, og hun var enig. Jeg må ikke støvsuge! Øv….. Noooooot;)
  • Chewie er blevet studset. Jeg har dog tydeligvis ikke været grundig nok, for Fyrsten siger stadig sådan her, når han ser mig nøgen: