Lillebrors navn:)


Kært barn har mange navne – mega nuttet barn har flere!

Herhjemme har vi lillebror, basse, skidefrans, Babse (Ane), skatte, nullergøj, Preben (Fyrsten), lillemanden og junior.

Men – barnet skal jo ha’ et navn. Et rigtigt ét. Og det bliver IKKE Preben!

Som alle andre har vi selvfølgelig talt navne under graviditeten. Vi lagde os ret hurtigt fast på et drengenavn, mens vi havde flere pigenavne oppe at vende uden helt at kunne beslutte os: Marie, Marie-Louise og Lea var dem, vi oftest vendte tilbage til. Men drengenavnet var vi ikke i tvivl om. Der var det her ene navn, som vi var helt enige om. Indtil han blev født….

For da Fyrsten så ham, blev han pludselig i tvivl om, hvorvidt navnet passede til vores lillebror. Lidt en skidt situation for jeg var stadig vild med vores valgte navn, og fordi jeg havde kaldt ham det, mens han lå i maven, kunne jeg ikke forestille mig noget andet. Så alle Fyrstens andre forslag, skød jeg i sænk. For han havde jo allerede et navn i mit hoved!

Fyrsten har foreslået Bjarke, som hans mors familie hedder til mellemnavn. Men jeg kendte engang en Bjarke, som jeg ikke var så vild med, så det navn kunne jeg ikke rigtig forbinde med vores fine lillebror.

I stedet foreslog jeg så Svend, som Fyrstens far hedder, men den gik heller ikke.

Aske er SÅ fint, men det der med ens begyndelsesbogstaver for søskende er ikke lige os. Dermed er Otto, Ole mm også udelukket.

Janus er jeg vild med! Jeg er bare bange for, om han så ville blive drillet med noget, der rimer.

Bror og Nor er også fine navne, men de er efterhånden ret populære. Vi vil gerne ha’ et navn, som passer til Ane og Oliver, og som hverken er for brugt eller for flippet. Et godt og solidt navn som passer til både et barn og en voksen.

Jeg synes godt nok, at det har været svært! Det her navn skal jo følge ham resten af livet (med mindre han selvfølgelig går til numerolog og en dag kommer hjem som Keanu Nicodemus Albatros….). Anes navn blev valgt længe før, hun overhovedet var undfanget – hun er opkaldt efter min mormor Ane Lise, som døde mens vi var i gang med vores første icsi. Og hun ER bare en Ane:) Det skulle helst være lige sådan med lillebror.

I går eftermiddags kom Fyrsten så hjem fra job, og da kollegerne havde spurgt til lillebrors navn, havde han givet det, vi oprindeligt havde valgt. Han havde tygget på det og var nået frem til (eller egentlig nærmere tilbage), at det er det rigtige.

Så nu har lillebror et navn:

Jasper:)

image

Jeg synes, at Jasper er et smukt og stærkt navn! En Jasper er sådan én, som er god ved andre og ikke smider affald på gaden, det er jeg sikker på. Og jeg synes, det klinger godt: Oliver, Ane og Jasper – vores børn:)

Vi kender kun en enkelt Jasper i forvejen, og han er en virkelig sød og rar ung mand, og skulle vores søn blive lidt ligesom ham, så ville jeg kun være godt tilfreds:)

Ps. Miriam, du må godt kan kalde ham Frank;)

 

Barsel!

Jeg har en ret god veninde, en tidligere kollega, som hedder Trine. Hun er et pisse dejligt menneske! Intelligent, velformuleret og super sød og betænksom. Der kan gå laaaang tid, mellem vi taler sammen, og endnu længere imellem vi ses, men alligevel betyder Trine virkelig meget for mig.

Egentlig var vi ‘bare’ kollegaer. Men så røg Fyrsten og jeg i fertilitetsbehandling, og et eller andet sted mellem vores 4. og 6. behandling, blev Trine gravid. For anden gang! Afsted til buffetten med Trine for at snuppe det sidste stykke smørrebrød med æg og rejer, selvom hun allerede havde fortæret ét af slagsen – sådan føltes det. Jeg synes, helt og aldeles urimeligt, at Trine var en lort. Og det gav hun mig lov til. Selvom vi stod med et ben i hver lejr – Trine, med gylp og søvnløse nætter, og jeg, med injektioner og kunstig overgangsalder – så lagde Trine ører til alt mit gylle. Hun lyttede og trøstede fik mig til at føle, at det var helt okay at være mig med alle de frustrationer det indebar. Og sådan gik hun fra at være en kollega til at blive en veninde:)

Jeg talte med Trine i telefonen i søndags. Lidt om løst og fast og rigtig meget om lillebror, og undervejs i samtalen siger Trine “Tænk engang, om et år er du stadig på barsel!” Og lige der elskede jeg Trine lidt mere;) For ja sgu – om et år, et helt ÅR, er jeg stadig på barsel! Det er godt nok en vidunderlig tanke!!!!

Fordi vi selv skulle betale min barsel med Ane, blev den planlagt udfra, hvad vi havde råd til, ikke hvad vi havde lyst til. Hun røg afsted i dagpleje, da hun var 9 mdr gammel, og selvom det måske lyder meget almindeligt, så var det helt forkert for mig! Hun var så lille, kunne ikke engang kravle endnu, og så skulle jeg aflevere hende til en fremmed. Auch!

Denne gang tager jeg alt, hvad jeg kan få! Jeg kan se frem til at starte arbejde igen engang i februar 2017, og den ro, det giver, er helt fantastisk!  Når folk spørger, hvordan vi vil få råd til det, har vi ikke noget svar at give. For vi aner det ikke! Vi finder ud af det hen ad vejen, lige nu er det ikke så vigtigt. Det er til gengæld vores familie. Og dét, som min barsel kan gøre for os alle fire som famile, kan ikke gøres op i penge. Det handler om tid, nærvær og kærlighed. Og dét er alt værd!

image

Lidt om nuet. Og tis…..

Hej, jeg hedder Elisabeth, og jeg bruger for meget tid på min telefon!

Sådan! Nu er det sagt! Jeg ville ønske, at jeg var sådan et fornuftigt menneske, som havde et normalt forhold til sin telefon og forstod at administrere brugen af den. Sådan er det desværre ikke altid. Nogle gange (ofte….) er jeg lidt for optaget af den. Så skal jeg lige tjekke facebook eller Instagram, skrive et blogindlæg eller læse med hos andre, svare på en mail eller læse en eller anden spændende artikel. Og nogle gange tager det overhånd, og jeg glemmer at være i nuet. Jeg synes dog selv, at jeg er blevet mere bevidst om det og dermed også bedre til at lægge den væk, særligt når jeg er sammen med Ane. Men nogen gange glipper det.

I går havde vi venner på besøg det meste af dagen. Da de tog hjem, skulle Fyrsten lige forbi vores tidligere dagpleje for at hente en søskendevogn, som vi har fået lov at låne. Han kørte ved 16 tiden, sådan cirka samtidig med, at lillebror meldte sin sult, og Ane meldte sit ‘jeg har ikke sovet til middag’-humør. “Det går nok, han er jo tilbage lige om lidt!”, tænkte jeg, mens jeg stak det ene barn en babs og det andet en iPad. Det gik også fint – i en halv time. Så skulle der laves aftensmad, og Ane blev irriteret på iPaden og sådan cirka alt andet i verden. Jeg begyndte at svede lidt ned i gryden med stroganoff ved tanken om, at jeg også gerne skulle nå at få hende i bad, inden maden skulle på bordet kl. 18. Klokken 17.40 var Fyrsten hjemme og fortalte med stor misundelse om Henriks nye, flotte værksted. Stort må det også ha’ været – altså med tanke på at det tog over halvanden time at se det;) Jeg stak lillebror i Fyrstens ene arm og befalede ham at lave kartoffelmos med den anden, mens jeg fik placeret Ane i badekarret. Og så sad jeg der på skamlen ved siden af og blev opdateret på alle de sociale medier på min telefon, mens jeg åndsfraværende forsøgte at sige “ja”, “nej” og “ja, den er meget fin” på alle de rigtige tidspunkter. Efter en 10 minutters tid, hvor jeg er optaget af en sms-korrespondance med min søster, kommer Ane hen og vasker mig i ansigtet med sin vaskeklud. Jeg lægger telefonen væk, og Ane vender tilbage til badekarret, vrider kluden op og vasker mig igen. Det gentager sig en 5-6 gange, før hun konstaterer, at jeg nu er fin og ren, hvorefter hun hopper tilbage i baljen. Hun leger lidt med en haj, og så  hun rejser sig op, tisser i badekarret og siger “Se, mor! Jeg tisser i badekarret:) Igen!”

Pis. Tis. Og mere tis! Sådan blev jeg endnu engang mindet om vigtigheden af at være i nuet…..

image

Når mænd bygger rede….

Da min svigermor for snart 42 år siden kom hjem fra fødegangen med en lille, bitte Fyrste, fik hun lidt af et chok. Min svigerfar havde revet hele køkkenet ned. Seancen gentog sig to år senere, da de fik en lillebror – denne gang var det bare badeværelset, det var gået ud over;)

Jeg er ret glad for, at både vores køkken og bad er forholdsvis nyt, for jeg ejer ikke min svigermors tålmodige sind.  Men Fyrsten er stadig sin fars søn,  og mændene i den familie bygger rede med lidt større armbevægelser, end jeg selv.

Således fik vi Palæ Nøddebo, da Ane kom til verden.

image

Jeg elsker det!!! For de af jer, som ikke ved det, er det lavet i samme stil og farver som vores hus. Og jeg er mega stolt af Fyrsten for at have bygget det:) Han er ikke tømrer! Til daglig går han og opsætter store maskiner til at spytte dingenoter af jern og messing ud. Det der med at arbejde i træ er ikke noget han er uddannet til eller på anden måde på forhånd har kompetencer indenfor. Men han er fuld af idéer og gåpåmod, og det kan man altså komme ret langt med! Det sker ofte, at folk stopper ham i haven og roser det fine legehus. Enkelte gange har folk også haft kameraet fremme. Og med rette, hvis du spørger mig, for det er fandme fint og særligt!!!

image

Nu har vi jo fået os en lillebror:) Årstiden indbyder ikke ligefrem til de store, udendørs byggeprojekter, selvom vi både har hønsehus og drivhus på tegnebrættet. Så er det jo heldigt, at Fyrsten har giftet sig med en kvinde, som sagtens kan finde på ting, der kan laves indendørs;) Og sådan gik det til, at jeg for nogle måneder siden kom hjem med et blad fra Silvan og med julelys i øjnene pegede på den fineste væg-til-væg reol…..

image

Nu er vi (altså jeg har været med til at udfærdige byggetegningerne!) næsten ved vejs ende. I skrivende stund har Fyrsten lukket sig ude i udestuen, hvor han hamrer og banker og får samlet den sidste side af reolen. Der skal klatmales, fyldes samlinger og laves en sidste hylde til toppen for at samle siderne – men så er den færdig! Og jeg glæder mig latterligt meget til at fylde den op med bøger, farverige skåle og alskens dippedutter og himstregimser.

image

Jeg er uden tvivl en heldig, heldig kvinde!!!!

Min efterfødselskrop – uge 2

Jeg ligner stadig én, der er gravid, hvilket også blev påpeget sidst, jeg delte min efterfødselskrop😉 Til gengæld har jeg i dag fået at vide, at min røv stadig er god, hvilket næsten får mig til at tro på, at der rent faktisk findes en Gud! Men lad mig slå fast: ligeså lidt, som jeg gad køre med på en ‘åh, jeg er kun i uge 25 og har allerede taget 6,2 kg på *emoji der græder lidt med to fingre i halsen*’, ligeså lidt gider jeg køre med på en tendens, hvor man skal have vaskebræt indenfor den første måned. Jeg har groet et menneske, for fa’en;)

Men her er status efter 14 dage:

  • jeg har tabt 12 ud af 28 kg. Jeg giver lillebror æren for en fjerdedel, resten napper jeg selv.
  • Hvis jeg bøjer mig lidt meget fremover, kan jeg se min tissekone. Næ, goddag Chewbacca;) (Fyrsten: “du kan ikke længere kalde den en tissekone, når du har skubbet et menneske ud af den!” Den fik jeg hurtigt kringlet;) Veninden: “du kan ikke længere kalde den en tissekone, når du bruger den til andet end at tisse med!” Crap!)
  • Jeg kan barbere ben! Hvis jeg vil….
  • Jeg har Googlet mig frem til, at jeg her 14 dage efter mit kærlighedssnit godt må støvsuge. En information jeg har valgt ikke at dele med Fyrsten. Jeg håber af hele mit hjerte, at han ikke læser dette indlæg!
  • Min hovedbund klør værre end trusserne på en 20-årige til L.O.C-koncert. Det er sindssygt belastende!!!
  • Jeg troede, at cravings kun hørte graviditeten til, og prøver nu at bilde mig selv ind, at min trang til Cocio, rosiner og hytteost er ganske normal.

Kærlighedssnit!

TUSIND, TUSIND TAK for de mange kærlighedssnit I har sendt mig:) I er simpelthen for seje!!!!

image

 

Verdens dejligste Nor så livet gennem denne, og det er så meget nemmere at forklare hvordan han kom ud når han spørger. Håber dog den næste vælger udgangen mod syd;)

Da min søn var større, end lægen regnede med, flækkede det lidt i den ene ende, og arret er derfor lidt anderledes. Men jeg knuselsker det alligevel, det er beviset på at jeg kæmpede hele vejen.

Mit er skævt. Mit sidder for højt oppe og skjules derfor ikke umiddelbart af trussekanten. Mit er blevet strammet lidt for meget i den ene side, hvilket skaber et lille hak ind i maven. Mit er smukt. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg elsker det ar i dag! Det er min unikke mortatovering, der fortæller en smuk historie om liv og kærlighed. Når jeg går i svømmehallen eller på stranden, så kan man med det samme se, at jeg er nogens mor (hvis de livløse bryster ikke har afsløret det først eller ungerne ved siden af, der råber ‘mor’ hele tiden), og det synes jeg faktisk er ret sejt. Det er måske lidt en kliché, men af det ar kom noget af det smukkeste jeg har skabt i mit liv. Jeg fødte 18 måneder senere en skøn lillebror. Han kom til verden efter en naturlig fødsel, og jeg er taknemmelig for at jeg også fik den fødselsoplevelse med. Den fødsel efterlod dog ikke noget synligt på min krop, der kan danne rammen vedrørende snakken om hans entre – det ville i hvert fald være lidt upassende at vise ham det ar han (og sugekoppen) gav mig Blinkende ansigt

image

Jeg tænker slet ikke på at jeg har det til dagligt – men smiler når jeg ser det i spejletSmilende ansigt med smilende øjne

Lige efter fødslen var jeg helt afklaret med, at det var sådan det var, og hun kunne ikke fødes vaginalt. Men efter et par mdr kom tvivlen. “Prøvede jeg nok?”, “skulle jeg ha’ blevet ved lidt længere?”. Selvom jeg godt vidste, at ja jeg prøvede nok, og nej jeg kunne ikke blive ved.
Jeg fik en god snak med Jdm og min dejlige mand minder mig om, at det var det rigtige, og nu her 6.5 måned efter føler jeg mig igen helt afklaret med forløbet.
Og vi fik jo en helt fantastisk og sund pige ud af det.

Efter mit AK havde jeg svært ved at acceptere, at jeg ikke har kunnet føde mit eget barn, jeg følte mig som mindre kvinde, som om jeg ikke duede .. Ved ikke helt om det giver mening?
Men mit forhold til mine ar er i dag fyldt med kærlighed – det er mit bevis på, at jeg har præsteret noget helt særligt, og så er vejen til livet for mig mindre vigtig. Begge børn er fantastiske, og jeg vil altid have noget fysisk på mig, der minder mig om mine to vidt forskellige fødsler – men mine bedste oplevelser nogensinde Kraftigt sort hjerteKraftigt sort hjerteSmilende ansigt med øjne som hjerterSmilende ansigt med smilende øjne

image

Mit ar er derfor fyldt med sorg for mig, da jeg inderligt ønskede at føde ham selv, så jeg har kæmpet og kæmper stadig med en masse skyld, skam og sorg over at det endte i akut kejsersnit.
Jeg vil dog gerne hjælpe andre, og måske på den måde også mig selv, med at acceptere det fysiske ar, vi alle får i den proces. Jeg har hørt nogle snakke om, at de ønsker at få fjernet deres ar, og det ville jeg alligevel aldrig kunne gøre. Det er en del af min søns, min, vores families historie og jeg er stolt over den skønne søn der har taget rejsen ud gennem mit maveskind 😀

image

Jeg bærer mit ar med stolthed i lighed med mine strækmærker og min topmave 😉

Mit ar betyder overlevelse, troen på at man kan overleve næsten alt, men samtidig er det også den største gave og smukkeste kærlighed jeg nogensinde har oplevet.

image

Det her er mit ar. 14 dage gammelt ligesom min søn. Jeg synes, det er helet flot. Der er ikke længere sår på, og det gør ikke ondt. Huden omkring det er fortsat følelsesløs, men det kan vist tage flere år. Jeg synes selv, at det er et ret pænt ar:)

Mine tanker om mit eget ar: Jeg er så ufatteligt taknemmelig. Taknemmelig over, at jeg har fået en dejlig søn, som er sund og rask. Ville jeg gerne ha’ født vaginalt? Ja sgu! Og det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til det, men det ærgrer mig ikke, at lillebror kom til verden, som han gjorde. Det var sådan, det skulle være:) Mit ar er det fysiske bevis på mange års kamp for selv at bære et barn. Det viser, at vi ikke gav op. Og nu har vi to vidunderlige børn – så kan man ikke andet end at være taknemmelig:)

Lidt om indbrud og paraplyer….

imageimage

Vi havde boet i Palæet i præcis 45 dage, da vi havde indbrud første gang.

Jeg stod op en morgen og skulle ud at handle, men kunne ikke finde min pung. Jeg tømte min taske og opdagede, at også min kalender og iPad var væk. Jeg ringede til Fyrsten, som var på job. Han havde godt nok undret sig over, at hans pung om morgenen  lå på skabet i entréen og ikke i hans jakkelomme. Med mig i røret tjekkede han sin pung og kunne konstatere, at hans dankort var væk.

Der havde simpelthen været nogen inde i vores hjem, mens vi sov!!!

Der var ikke mange kontanter i min pung, men til gengæld indeholdt den gavekort på mange tusind kroner, som vi havde fået i bryllupsgave og nu skulle bruge til at købe fine ting til vores nye hjem. Pis!!!

Forsikringsselskabet meldte klart ud. Der var ingenting at komme efter, fordi man ikke kunne se, hvordan tyvene var kommet ind. De mente, at vi havde glemt at låse døren og kaldte det derfor simpelt tyveri – den samme betegnelse bruger man, hvis nogen napper din taske fra din cykelkurv. Jeg følte mig SÅ krænket! Både af tyvene, men også af vores forsikringsselskab. Der er ikke meget simpelt ved, at nogen går ind i ens hjem, mens man ligger i sin seng og sover!

Mer par dage senere kunne jeg læse i lokalavisen, at man havde pågrebet en bande, som havde begået en række indbrud i det område, hvor vi bor. De var kommet ind i husene med en låsepistol. Sådan én efterlader ikke synlige spor. Dén information sendte jeg videre til forsikringsselskabet, som gik med til at dække vores tab, hvis vi udskiftede vores lås til en med flere cylindere. Tjek!

Dagen efter indbruddet fik vi vores hund. Ærgerligt, at vi ikke havde hentet ham en dag tydeligere! Til gengæld er jeg ret sikker på, at han sendte tyvene afsted igen senere den sommer. Vi stod i hvert fald op til et vindue, der var brudt op, men intet var stjålet og i de fem år, der er gået siden da, har vi ikke haft ubudne gæster.

Ét var de stjålne ting. Det kan jeg klare. Men tanken om at nogen havde været inde i vores hjem, mens vi sov, sad i mig længe! Shit, en ubehagelig fornemmelse!

Nu har vi hund, hundeskilte, alarm og ‘nabohjælp’ – andet tør jeg simpelthen ikke! Og ja, jeg ved godt, at ingen af delene er en garanti imod indbrud, men jeg tror på, at det gør en forskel. Lidt ligesom at det aldrig bliver regnvejr de dage, hvor man har husket paraplyen;)

Hos Falck kan man tegne alarm-abonnementer fra 205-265 kr. pr. måned, og lige nu har du muligheden for at vinde et års abonnement på Falck Alarm inklusive installation, 2 rumsensorer, dørkontakt og fotosensor til en værdi af 6.270 kr. Du skal blot tilmelde dig deres nyhedsbrev her🙂 Jeg har selv tilmeldt mig, for det er alligevel ret mange penge at spare!

Indlægget er sponsoreret af Falck – jeg får lidt ekstra håndører til ammeindlæg og Nutella, hvis I tilmelder jer:)

Min lille, store Ane

Min lille pige er blevet storesøster. Og med ét gik hun fra at være min ‘baby’ til at være min store pige, noget vi begge har skulle lande i.

For en kort bemærkning føltes hun fremmed i min favn. Noget var anderledes. Hun var anderledes, og jeg ligeså. Og det har været ganske overvældende på alle planer.

Ane elsker sin lillebror! Hun kysser og krammer ham ved hver given lejlighed. “Det er MIN lillebror!”, siger hun, med kæmpe stolthed i stemmen. Hun har taget det hele ret fint. I vuggestuen mærker de ingenting. Der er hun, som hun plejer at være. Herhjemme oplever vi, at hun bliver hurtigere vred og ked af det over ting, som hun ikke normalt ville reagere så kraftigt på. Noget jeg tænker er fuldstændig forventeligt og normalt. Men det gør ondt. For vi kan ikke gøre andet end at møde hende i frustrationen og forsøge at holde hende endnu tættere. Vi giver hurtigere efter for nogle ting – hun får lov at spise chokolade før aftensmaden og bruge iPad’en uden for de sædvanlige tider. Det er helt sikkert forkert ifølge en masse pædagogiske teorier, men det er dét, der giver mening for os og hende. Det giver hende ro.

Hun svinger mellem at være vred på mig og sige “Gå væk mor!”, til nærmest at kravle helt ind i mig. Det sidste lever jeg lidt for for tiden. Jeg savner hende sindssygt meget og har konstant dårlig samvittighed over at have vendt hendes hverdag helt på hovedet.

Søskende er den største gave, man kan give sine børn. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt den sætning. Og det er helt sikkert rigtigt. Men det ved Ane ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Det skal nok komme, det tvivler jeg ikke på. Men lige nu er hun i sin fulde ret til at synes, at hendes forældre er nogen røvhuller!

Jeg er pavestolt af min lille, store pige. Stolt over at hun på mange måder har taget det hele så pænt, og stolt over at hun udviser helt naturlige reaktioner. Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg gruer lidt for næste uge, hvor Fyrsten starter job, og hverdagen rigtigt begynder. Der kommer til at være flere stunder, hvor jeg alene med Ane og lillebror, og jeg er spændt på, hvordan det bliver, når der pludselig er et sæt hænder mindre til opfylde hendes behov. Vi klarer den. Selvfølgelig gør vi det! Det bliver bare noget nyt og anderledes for os alle sammen.

image

Ps. Jeg modtager fortsat meget gerne billeder af kærlighedssnit, hvis du skulle have lyst til at dele dit:) Du kan læse mere her.

 

Må jeg se dit kærlighedssnit?

Jeg er vild med jer! Helt og aldeles!!! I er så pisse søde til at dele egne fortællinger om graviditet, fødsel, amning, efterfødselskroppe mm. i kommentarfeltet herinde – og jeg elsker det:)

Som jeg nævnte i indlægget om at være kejserinde, så havde jeg selv en helt skør idé om, hvordan sådan et ar kom til at se ud. Jeg troede, at jeg ville få et stort anker på maven, og at arret ville være umuligt at skjule. Det viste sig at være meget langt fra virkeligheden! Og ligesom det blev slået fast i kommentarerne til mit indlæg tidligere i dag, så er vores kroppe jo vidt forskellige. Det samme må vores ar naturligvis være.

Så jeg har en forespørgsel: Vil I vise jeres ar herinde? Nye, gamle, store eller små. Jeg ved godt, at det kan være sindssygt grænseoverskridende, men jeg lover naturligvis fuld anonymitet, ligesom jeg selvfølgelig selv smider mit eget ar i puljen:) Og meget gerne med et linier om jeres egne tanker om jeres kærlighedssnit! Måske vi sammen kan aflive andres negative eller nervøse forestillinger.

Send mig en mail på efausing@hotmail.com, hvis du vil være med:)

image

Min efterfødselskrop

Dagen efter jeg havde født lillebror, stod jeg på hospitalets toilet og betragtede mig selv i spejlet. Det eneste tydelige tegn på, at jeg ikke længere bar et barn, var mit ar. Jovist, maven var lidt mindre rund og fast, men temmelig meget ligeså stor som dagen før. Og så tænkte jeg på alle de der nybagte mødre, jeg havde set på nettet eller Instagram, som var tilbage i deres almindelige bukser efter tre uger – “sådan bliver det ikke med mig!”  tænkte jeg. Jeg fik den idé, at I selvfølgelig skulle ha’ æren af at følge med i udviklingen af min efterfødselskrop, så I kunne se, hvordan en rigtig kvinde ser ud efter at have født. Med nettrusser, voksenble og gennemvædede ammeindlæg. Den plan er min krop godt i gang med at fucke fuldstændig op!

Sådan her så jeg ud henholdsvis en dag og en uge efter fødslen:

Det synes jeg faktisk selv er ret imponerende! Jeg havde en helt klar forventning om, at det ville gå noget langsommere.

Jeg vejede 50 kg, da jeg blev gravid. Inden I bliver for irriteret, vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg kun er 160 høj og på det tidspunkt havde ammet i 18 mdr. Da jeg fødte, havde jeg taget 28 kg. på. En uge efter fødslen havde jeg tabt 9 kg, og i dag, 4 dage senere, har jeg i alt tabt 11 kg. Mine fødder er blevet nogle knoglede stakler at se på sammenlignet med før, og jeg kan både passe sko og vielsesring igen. Vielsesringen har jeg dog valgt at putte på fingeren;)

Så herre meget undskyld til jer mødre, som jeg har siddet herhjemme og bandet og svovlet over, fordi sådan er der sgu da ingen almindelige kvinder, der ser ud efter at have groet et menneske i 9 mdr!!! Det er der så åbenbart….. Og herre meget undskyld til jeg, der havde håbet at se min krop i trist tilstand – det må I ha’ tilgode;)

Selvom jeg er imponeret over min krops forandring, så tror jeg bestemt ikke, at jeg kommer tilbage i mine jeans foreløbig. Og det er okay! Jeg har på ingen måde travlt:) Og ja, det kan jeg selvfølgelig sagtens sige, fordi jeg er en lille lort og alt det der, men jeg kan nu engang kun forholde mig til min egen krop.

Hvordan har du haft det med din efterfødselskrop?