Skidesangen

Har I læst skide-indlægget hos Nutidensmor? Ellers gør det lige!!! Det er hylende morsomt:) Ét er Johannes fantastisk sjove tegninger, noget andet er Augustas monolog under toiletdøren – der er grinegaranti, det lover jeg!

Herhjemme har fællesskidningen fået en renæssance. Jeg har nu ellers i en længere periode haft den udsøgte fornøjelse af at bummelumme i fred – noget ingen mor bør tage for givet! Men nu, efter lillebrors entre i familien, insisterer Ane på at holde mig med selskab på kummen. Hun rykker sin skammel helt hen foran mig og underholder med historier om fx løver, der kravler op ad toilettet for at bide mig i numsen. Ja, fantasien fejler ingenting;)

Egentlig gør hun mig en tjeneste. Det kan vel ses som en blid overgang til de toiletbesøg, der venter mig, nu vi har fået en lillebror. For jeg kan godt huske det! Tydeligt! Hvordan Ane skulle med HVER ENESTE GANG, jeg skulle på toilettet. Og allerhelst skulle hun sidde på skødet af mig imens. Pisse hyggeligt….

Jeg har ikke Johannes tegnetalent, men engang for længe siden udgav jeg på Instagram en sang om fællesskidningsfænomenet (prøv lige at hæld fem gajol-shots indenbords og sig det ord tre gange i træk!), og nu, hvor jeg igen er så heldig at blive underholdt på tønden, tænkte jeg, at sangen fortjener en udgivelse på bloggen.

Melodi: Du er ikke alene (Sebastian)

Når du går derud

og skide vil i fred

får du en lang næse

barnet det går med

Alle dine drømme om stille skidetid

de forsvandt, den dag du blev gravid!

Du er ikke alene

der er en, der følger dig

“Få det helt på det rene!

Du skider sam’ med mig!”

Du er ikke alene

der er en, der følger trop

“Du vil skide alene

men jeg vil gerne op!”

 image

At være kejserinde

image

Nogle søde damer har informeret mig om, at jeg nu er optaget i en ganske særlig klub. Jeg er nemlig en kejserinde. Jeg er all for positive reformuleringer, så hvis du spørger mig, hvordan jeg helst vil italesætte mit fødselsforløb, så pakker jeg hellere end gerne ‘akut kejsersnit’ væk til fordel for ‘jeg er kejserinde!’ Fyrsten og Kejserinden – det må da næsten være forudbestemt;)

Men hvad vil det så sige at være kejserinde?

Det dårlige:

  • Det gør ondt! Det gør ondt, når du griner, nyser, sidder, står, rejser dig, sætter dig, hoster, taler, ligger på siden, ligger på ryggen, går, strækker dig og lidt til. Fortvivl ikke – hvis du står sådan let foroverbøjet og undlader at trække vejret, så kan man næsten ikke mærke det;)

Det gode:

  • Man må ikke støvsuge, bære tunge ting såsom indkøbsposer, overanstrenge sig, støvsuge og støvsuge.
  • Mormortrusser og bløde bukser er det mest behagelige i verden! Og lige nu er det fuldt tilladt ikke at iklæde mig andet;)

Det ærlige:

  • Det er pisse hårdt ikke at måtte bære Ane! Ja ja, det kan omgås. Jeg går på hug, hun kravler op til mig i sofaen mm. Men jeg har ikke lyst til at omgås. Jeg har lyst til at tage min lille, store pige op! Det er hårdt at blive storesøster. Endnu mere når man bare gerne vil løftes op af sin mor. Av mit hjerte!
  • De fysiske smerter fortager sig hurtigt. Jeg er nu på 8. dagen efter mit kejsersnit og er næsten fuldt funktionsdygtig.
  • Arret er fint og ikke synligt. Jeg havde en eller anden tosset forestilling om, at jeg ville få et kæmpe anker på maven. Det er ikke tilfældet! Jeg har en streg på ca. 15 cm. lige under trussekanten. “Jeg barberer dig lige lidt.”, sagde sygeplejersken. Jo tak, jeg har for fa’en ikke selv kunne nå;) Jeg vil kunne promenere i min bikini til sommer, og ingen vil kunne se, at jeg har fået foretaget kejsersnit.

Jeg er kejserinde – og stolt af det:)

 

Et tak og en vinder:)

Tusind tak for alle jeres gode råd til mit indlæg i går!!! Jeg har altså på forhånd opgivet at svare på alle jeres mange gode kommentarer – det tillader Ane og Lillebror ikke;) Håber det er okay:)

Min plan er som følger: at slå koldt vand i mælken og ikke panikke endnu. Mange er jer er enige om, at det tager noget længere tid at etablere en amning. Lillebror er så lille endnu og skal nok selv finde ud af at blive mere stabil i sit mælkeindtag. Indtil da står den på lange, varme bade, hvor mælkeknuder masseres ud. Pumpen vil jeg fortsat bruge, dog kun til at tage toppen, så ikke smerten bliver for voldsom. En del af jer foreslog blokamning, men ligeså mange argumenterede for, at det er for tidligt endnu, hvilket jeg synes giver god mening. Så den løsning gemmer jeg:) Men tusind, tusind tak – I er satme alle sammen nogle kloge damer!

En anden klog dame er vinderen af min ‘Gæt en baby’-give away. Der var faktisk nogle stykker, der havde gættet køn og dato rigtig, men Rebecca løb suverænt med sejren ved at gætte på kl. 5.30, hvilket kun er en time og 8 minutter fra det korrekte tidspunkt, 6.38. Hvis du ser det her, Rebecca, så smid mig lige en mail på efausing@hotmail.com, ellers finder jeg din mail i kommentarerne.

Og skulle I have glemt gevinstens indhold, så er Rebecca løbet med den fine højdemåler fra Nadia Staldgaard og Filihood, samt en valgfri body fra det lækre, økologiske mærke ‘Roots & Wings’:)

image

Amme-ekspertise søges!!!

image

Hvis amning var en OL-disciplin, var jeg indehaver af det pureste guld! Det siger jeg fuldstændig blottet for ydmyghed:) For ærlig talt så synes jeg, særligt set i bagklogskabens lys, at det var rockersejt, at jeg fik en amning op at køre uden at have født. Det er dælme ikke mange, der kan bryste (hø hø) sig af det! Så jeg har gennem det sidste 9 mdr forberedt mig på, at jeg selvfølgelig skulle amme lillebror.

De første dage gik det fremragende! Han tog hurtigt fat og viste pæn interesse for babserne, og da jeg vågnede på tredjedagen efter fødslen, var mælken løbet til. Pæn interesse blev hurtigt til grådigt begær og på fjerdedagen ammede jeg stort set nonstop. Resultatet var ikke bare en mæt og tilfreds lillebror, men også et kæmpe boost af min mælkeproduktion. Mælken stod – bogstavelig talt – ud af mig. Alt var gennemblødt – mit tøj, sofaen, lillebror. Og babserne blev HUGE. Men pludselig syntes lillebror ikke længere, at de var så skide spændende. De var fuldstændig stenhårde og svære at få fat i, så jeg måtte endevende skabe og skuffer for at finde en ammebrik, der forhåbentlig kunne afværge den værste katastrofe. Det hjalp lidt. Lillebror godtog ammebrikken og babsede lystigt videre, men i et noget roligere tempo end tidligere. Så endnu engang blev hytten endevendt, og brystpumpen fundet frem. På et enkelt døgn ammede jeg lillebror en 8-10 gange OG malkede 800 ml ud ved siden af.

Og nu har vi dilemmaet…. For jeg formoder, at brystpumpen holder den store mælkeproduktion nogenlunde ved lige, men der er ganske enkelt for meget mælk til lillebror. Men stopper jeg med at malke ud, så eksploderer babserne. Muligvis sådan helt bogstaveligt!

Pt ammer jeg cirka hver tredje time, hvorefter jeg deponerer omkring 300 ml i fryserens øverste skuffe til senere brug eller til neonatalafdelingen. Der står allerede nu en 2-3 liter på kontoen! Men jeg tænker, at det ikke rigtig er holdbart. Jeg ville jo allerhelst producere, så udbuddet matcher efterspørgslen. Hvad gør jeg? Ser jeg tiden an – det er jo stadig meget tidligt at konstatere noget som helst. Malker jeg videre, forsøger at amme mere, eller hvad?

Mit OL-guld er ikke meget bevendt i min nuværende situation. Jeg har jo ikke et almindeligt ammeforløb med i rygsækken. Så kloge damer – kom med jeres besyv og gode råd, så er I skide søde:)

image

Fødselsberetning

Vi blev udskrevet fra hospitalet i forgårs. Da vi kom hjem, stod fødekarret midt i spisestuen, hvor Jess havde pumpet det op fem dage tidligere. Jordemoderens pose med afdækningsstykker, handsker, bind mm. stod uåbnet ved siden af. Jeg ved ikke lige, hvad det forventes, at jeg gør med den. Det var en lidt mærkelig fornemmelse – som en kulisse. Men jeg blev hverken trist eller vemodig. Hvordan kan man det, når man har sin spritnye baby hængende på brystet:)

d. 31/12:

Nytårsaftensdag var jeg 41+2. Besøget hos jordemoderen to dage tidligere havde ikke givet anledning til at forvente en snarlig fødsel, da jeg på ikke havde åbnet mig. Hendes forsøg på en hindeløsning var derfor ikke mulig, men det, at hun havde været oppe at mærke efter og måske også akupunkturen hos Helle Ella, gjorde et eller andet. Jeg fik i hvert fald en del plukkeveer, hvad jeg ellers har været ret forskånet for i sidste trimester.

Vi havde ikke lagt de store planer for nytårsaften, så da et vennepar med en søn på alder med Ane spurgte, om vi ikke skulle slå os sammen, lød det som opskriften på en dejlig og rolig aften med fokus på børnene. Da gæsterne kom, blev jeg ringet op af en jordemoder, som spurgte lidt ind til, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg havde det fint, men oplevede en del plukkeveer og mærkede mindre til baby end sædvanligt. Den sidste oplysning gjorde, at hun gerne ville have os en tur forbi, for lige at tjekke, om baby havde det fint. Ane var fuldt optaget af gæsterne og sagde intet til, at vi kørte.

På fødemodtagelsen fik jeg kørt en strimmel på babys hjertelyd. Alt var fint. Dog kunne jordemoderen se, at jeg havde rigtig mange plukkeveer, hvilket højst sandsynligt var årsagen til, at jeg ikke mærkede så meget til baby – min livmoder var simpelthen helt spændt op. Jeg blev undersøgt igen og havde åbnet mig 1 cm. Jordemoderen tilbød at lave en hindeløsning, som jeg takkede nej til. Jeg ville hellere lade min krop selv gøre arbejdet, og virkede det ikke, havde vi en tid to dage senere.

Med numsen vel plantet i sofaen, begyndte Dronningen sin nytårstale, mens jeg mærkede plukkeveerne tage til i styrke. Dette fortsatte under maden, og min veninde, Ditte, lavede lidt grin med, at det da kunne være yndigt, hvis jeg gik i fødsel nu. Ikke lang tid efter bad hun mig mærke efter, om det mon ikke rent faktisk, var det, der var ved at ske. Jeg ringede til den jordemoder, som havde tjekket mig et par timer forinden og spurgte, hvad hun tænkte. Hun mente, at der sagtens kunne være noget i gang, men at det ikke var rigtige veer, før jeg ikke var i stand til at tale under dem. Hun anbefalede mig at hoppe til køjs og få hvilet lidt. Jeg ringede til min søster og lod hende vide, at der muligvis var noget under opsejling, så hun selv kunne vurdere, om hun ville komme eller vente, hvorefter jeg forsikrede vores gæster om, at det var helt fint, at de bare blev hængende. En times tid efter var smerterne blevet værre og krævede, at jeg brugte mit åndedræt. Der var 5 minutter imellem. Jeg bad Jess om at få ryddet spisestuen og gjort klar med madras og fødekar. Efter endnu en time, kl. 22, var veerne så slemme, at jeg bad gæsterne tage hjem. De tog Ane med sig, og hun vinkede glad til mig, da hun sad på sin fars skuldre på vej ud til bilen. Kort tid efter de var kørt, ankom min søster. Veerne kom med 4-5 minutter imellem og varede 1-1,5 minut, og min søster mente, at det var tid til at få hjemmefødselsjordemoderen ud. Hun ankom kort før midnat, hvor hun mærkede på mig og konstaterede, at jeg stadig kun var 1 cm. åben. Smerten var intens, og jeg var nødt til at stå op og bevæge mit bækken for at kunne holde det ud. Jeg havde stor gavn af min vejrtrækning, men særligt også af Jess. Han var opmuntrende og positiv og hjalp mig til at holde fokus på, at veerne var gode, og at jeg skulle arbejde med dem.

image

Jordemoderen lavede akupunktur på mig, og jeg fik sat et chiliplaster på underlivet, hvor smerten var værst, men intet syntes at virke. Jeg blev tjekket igen ved 3-tiden og havde stadig ikke åbnet mig. Jordemoderen meddelte, at der desværre ikke var nogen grund til, at hun blev, når ikke jeg var længere i fødslen, men tilbød at vi kunne tage med hende til fødemodtagelsen, hvor jeg kunne få nogle smertelindrende piller, så jeg kunne få hvilet lidt. Dette takkede jeg øjeblikkeligt ja til! Sjovt, før fødslen havde jeg holdt på, at jeg for alt i verden ville forsøge at komme gennem fødslen uden medicinsk smertelindring, men der havde jeg selvfølgelig heller aldrig oplevet veer;)

d. 1/1:

image

Vi tog med jordemoderen, og baby og jeg blev tjekket, og vi blev sendt hjem med en håndfuld piller. Omkring kl. 5 begyndte pillerne at virke, og jeg kunne endelig slappe lidt af. Jeg sov til kl. 10, hvor veerne så småt begyndte at bide igen. Jeg spiste et stykke brød og kravlede tilbage under dynen, opsat på at få så meget hvile som muligt før det store slag. Veerne tog til i styrke, men var ikke regelmæssige før kl. 15, hvor de kom stabilt hvert 5. minut. Igen var smerten så stærk, at jeg var nødt til at stå, når de kom rullende. Jeg rokkede mit bækken frem og tilbage, og Jess masserede mig, men intet syntes at lindre. Jeg brugte mit åndedræt, det bedste jeg havde lært, men det var svært for mig at være med mentalt og arbejde med veerne – jeg følte ikke, at de hjalp mig. En følelse, som jordemoderen, Maria, bekræftede, da hun kom kl. 20. På trods af tætte og stærke veer (1,5-2 minutters veer med 3 minutters mellemrum) havde jeg stadig ikke åbnet mig. Hun konstaterede desuden, at baby stod skævt, hvilket hun mistænkte som værende grunden til den voldsomme smerte og den manglende effekt. Hun foreslog med det samme, at vi tog til hospitalet, hvor de kunne smertedække mig bedre og forsøge at hjælpe baby til at finde rette kurs. Jeg begyndte at græde. Ikke fordi jeg så min drøm om en hjemmefødsel forsvinde, men af lettelse. Lettelse over at dét jeg selv følte, ikke var forkert. Veer hjalp mig ikke, som de burde. Det var en enorm befrielse, at en professionel satte ord på, at noget ikke var, som det skulle være.

På hospitalet:

Så snart vi landede på hospitalet, blev der sat elektroder på babys hoved, og Maria tog ved samme lejlighed vandet. Veerne var fortsat regelmæssige og intense, og en anæstesilæge blev tilkaldt for at lægge epiduralblokade. Jeg troede, at sådan en tur ville være meget smertefuld, men jeg mærkede kun smerte, når veerne kom rullende. Da anæstesilægen var færdig, havde jeg en 2-3 veer, som jeg kunne mærke, før smerten helt forsvandt. Og det var FANTASTISK! Jeg kunne følge med på skærmen og se, at jeg havde masser af veer, men jeg kunne ikke mærke noget som helst. Maria gik ud og ristede mig lidt brød, og jeg fik hvilet øjnene en smule. Der blev sat vedrop til – ikke fordi jeg ikke havde rigeligt med veer selv, men for at ‘booste’ min livmoder, så jeg forhåbentlig ville begynde at åbne mig. Efter en time have jeg åbnet mig til 4 cm., og det blev besluttet at slukke for vedroppet, da mine egne veer nu forhåbentlig forstod opgaven:) Jeg prøvede at sove lidt, men vågnede efter en times tid, da veerne vendte tilbage i venstre side af mit underliv – det var der baby stod og trykkede. I løbet af 3 veer var de tilbage for fuld styrke. Jeg kæmpede med alt i mig for at koncentrere mig om  min vejrtrækning, men det var svært, da den ene ve tog den anden. Mine ben var stadig mærket af bedøvelsen, men jeg forsøgte alligevel at komme op at stå for at se, om det kunne lindre. Maria holdt øje med mine veer, og da jeg havde 7 på 10 minutter, besluttede hun at kalde på anæstesilægen igen. Nålen havde rykket sig ud af min ryg, og han mente, at det var derfor, at den ikke længere virkede. Jeg fik lagt en ny, og ligesom før gik der kun kort tid, før jeg igen var smertefri. Jeg var nu åben 8 cm, men baby stod stadig højt og skævt, så aftalen blev, at jeg lige kunne trække vejret en times tid, så skulle vi i gang med noget rebozo og op og bevæge mig. Der nåede ikke at gå en time. Efter tre kvarter vendte veerne tilbage med samme styrke og igen stort set uden pauser. Jeg fik vendt mig rundt, og både Jess og Maria lavede rebozo på mig i en halv time. Herefter skulle jeg op at stå i en halv times tid, men efter 10 minutter kunne jeg ikke mere. Maria mærkede på mig igen, og svaret var som forventet – jeg havde stadig ikke åbnet mig. Undervejs var der taget blodprøver fra baby. Den havde det godt, men hjertelyden afslørede, at den, ligesom jeg, var presset. Maria anbefalede kejsersnit, og jeg sagde øjeblikkeligt ja.

imageimage

Kejsersnittet – 36 timer efter første småveer – d. 2/1:

Da jeg landede på operationsstuen, skulle jeg have lagt endnu en epiduralblokade. Der måtte tre til, før det virkede. De første tog smerten fra veerne, men jeg kunne fortsat mærke både ben og mave. Den tredje gjorde arbejdet, og endda lidt for godt, for det endte med, at også mit bryst og mine arme blev delvist bedøvet. Jeg havde i løbet af aftenen fået feber, og dette blandet med bedøvelsen, fik mig til at fryse så meget, at mine arme rystede og tænder klaprede. Jeg vidste, at de var ved at åbne mig, men jeg mærkede intet og holdt kun fokus på at trække vejret og forsøge at holde mine arme i ro. Og så forsøgte jeg med al den vilje og ro, jeg kunne mestre, ikke at give opmærksomhed til den tanke, som blev ved med at poppe op – at lige om lidt ville min baby komme ud, og jeg ville ikke være i stand til at røre den.

Jess holdt mig i hånden, indtil lægen meddelte, at nu kom baby ud, så han kunne komme om og kigge og fortælle mig kønnet. 10 sekunder efter stak han hovedet over gardinet med det største smil. Uden han behøvede sige noget, vidste jeg det – vi havde fået en lille dreng:) De tog ham med over for at suge hans lunger for fostervand, og Jess gik med. Jeg ventede utålmodigt på at høre det første lille vræl fra ham, som endelig kom efter kort tid. Jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne se Jess. Han smilede og havde tårer i øjnene.

Efter de længste 5 minutter kom Jess over til mig med vores søn. Han lagde ham helt op til mit ansigt, så jeg kunne dufte ham og kysse ham. Og pludselig gjorde det ikke så meget, at jeg ikke kunne røre ham med mine hænder.

Vi blev kørt på opvågningsstue, og så snart det var muligt, fik jeg min søn i armene. Det var intet mindre end vidunderligt:)

imageimage

Vi skulle have født hjemme i spisestuen. Jeg skulle have haft en lang latensfase, hvor jeg hørte musik og tændte stearinlys. Jeg skulle smertelindres med massage og ingefærklude og ved tanken om, at hver ve var min ven – et skridt nærmere på vejen til min baby. Jeg skulle føde i karret. Jeg ville sidde på knæ, og Jess ville støtte mig og kysse og tage imod vores barn. Vores søn.

Sådan blev det ikke. Latensfasen var stort set ikke eksisterende, jeg fik fem epiduralblokader og et kejsersnit. Men vi fik lov at beholde den samme jordemoder gennem ‘slutspurten’. Hun var med under de værste veer, og indtil min søn kom til verden. Og hun så mig, lyttede på mig og rådgav, som hun mente, det ville give mening for mig.  Intet var dramatisk eller overvældende. Vi var med hele vejen, og vi blev hele tiden informeret om næste skridt. Det var så langt fra den oprindelig tanke, som overhovedet muligt, men jeg fortryder intet. Tanker som “Jeg kunne også have prøvet!” eller “Hvorfor gjorde vi ikke sådan?”, “Hvorfor holdt jeg ikke ud bare lidt længere?” plager mig ikke. Det gik, som det gjorde – bare fordi. Sådan er livet nogle gange. Man kan ikke planlægge alt:)

Intet gik, som det skulle – og alt er lige, som det skal være<3