The Vagina Dialogue

Jeg skal til 8 ugers undersøgelse OG til endometriose-tjek på Riget i morgen. Med tanke på hvor meget jeg ellllllsker gynækologiske undersøgelser, så er det jo bare pisse fedt!

Det der endo-tjek har jeg stadig ikke rigtig forstået, hvad indebærer. Hvordan det står til indvendigt, kan de ikke se, med mindre vi napper en kikkertundersøgelse. Så kan de naturligvis spørge til smerterne, men i og med jeg kun nåede at have to menstruationer efter operationen, er det lidt svært at svare på. Såååå…. bare sådan en hygge-undersøgelse??

 

“Hej Vagina, hvordan går det? Det er længe siden vi to har set hinanden:)”

Jooooh, det går vel meget fint….”

“Jeg fornemmer, at det er noget, der trykker dig, Vagina?”

“Vi er bare ikke på talefod pt, mig og hende den gamle.

“Jaså?”

“…….”

“Vagina, det her er et sikkert rum. Jeg er her for dig, hvis der er noget, du vil dele.”

Jeg har ikke lyst til at tale om det.”

“Vagina, du kan ikke bare lukke i på den måde. Det er dårligt for din pH-balance, det ved du.”

Hun prøvede at presse et menneske ud af mig! Et MENNESKE!!!” 

“Ja, det kan jeg godt se. Det var heller ikke pænt gjort af hende.”

Pænt??! Er du klar over, hvor ondt sådan noget gør?” 

“Hvordan reagerede du på det, Vagina?”

Jeg gik i strejke. Naturligvis. Det er, hvad man gør, når man stilles overfor umenneskelige arbejdsforhold. Jeg er skam medlem af en fisseforening!” 

“Har du så genoptaget arbejdet?”

Niks! Ikke før hun siger undskyld!

 

“Elisabeth, jeg tror, at Vagina har brug for en undskyldning?!”

Ej men, for fanden! Hun vidste godt, hvad hun gik ind til. Vi var på teambuilding-kursus i 9 mdr.! Vi havde utallige VUS-samtaler (Red. vaginale udviklings samtaler)! Jeg skylder ikke hende en skid!”

“Elisabeth! Hvis der nogensinde skal kunne genetableres en nogenlunde pH-balance, så siger du undskyld!”

Undskyld, Vagina…. 

 

(Er du i humør til flere underlivs underligheder, så læs med her hos Meyermor)

Ufærdige projekter og frihedsfornemmelse

Jeg fik sgu både tapet vinduet af OG grundet karm og ramme i går:) Nu håber jeg, at lillebrors soveehjerte er samarbejdsvilligt, så jeg kan nå at male det en enkelt gang, inden Ane skal hentes fra vuggestue. Når jeg er færdig med det ene vindue, venter tre andre, som skal ha’ samme omgang med slibning osv. Og så har jeg besluttet også lige at ondulere de franske døre mellem stuerne, som vi faktisk aldrig har malet.

Jeg elsker den slags projekter! Mest når de er færdige, men processen er faktisk heller ikke helt dum. Det er min form for meditation. Hvor andre mødre ofte udtrykker, at de savner biografturene, rejserne, rødvinen og stiletterne, så er det ubetinget hus-projekterne, som jeg længes allermest efter. Da vi ventede Ane, malede Fyrsten og jeg hele hytten udvendigt på en weekend. Bare os to, en dunk maling og et par kolde øl. Og jeg mindes, at det var ret så hyggeligt:)

På trods af de mange projekter og de kroniske hængepartier, der følger med, når man køber et håndværkertilbud, så elsker jeg at have hus. Jeg elsker, at vi kan vælte en væg, bare fordi vi har lyst. Og at jeg rent faktisk et kort øjeblik overvejede at male vinduesrammen i en eller anden tosset farve, fordi jeg KAN. Fordi det er vores hus, og det er os, der bestemmer. Det er den fedeste fornemmelse af frihed!

Vi har boet her i snart 6 år, og vi har nået meget! Men vi mangler også meget. Den opsparing vi havde med os, da vi købte huset, blev brugt på fertilitetsbehandlinger, hvilket naturligvis satte en stopper for en del af vores planer. Men det gør ingenting. Vi trives for det meste rigtig fint med at tage tingene, som de kommer. Vi har ikke haft et behov for at flytte ind i noget som var top tunet og færdiggjort. Vi nyder projekterne. Planlægningen, udførelsen og resultaterne. Og med vores kæmpe bunke af hængepartier, så har vi ret meget nydelse i sigte;)

Ane har nået en alder, hvor hun gerne deltager. Så ‘maler’ hun væggen, mens jeg sliber. Eller vasker panelerne ned med vådservietter. Og hun god til at heppe og sige “Du er SÅ dygtig, mor!”, når jeg træder et skridt tilbage for at få syn på processen;) Jeg forestiller mig, at jeg kan pakke penslerne væk og tage hul på et nyt projekt om et par måneder. For tingene tager bare længere tid, nu hvor vi ikke kun er Fyrsten og fruen. Det er helt okay, vi har intet, vi skal nå. Og når jeg ikke at male vinduet i dag, så når jeg det måske i morgen. Eller måske ikke. Men hey, jeg har barsel et år endnu;)

Nu møffer lillebror. Og jeg har ikke engang nået at dyppe penslen i maling, fordi jeg valgte at drikke kaffe og blogge i stedet;) Vi når det nok!

image

 

Gode indlæg fra uge 8

Jeg tyvstjæler lige Mikkels fremragende idé og deler tre gode blogindlæg fra denne uge:)

Jeg synes, det er sådan en fin idé, for jeg følger virkelig mange blogs. Virkelig mange GODE blogs! Og jeg falder ind imellem over indlæg, som rammer mig dybere end andre. Dem, der er særligt sjove, velskrevne, vigtige eller andet. Og dem vil jeg gerne dele med jer.

Jeg kunne godt tænke mig at gøre det til en fast uge-ting. Men vi kender mig, så nu starter jeg bare med denne uge og ser, hvad der sker.

image

Første indlæg finder I hos Christina, og det handler om, når man vælger flaske fremfor amning. Jeg er ammende med kæmpestort A. Jeg sætter en stolthed i at amme! For jeg kæmpede med næb, klør, brystbetændelse og pumpe for at amme Ane. Jeg kom, jeg så og jeg ammede – i 18 måneder! – på trods af at jeg ikke havde født. Det er helt uden tvivl mit livs vigtigste bedrift. MEN jeg er slet ikke i tvivl om, at amning ikke er for alle. Nogle mødre vælger det fra på forhånd af forskellige årsager, mens andre kæmper en forgæves kamp for at få amningen op at køre. Og hvor jeg ofte måtte høre folks meninger om, at jeg valgte at amme Ane så længe, må andre mødre lægge øre til, at de for alt i verden skal amme.

Jeg har skrevet om min ammehistorie til et temanummer fra Forældre og Fødsel, som udkommer i næste måned. En af mine pointer er, at amning ikke nødvendigvis skal være let, men at det kan være noget man må kæmpe for. Hvis man vil! Hvis det giver mening! Hvis det er kampen værd! Og dét kan man kun selv vurdere. At man vælger flaske fremfor amning gør – naturligvis! – ikke én til en dårligere mor.

Næste indlæg kommer fra Anne-Li og handler om at være særligt sensitiv. Anne-Li skriver generelt virkelig godt, og dette indlæg er ingen undtagelse. Jeg havde ingen særlig forhåndskendskab til emnet før, som Anne-Li også selv beskriver – det pludselig blev meget brugt i blogland. Indlægget giver et rigtig fint og personligt indblik i, hvad det vil sige at være særligt sensitiv.

Sidst, men ikke mindst: Miriam. Det er efterhånden sagt flere gange, men Miriam er og bliver min absolutte yndlingsblogger! Hun er fandenivoldsk, intelligent, velformuleret og sarkastisk. En vidunderlig cocktail:)

Dette indlæg er et af de mere personlige fra Miriams hånd, og jeg vil egentlig ikke selv sætte så mange ord på det. Men jeg synes, I skal læse det. For det er stærkt, trist og smukt på én og samme tid.

 

Smid gerne en kommentar, hvis I selv er stødt på nogle indlæg på det seneste, som I synes, vi andre burde læse:)

 

Lidt om dagen i går og en vinder

Da Ane kl. 06.08 lørdag morgen meddelte, at dagen var startet, stak jeg hende iPad’en og rullede mig sammen under dynen for at få bare en halv time mere på øjet. Fyrsten derimod hoppede i løbetøjet og tog sig en rask morgentur. Meget, meget mærkeligt!!! Fornuftigt, men mærkeligt. Meget!

Efter en halv times tid blev Ane træt af iPaden og gav sig til at sortere ud i mine trusser, og jeg forstod et vink med en Sloggi og stod modvilligt op. Planerne for dagen var absolut ingenting, hvilket er den allerbedste slags plan, hvis du spørger mig:) At kunne tage det stille og roligt og lave lige man præcis det, man har lyst til.

Jeg havde overhovedet ikke lyst til at ligge på sofaen og se Harry Potter og spise pepperonipizza, så derfor brugte jeg to timer på at slibe den ene vindueskarm og -ramme i spisestuen. Eller rettere jeg brugte 22 minutter på at afprøve Fyrstens slibemaskiner, så brugte jeg 17 minutter på at lave et puslespil med Ane. 38 minutter gik der så med at amme og forsøge at få lillebror til at sove og yderligere 4 minutter på at finde det rigtige afsnit af Emil fra Lønneberg til Ane. Så brugte jeg 12 minutter på Candy Crush, før jeg kom i tanke om vindueskarmen og gav slibemaskinen 4 minutter til. 2 minutter tog det mig at finde en klods og noget sandpapir, 7 minutter blev brugt på at gynge lillebror i liften, og endelig 14 minutter på at slibe resten af vindueskarmen med håndkraft. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle nå både at grunde og male i dag, men jeg ser det som en succes, hvis jeg når at få sat malertape på vinduet 😉

Når nu Fyrsten havde gjort noget så mærkeligt som at løbe en tur, besluttede jeg mig for at følge trop med mærkeligheder. Så jeg gik i gang med at lave en grydesteg. Jeg er sådan én, der laver toasts. Eller kødsovs. Aldrig grydesteg før i går Hvilket var usandsynligt heldigt, for pludselig fik vi uventede gæster, og så er det da totalt blæret og mega ulige Fyrsten og fruen at sige “Jamen, kom bare ind, vi har alligevel lige smidt en grydesteg over!”

Vi havde de samme venner på besøg for ca. 8 uger siden. Da var jeg rimelig tyk, og under maden konstaterede Ditte, at jeg da vist nok skulle til at føde. Så det gjorde jeg! Jeg tænker, at de med besøget i går havde håbet, at vores spisestue kunne udgøre det for vedrop. Men Ditte kom igennem steg og sovs uden besvær og var ligeså tyk da, hun gik, som da hun kom.

Resten af aftenen blev brugt foran tv’et med benene oppe. Egentlig skulle jeg jo ha’ trukket en vinder af billetterne til ‘Løvernes Garde’, men dovenheden vandt, og det blev udskudt til i dag.

image

Jeg glæder mig til at se jer i biffen, Emma og Alfred:)

 

Ægdonation og kroppens erindringer

Jeg skal til 8 ugers undersøgelse i næste uge. Et af punkterne på min ‘Spørg lægen’-liste er ægdonation. Faktisk er det det eneste. For jeg vil rigtig gerne have hans grønne lys for, at jeg og min krop lige om lidt kunne være klar til at donere æg.

Eller ‘ville’ rigtig gerne.

Jeg havde allerede forhørt mig hos en fertilitetsklinik, om hvorvidt det overhovedet er muligt og tilrådeligt at donere æg, mens man ammer. “Ingen problemer!” sagde de. Så i går ringede jeg til ‘vores’ klinik, den hvor lillebror blev lavet. Bare lige så jeg kunne have deres ord med i tasken, når jeg skulle til lægen. Desværre var de af en helt anden holdning end den første klinik, og vil ikke røre mig med en ildtang (hvilket ikke er et helt forkert ord at bruge i den sammenhæng!), så længe jeg ammer. Og jeg planlægger at amme ligeså længe, som lillebror har lyst. Ligner han sin søster bare lidt, så er det LÆNGE! At donere efter barslen er ikke umiddelbart en mulighed, da jeg efter de sidste mange ægudtagninger har haft smerter, der ville gøre, at jeg ikke kunne gå på arbejde.

Jeg hader, hader, hader at få taget æg ud. Faktisk hader jeg alle former for undersøgelser af mit underliv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en psykisk betinget reaktion mere end en fysisk. Jovist, det gør ondt! Men den største smerte sidder i psyken, for selvom jeg er ‘videre’, så husker kroppen. Og turene i stigbøjlerne er forbundet med så stor sorg og smerte, at min krop øjeblikkeligt går i alarmberedskab. Jeg forsøger krampagtigt at trække vejret dybt og slappe af, alt imens tårerne løber, og jeg beder til, at det hurtigt må være overstået.

Hver gang jeg har ligget der på briksen i forbindelse med en behandling, har det været med hele følelsesregistret i spil. De første par gange var det overvejende håb og forventning. Og de følelser fulgte vist med hele vejen, men undervejs, som forsøgene fejlede, blev håbet overskygget af angst, sorg, frustration og modløshed. Selvom lægerne ændrede proceduren undervejs – så sætter vi to æg op! Så sætter vi tre æg op! – og selvom de hev nye, smarte ord op ad posen – vi prøver med assisted hatching! Og en tur med blastocyst dyrkning – så var resultatet det samme hver gang. Hvilket var INTET resultat.

Kroppen glemmer ikke bare.

Jeg er ude på den anden side. Nok er følelserne og minderne med mig, men jeg formår langt hen ad vejen at kontrollere dem og bruge dem konstruktivt. Jeg forstår, at det er overstået. At vi vandt.

Kroppens erindring er en helt anden og langt mere ukontrollabel størrelse. Og den overrumpler mig hver gang.

På trods af dette og ikke mindst på grund af dette, vil jeg gerne donere æg! Mine årsager er langt hen ad vejen egoistiske. Jeg vil gerne hjælpe andre, men jeg vil også gøre det her for MIN skyld.

Først og fremmest føler jeg behov for at bidrage til en eller anden form for karmisk balance. Jeg har fået to børn – jeg ‘skylder’ universet selv at smide noget i puljen. Jeg vil gerne give noget igen.

Dernæst tænker jeg ægdonation som et skridt på vejen til at ændre min krops erindringer. For denne gang ville en ægudtagning ikke være forbundet med et miksmask af modstridende følelser. Der vil (tror og håber jeg) kun være glæde.

Glæden over at kunne give et (to, tre, fire, fem??) andet par muligheden for at blive forældre. Det er dét minde jeg vil bære med mig i min krop. Ikke sorg og smerte.

Glæde. Bare glæde.

 

Jeg er ret nedslået over, at min plan ser ud til at være gået i vasken. Så jeg tænker, vender, drejer og går på opdagelse i undersøgelser og forsøger at vriste relevant viden ud af fertilitetslæger. Og ellers må jeg vente nogle år og forsøge at time det med en ferie.

Jeg har et mere fyldestgørende indlæg om ægdonation liggende endnu ufærdigt  i kladder, så det har I tilgode:)

God weekend, alle sammen:)

Forresten #3

  • har jeg i dag byttet vores store, brune flyder væk for en pose Matador Mix, en pose påskeskum og 10 mini skildpadder. Altså, det er vores sofa, ikk’. Jeg handler ikke med afføring.
  • har jeg desuden talt med både Skat, Udbetaling Danmark og pladsanvisningen. UDEN at græde!
  • har vi stadig ikke fået svar på min ansøgning om stedbarnsadoption, og jeg begynder at blive lidt småparanoid og tro, at de er ved at opfinde nye forhindringer…. Sæt nu bare den underskrift!!!
  • har lillebror holdt blefri-dag, hvilket jeg ofte praktiserede med Ane, da hun var lille. Et tæppe, et pusleunderlag og en optændt brændeovn – tjek. Jeg havde bare glemt tissemandsdetaljen og havde ikke lagt underlag på sofabordet og fjernbetjeningen. Ups!
  • er vi ligeså stille begyndt at lægge drivhus- og hønsehusplaner. At vi stadig ikke har fået ordnet vindueskarmene i spisestuen, eller gjort noget ved gulvet ovenpå siden jeg fik den gode idé at rive gulvtæppet af, kan vi tale om en anden dag. Spånplader er da også ret pæne.
  • legede lillebror og Ane modeller for en formiddag i går og fik taget fine billeder til Tiny Rebels. Jeg glæder mig usandsynligt meget til at se resultatet:)

image

Tåretsunamier og rosenbrød

Jeg er sådan én, der smiler med tandkød, når jeg er rigtig glad:) Og det var jeg i morges. Der var ingen særlig grund, udover alt det åbenlyse – at livet er pisse dejligt! Så jeg smilede med tandkød, mens jeg trillede barnevognen ned til stationen. Jeg smilede til buschaufføren og sagde ‘tusind tak!’, fordi han ventede på mig, mens jeg kom løbende med vogn og blottet tandkød. Jeg smilede og sagde ‘Tak for turen:)’, da jeg hoppede af bussen igen. Der var tandkød hele vejen fra Hvidovre til Brønshøj på sådan en helt almindelig tirsdag!

Til gengæld græder jeg, når jeg bliver vred eller frustreret. Hvilket er pisse irriterende! Kunne jeg dog bare blive lidt rød i bægeret eller hæve stemmen. Men nej – jeg græder. Og gennem min graviditet og her i tiden efter har risikoen for tsunami i tårerkanalerne været markant større end vanligt.

Fx en uge før termin, hvor er en skraldemand skældte mig ud. Pladerne til vores reol-projekt var blevet leveret samme morgen, som vores papir- og plastcontainer skulle tømmes, og de spærrede vejen for skraldemanden. Jeg skyndte mig ud, og for hvert skridt, der var fra vores hoveddør ud til carporten, kom jeg med en undskyldning af en art – “det beklager jeg virkelig!”, “nu skal jeg være der!”, “det må du godt nok undskylde!”, “sikke noget rod!”. Men skraldemanden lod sig ikke mildne, for det var jo “pisse irriterende, at vi for fanden ikke havde kørt containeren ud på vejen! For fanden!” Jeg forklarede, at jeg ikke lige havde tjek på, at den skulle tømmes i dag, da det jo kun er hver tredje uge, men at jeg da gerne skulle løfte den henover den 15 cm høje stak plader. Så det gjorde jeg, i uge 39, mens jeg blev skældt ud af en fremmed mand. Bagefter gik jeg ind. Og græd. Fordi jeg syntes, at skraldemanden var mega dum, og fordi jeg ikke bare havde ladet containeren stå tre uger til, fremfor at lade mig selv blive skældt ud på.

I morges, da jeg havde udsat bageren i Brønshøj for mit store tandkødssmil, slentrede jeg hen ad fortorvet med rosenbrød i tasken og fik den tossede idé, at ringe til min a-kasse. De skulle nemlig ha’ udbetalt mig nogen penge for efterårsferien, og efter en gennemgang af min konto i går aftes syntes jeg, at der manglede noget. Ja, det er lidt længe siden, at det var efterårsferie, men altså i tiden op til termin tænkte jeg ikke på så meget andet end at føde. Og derefter har jeg mest tænkt på søvn, ammelapper og lortebleer.

Jeg manglede at udfylde dagpengekortet. Og nu er det for sent. At jeg har talt med en ansat, mens jeg udfyldte papirerne og igen en måned efter, uden at det er blevet nævnt, var lige meget. For det står jo sort på hvidt i vejledningen. Og jeg ved godt, at det er min egen skyld. At jeg burde ha’ læst vejledningen bedre og have fulgt hurtigere op, men graviditet og fødsel er bare lidt ligesom midlertidigt hjernestop. Ærlig talt, synes jeg også godt, at de kunne sende en mail og sige ‘Hey, vi kan se, at du har udfyldt alle blanketter på nær én. Skynd dig hellere at gøre det, inden det er for sent:)’. Alternativt kunne de jo også ha’ nævnt det, sidste gang jeg ringede. Men det gjorde de ikke. Og nu mangler vi, hvad der svarer til halvandens måned madbudget. Fuck! Så jeg vrælede i telefonen. Fordi jeg synes, det var en møg hamrende frustrerende melding at få. Og jeg var lige dele irriteret på a-kassen og mig selv. Stakkels a-kasse-dame! Lige der midt på gaden i Brønshøj vrælede jeg. Og jeg vrælede videre, da jeg trådte ind i Marias lejlighed. Hun er heldigvis meget gravid, og derfor også meget forstående når det kommer til tåretsunamier! Jeg vrælede lige indtil, jeg havde spist mit rosenbrød.

Rosenbrød medfører sædvanligvis akut tandkødsblottelse, og i dag var heldigvis ingen undtagelse:) Så jeg napper lige et rosenbrød eller syv, indtil den værste irritation har lagt sig, og så håber jeg, at I er mega forstående, hvis jeg pludselig siger ja til at teste æggedelere og køleskabsmagneter;)

Vil du med i biffen??

Annonce! Indlægget er sponsoreret af Disney Junior:)

Jeg er kæmpe Disney-fan!!! Den første Disneyfilm jeg fik, var Snehvide og de syv små dværge. Den var på engelsk, VHS naturligvis, og min stedfar købte den samtidig med vores første VHS-afspiller. Min mor var ikke så teknisk anlagt, så han satte små farvede klistermærker på knapperne, så jeg vidste, hvilke jeg skulle trykke på.

Det var også min stedfar, der gav mig min første Disney-oplevelse i biografen. Han hentede mig fra fritidshjemmet, og vi kørte op til den lokale biograf for at se ‘Skønheden og Udyret’. Jeg havde glædet mig i flere uger! Da vi stod klar til at købe billetterne, skete det mest forfærdelige en 7-årige pige, kan blive udsat for – filmen var aflyst! Vi var ikke nok publikum. Jeg vrælede i vilden sky, og min stedfar måtte ringe rundt (det var før internettet) for at finde en anden biograf, hvor vi kunne se filmen.

Selv som forvokset teenager holdt jeg ved tegnefilmene. Vi var en flok veninder på gymnasiet, som ikke tog med de andre til efterfest efter gymnasiefesterne. Vi tog hjem til mig og spiste krydderboller og så Atlantis. Altid Atlantis:) Jeg har særlig svaghed for de Disneyfilm, som har et historisk aspekt – Atlantis, Klokkeren fra Notre Dame, Herkules mm. Og jeg kan stadig finde på at smække en Disneyfilm på lørdag aften, altså når Ane er lagt i seng;)

Jeg har virkelig forsøgt at præge Ane, som helst vil se Hr. Skæg og Emil fra Lønneberg, men Disneyfilmene er for lange. Jeg har haft held med at få hende til at se den første halve time af Frost, men så snart Elsa er flyttet ind på bjerget, står Ane af og siger ‘Jeg vil se en anden Elsa’, hvilket betyder, at hun vil se den forfra. Den er simpelthen så lang, at den i hendes hoved, består af flere små film;)

Vi er så heldige, at vi er blevet inviteret i biffen i anledningen af, at der starter en ny serie bygget på Løvernes Konge. Serien hedder ‘Løvernes Garde’ og bliver sendt første gang på Disney Channel d. 9/4 kl. 9. I serien følger vi Simba og Nalas søn, Kion,som er leder i Løvegarden.

Som en lille smagsprøve indledes serien med filmen ‘Løvernes Garde – Brøler igen’ på samme kanal d. 25/3 kl. 17.15.

Og denne film bliver Anes biografdebut:) Jeg tænker, det er helt perfekt, da den kun varer 45 minutter. Vi er inviteret i Falkoner Biografen søndag d. 13/3 kl. 10 – og du kan komme med! Smid blot en kommentar, så har du mulighed for at vinde 4 billetter, samt en goodiebag til børnene:) Jeg trækker en vinder på lørdag.

image

 

Når Overskudsmor holder fri

Til det hyggelige babyshower i lørdags kom vi forbi en masse emner, som lod sig fint udfolde, mens der blev kværnet kage og forudsagt baby-data.

Et af dem, vi virkelig kunne dvæle ved, var irriterende børn og sure, upædagogiske mødre. For helt ærligt – børn kan sgu være skide irriterende! Og nogle gange handler man som mor i sine følelsers vold uden først at rådføre sig med Gyldendals store bog om børneopdragelse. De andre piger var en smule trætte af oplevelsen af, at det er sådan en ting, som ingen siger højt. For så er man bare ikke en særlig god mor, vel?

Jeg meldte mig på et tidspunkt ind i en facebookgruppe, som jeg tænkte var lige mig! Samsovning, langtidsamning, BLW – tjek. Jeg havde vist bare overset et par andre punkter, så jeg var ude efter mindre end et døgn;) For med al mulig respekt til de mødre, som for eksempel aldrig råber af deres børn, så er jeg bare ikke én af dem! Jeg tror helt sikkert på, at det kan lade sig gøre, og det siger jeg uden snerten af ironi og med masser af misundelse. Jeg tror på, at der findes masser af mødre, som er fremragende til konflikthåndtering og som formår at styre udenom de handlemønstre, som vi alle sammen godt ved, ikke er hensigtsmæssige i forhold til opdragelsen af vores børn. Jeg tror ikke, at de er ‘ultramødre’, ‘speltmødre’ eller noget de pædagogiske teoretikere har opfundet for at give os resterende mødre dårlig samvittighed. Jeg tror, at de, ligesom alle os andre, gør det bedste de kan. De er vist bare lidt bedre til det end mig;)

Så nu tager jeg lige en for holdet og fortæller, hvordan tingene nogen gange udspiller sig herhjemme, når Overskudsmor har nappet en uventet fridag:

Jeg råber nogen gange af Ane. Ikke hæver stemmen, men råber. Når jeg står med hænderne i en bolledej og hun for tredje gang tømmer posen med ris ud på gulvet, mens hun kigger udfordrende på mig med øjne, der siger “Og hvad har du så tænkt dig at gøre ved det??!” Jeg ved da godt, at det ikke er særlig hensigtsmæssigt. Jeg ved da godt, at det ikke hjælper en skid. Men jeg gør det altså alligevel.

Jeg bestikker også. Jeg siger ikke “Nu skal du ha’ vasket dit hår, og det er noget mor bestemmer”. Jeg siger “Hvis jeg må vaske dit hår, får du en chokoladekanin!” Og når hun undervejs begynder at stritte imod, forhøjer jeg puljen. I går skulle der desuden kæmmes, så vi nåede op på tre chokoladekaniner. Burde jeg lære mit barn, at nogen ting er man bare nødt til, selvom man ikke har lyst? Så absolut! Er det nemmere at bestikke hende med chokolade? Jeps….

Jeg kommer med trusler. “Hvis du ikke hører efter nu, så kører vi ikke ned til mormor!” Mega dumt og tarveligt! Og det bliver ikke bedre af, at jeg ikke holder, hvad jeg ‘lover’, for det ville ligesom være lidt skørt at vende om, når man har kørt 100 km.

Jeg giver efter. Selvom jeg tre gange i træk har sagt nej til, at hun må få en kiks, så kan det indimellem godt svare sig at spørge en fjerde gang. Tal lige om at skyde sig selv i foden! Det er bare nogen gange sådan det ender, fordi alternativet kan være skrig og skrål og magtkamp. Om jeg er bange for min 2-årige? Naturligvis ikke. Jeg er rædselsslagen.

 

Jeg er på ingen stolt af at indrømme, at jeg til tider er den slags mor. For jeg ved godt, at det er forkert. Og værst af alt ved jeg, at jeg sagtens kan gøre det anderledes. Det har jeg for dælen gjort fra mandag-fredag mellem kl. 8 og 16 de sidste 7 år. Jeg arbejder med børn, der får Anes eders og forbandelser til at fremstå som komplimenter. Jeg kan sagtens være hensigtsmæssig og pædagogisk korrekt, ellers havde jeg ikke haft et job. Skomagerens børn, I ved.

Men lige såvel som jeg til tider kan føle mig fuld af overskud og gøre alle de rigtige ting, kan jeg andre gange føle mig aldeles frustreret og afmægtig. Fordi jeg er mor. Til en 2-årig. Og det kan være temmelig opslidende!

Søde Ane, jeg håber, at du kommer gennem din barndom med psyken nogenlunde intakt! Ellers må vi splejse om regningen til psykologen….

image

Babyshower og et tavshedsløfte

Jeg var til babyshower i går formiddags for at fejre en lille dreng, som forventes at melde sin ankomst til verden om små tre uger. Der var disket op med blå kager, balloner og glade kvinder – dét må siges at være en ganske glimrende kombination.

image

Maria, som er en af min allertætteste veninder, skal være mor for første gang, og jeg synes, det er kæmpestort! Jeg hylede helt vildt, da hun fortalte, at hun var gravid. Det gentog sig naturligvis, da meddelte, at hun skulle have en søn. Og jeg vil næsten garantere, at der for alvor bliver åbnet for sluserne, når han kommer til verden:)

Jeg har to bedste veninder. Den ene blev mor for første gang, da hun var 20. Og det var naturligvis stort og fantastisk, men jeg havde på en eller anden måde bare ikke alderen og indstillingen til at forstå præcis hvor stort og fantastisk, det i grunden var. Mit hoved var et andet sted, og jeg forstod ikke rigtig konceptet moderskab. Det gør jeg denne gang!

Jeg synes, det er ret vidunderligt at skulle opleve én, som jeg virkelig holder af, blive mor for første gang, for denne gang ved jeg, hvad det betyder. At hun så ‘vælger’ at gøre det nogenlunde synkront med, at jeg er blevet mor for anden gang, er bare kirsebærret på toppen af verdens lækreste isdessert – for det betyder jo for det første, at vores drenge kommer til at blive jævnaldrende. Men det betyder også, at vi kommer til at have barsel samtidig. Dét er meeeeeega fedt!

Og i dag, hvor vi smovsede kager, drak kaffe og snakkede om søvnmønstre og lortebleer, var en rimelig god indikator for, hvordan de næste mange måneder bliver: Pisse hyggelige!!!

Nu er min fornemste opgave at minde mig selv om, hvor pisse irriterende jeg ofte syntes, at andre ‘garvede’ mødre var, da jeg selv var nybagt mor. For de ved jo på forunderligvis ALT om ALTING! Og de fortæller dig gerne om det. Helt uden at du har spurgt. Så hjælpsomme er de nemlig….

Og jeg er allerede nu, før hun overhovedet har født, begyndt med de gode råd. Som hun ikke en skid har bedt om;) Så selvom jeg i dag har givet hende gaver, så tænker jeg, at hun skal have en ekstra – min tavshed!

Jeg sværger, at jeg vil gøre mit ypperste for ikke at stoppe mine gode råd og velmenende fortællinger om egne poder ned i halsen på hende. For jeg er ganske sikker på, at hun gerne lytter til mine gode råd, når HUN har brug for dem. Ikke når JEG føler behov for uopfordret at dele dem.

Jeg lover, at jeg vil prøve ikke at give erfaringer videre som endegyldige sandheder. Jeg vil huske på, at alle børn og alle forældre er forskellige, og at dét, der virker for mig, muligvis ikke virker for andre.

Jeg vil lytte og forstå og ikke følge hver sætning op med et ‘Da Ane var lille, gjorde jeg sådan her….’, for nogen gange er det ikke råd, man søger. Nogen gange har man bare brug for at læsse af og bliver anerkendt for sine følelser, uden at andre forsøger at fikse dem.

Jeg vil gemme mine allerbedste råd til de efterspørges – således at de ikke ender i ‘Hold kæft, hvor er du irriterende lige nu’-kassen.

Ama’r halshug!