Fastelavn og selvbestemmelse

Når nu man er premium blogger hos Bloggers Delight, får man ind imellem tilbud om at skrive nogle sponsorerede indlæg for forskellige firmaer. Nogen får tilbud fra Spies om at flyve en lille tur til en lækker europæisk storby. Andre får tilbud om at smage noget fiskepålæg. Og det er ret fedt, for jeg elsker makrel i tomat! Rønnebær er jeg til gengæld ikke vild med, de er sgu så sure;)

For lidt tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville skrive lidt om fastelavnskostumer for et firma. Jeg trykkede straks ja tak! Så kaldte jeg Ane ind til computeren og viste hende alle de fine prinsessekjoler. Jeg kunne naturligvis også ha’ vist hende de seje superheltekostumer, men jeg klokkede i det! Pludselig rejser Ane sig, løber ud i gangen, og kommer tilbage med Fyrstens grønne kasket og siger:

“Nej, mor! Jeg ønsker på ingen måde at bidrage til den grumme kønsnormativitet, som præger vores samfund. Desuden er jeg røv ligeglad med, om du er fancy blogger og ser dit snit til at tjene lidt håndøre ved at fratage din datter hendes selvstændighed! Jeg er fuldt ud i stand til at træffe mine egne beslutninger. At du ved det!”

Eller…. det var det, hun mente. Tror jeg. I virkeligheden sagde hun måske bare:

“Eeeeeeeeeeemmmmmiiiiiiilllllllll!”

Altså måtte jeg pænt skrive tilbage til Bloggers Delight, at jeg trak i land igen…..

Og i dag har jeg sendt Emil fra Lønneberg til tøndeslagning i vuggestuen:)

image image image

0 kommentarer til “Fastelavn og selvbestemmelse”

  1. Jeg har en datter på 2½ (og to storebrødre). Hun vil ikke være prinsesse, hverken til fastelavn eller i virkeligheden. Til fastelavn vil hun være leopard eller Rasmus Klump. Når hun omtaler sig selv i hverdagen er hun enten en lille dreng eller en kat – aldrig pige eller prinsesse. Tænker, at hun på et tidspunkt begynder at synes at hun er en pige, og så må vi se om alle de arvede prinsessekjoler også kommer i brug.

    1. Ane er sjovt nok vildt glad for tylskørter og bling-bling, men da jeg forklarede hende om fastelavn og hvad der skulle ske, var det altså Emil der vandt:)
      Åh, en lille leopard ville da også være så fint!

  2. ha ha ha fantastisk:o) Og hun er en meget sød og køn Emil:) Vores mindstemand på 8 år har bedt om, at få lov at være Danny Zuko fra Grease næste fredag når skolen holder fastelavnsfest:) Vi ved ikke helt, hvor ideen opstod men han er meget opsat på det er det coolest:) Vi er enige! Go’ weekend.

  3. Jeg har været på jagt efter at Elsa kostume.. Min kæreste må nemlig ikke være Elsa for pigerne i den børnehave hvor han er pædagog – for han er jo en dreng! Så selvfølgelig skal manden være Elsa……

    1. Og nu skal han da i endnu højere grad være Elsa. Min datters bedste ven i børnehaven hed Ferdinand. Fordi han var den eneste der gad at klæde sig ud i flæser og prinsesse-udstyr og flamingo-danser kjoler sammen med hende.

      1. Min lillebror var prinsesse et år. Året efter ville han være det igen, men min far fik ham overtalt til at være musketer. 10 minutter efter, at de var landet på institutionen, hvor tøndeslagningen skulle foregå, havde han fundet kassen med udklædningstøj og iført sig den fineste prinsessekjole;)

  4. Men du har da sendt den sødeste emil afsted. Mine skal først klædes ud i skolen på mandag, hvor det vist er den rigtige fastelavnsdag (?). Og så har de begge tøndeslagsning i weekenden. hvilket er godt. For så får de brugt de (dyre) kostumer, jeg har købt. Fordi jeg ikke kan sy og vi ikke kunne nå at få mormor igang…

  5. Min datter på 3 har været over Elsa, Hanne Riffel fra Ramasjangmysteriet og Snehvide. Vi havde oven i købet lånt en meget fin luksus-Sehvide-kjole af en af mine kolleger. I dag sendte jeg hende i børnehave som Rødhættes bedstemor – hun var meget stolt, og det var jeg selvfølgelig også!

  6. Det er SÅ cool. Da min ene niece var 3 år var hendes største fødselsdags ønske, et spiderman kostume.. aldrig har jeg købt en gave med større glæde…

  7. Jeg er tosset med dig og Ane! Emil kunne helt sikkert også ha’ været et godt bud her hjemme. Vi endte dog med at hun måtte få sit armbånd og gyselige pandebånd på, som moderen hader, men barnet elsker… Skal Ane i øvrigt ikke snart starte i børnehave?

  8. Årh, hvor er hun herlig!
    Jeg har lige brugt to timer inde i byen på at overbevise min søn på 3 1/2 år om at udklædning er en god idé. Jeg startede med superhelte, gik over i noget brandmand og spurgte i ren desperation til sidst om han hellere ville være Elsa? Men nej, didn´t work. I stedet fik han en ny pyjamas med brandbiler, så nu kommer han i børnehave med pyjamas på på mandag. Jeg da liiiigeglaaad…lalala. Time saved mandag morgen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.