Smørbabser, tis og cocktailpølser

Jeg har været et smut forbi sundhedscenteret i dag og få lillebror målt og vejet, da vores sundhedsplejerske er syg. Jeg havde godt en lille fornemmelse og nogle meget lange arme, der sagde mig, at han er godt polstret.

69 cm og 7,5 kg her et par dage før han rammer de 3 mdr. Til sammenligning vejede Ane cirka det samme, da hun var 7 mdr…. Jaaaa, her gik jeg og troede, at jeg havde fløde i babserne, når det nok nærmere er ren smør!

For at gøre lidt ekstra indtryk på sundhedsplejersken, besluttede lillebror, at han lige ville demonstrere sine andre evner ved at lave et lille springvand og tømme sin øjensynligt bundløse blære ud over sin mor. Hvorfor er det lige, at man altid pakker mega meget skiftetøj til ungerne, men intet til sig selv??!

Nuvel, det gælder jo om gribe livets små tissetårer og få det bedste ud af dem, så jeg satte næsen mod første og bedste tøjbutik for at få fingrene i en tør bluse. Jeg havde stadig et par timers gåtur foran mig med et besøg hos lægen til tre måneders vaccine og endnu et på hospitalet for at få nappet lidt blod og tjekket stofskiftet, og solen var ingen stedet at se, så jeg frøs ærlig talt en smule. Men altså – jeg bor i Hvidovre, som ikke just er noget modemekka. Og den eneste butik jeg mødte på mig vej, bestod af tøj, der enten var lige lovlig douche og dullet eller havde fået et lille strejf af fjer, frynser og blonder. Så vil jeg fandme hellere fryse!

Men men men – som altid slog jeg lige et smut fordi SuperBrugsen, som har en ‘Mindre madspild’ montre, der sjældent skuffer. Og så kan man både være gennemkold og lugte lidt af urin, men hvad gør det, når man står overfor noget så vidunderligt som cocktailpølser til 5 kr. pakken??! Åh, du dejlige torsdag:) Og nej, jeg planlægger ikke en brunch eller en ordentlig røvfuld kødsovs – det her er snacks til morgendagens X-Factor finale. Cocktailpølser er SÅ meget bedre end bland selv slik!

image

 

… Men med tanke på at selvsamme Brugsen er så skide sød at sætte bland selv slikket ned til 6,95 om fredagen, så tænker jeg at gå all in og nappe begge dele:) Vild ungdom!

 

Redekassen legatet og en ganske særlig kvinde

Annonce

Jeg har hverken modtaget produkter, penge eller chokolade for at skrive det, men Mia, som ejer Parcellet, har spurgt, om jeg vil hjælpe med at udbrede kendskabet til hendes nye koncept, Redekassen Legatet. Og det vil jeg naturligvis!!!

EDIT: MEN mine links i dette indlæg er affiliate, så shopper I inde hos Mia via mine links, tjener jeg lidt. Det vidste jeg bare ikke, da jeg skrev indlægget:)

image

Jer, der har fulgt med herinde længe ved, at vejen til Ane var lang og brolagt med store økonomiske omkostninger. En mindre detalje i livets regnestykke, men det fyldte ret meget for os, da vi stod i det. Vi er heldigvis bare så pisse priviligerede, at vi både har en masse venner og familie, som hellere end gerne hjalp, både økonomisk, men også med babyting, da først Ane endelig kom. Og en del af jer læsere her, samt en masse følgere fra Instagram, sendte alverdens ting og sager. Stofbleer, legetøj, flaskevarmer, tøj og meget, meget mere! Jeg er stadig den dag i dag DYBT TAKNEMMELIG for al den kærlighed og omsorg vi modtog:)

Derfor er jeg fuldstændig vild med Mias idé! Den går ud på, at man kan søge selv eller på vegne af andre, hvis man af den ene eller anden grund har brug for en lille håndsrækning som gravid eller nybagt mor. Og er man heldig, kan man modtage et legat, så man kan sammensætte en redekasse med ting til baby for en værdi af 5000 kr.

Orv, det er en fin tanke, synes jeg!!!

Jeg ved godt, hvem jeg ville kaste sådan et legat efter, hvis jeg frit kunne vælge. Ikke fordi hun som sådan er økonomisk eller på anden måde trængende, men fordi hun er så pisse, møghamrende, mega sød, sej og dejlig! Måske I kender hende? Hun går under navnet @tenna_og_alle_de_andre på Instagram. ‘Alle de andre’ er hendes mand, hendes to døtre og den lillebror, der lige nu vokser under hendes hjerte.

Jeg har lært Tenna at kende gennem Instagram. Ane og Tennas yngste datter, Phoebe, er født samme dag, og da Tenna fik idéen om at lave en Instagram-mødregruppe, hev hun mig med. Jeg synes, at Tenna er temmelig bad ass! Mens hun gik på barsel med Phoebe, var hendes mand under uddannelse og havde arbejde ved siden af, hvilket man jo oftest er nødt til. Så Tenna var på hårdt arbejde derhjemme med en nyfødt og en 3-årig. JEG siger ‘hårdt arbejde’, fordi jeg står i det samme et par timer eller 5 om ugen, og jeg synes personligt, at det trækker tænder ud. Alligevel tror jeg aldrig nogensinde, at jeg har hørt Tenna brokke sig! Aldrig! Hun er evigt glad, optimistisk og overskudsagtig, og arrangerede også lige et bryllup og passede og plejede en kolonihave ved siden af. Til sammenligning er succeskriteriet herhjemme at huske at skifte trusser på daglig basis! Og det lykkes ikke altid…

Jeg var hjemme ved Tenna for nogle uger siden sammen med nogen af de andre fra vores mødregruppe. 5 børn var der, plus lillebror. Og alle ungerne ville være i stuen med os andre, hvorfor alt legetøjet blev hevet derind. Også boldbadet. Som de selvfølgelig synes skulle hældes ud over gulvet. På et tidspunkt kigger Tenna tænksomt rundt i stuen. Jeg er også tænksom – “Fuuuuck!” tænker jeg. Tenna tænker tydeligvis noget andet, for i stedet for et ‘fuck’, kommer dette ud af hendes mund:

“Det er bare så vidunderligt, når der er liv i lejligheden!:)”

Det der, mine damer, det er ret meget indbegrebet af Tenna, og derfor ville jeg elske at se hende blive forkælet med lidt lækre sager til deres lillebror:) Fordi hun virkelig fortjener det!

Hvem synes du, fortjener forkælelse og hvorfor? 🙂

Læs meget mere om Redekassen Legatet lige her!

Påskeferien i ord og billeder

I denne påskeferie har jeg:

image

  • hoppet på trampolin uden at tisse i bukserne
  • set tre Harry Potter film. Eller …. egentlig kun to, men så den ene to gange;)
  • spist franske kartofler og Holiday-dip
  • hoppet mere på trampolin og dryppet en lille smule i bukserne
  • spist tarteletter og grint af den gode gamle “Nogen ta’r det tungt, andre tarteletter”;)

image

image

  • lavet det samme Frost-puslespil 15 gange. Elsker når Ane får nyt legetøj;)
  • nydt at jeg har verdens bedste svigermor, som bringer sin påskefrokost til os, så vi kunne udnytte solens stråler til at lave lidt i haven

image

  • blogget om Palæ Pompøs
  • kysset Jasper en million gange
  • gjort det samme med Ane
  • fået mit første uopfordret “Jeg elsker dig, mor!” fra Ane
  • leget med æg hos Lillemor
  • skrålet med på “I would do anything for love” – albumversionen naturligvis. 12 minutters lykke:)
  • spist toasts. For mange….

image

  • dræbt tre planter og Anes karse
  • besøgt min ene venindes nyfødte datter og ventet utålmodigt på en andens fødsel
  • planlagt at vaske gulv
  • lokket Fyrsten til at vaske gulv
  • nydt livet!

Mor på gefühl

Det der moderskab er én lang træningslejr! Først skal man lære at slå barnevognen sammen og montere barnesæde i bilen. Så skal man lære at lave boller i karry og franske fletninger. Et lille genopfriskende kursus i matematikkens verden bliver sikkert også nødvendigt, når de en eller anden dag kommer slæbende hjem med lektier.

Indtil videre tager jeg den på gefühl og holder mig hovedsageligt til det, jeg kender, hvilket vil sige at spaghetti og kødsovs er livretten, og et skævt springvand er den fortrukne frisure. Gudskelov, at hun endnu ikke ved bedre!

I dag har jeg gefühlet mig frem i forsøget på at lave en hyggelig æggejagt i haven. Jeg havde pakket slik i farverige, hjemmelavede poser og gemt rundt omkring i haven, lavet små tegninger der viste findestedet, samt inviteret en flok unger. Jeg havde naturligvis forsøgt at rådføre mig med oraklet Google først, som dog forrådte mig i nødens stund. Jovist, der var en masse at finde om ‘æggejagt’, lige på nær en helt klar opskrift på, hvordan fanden man laver en æggejagt. “Sådan noget ved en rigtig mor bare!” sagde Google til mig, så jeg gav Google fingeren og fandt på noget selv!

Men hvad sker der, når man smækker en flok unger i overtøjet og åbner døren? De forsvinder! Særligt når de kan se en trampolin! “Kom, vi skal lige samles her allesammen!” Gæt hvem der så fik fingeren??! Heldigvis kunne jeg det magiske ord: SLIK! Og heldigvis havde jeg også inviteret en 5-årig, som altså er bare en tand skarpere end den middelmådige 2-årige, som jeg selv kan bidrage med. Frk. 5 år lurede hurtigt ved hjælp af tegningerne, hvor slikket var at finde, og de små blev gelejdet med. Og så skulle man ligesom tro, at de efter de første to poster, fangede konceptet – her skal vi lede efter slik. Men niks. Jeg havde jo ikke taget højde for, at vores have er én stor forhindringsbane med trampolin, gynge, løbecykel, dukkevogn og andre forstyrrende elementer.

Nå. Men altså, de fik slik. Og jeg fik lært, at når man sætter barren for højt, må man danse limbo i stedet….

image

Ane-parlør

“Mo-aaaaar?”

  • Jeg vil gerne ha’ en skumfidus

“Mo-aaaaaaaar?!”

  • Jeg vil gerne ha’ en skumfidus NU!

“Mor?”

  • Hvor er du? Jeg skal ikke bruge dig til noget, bare være sikker på at du ikke ser mig gå i skuffen efter skumfiduser…..

“Hej mor!”

  • Du kan ikke se dem, vel? Hvad hvis jeg lukker øjnene?? Hvor mange skumfiduser kan jeg mon have i munden på én gang??

“MOAAAAAR!!!!”

  • Du tager dem ikke! Nej!! Nej, lad lige…. Gi’ mig dem! Det er MINE!!!

“Faaaaar….”

  • Mor tog mine skumfiduser!

“Dumme, dumme mor!!!”

  • Dumme, dumme mor!!!

Palæ Pompøs

image

imageVores hus blev bygget i 1931, dengang hvor Hvidovre stadig var ude på landet og vist nok bestod primært af kolonihavehuse. Jeg har læst mig frem til, at de fleste blev bygget ud af bilkasser, altså de store trækasser, som biler blev leveret i. Vores er heldigvis ikke et af dem, selvom man kan ha’ sine tvivl;)

Vi købte det i 2010, hvor det blev solgt som ‘1,5 plan til istandsættelse eller som grund’. Vi valgte første løsning! Vi nåede ikke at kigge på mange huse, før vi faldt for Palæet. To, for at være helt præcis. Først et lille bindingsværkshus, som var renoveret på en måde, som vi følte ikke matchede husets stil og ånd. Og dernæst Palæet, som, med sit mosbeklædte tag og punkterede ruder, bare ventede på, at der kom nogen forbi, som ville elske det.

Vi faldt først og fremmest for de gamle, grønne vinduer og hele stemningen, som man kun finder i et gammelt hus, der bærer tydeligt præg af de liv, der har været levet i det. Så faldt vi for trappeopgangen, som var (og er!) beklædt med gamle teaterplakater, og elmåleren som var pyntet med Daimis autograf.

Hvor mange kan mon prale af at have Daimi som gudmoder til sit hus? Det kan jeg! Så det gør jeg;)

image

Jeg tror ikke, at hverken jeg eller Fyrsten ville kunne trives i et parcelhus eller i en nybygget kasse med samme stållamper ved hoveddøren som naboen. Jo jo, jeg kunne da virkelig godt tænke mig, at ledninger og radiatorrør var trukket indeni væggen, men vil man have sjæl og historie, så følger der nogen gange stofledninger med.

Jeg kan godt li’ at sidde i stuen med fødderne oppe på sofabordet og betragte de franske døre. Jeg kan godt li’ at forestille mig værkstedet på Jytte Abildstrøms Teater, hvor to unge mænd, iført arbejdstøj og sminkerester fra aftenens forestilling, hamrer og banker for at bygge franske døre til deres nye hjem. Jeg kan godt li’ at vide, at nogen før os har elsket Palæ Pompøs. Så meget endda at de gav hende så overdådigt og stort et navn trods hendes mange skavanker i form at skæve vægge og knirkende gulve. Jeg kan godt li’ husets historier. Dem, der allerede er forfattet af andre før os, og dem vi selv er ved at lave.

Vi bliver aldrig færdige med at renovere Palæet. Vi er først lige begyndt. Jeg drømmer at male vores træbeklædte førstesal hvid og få fjernet spånpladerne, som forhåbentlig skjuler gamle planker. Jeg drømmer om at vinde i lotto, som jeg ikke spiller, og lave udhuset om til et lækkert badeværelse. Jeg drømmer om badekar på løvefødder og en gammel skolevask. Jeg drømmer om et drivhus og et hønsehus, om at male om i stuerne og få en ny brændeovn.

Nogle af drømmene er mere realistiske end andre, men jeg diskriminerer ikke;) Alle drømme er velkommen her!

For sjov skyld og narrestreger – Palæet 1931 og 2016:

image

 

imageJeg forestiller mig, at vi en eller anden dag, når Palæet regeres af to teenagere, rykker soveværelset ned i stueplan. Det er nok bedst for alle parter;)

 

 

Et lille, bitte påskeæg <3

Vi skal afsted til påskefrokost på Lolland lige om lidt. Vi tog samme tur sidste år. Der havde vi dog kun et enkelt barn med i bilen, mens et lille, bitte Jasper-æg var på vandring i mit underliv;)

Min fætter var svært skuffet over, at han og Fyrsten ikke skulle drikke snaps. Men vi skulle køre hjem samme aften. Jeg kan ikke huske, hvad vores undskyldning var for ikke at blive og overnatte. Sandheden fik de ikke. Ingen af dem. Faktisk tror jeg kun, at det var min veninde, Maria, som vidste, at vi næste dag skulle insemineres.

Alle de tidligere behandlinger havde vi været helt åbne om. Både fordi vi forventede, at de ville ende i en graviditet, men også fordi jeg havde et stort behov for at tale om det. Det havde jeg ikke denne gang. Denne behandling talte ikke rigtig i regnskabet. Vi var klogere nu. Vi vidste, at det kunne tage lang tid. Og vi havde ikke behov for at svare på spørgsmål og ‘stå til regnskab’ i forhold til at komme med jævnlige opdateringer. Det var vores lille hemmelighed.

Så vi løj. Og lod snapsen stå. Vi spiste rejemadder, nød det gode selskab og vendte næsen hjemad, spændte på morgendagens begivenhed.

I dag springer jeg atter snapsen over. Denne gang af hensyn til bebsen, der hænger ved mit bryst. Mit allerdejligste påskeæg <3

imageFoto af Frederikke Brostrup.

 

Instagramvenligt børneværelse??

Niks! Til gengæld er det herre børnevenligt;)

image

Ane har ikke et ‘rigtigt’ værelse. Hun har et rum på førstesalen, hvor hun har en seng og en reol og et gulv beklædt med bamser, enlige strømper og størknet snotpapir. Det er et gammelt loftrum, hvor tapetet bogstavelig talt hænger i laser. Nogle steder mere end andre, for når Ane går forbi en løs flap, så SKAL der lige hives!

En eller anden dag skal værelset laves. Væggene skal rives ned og nye skal op. Skunken skal inddrages, og der skal bygges en alkove eller noget andet smart i forhold til skråvæggene. Men tingene kan som bekendt godt tage sin tid herhjemme. Det er på ingen måder et ‘haster!’-projekt, for Ane vil naturligvis helst være, hvor vi er, hvilket er nedenunder. Vi er så heldige at have fire stuer. Én fungerer som spisestue, en anden som opholdsstue, en tredje som kontor/musikrum og til sidst er der udestuen, som lige nu er mit og Anes værelse. Jeg har bord og skab til stoffer (de bløde af slagsen) i den ene ende, og i den anden har Ane frit spil på undtagelse af et par hylder, som jeg har lagt beslag på. Det var blandt andet dette rum, som jeg havde kastet mig frådende over forleden. Fyrsten har brugt vinteren på at bygge væg-til-væg-reol og skydedøre til vores cykelskur, og det er foregået i udestuen. Nu, hvor vejret igen tillader, at projekterne hovedsageligt kan holdes udendørs, har Ane og jeg fået vores rum igen.

Og vi er MEGET glade! Særligt Ane:)

image

Jeg skal da overhovedet ikke holde mig for fin til at indrømme, at jeg gerne havde smækket en douche tipi, en Miffy lampe, en lightbox og en masse pastelfarvet pynt op derude. Det er sgu da pænt! I hvert fald indtil Ane formodentlig ville tørre næse i tipien og give Miffy en på lampen (hø!). Jeg lever sædvanligvis efter den devise, at børn (nok mest mine egne) naturligvis skal lære at passe på deres ting. Alt behøver ikke raseres eller kastes med. MEN når det er onsdag eftermiddag og lillebror hænger i ammelapperne, så gider jeg simpelthen ikke skulle få nervøse trækninger hver gang, jeg hører en lyd, fordi jeg forestiller mig, at Ane leger lasso med sin lyskæde. For det gør børn (igen – MINE!)! Lige meget hvor ofte de får at vide, at man sagtens kan tage kassen stille og roligt ned, så er det bare lige tanden sjovere at banke den ned med sin kæphest og tømme indholdet ud på hele gulvet.

Anes legeværelset er ikke farvekoordineret. Det er heller ikke alders- eller kønskoordineret, for Ane er en meget favnende pige, som gerne leger med både rangler og fukssvanse;) Hendes mange filthatte er som oftest beklædt med et tykt lag hundehår, fordi de bruger mere tid på gulvet end på hovedet. Og spejlet på væggen kan man sjældent spejle sig i, fordi Ane gavmildt deler ud af store, våde kys – til sig selv.

Ane elsker sit legerum! Og jeg elsker at se hende tusse rundt derude iført tre tylskørter og klovneparyk:) Allermest elsker jeg det faktum, at vi kan lade duploklodserne ligge og flyde på gulvet, indtil byggelysten igen sætter ind. Det er ikke rod, det er leg:)

(Og ja, der var ’tilfældigvis’ ryddet op, da jeg kom forbi for at tage et billede!)

imageimage

Hvad dagen i går ellers bød på:)

Annonce

Som jeg skrev i går, havde jeg sådan en lidt halvfesen fornemmelse i kroppen, da vi kom hjem fra mødet i Statsforvaltningen.

Glad, fordi det jo var gået godt! Fordi sagsbehandleren var virkelig sød, og fordi at nu var de sidste ting ligesom på plads. Ærgerlig, fordi jeg virkelig havde håbet på, at det var mødET.

Så da vi kom hjem, havde jeg mest af alt lyst til at kravle ned under dynen, hvilket desværre ikke var en mulighed. Vi skulle nemlig ha’ besøg af fotograf Frederikke Brostrup, som også gæstede Palæet for to år siden, da Ane var en bette størrelse. Egentlig skulle Frederikke have været med til lillebrors fødsel, men jeg lagde mig som bekendt på operationsbordet, og Frederikke lagde sig med en influenza. Så i stedet tilbød hun at komme nu og tage nogle billeder af os alle sammen.

Ane var, ligesom jeg, træt ovenpå sin legedate, så hun faldt i søvn på Fyrstens skød 7 minutter før Frederikke ankom. Jeg havde ellers fundet både maling, stempler, farverige piberensere og alverdens andet kreagøgl frem i håbet om, at det kunne give den unge dame et energiboost, men søvnen vandt. Og lige netop i sådan situation er det jo rimelig fantastisk, at Frederikke kom her, fremfor at vi skulle ud. For Ane fik lov at sove, hun vågnede i sit eget tempo, og da Frederikke havde vundet hendes tillid ved at iklæde sig Minnie Mouse-ører, fik hun lov til både at lege med og tage billeder af Ane:) Hun fik også skudt nogle fine (forestiller jeg mig) billeder af lillebror med munden fuld af babs.

Jeg glæder mig sådan til at se billederne, når de er klar! Indtil videre har Frederikke sendt en lille smagsprøve, og det lover VIRKELIG godt:

imageimage

Jaaaa, hun er satme dygtig! Men det hjælper naturligvis også på det, at jeg stillede så lækre menneskebørn til rådighed;)

Da Frederikke havde pakket kameraet sammen, hoppede vi i bilen og kørte mod Hvidovre Hospital for at hilse på en splinterny verdensborger og høre om en fantastisk hjemmefødsel! Og for ligesom at sætte trumf på en dag fuld af blandede følelser og oplevelser, drejede vi forbi Mac D. og nappede aftensmaden med hjem. Jeg havde desuden en hindbærsnitte liggende på sukkerlageret, som blev indtaget i selskab med Hammerslag, mens lillebror sov, og Fyrsten puttede Ane:)

Så alt i alt endte det med at blive en ret så dejlig dag! (Og nat – lillebror sov fra kl. 21 til 4.27!!!)

 

– Fotograferingen var en gave, derfor er indlægget markeret som ‘annonce’:)

Dagen i dag – so far….

Dagen startede sådan her:

image

…. Så kan det ligesom ikke være helt skidt, vel?:)

Da vi havde afleveret Ane hos hendes veninde, Karla, fandt jeg brevet fra Statsforvaltningen frem i min e-boks. Jeg kunne så konstatere, at mødet IKKE var i Kbh. NV, som jeg troede, men tværtimod lige rundt om hjørnet. Altså var vi ca. tre kvarter for tidligt på den. Venteværelset var ikke særlig ventevenligt. Ingen aviser eller ugeblade. Så jeg hoppede ind på Politikens hjemmeside og ku’ fortælle Jess, at der skete grimme ting i Bruxelles. Han ku’ så passende fortælle mig, at det var han godt klar over i og med, at vi havde hørt det i radioen i bilen. En rimelig god indikation på, hvor mit hoved var. Fulgt op af, at jeg gav mig til at lede efter min læbepomade. Jeg havde jo lige i bilen konstateret, at den lå på sædet i stedet for i tasken. Så havde jeg vel lagt den tilbage i tasken? Eller hvad?

Læbepomaden lå stadig i bilen, da vi kørte hjemad. Uden underskrift….

Sagsbehandleren var meget, meget sød og sympatisk. Hendes opgave var at sikre sig, at intet ulovligt var foregået. Så vi fortalte historien – igen. Og den blev skrevet ned – igen. Nu skal den så ind og vende ved Ankestyrelsen – igen. Og Ankestyrelsen er en svær instans at blive klog på. Det kan tage tre uger eller 13 måneder.

For fanden altså!

Jeg håbede virkelig, at det var nu. At tingene ville falde på plads, og at det hele ville stoppe her. Men sådan skulle det ikke være…. Forhåbenlig bliver min Asti ikke for gammel.

Det er bare et stykke papir! Jeg var glad og smilende, da vi sagde pænt farvel til den rare dame. Sagde til hende, at et par måneder fra eller til jo ikke gjorde den store forskel. Men lige nu har jeg sådan en tom fornemmelse i kroppen. Som om luften er gået ud af ballonen…..

(Det her skrev jeg i formiddags, men nåede aldrig at trykke ‘udgiv’. Eftermiddagen blev ret dejlig, og nu er vi på vej ud af døren til endnu en dejlig oplevelse:) Det må I have tilgode!)