Min efterfødselskrop – uge 9

Maven, da jeg var 9 uger henne, og maven i dag, hvor lillebror er 9 uger gammel:

image

Nu er det så, at jeg skal være top cool og sige, at jeg har det helt fint med min mave. Det kan jeg sådan set også godt, for jeg HAR det faktisk helt fint med min mave, sådan følelsesmæssigt. Rent praktisk synes jeg, at den er helt enormt irriterende, fordi det tager mig en evighed at finde tøj om morgenen. I en periode gik jeg bare i mit ventetøj. Så udspillede denne episode sig:

Mig: “Ja, vi vidste ikke, at vi skulle ha’ en dreng, så nu sælger vi ud af vores datters tøj.”

Fremmed dame ligger hovedet på skrå, kigger på min mave og siger smilende: “Nå, I har måske lige været til 20 ugers scanning?”

Mig: “Han ligger inde i stuen…..”

Pinlig tavshed

Fremmed dame: “Jeg køber bare det hele, så!”

Ej okay, det sidste sagde hun ikke, men det havde måske gjort situationen lidt federe;)

Jeg gik ikke i oversize ventetøj, da jeg var gravid. Jeg gik i ‘jo strammere, jo bedre’-ventetøj, så ALLE ku’ se min fine mave! Den skulle på ingen måde skjules, så jeg struttede, det bedste jeg kunne.

Nu gider jeg egentlig ikke rigtig strutte mere;) Men jeg er sådan en irriterende type, som aldrig har skulle passe på min vægt. Jeg har aldrig været synderligt optaget af min krop, fordi den ligesom bare var fin, helt som den var. Jeg har aldrig været på kur. Og når jeg har trænet, har det været for sjov og for at få mere energi – ikke for at trimme mit hylster.

Så blev jeg gravid og tog 30 kilo på og havde det også helt fint med det. Jeg var måske lidt naiv, men jeg troede, at min mave helt af sig selv ville finde tilbage til sin oprindelige tilstand sådan forholdsvis hurtigt. Det har den jo gjort for alle mødrene på Instagram. Men lad mig afsløre en lille hemmelighed:

Instagram er fuld af lort!

Lort, flade maver og hvidmalede, selvrensende trægulve. Det er jo for dælen kun de fladmavede mødre, der flasher six-pack på Instagram. De andre sidder hjemme på gulvet foran tøjskabet og overvejer, hvilket tøj de skal tage på.

Jeg havde planer om at købe noget tøj i en størrelse ‘her er plads til maven’, men jeg besindede mig. For det er jo dumt. Det er dumt at købe tøj, som jeg muligvis og muligvis ikke kun kan bruge de næste tre måneder. I stedet har jeg indset, at jeg nok er nødt til at gøre noget aktivt, hvis jeg vil fremstå lidt mindre nygravid og kunne passe bare lidt af mit gamle tøj igen. Altså ikke noget med fitnesscentre eller andet overilet, bare nogle maveøvelser hjemme på stuegulvet. Jeg ved godt, at det kun er 9 uger siden, jeg har født, men jeg tænker ikke, at det skader, at hjælpe maven lidt på vej. Det er dét eller droppe chokoladen – sat sådan op, er det et ret enkelt valg!

0 kommentarer til “Min efterfødselskrop – uge 9”

  1. Hmm, jeg har da ellers flashen min mave gentagne gange efter Arn – og hvis du synes din er slem, så bare se min…
    Jeg har så Rectus Diastase (tror jeg nok det hedder) og det kræver noget særligt træning (som ikke vare er mavebøjninger – hø)…
    Men det er træls at vente på maven går væk, nogen gange kræver det meget hjælp (og ved præcis hvad du mener med tøjskabet)

    1. Der burde findes to slags ventetøj – en slags til graviditeten og en slags til tiden efter;) Og ja, det er sgu da noget hø! Hvad skal der så til?

  2. Min datter er 7 måneder og efter en vis målrettethed de sidste to måneder er min mave nu flad (eller så flad som den nu bliver) og jeg kom af med de sidste 5 kg… Jeg synes du skal give det lidt mere tid før du går amok og bliver rigtig træt af den!

    1. Jeg er egentlig heller ikke så træt af den endnu, mere træt af at gå i natbukser og alt for store skjorter! Og sejt gået:)

  3. Jeg var en af de “trælse”. 8 dage efter fødslen var jeg tilbage i min før-graviditetskrop. Pånær brysterne – de var store og fyldt med mælk. Mælk der ikke mættede. Så Magnus hang i dem halvdelen af døgnet. Nu har jeg små og trætte bryster. Måske ville jeg hellere have kæmpet lidt med maven. MÅSKE 😉

  4. Instagram ER fuld af lort! 🙂 Og du er sej. Jeg tog 22 kg på under min graviditet. De første 14 kg var væk efter to måneder og de resterende 8 var helt tabt efter et år – men så gjorde jeg heller ikke rigtigt noget aktivt for det. Netop fordi ingen dikterer, at man skal posere med sixpack efter to måneder 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.