Guitardrømme og plantedrab

Jeg ville virkelig ønske, at min mor havde tilmeldt mig noget musikundervisning som barn. Gerne klaver eller guitar. Helst guitar. Det havde været så fedt at kunne spille med omkring bålet på Vejlø. Fremfor bare at være hende, der drikker Hof og synger falsk. Så kunne folk sige: “Nå ja! Elisabeth – det er hende, der spiller guitar.”

Jeg gik til rytmisk gymnastik. Det er der ikke meget street credit i, skal jeg hilse og sige! Nå, så du designer tøj? Jeg kan en serie til Michael Jacksons ‘Thriller’…. Jeg var faktisk ikke helt dårlig til springgymnastik, som jeg også havde en kortvarig flirt med. Dobbelt saltomotale på trampolin! Håndbold var jeg til én gang. Man skal ikke dyrke sport med bolde, når man er bange for bolde.

Jeg har ikke sådan én bestemt ting, som jeg bare er rigtig god til. Jeg kan vende en Mariekiks i munden, men det er der vist mange, der kan. Jeg kan også gå i spagat og tage det ene ben på nakken, men igen – ikke ligefrem noget man skriver på sit CV.

Min veninde, Laura, tegner og maler. Sådan nogle virkelig flotte ting!!! Og Maria kan knytte og flette de flotteste smykker – hun stod for hoved- og fodpynt til mit bryllup. Ja, jeg var barfodet, men med den smukkeste, knyttede blomst på min ene fod – for sådan noget kan Maria!

Fyrsten synes, jeg er rigtig god til at genoplive planter. Altså til at slå dem ihjel og så få dem til at spire igen. Han mener dog, det er en bevidst strategi for at få ros for min genoplivningsindsats. Ligesom når brandmænd starter en brand for selv at slukke den. Bare med pletter i luften og efeu. Vi ser for meget CSI. Og jeg genopliver altså kun omkring en tiendedel af dem, jeg slår ihjel, så det er jeg faktisk heller ikke så god til.

Jeg havde en plan om at lære at spille guitar, mens jeg var på barsel. Så meget en plan, at vi har anskaffet en ekstra guitar, så vi kan spille sammen. Men det kræver jo, at jeg sætter mig ind i det der med noder. Åbner en bog og ser nogle youtube-videoer og sådan. Måske jeg i grunden bare er for doven til at blive sådan rigtig god til andet end at spille Candy Crush og spise slik? Det er jeg til gengæld også VIRKELIG god til!

image

Bliv tryghedstester:)

Annonce – indlægget er lavet i samarbejde med Falck Alarm

Som nævnt herinde før havde vi ikke boet i Palæet i mange uger, før vi blev udsat for indbrud. Efterfølgende var jeg rundt og ringe på i nabolaget i håbet om at nogen havde set eller hørt noget, og naturligvis for lige at smide en advarsel. Jeg var forståeligt nok lidt rystet over hele situationen, og en af naboerne kiggede forundret på mig og sagde, at det vel var hvad man kunne forvente, når man købte hus i sådan et kvarter. At så vidste tyvene jo godt, at man var ‘ved muffen’.

Lad mig lige starte med at sige, at der er meget få ‘muffer’ i Palæet! Vi er en lærer og en håndværker, som har købt et håndværkertilbud. Vores hus havde for fa’en mos på taget og rådne vindskeder! Tyven løb da også ‘kun’ med pung, iPod og kalender – sidstnævnte var en fin sag i læder, som godt kunne forveksles med en pung, men med mindre tyven havde en særlig interesse i min cyklus, tvivler jeg på, at den var særlig meget værd for ham;) Der har – 7 9 13 – ikke været indbrud siden. Om det skyldes hunden, alarmskiltene eller det faktum, at tyvene har sandet, at Palæet ikke indeholder de store rigdomme, med mindre man kan betale sin pusher med prikkede kopper eller gamle sukkerdåser, ved jeg ikke. Jeg er bare glad for, at de holder sig væk!

image

Mine rigdomme;)

Men naboens kommentar fik mig også til at rynke lidt på næsen. Det kan da ikke være rigtigt, at man nærmest må forvente indbrud, fordi man bor et bestemt sted?? I mit barndomshjem var hoveddøren aldrig låst. Som i virkelig aldrig. Og jeg ved godt, at der er stor forskel på Lolland og Hvidovre, og at tiden er en anden, men alligevel. Jeg synes godt nok, det er trist, at indbrud nærmest er en selvfølgelighed, hvis man vælger at bo i hus!

Nå, nu til sagen! Jeg har nemlig fået til opgave at tippe jer om, at I kan vinde muligheden for at blive tryghedstestere for Falck Alarm. Ved at blive tryghedstester får man alarmen gratis i et år og skal i løbet af det år svare på nogle spørgsmål om ens oplevelse af tryghed. Alarmen har en værdi af 6759 kr., og der udtrækkes 10 tryghedstestere. Selvom man ikke bliver tryghedstester, deltager man alligevel i konkurrence om et års gratis Falck Alarm. Du deltager lige her🙂

(Den her slags reklame kaldes en leadkampagne og fungerer lidt ligesom affiliate links. Altså tjener jeg lidt lommepenge, hvis I tilmelder jer konkurrencen via mit link. Jeg ville gerne sige til chokolade, men jeg prøver sgu at holde op. Prøver. Til gengæld er de der Venus barberblade pænt dyre, og jeg satser på, at det bliver sommer og tid til at lufte stængerne på et eller andet tidspunkt!)

Babser, sushi og ligtorne

Når man har en blog, så får man ind imellem nogle tilbud eller invitationer til diverse ting og sager. Noget af det giver mening – andet knap så meget. Som dengang jeg blev tilbudt at teste en dating-app… Man skal ikke læse meget mere end et kvart indlæg herinde for at finde ud af, at jeg er gift. Og er man i tvivl, kan man måske få et lille hint fra bloggens navn;)

Andre gange møder man op til noget, hvor man bare med det samme ved, at det er meant to be. Som I går aftes, hvor jeg mødte op til et event hos Tiger og vadede direkte ind i en plakat med dette motiv:

image

Ja, det er en taske med babser på! Man skal ikke kende mig særlig godt for at vide, at babser er noget, jeg forstår!

Allerede der var stilen ligesom lagt til en ret god aften:) Den blev kun bedre af mit første rigtige møde med sushi. Grin bare, men den er sgu god nok. Sushi og jeg havde et halvhjertet møde for en 10-15 år siden, som efterlod mig uimponeret og sulten, hvorfor en second date aldrig kom på tale. Før i går. Måske jeg bare ikke var helt klar og moden nok til sushi dengang – det skal jeg ikke kunne sige. Men mødet i går var en bragende succes. Orv, det var lækkert! Værre blev det ikke da der også kom et fad med donuts på bordet. Babser og mad – det er fandme noget, jeg forstår mig på!

image

Eventet var super hyggeligt! Selskabet var godt og maden ligeså, og jeg formåede på forunderlig vis ikke at kaste særlig meget med den. Og så kunne aftenen jo godt slutte der. Hvis altså ikke det var fordi, at jeg jo stadig er mig;)

Da lillebror meddelte, at vi burde vende næserne hjemad, satte vi kurs mod Hovedbanengården i silende regnvejr. Og da vi landede på spor 12 blev vi mødt af meldingen om, at vores ene mulige s-tog var helt aflyst, mens det andet kørte hver 30. minut. Det var naturligvis netop kørt, så vi kunne se frem til 27 minutters kold og klam ventetid. Vi var langt fra de eneste ventende, og alle bænke var optaget. Da jeg var højgravid, blev jeg tilbudt bænkplads til højre og venstre, men nu hvor maven er forsvundet, må man affinde sig med at stå. Hvilket som oftest også er ganske fint. Hvis det altså ikke var for den lille lorteting, der fulgte med min graviditet: ligtornen! Jeg gik stort set fri for alle graviditetsgener, men de der 30 kilos ekstra belastning medførte en lille, møg modbydelig satan under min ene hæl. Og som jeg stod der på perronen i mine knap så vandtætte Converse, besluttede ligtornen, at det da var alt for længe siden, at den havde gjort opmærksom på sig selv.

Klokken er 4 nu. Jeg har sammenlagt sovet i sådan cirka 17 minutter, fordi jeg har helt ufattelig ondt. Det er allerværst, når jeg ligger ned eller står fladt på foden, så nu har jeg dinglet rundt i stuen på tæer de sidste par timer. Jeg glæder mig allerede helt vildt til at skulle have to børn hjemme i morgen. Jeg kan jo for dælen ikke hinke ned og aflevere Ane. Og min kaffedate i Brønshøj har længe udsigter, da hinketuren dertil også synes temmelig uoverkommelig. Pis, altså. Nu gik det ellers lige så godt. Men jeg har stadig fået en taske med babser på;)

Hvad man ikke blogger om kl. 4 om morgenen….

Sidder du derude og ved præcis, hvordan man sender en ligtorn ad helvede til, så er det NU, du skal råbe højt. Eller i morgen tidlig, hvis det passer dig bedre.

Noget om at være kærester

De kloge siger, at man ikke må gå fra hinanden i de første to år som forældre. Velsagtens fordi den periode oftest er fuld af lort. Både på den ene og anden måde. Man er træt og udkørt, og man har pludselig et fælles ansvar på en helt anden måde, end man havde før. Og det kan være temmelig opslidende for et forhold. Forestiller jeg mig.

Herhjemme hed det nærmere ‘Man må ikke gå fra hinanden i årene op til, at man bliver forældre’. Det har indtil videre været den hårdeste del af forældreskabet for vores vedkommende. Det var der, vi var trætte og udkørte. Så da først Ane kom og medbragte lort og søvnløse nætter, så gjorde det egentlig ikke så meget, fordi de lorte, vi havde ædt på vejen dertil, havde været så meget større.

Jeg er på det seneste faldet over en del blogindlæg, som handler om det der med at huske at pleje forholdet, efter man er blevet forældre. Og for en stund efterlod det mig med lidt dårlig samvittighed. Overfor Fyrsten og overfor os som par. For i tiden efter vi er blevet forældre har vi været til to koncerter, et biografbesøg og en enkelt gang ude at spise. Rejser har vi aldrig været på, hverken før eller efter vi blev forældre. Vi var på et enkelt hotelophold, før vi fik Ane, men det var i forbindelse med det adoptionsforberende kursus, så det tæller næppe. Så ja, jeg har brugt lidt tid på at overveje, om vi bare forsømmer hinanden og vores forhold i stor stil.

Men så var det, at jeg kom til at tænke på, at vi jo for fanden heller ikke rejste til Cran Canaria eller tog til koncerter hver weekend, før vi blev forældre. Vi tog ikke på spaophold og brugte en weekend på at se hinanden dybt i øjnene og dele vores inderste følelser. Og selvom det da sikkert er helt vildt hyggeligt, så er det bare ikke sådan, vi er kærester. Vi har projekter sammen, både store og små – det er vores dates. Det er her, vi nyder hinanden og vokser som par.

Og igennem de seneste år har vi, på vores helt egen måde, haft virkelig meget kærestetid. Vi har lavet et nyt køkken. Og en spisestue. Vi har planlagt og udført en væg til væg reol. Vi har været i fertilitetsbehandling. Vi har samlet Ikea-møbler. Vi har slebet vindueskarme og gået ture. Vi har spist aftensmad foran tv’et, efter børnene var puttet. Vi har sågar været i babybio og set Star Wars. Vi har indrettet et musikrum og et legerum og afsluttet lange dage i haven med en irish coffee i sofaen.

Jeg har intet at have dårlig samvittighed over, for der er ingen grund til at sammenligne os med alle mulige andre, når vi ikke som dem. Vi er jo Fyrsten & Fruen – og det er faktisk slet ikke så dårligt:)

image

Forresten #5

Annonce – indlægget indeholder affiliate links:)

  • skal I have verdens største tak for alle jeres søde kommentarer angående adoptionen. Det gjorde mig noget så glad:) TAK!
  • begyndte jeg på mit kejserinde-træning i fredags. Jeg syntes, at den første del, som omhandlede vejrtrækningsøvelser stemte ualmindeligt dårligt overens med mit temperament, så jeg nappede et par squats. Og da Fyrsten, som efterhånden er blevet totalt træningsfreak, hånede mig lidt, tog jeg nogle flere. Dagen sluttede af med en gåtur på ca. 8 km, tror jeg. I dag kan jeg ikke gå op ad trappen herhjemme – jeg har for fanden ikke rørt mig siden oktober!
  • er billederne fra Frederikke Bostrup landet. HOLD. NU. KÆFT! hvor er de smukke!!!

image

  • Har der været Døllefjelde marked på Lolland i denne weekend, og jeg har følt en ubehagelig trang til at iføre mig et par Harley Davidson gamacher og tylle Kleine Feiglings, mens jeg synger ‘Himmelhunden’….
  • Har jeg været ved at smadre min telefon i ren frustration over H&M’s app! Hvad sker der for, at man smider et stykke tøj i kurven og går direkte til kassen (vi snakker max. 1 minut), hvor der så meldes udsolgt??!
  • vil jeg shoppe på Boozt i stedet! Jeg har nemlig besluttet mig for at købe de der flade sandaler, jeg ævlede om for lidt tid siden. Hvis I også skal ha’ et par, kan I bruge koden FLASH20– så er der nemlig 20% ved køb for over 899 kr. i dag. Jeg er jo så nødt til at købe lidt andet også – eeeej, hvor ærgerligt;)

image

  • er jeg blevet åndssvagt afhængig af Paradise Hotel! Det er så pinligt og så vanedannende! Jeg burde læse en masse spændende bøger, men vil hellere se, hvem der knalder hvem i poolen;)

Uagtsom voldtægt??

Nu har der igen været en sag om en anmeldt voldtægt, hvor der ikke kunne fældes dom, fordi ofret ikke sagde tydeligt nej. I det seneste tilfælde var pigen, ifølge medierne, bevidstløs af insulinmangel og alkohol, da voldtægten fandt sted, og hun sagde ikke tydeligt nej til at dyrke sex med tre fremmede bag en hæk.

Den lader vi lige stå et øjeblik….

Jeg bliver så vred, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Det må være så forfærdelig en oplevelse! Og at man efterfølgende skal gennem en længere retssag for til sidst indirekte at få fortalt, at det var ens egen skyld, er simpelthen modbydeligt!

Her kommer begrebet ‘uagtsom voldtægt´’ på banen. Jeg stødte på udtrykket for noget tid siden i en dokumentar om voldtægt, hvor muligheden for at kunne dømme en voldtægt som værende uagtsom blev bragt op. Altså at man skal kunne dømme for voldtægt i de sager, hvor ofret muligvis ikke har skreget et højt og rungede ‘NEJ’, eksempelvis fordi vedkommende er blevet truet eller har været bevidstløs, men hvor man alligevel vil mene, at det har været tydeligt, at hun ikke har sagt ja til sex.

Umiddelbart lyder det vel som en okay løsning. Eller hvad?

Jeg kan godt forstå, at forslaget kommer på banen. Jeg kan godt forstå, at folk finder det fornuftigt, set i lyset af hvor mange lignende sager, der findes. Men burde vi ikke i stedet kigge på den eksisterende lovgivning? Man kan vel roligt sige, at den halter, hvis man er nødt til at opfinde ’tillægsparagraffer’, for at dække de store, gabende huller!

Man kommer ikke til at voldtage nogen! Det er ikke sådan noget, der bare lige smutter! Man taget et aktivt valg om at forbryde sig mod én, som muligvis ikke har sagt nej, men som helt tydeligt heller ikke har sagt ja!

Så svært kan det fandme ikke være at holde bukserne på!!!

Hvis en stor, bredskuldret gut passer mig op på vej hjem fra stationen en sen aften og beder mig om at give ham min taske, så makker jeg ret. Han behøver ikke true mig med alskens forfærdeligheder. Og hvis ikke der står en fyr på den anden side af gaden, som tilfældigvis er endnu bredere, så råber jeg ikke om hjælp eller siger “Nej, det er min taske. Du må købe din egen!” – jeg afleverer med det samme! Men er det så ikke tyveri??

Hvad hvis jeg bliver sprunget over i køen i Netto? Må jeg så dele lussinger ud med undskyldningen “Jamen, hun lignede én, der gerne ville slås på?! Hun sagde først nej efter andet slag, og så stoppede jeg.” Er det så ikke vold??

Det er ikke at indvillige i sex, hvis man ikke siger nej.

Det er voldtægt, hvis man ikke siger ja.

Længere er den ikke!

En veninde smed den her til mig på facebook. Den bør være en del af pensum på alle landets skoler:

2 år, 8 måneder og 16 dage

– så længe skulle der gå, før jeg blev juridisk mor til min datter.

Jeg har i dag modtaget den endelige godkendelse af adoptionen og kan nu på helt lovformelig vis kalde mig mor til 2! Det er slet og ret fuldstændig vidunderligt:)

image

Ane fik en is før aftensmaden. Det må man nemlig godt, når man er blevet adopteret af sin mor! Hun fatter naturligvis ikke en disse, men hun blev glad for isen;) Champagnen, som i virkeligheden er en Asti, blev poppet, da ungerne sov. Så vi kunne skåle. På vores plettede gulve og bundløse vasketøjskurv, på vores proppede blespand og legetøjsfyldte stue, på vores rustne klapvogn og beskidte stationcar, på børnepenge, snotnæser, lortebleer, godnathistorier, figenstænger og de store klatter gylp på vores skuldre. På vores børn:)

Livet er dejligt, og vi er SÅ rige!

Mit forløb med Kejserinderne #1

Som nævnt skal jeg i gang med et online-forløb hos Kejserinderne. Jeg tænker at lade jer, der er interesseret, følge lidt med i, hvordan det går undervejs. Det kommer til at fremgå tydeligt i overskriften, sådan at I, der synes at kejsersnit og slaskede maver er ret uinteressant, let og elegant kan springe videre:)

For god ordens skyld må jeg hellere understrege, at mit forløb på ingen måde er sponsoreret! Jeg har selv punget ud for forløbet og deler udelukkende fordi, jeg har lyst, og fordi jeg tænker, at det måske kan have relevans for nogle af jer:)

Det er ved at være længe siden, at jeg tilmeldte mig forløbet. Så længe, at jeg nu modtager mails med overskrifter som “Du kan godt være stolt af dig selv!” og “Du er snart i mål:)”. Åhr, hold kæft, jeg er jo for dælen ikke kommet i gang endnu! Cybermobning;) Jeg har sådan en fuldstændig åndssvag idé om, at jeg SKAL starte op en mandag. Ellers går det ikke. Og nu har det været mandag et par gange de sidste 8-9 uger, uden jeg har fået gjort noget ved det. Så nu har jeg planlagt at starte op i morgen. Heldigvis kan jeg hoppe tilbage i min indbakke og starte ved første mail. Så bliver udfordringen bare at finde et kvarter dagligt, hvor jeg prioriterer maven højere end at se Paradise Hotel Debatten og spise rugler med Nutella….

Motivationsbilleder:

Lige nu ser jeg sådan her ud og måler 90 cm. om maven: 

image

Den er som sådan ikke slem! Men jeg vil dog gerne tilbage i almindelige bukser, så jeg må hellere selv gøre en indsats.

Er jeg rigtig heldig, kan jeg måske komme tilbage i denne nederdel. I så fald lover jeg at smide striksokkerne;)

image

 

Anes kassetænkning

Annonce – indlægget er sponsoreret af Orthex.

Jeg har aldrig fået vist jer resultatet af Fyrstens barselsprojekt. Tadaaaaaaa:

image

For en dimsedulle som mig, er dét der himmel på jord! Jeg er så glad for den, og den samler støv spisestuen, lige som jeg havde forestillet mig. Meeeen nu skal det faktisk ikke handle om reolen, men om de hvide opbevaringskasser, som Orthex har været så søde at sende min vej. De kom vældig belejligt, må man sige. Jeg havde faktisk tænkt, at de nederste hylder, som er Anes, skulle huse nogle fede, gamle kurve. Meget Palæ Pompøsk;) Det gik ret godt til at starte med, men jo flere gange de blev trukket ud og skubbet på plads igen, jo flere grimme ridser kom der på hylderne. For ikke at tale om den kurv, der mistede bunden, da Ane brugte den til skammel for at kunne nå op på de andre hylder….

Nu kunne jeg komme med en laaaang salgstale. Jeg ku’ fortælle, at kasserne har rundede kanter, så de ikke ridser hylderne. Og at de dermed også er ret børnevenlige. Eller at de har flotte bambuslåg. Eller at de er helt geniale til opbevaring af legetøj, da de er lette, så Ane selv kan tage dem ned fra hylden, og fordi lågene ligger løst på og ikke kræver, at jeg løfter popoen fra sofaen for at hjælpe. Sagen er bare, at jeg ikke har en skid at skulle have sagt! For når det kommer til ting, som befinder sig i højden fra gulvet og en meter op, er det ikke mig, der udfører kvalitetskontrol! Så jeg giver ordet videre til chefen:

Kan den bruges som båd??

image

Tjek!

Kan den bruges som hat??

image

Tjek!

Kan den bruges som seng til Elsa??

image

Tjek!

Kan de bruges som højseng til Elsa??

image

Tjek!

Kan den bruges som seng til mig selv??

image

Tjek!

Kan jeg stå på den og nå op på de hylder, som mor tror, hun har for sig selv??

image

Tjek!

Hvis nu jeg fik lidt taletid, så ville jeg sige, at kasserne er en del af serien SmartStore Basket fra det svenske firma Orthex, og at de fås i tre størrelser og kan købes i Silvan og Bauhaus for 39,95 – 59,95. Lågene koster 49,95. Jeg ville også sige, at man kunne kigge forbi her for inspiration til flere opbevaringsløsninger, som er netop dét Orthex er særligt gode til – men jeg ville tilføje, at det er et pænt farligt kig, hvis man ligesom jeg hurtigt går totalt i funktionalitetsmode og mentalt begynder at farvesortere vanter, huer og halstørklæder! Åh, alle de muligheder!!!

Men – nu er det jo som sagt ikke mig, der er kvalitetschef her i hytten. Så jeg vil give ordet tilbage til chefen, som med disse ord giver den endelige godkendelse:

Mor, du putte lige mig og Elsa?!

image

Så gerne, deres højhed!

Fødselsdagsforsinkelser og trylletis

Sidste år fejrede vi min 31-års fødselsdag med fem dages forsinkelse. Dagen før min fødselsdag blev Fyrsten indlagt på Rigshospitalet med en blodprop, så der var selvsagt vigtigere ting at fokusere på end tallene på mit sygesikringsbevis.

Men da Fyrsten blev udskrevet, insisterede han på, at jeg skulle have det obligatoriske morgenbord med boller, blødkogte æg og gaver. Jeg protesterede ikke;) Så d. 17. april vækkede Fyrsten og Ane mig med sang og flag. Vi havde en dejlig morgen, og da boller og æg var fortæret og gaverne åbnet, gik vi i haven for at nyde forårssolen. Jeg lugede ud i et bed, mens Ane muntrede sig med de regnorme, jeg fik gravet frem undervejs. Efter lidt havearbejde og leg, smed vi os alle tre i dobbeltsengen og fik en god lur. Helt perfekt fødselsdag!

IMG_1832

 

IMG_1844

Lidt over middag dækkede Fyrsten op til en lækker frokost, og jeg kom pludselig i tanke om, at det var testdag. Egentlig skulle jeg ha’ taget testen om morgenen, men jeg havde ærlig talt glemt alt om det. Jeg havde nemlig testet negativ to dage tidligere, da jeg skulle et smut til lægen. I dagene efter Fyrstens blodprop, havde jeg været ualmindeligt svimmel. Først tænkte jeg, at det var chokket. Dernæst at det måtte skyldes elevatorturene på Riget. Men da gulvet havde gynget lystigt i fem dage, tog jeg alligevel et smut forbi lægen. Og for at udelukke en eventuel graviditet, havde jeg taget en test hjemmefra. Den var, som altid, bragende negativ. For første gang nogensinde i vores behandlingsforløb græd jeg ikke over resultatet. For jeg havde ikke forventet noget. Jeg tog til lægen og kom hjem med en henvisning til en øre-, næse-, halslæge, som jeg skulle besøge, hvis ikke svimmelheden aftog.

Men af en eller anden grund kom jeg altså i tanke om den graviditetstest, som lå ude i skuffen og forventede at blive tisset på. Og mens Fyrsten snittede agurker, tissede jeg i en rød melamin-kop. Så spillede jeg Candy crush på toilettet i et par minutter, før jeg, helt uden håb og forventning, rejste mig for at smide den negative test i toiletspanden.

Trommehvirvel…..

Der var to streger!

image

Når man aldrig før har set to streger, så er man slet ikke i tvivl. Ja ja, den ene streg var mega svag. MEN DEN VAR DER!

Jeg nåede at tænke, at jeg burde finde på en eller anden sjov måde at fortælle det til Fyrsten på. Men jeg var tom for idéer. Så jeg gik ud i køkkenet, stak ham testen og sagde “Jeg har også en gave til dig!”. Så hoppede og dansede vi lidt, før vi gik ind og spiste leverpostejsmadder:)

Jeg spurgte Fyrsten, hvad man så skulle gøre nu, når man havde fået en positiv test. Og han svarede, klog som han er, “Man skal spise is!”. Så vi gik op og købte soft ices.

Og da vi slentrede ned ad Hvidovrevej med maven fuld af soft ice, glæde og for mit vedkommende en lille babyspire, konstaterede Fyrsten tørt, at han nu syntes, jeg var en tand opmærksomhedskrævende.

“Ja ja, så er man ved at dø og får lige rampelyset for en kort bemærkning, før du kommer der og blærer dig med dit trylletis….. Se mig, jeg kan tisse streger frem;)”

Det må man jo give manden ret i;)