Tanker om lillebrors fortælling

Da vi vågnede i går morges, sagde Ane:

Du er MIN mor!

Det er jeg:) Jeg er din mor, og jeg er lillebrors mor.

Nej, du er MIN mor. Lillebror kan låne far!

 

Det synes jeg da egentlig var meget pænt af hende;)

Og så snakkede hun videre om, at mor var på talet (hospitalet), så lillebror kunne komme ud af maven. Ligesom Ditte var på talet, da Holger fik en lillesøster.

Og jeg lå i mosters mave. Og du lå i mormors mave. Og far og lillebror lå i mors mave. 

– 3 ud af 4 er ikke helt skidt;)

Det fylder meget for hende lige for tiden, det med at jeg var hospitalet og kom hjem med en lillebror. Det gjorde det faktisk ikke i tiden umiddelbart efter fødslen, men på det seneste har hun talt meget om det.

Vi kigger på billederne, fra da jeg var højgravid og snakker om, at hun mærkede lillebror sparke. Hun lader fingrene køre hen over mit ar og fortæller, at det var dér, lillebror kom ud. Og så finder vi Anes bog frem, hvor der er billeder af moster med Ane i maven og snakker om, hvordan far og jeg mærkede Ane sparke indeni mosters mave.

Jeg er glad for, at hun endnu ikke er bevidst om, hvad det vil sige, at hun ikke er født af mig, forstået på den måde at det ikke betyder noget. Glad for, at det er naturligt for hende, fordi det altid er blevet talt om som noget helt selvfølgeligt.

Jeg er ikke sikker på, hvordan vi gør Jaspers tilblivelseshistorie til ligeså naturlig en del af hverdagen, som Anes har været. Der er jo ikke en moster at pege på. Jeg er naturligvis i gang med at lave en bog til ham, ligesom jeg gjorde til Ane, men der går nok en del år, før den vil give mening for ham. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt eller muligt at italesætte det i samme grad. Hans historie er på en eller anden måde meget mere uhåndgribelig end Anes. Der er blevet puttet nogle celler fra en fremmed mand ind i mor – og hvad så? Selvom facit er det samme for begge vores børn – at vi er blevet deres forældre med lidt hjælp – så er der bare noget stort, nærmest monumentalt, ved hele graviditets- og fødselsaspektet som gør, at det har været vigtigt og egentlig ret nemt at sætte ord på Anes historie – “Dengang du blev født”…. Men netop den del er jo lige ud ad landevejen med Jasper. Jeg har båret og født ham. Og hans far er jo hans far, uagtet hvilke genetiske byggesten der ligger til grund for hans smalle øjne og kæmpe hvirvel i panden.

Jeg synes, at Jaspers historie er den vanskeligste at fortælle for ham, selvom det er den af de to, som i omverdenens øjne er den mest almindelige.

Selvfølgelig skal han vide, at han er kommet til ved hjælp af en sæddonor. Det er vi slet ikke i tvivl om! Mine tanker går mere på, hvordan vi får gjort hans historie til en del af hverdagen. OM vi overhovedet skal gøre det i samme omfang som med Ane. Jeg er ret sikker på, at de fleste forældre taler med deres børn om, hvordan de kom til verden, men jeg forstiller mig, at de færreste starter den fortælling ved øjeblikket for undfangelsen.

Jeg synes, det er svært.

imageSkulle du have lyst til at læse lidt mere om sæddonation og forældreskab, kan du læse indlæggene ‘Det der med mænd og sæd….‘ og ‘For mine børn‘.

0 kommentarer til “Tanker om lillebrors fortælling”

  1. Jeg krydser fingre for at du finder den måde hvorpå du får fortalt hans historie 🙂

    Og så synes jeg at du har ret – det at være nogens mor sidder ikke i evnen til at undfange og føde et barn, men i det center i hjernen/hjertet hvor kærlighed og omsorg kommer fra. Det samme for far 🙂

  2. Jeg synes i hvert fald at det er vigtigt at barnet ved det. Jeg har en kusine, som er lavet på donoræg, hele familien ved det, bare ikke hende selv. Og jeg altid synes at det synd at hun ikke ved det, men omvendt så lever hun jo fint i uvished, indtil videre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.