Debat om rugemoderskab

Lillebror og jeg var ude og blive luftet i går! Sex og Samfund havde samlet et panel af kloge hoveder i Studenterhuset i København med det formål at diskutere de etiske og juridiske aspekter ved rugemoderskab.

image

 

Panelet bestod af nogle super interessante mennesker, som i den grad har en relevant stemme i debatten:

Lillian Bondo – formand for jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd

Gunna Starck – medlem af Kvindepolitisk Udvalg, Enhedslisten

Mikkel Raahede – formand for Dare (organisation der arbejder for ligestilling for alle familiekonstellationer) og far til tre børn, som er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab

Louise Traberg Smidt – advokat, gymnasieveninde  og ikke mindst en af de sejeste kvinder, jeg kender.

Det var en super spændende debat! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg er meget imponeret over, at panelet formåede at diskutere et så stort og følsomt emne på så saglig vis, som de gjorde.

Så vidt jeg forstod (med en lillebror på armen, kan man godt misse en detalje eller to), var alle paneldeltagere enige om, at altruistisk rugemoderskab (altså den form for rugemoderskab, hvor den fødende kvinde bruger sine egne æg, og hvor der ikke er penge involveret, og som er tilladt i Danmark) er en ‘acceptabel’ form, som det burde være lettere at benytte. Som det er nu, vanskeliggøres denne form for familiedannelse ved, at den intenderede mor/far ikke kan få barsel på lige fod med den biologiske forælder, samt først kan få juridiske rettigheder efter 2,5 år.

Vandene var dog mere delte, når snakken faldt på kommercielt rugemoderskab, hvor man enten benytter donoræg eller æg fra den intenderede mor, og hvor der er penge involveret. Lillians store kritikpunkt ved denne form for familiedannelse gik hovedsageligt på det faktum, at man ikke fremadrettet har et forhold til den kvinde, som har født barnet, og at barnet dermed fuldstændig afskæres fra den kvinde, det er vokset i. En kritik som både Louise og Mikkel dog mente ikke havde meget hold i virkeligheden efter deres erfaring. Som Mikkel så fint sagde det, så kan man ikke dele sådan en oplevelse uden for evigt at være forbundet.

Gunnas største bekymring med hensyn til kommercielt rugemoderskab omhandlede forholdet mellem rig og fattig og ‘skyggetilfældene’, hvor rige, hvide mennesker udnytter fattige indiske kvinder.

Den generelle debat om rugemoderskab kan naturligvis hurtigt komme til at handle om de riges udnyttelse af fattige kvinder i andre lande, men jeg synes, at ordstyreren var særdeles god til at holde fokus på det relevante i netop denne debat – nemlig indenfor hvilken ramme, det giver mening at tale om rugemoderskab i Danmark. Hvilke overvejelser må man gøre sig, hvilke scenarier må man forholde sig til.

Særligt interessante og tankevækkende var også kommentarerne og spørgsmålene fra publikum.

Både de generelle som gik på, om det overhovedet er muligt at indgå en ‘kontrakt’, når man taler menneskeliv. Hvad hvis uventede ting opstår – hvis der opstår komplikationer med barnet eller den gravide.

Og særligt de mere personlige: fx en kvinde, som levede i et lesbisk forhold, og som stillede spørgsmålstegn ved, om loven burde ændres, således at hendes æg kunne sættes op i hendes kone, og de på den måde kunne få et fælles barn, som de begge havde ‘investeret noget i’. Det synes jeg er en ret smuk tanke, særligt med tanke på de undersøgelser som viser, at den fødende kvinde også påvirker æggets dna (det er en længere forklaring omkring mikroRNA, som er ret spændende!). Eller den kvinde i publikum, som var født uden livmoder, men med fine, brugbare æg, som hendes søster gerne ville huse i 9 mdr.

Lillian, som jo er sindssygt dygtig og meget velformuleret og velovervejet at høre på, belyste et punkt, som jeg faktisk først selv er blevet opmærksom på for nylig. Nemlig det at når man placerer en kvindes æg i en andens livmoder, vil der større risiko for komplikationer. Fx oplever man langt flere tilfælde af svangerskabsforgiftning ved ægdonation end ved ‘almindelige’ graviditeter. Det er naturligvis vigtigt at medtænke!

Der findes desværre ingen statistik på, hvor mange danske børn, der er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab. Louise mener dog, at tallet er langt større end hvad Ankestyrelsen skønner, da en del af de par, som kommer hjem fra udlandet med et barn, føler sig nødsaget til at lyve (“Hurra, vi fødte, mens vi var i USA!”) af frygt for at blive kriminaliseret. En uofficiel undersøgelse menes at have fundet frem til, at der går mere end 1000 ‘rugebørn’ rundt i Danmark. Og lige præcis derfor er debatten om rugemoderskab så sindssygt vigtig at tage! Når nu man ved, at det finder sted, er man som samfund nødt til at forholde sig til det.

Alt i alt var det en virkelig spændende og oplysende aften, som sluttede af med pommes frites, cola og dejligt selskab af Louise:)

Skulle du være nysgerrig på emnet, så blev de fire paneldeltagere efterfølgende interviewet til 21Søndag, som sendes d. 19/6.

 

At være bange for børnehaver!

Ane fandt en stor edderkop i weekenden. Vi taler MEGA STOR! Den lå i en lille gryde fra hendes sandkasse, og hun var meget stolt, da hun kom for at vise sit fund. Jeg prøvede virkelig at signalere, at jeg var fuldstændig tryg ved situationen, men flere gange siden har Ane nævnt den store edderkop efterfulgt af et “Men mor kan ikke li’ edderkopper!” Jeg gør mit bedste for ikke at overføre og vise min angst til hende, men jeg er tydeligvis fejlet i den mission!

Forhåbentlig er jeg bedre til at skjule min angst omkring Anes snarlige opstart i børnehave….

Om 15 dage skal min store pige starte i børnehave, hvilket er vildt på så mange måder! Jeg fatter slet ikke, hvor tiden er blevet af?! Ane glæder sig meget, og jeg forstår hende godt. I Anes kommende børnehave er der nemlig grise, geder, høns, kaniner mm., gode gemmesteder og spændende, store børn. Det virker som et rigtig godt sted, det gør det virkelig!

Men tanken om fire voksne til op til 32 børn, får mig til at ryste lidt i bukserne. Og det er jo ikke engang fire voksne på én gang…. Det er vist en helt normal normering, men for mig, som til tider kan have svært ved at holde øje med én enkelt 2-årige, lyder det tal fuldstændig vanvittigt.

Når Ane taler om børnehaven herhjemme, støtter vi hende naturligvis i, at det både bliver sjovt og spændende. Vi taler om alle de nye ting, der skal ske, og alle de spændende ting, hun skal opleve. Men indeni er jeg ærlig talt ret nervøs, hvilket jeg forestiller mig er helt naturligt, når man står overfor et skift fra noget trygt og kendt til noget nyt.

Jeg skal ikke komme ind på normeringer og besparelser, for det har jeg ikke sat mig nok ind i til at kunne udtale mig om. Men jeg er mor. En bekymret én af slagsen. Måske ubegrundet? Højst sandsynligt ikke. Jeg har læst uddrag af den seneste undersøgelse fra BUPL med pædagogernes egne fortællinger om en stresset hverdag, hvor de ikke føler, at de er hænder nok. Og det giver mening, for fire-seks hænder til 32 små hoveder er ikke mange. Særligt ikke hvis to af dem skal bruges til at skifte en ble eller sætte plaster på et knæ. Så kan de resterende to-fire hænder være nok så kompetente og have nok så mange pædagogiske visioner, men stadig ikke slå til. Hverken i forhold til børnenes behov eller pædagogernes egen faglige stolthed. 39% af de adspurgte i undersøgelsen har oplevet at stå i situationer, som de mente var direkte farlige. Det er dén virkelighed, som vi lige om lidt sender Ane ud i.

Jeg er så bange for, at man lille, store pige skal blive væk i mængden, samtidig med at jeg er stolt og en smule fortrøstningsfuld over, at vi har en pige, som næppe lader sig overse, hvis hun har brug for hjælp, omsorg eller bare vil vise en regnorm frem. Der er gang i Ane. Og lyd på. Heldigvis, tænker jeg. Mens jeg krydser fingre for, at det hele nok skal gå.

Men spørger du mig lige nu, om jeg er mest bange for edderkopper eller børnehaver, så er svaret klokkeklart “Børnehaver!”.

image
Foto af Frederikke Brostrup

“Slut med de boligprogrammer!”

Nogen har set ‘Fra bras til bolig’ her til aften….

“Nu ved jeg, hvordan vi gør!”

“Gør hvad?”

“Hvordan vi gør, når vi skal ha’ soveværelse derinde.”

“Ville du ikke ha’ det i udestuen?”

“Jo, men du synes jo, det er en dårlig idé.”

“Og det lytter du på??”

“Ja, vi gør det derinde. Så kan pladerne komme ind i reolen i spisestuen. Så kan sengen stå dér, og så blænder vi den dør og så….”

“Hvad skal der så være ovenpå?”

“Der skal børnene jo ha’ værelser!”

“De er da flyttet hjemmefra…..”

“Og så kan vi lave et stort hjemmebygget skab, der hvor vi har blændet døren.”

“……. inden vi får råd til alle dine idéer!”

“Og så på den der væg i udestuen hænger vi hylder til alle bøgerne.”

“Jamen, den væg kan slet ikke bære noget.”

“Pjat med dig, selvfølgelig kan den det! Så fylder vi væggen med hylder, og så skal jeg ha’ en lille lænestol og et….”

“Den kan ikke bære hylder. Du kan få nogle Ikea-reoler.”

“Som hylderne kan stå på?”

“Som bøgerne kan stå på!”

“Jamen, jeg vil ha’ hylder…..”

“Jamen, det får du ikke!”

“Du kan fikse et eller andet, det er du så god til. Og så får jeg ligesom et lille bibliotek, og så i den anden ende kan jeg have….”

“Elisabeth! Det er slut med de boligprogrammer!”

Da Fyrsten viste mig Slottet

Jeg var fast besluttet på, at Fyrsten kun skulle være en sommerkæreste.

Og sommeren 2007 var uendeligt lang.

Jeg tog til Frederiksberg og fulgtes med Fyrsten til Vejløtræf. Weekend efter spiste vi spaghetti med kødsovs og drak øl i hans sofa. Og weekenden efter igen tog Fyrsten mig med på Slottet, som var hans Vejlø. En tilgroet græsmark, hvor små, skæve campingvogne skød frem. Nogle havde huller i taget, andre var skjult bag buske og krat. Stedet blev bestyret af en gammel, gnaven mand, som skældte og smældte over alskens ligegyldigheder. Fyrsten smilede til ham, ønskede ham god weekend, og viste vej til fjerneste hjørne af krattet, hvor to skæve vogne stod side om side. Fyrstens og Skaberens (min svigermor, som har fået det mest bombastiske tilnavn af sine børn).

Vi grillede laks med Skaberen, sippede lunken hvidvin, piskede flødeskum i hånden og drak irish coffee til den lyse morgen.

Jeg tror muligvis, at jeg forelskede mig i min svigermor, før jeg forelskede mig i Fyrsten. Hun var varm og lattermild og ualmindeligt nem at tale med. Og jeg tænkte, at det ville være synd og skam at lade en potentiel svigermor af den støbning gå til spilde.

Eller måske var det Slottet, jeg forelskede mig i. Den gamle 70’er-brune campingvogn, den lukne hvidvin og hele stemningen af evig sommer og kronisk småberusethed.

Måske var det Fyrsten.

For pludselig tænkte jeg ikke længere over hans alder. Det betød ingenting, at han havde et barn. Eller at han boede 100 km fra mig. At han gik i det mest utjekkede tøj og barberede sit skæg, så det lignede Georg Michaels.

For han var varm og mild og sødere end soft ice. Så jeg besluttede at beholde ham lidt endnu.

image

Du kan læse de foregående kapitler om hvordan vi blev Fyrsten og Fruen her, her og her🙂

Super nem pesto med ramsløg

Jeg er ikke sådan særlig ferm i et køkkenet. Faktisk er jeg ofte en decideret katastrofe – vi taler om brandalarmer og gryder, der ikke står til at redde!

Men nogen gange lykkes til mig altså alligevel at trylle noget frem, som ikke bare er spiseligt, men også velsmagende. Selv blind høne finder korn;)

Jeg kan godt li’ at lave ting fra bunden! Jeg kan godt li’ at lave blommemarmelade, hyldebærsaft, æblekage mm med frugt fra egen have. Og så tænker du nok, at det lyder rigtig fornuftigt. Så er det sundere, usprøjtet, med rene råvarer som ikke er leveret i en tåge af CO2. For det er det helt sikkert! Men hånden på hjertet, så er det mest af alt følelsen, som jeg godt kan li’! Det er lidt ligesom om, jeg er med i en historie af Astrid Lindgren, når jeg står der og rører i en gryde med blommer og føler mig særdeles overskudsagtig og moderlig.

Denne gang har jeg kastet mig over verdens nemmeste pesto, fordi vores søde nabo har været ude og rippe en skovbund for pesto. Google gav mig et hav af opskrifter, så jeg snuppede lidt hist og her, så jeg kunne nøjes med at bruge ingredienser, som vi allerede havde i skuffen.

Jeg brugte:

  • en ordentlig bunke, cirka to håndfulde. Jeg fjernede blomsterne, men brugte både blade og stilke.
  • en pose pinjekerner, som jeg ristede let
  • salt, peber og lidt citronsaft
  • en dl. olivenolie

Hele baduljen røg i køkkenhakkeren, så det blev hakket groft.

image

Det smager pisse godt, siger jeg bare! Og nej, jeg er ikke sådan én, der putter pesto på knækbrød med bøffelmozzarella og jordbær på toppen og nyder det med et ingefærshot. Men i disse grilltider er pesto ret lækker tilbehør til kartoflerne eller til lige at vende pastaskruerne i.

 

Forresten #6

  • Ligger der lige nu 10 friskfangede rødspætter og en laks i vores køleskab. Dét er ret lækkert, men hold kæft hvor det lugter!!!
  • Var jeg alene hjemme med ungerne i sidste weekend. Da jeg skulle ud med skraldespanden, finder jeg i vores carport en liter kakaomælk og en æske med et gåsebryst, to kys og en romkugle. Lillemor havde tænkt, at jeg skulle forkæles. Jeg er VILD med den kvinde, altså!!!!
  • Er jeg dog bange for, at jeg ikke kommer til at se så meget mere til hende, efter Cash voldtog hendes lille Børge, som hun måtte slæbe hjem i går aftes med klistrede substanser smurt ud i pelsen….
  • Har jeg rykket lidt om på førstesalen, da det blev en smule presset i soveværelset med en bed side crib på hver side af dobbeltsengen. Da Fyrsten om aftenen spurgte, om vi skulle indvie det nye soveværelse med lidt hygge, skyndte jeg mig at smøre to nutellamadder og finde iPaden frem. Efter hans udtryk at bedømme, var det vist ikke den slags hygge, han havde i tankerne….
  • Købte jeg en E.T. dukke på et loppemarked i weekenden til Fyrsten. Den snakker og lyser, når man nusser den på hovedet:) Egentlig havde jeg tænkt den som en fars dags gave, men jeg kunne ikke vente og gav ham den med det samme. Hvilket muligvis var meget godt, for sekundet senere fik jeg, under min omrokering på førstesalen, knaldet hans kæmpestore hjemmebygget helikopter ned, så den smadrede. Auch!
  • Har Fyrsten brugt en hel weekend på at grave vores barnevognsskur op for at rykke det 20 cm og grave det ned igen. Det stod ikke lige ud for vinduet. Hvem sagde perfektionist??!
  • Har jeg sået radiser. Måske… Jeg tog lige et kig på Signe og Signes nye haveblog i går – man skal åbenbart ikke bare smide alle frøene ned på et sted?! Men hey – nu får vi bare en radisebusk!:)

image

Man bør holde sig fra de sociale medier… #2

I dag, hvis du får nervøse trækninger af folk, der løber!
Såååå Errr dEEeet nnnnæmlig rrrrret svæææært aT rAmmeeeee Dde riGttttighe TaaastEr, nÅrttr maNNn sKaaL skkkrivE eet iiiinDlllæg! #copenhagenmarathon #løbforlivet #atløbeeratleve #fornogen #forandrekanenposeostepopsgøredet

Fra november til december, hvis du ikke farvekoordinerer dit julepynt.
“Ifølge Boligmagasinet er julen i år lilla med et strejf af kobber!” Niks! Den er multifarvet guirlande med en ordentlig røvfuld lametta. Hvert år!

Altid, hvis du formår at fucke en avocadoplante op.
“Du skal bare have tålmodighed:)” Ja, eller en 20’er til at købe en plante, som allerede har blade på!

Fra 36.-42. uge, hvis du er gravid.
Har du ikke født endnu??” SER DET SÅDAN UD???!

Under modeugen, hvis de eneste forkortelser du forstår dig på, er CSI og PMS.
“Er til CIFF og ser lidt på AW2016 og SS2016.”
Øøøøh, CrappyIrririterendeForvirrendeForkortelser, AvanceretWolapyk og SeriøstSludder??!
Fra april til juli, hvis du har regnet den ud;)
“Sådan bliver du bikiniklar på 3 uger!” Jaaaa, eller ‘sådan bliver du bikiniklar på 3 minutter’ – Rejs dig fra sofaen, træk skuffen ud, grav ned under de strikkede sokker og find din bikini – viola, bikiniklar!

Fredag aften kl. 20, hvis du er et rigtigt menneske!
Ahhhh, ungerne sover, opvasken er taget og min mand masserer mine fødder, mens jeg nyder et glas rødvin!” Ja, eller ungerne skal liiiige ha’ en sut, et glas vand, en historie mere, den rigtige bamse, en valium osv. Opvasken kan man ikke lugte se, når døren er lukket. Skat, er du ikke sød at tage mine strømper af, min fodsvamp klør sådan! Glas? Det er mere opvask, og jeg har jo alligevel tænkt mig at tømme flasken. Skål!

Hver morgen, hvis du ikke har en Baresso i din baghave.
“Åh se, der er et hjerte i min kaffe:)” Jeg ser dit hjerte og forhøjer med en glat gylp, en halvspist mariekiks og en morgensur 2-årig.

 

Læs også “Man bør holde sig fra de sociale medier…” 🙂

image

 

 

 

Noget om at (gen)læse

Annonce – indlægget indeholder en bog,
som jeg har modtaget som pr-gave.

Jeg har altid elsket at læse. At fortabe mig i en bog og lukke verden ude, så kun ordene og jeg selv er tilbage. Som barn drømte jeg mig væk i magiske universer eller stormende forelskelser. Jeg var med Bjarne Reuter i Brønshøj og med Victoria Holst i hemmelige, underjordiske gange. Jeg levede mig selv fuldstændig ind i den bog, som jeg sad med næsen begravet i.

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Ingen af mine forældre læste bøger i min barndom. Jeg husker kun én enkelt bog fra mit barndomshjem – en fagbog om schæferhunde, som vores schæferhund havde ædt omslaget på. Måske var det konkurrencegenet i mig. Dét at være med til at lave skolens længste bogorm, som man måtte sætte endnu et led på, når man havde læst en bog. Eller måske var det Hjørdis, min dansklærer, som i sin tid præsenterede mig for ‘Kabalemysteriet’ – en bog som fuldstændig slog benene væk under mig.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at glæden ved at læse altid har været stor. Som barn ville jeg være forfatter eller skuespiller. Jeg ville fortælle historier. Tænk at besidde evnen til at tryllebinde andre?!

Jeg er netop blevet færdig med at læse ‘En velbevaret hemmelighed’ af Kate Morton. Igen. Ja, jeg læser gerne bøger mere end én gang, og det er der flere grunde til. For det første kan jeg godt li’ at læse bogen igen, når jeg kender slutningen. For så er det ikke længere den samme fortælling. Anden gang har man andre briller på, man ser andre ting, fordi man nu ved, hvor bogen fører én hen. Derudover forandrer fortællingen sig i takt med, at jeg forandrer mig. Genlæser jeg en bog i dag, vil jeg med garanti bide mærke i andre ting, end jeg gjorde for 5 år siden, og jeg vil læse bogen med en anden erfaring, med et andet følelsesliv. Kender I ikke det? Man kunne jo sagtens som teenager leve sig fuldstændig ind i en forelskelse, men når først man havde prøvet det selv, så var læseoplevelsen en helt anden.

Så når folk siger “Læser du nu den samme bog igen??”, så kan jeg helt ærligt svare “Nej!”. For selvom titlen, forfatteren og omslaget er det samme, så er fortællingen en ny hver gang.

Nå, men hende der Kate Morton er jeg ret vild med. Det er glimrende barselslæsning, fordi hendes bøger er skrevet i et godt, men letlæseligt sprog. Og så er de bare mega spændende! Den slags bøger man har svært ved at lægge fra sig. Også selvom man har læst dem før;)

Mine næste læseoplevelser tror jeg skal være ‘Stolthed og Fordom‘ (som jeg har fået i pr-gave af Lindhardt og Ringhof), ‘Byen Brænder’ og Tora-trilogien.

Førstnævnte har jeg faktisk ikke læst i mange år. Jeg tror, at jeg bare var en stor teenager, sidst jeg forsvandt ind i Jane Austens univers. Men jeg husker, at jeg var grebet, både af historien, men også af sproget, som dog kræver lidt mere af én end sådan en forfatter som fx Kate Morton. Jeg elsker bøger, der aldrig går af mode! Forfattere, der kan skrive bøger, som stadig læses efter 200 år, må siges at være mere end almindeligt dygtige:)

‘Byen Brænder’ bliver en førstegangslæsning. Min svoger hørte om den i et radioprogram og købte den derefter til mig i fødselsdagsgave. Personligt kender jeg intet til den, udover at jeg har hørt en smule om, at den skulle tegne et smukt portræt af New York. Og den slags kan jeg godt li’! Jeg er for eksempel også stor fan af Anne Rice (særligt ‘Allehelgeners fest’ og ‘Heksetimen’), og jeg elsker, at hun er i stand til at male New Orleans frem med sine ord på så detaljeret vis, at man føler, at man er der selv.

Bøgerne om Tora er barske og vidunderlige, og fælles for Herbjørg Wassmos bøger er, at karaktererne beskrives på en måde, der (i hvert fald for mit vedkommende) gør, at man føler, at man kender dem. Det gør sig også gældende i bøgerne om Dina, Benjamin og Karna.

Men for nu , altså den næste uges tid, bliver jeg i Kate Mortons univers og glædes over, at jeg har to andre af hendes bøger stående klar til at blive læst. Igen;)

image

Strut samler ind – vil du være med?

Jeg har det ret godt herhjemme i min barselsboble! Vi mangler ingenting. Jo, det skulle da lige være en tremmeseng til lillebror, men så tjekker jeg dba eller Reshopper, eller planlægger en tur til Ikea, og så er det klaret. Nogen reelle bekymringer har vi ikke. Fordi vi er røv heldige!

Sådan er det ikke for alle.

Stine og Strut har fået den super fine idé at starte en indsamling i samarbejde med Røde Kors til fordel for de mødre, som ikke er ligeså heldige som dig og mig. Dem, som ikke får kastet udstyr i nakken af naboen, eller lige kan svinge dankortet i Ikea, når sengen trænger til en opgradering. Mere præcist handler det om de mødre, som lige nu bor på Asylcenter Avnstrup og Roskilde. Mødre som i den grad kunne bruge en håndsrækning!

Det er muligt at donere ventetøj, babytøj og udstyr hos Strut på Nørrebro i denne uge og næste uge med, og jeg er gået i gang med at finde ting frem fra gemmerne.

Vi har eksempelvis to fyldte bæreposer med sutteflasker og tilbehør. Hvis nu lillebror en dag skal ha’ en flaske. Men hvad skal jeg med 15 flasker? Hvad skal jeg med 10 sæt sengetøj? Hvad skal jeg med to skråstole? INGENTING! Særligt ikke når jeg ved, at der findes mødre, som intet har.

Har du, ligesom jeg, mere end du reelt behøver, så fyld en pose og tag en tur til Strut (eller send med posten til Strut på Fælledvej 13, 2200 Kbh N.)- så sørger de for, at dine ting kommer videre til nogen, som virkelig mangler:) De har allerede modtaget en del vente- og ammetøj, men der mangler stadig babytøj og udstyr, som babyalarmer, bæreseler, klapvogne, højstole mm.

image

Typisk mig #2

Da Cana forleden smed et opklarende indlæg omkring hendes åbne bukser med tilhørende illusion om behåret skræv, grinte jeg højt og smed en kommentar om, at hun heldigvis ikke var ene om at have begået sådan en bedrift.

For jeg er selv typen, der ganske ufrivilligt er kommet til at blotte mig selv lidt for meget lidt for mange gange. Og vi taler ikke om den der, som vi alle har lavet (for det har vi, ikk’?!! Sig nu ja?!!) med at åbne døren for pakkeposten med den ene ammelap på afveje. Det er jo bare obligatorisk, når man er på barsel!

Næ, når jeg blotter mig, så går jeg all in. Ingen grund til at gøre noget halvhjertet!

Episoden jeg smed i kommentarfeltet er dog i den bløde ende. Den fandt sted kort før jeg gik på barsel. Jeg havde, som I måske husker, taget en lille smule på i min graviditet – jeg stoppede med at veje mig, da vægten sagde +28 kg. 5 uger før termin. Men jeg var ganske enkelt for nærig til at købe ventebukser, jeg kunne passe velvidende, at jeg indenfor overskuelig fremtid blot kunne tulle rundt herhjemme i mine natbukser. Men sidst på dagen strammede bukserne altså godt til. Så før et personalemøde knappede jeg bukserne op, lod lynlåsen glide ned, og lænede mig tilbage på stolen og nød, at der nu var plads til et ekstra stykke kage. Efter en halv times tid prikkede en af mine mandlige kolleger mig på skulderen og sagde lidt forlegen, at jeg måske havde glemt noget. Jeg kiggede ned og så, hvad han så – en fuldt synlig og glatbarberet tissekone. Som altså i virkeligheden bare var et par hudfarvede trusser.

Ej okay – dén var måske halvhjertet….

Så lad os tage min allerførste arbejdsdag! “Tillykke, Elisabeth – jobbet er dit! Kan du starte på mandag med en tre dages tur til Lalandia?” Naturligvis! Og så står jeg der ved rutsjebanen med en flok elever, jeg ikke rigtig kender, da en fremmed dreng peger på mit bryst. Ja, ikke på min bikini, men mit fuldt blottede bryst, som må være undsluppet under den forrige tur i rutsjebanen. Jeg er altså gået igennem det halve af badelandet med det bryst dinglende frit. Først længe efter indrømmer min ene kollega, at de var flere, der havde spottet det, men for ikke at gøre mig forlegen, havde de intet sagt. Godt råd – ser du en med brysterne hængende uden for bikinien, så sig det lige, ikk’!

Flere år senere var alle kolleger skiftet ud med nye ansigtet, og min underbevidsthed må have tænkt, at det da var synd og skam, at de ikke havde set mine bryster. Så jeg fik Fyrsten til at tage en serie fine billeder af en ammestund i sofaen. Ikke af den slags hvor Anes mund dækker brystet, men af den hvor hun pjatter og griner til sin far, mens ammelapperne lufttørrer. Meget fine billeder. På min kamerarulle. Som af uforklarlige årsager var blevet tilknyttet den fotomappe, som vi benyttede på mit job. Hov….

Men som min ene kollega så klogt har sagt: Man skal ikke være nærig med noget, man har fået gratis. Jeg er tydeligvis bare et meget generøst menneske;)

image